L 25 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love.

(Udvidelse af refusionsordningen ved opladning af elbiler, ændring af afgiftsfritagelse for biobrændstoffer i CO2-afgiftsloven, udvidelse af afgiftsfritagelsen for institutionsbusser, nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 m.v.).

Af: Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2025-26
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2025

Fremsættelse: 08-10-2025

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)

20251_l25_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)

Skatteministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Udvidelse af refusionsordningen ved opladning af elbiler, ændring af afgiftsfritagelse for biobrændstoffer i CO2-afgiftsloven, udvidelse af afgiftsfritagelsen for institutionsbusser, nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027 m.v.)

(Lovforslag nr. L 25)

Formålet med lovforslaget er at udvide den eksisterende ordning for tilbagebetaling af elafgift ved opladning af elbiler (refusionsordningen). Med forslaget vil virksomheder, der har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kunne få tilbagebetaling for elafgift betalt for elektricitet forbrugt ved opladning af elbiler, selvom kunden samtidig har egenproduktion af elektricitet fra VE-anlæg, i form af fx solcelleanlæg. Med forslaget vil udvidelsen af ordningen have virkning fra den 1. januar 2026 og til og med den 31. december 2030.

Derudover har lovforslaget til formål at tilpasse en række regler på energi-, miljø- og motorområdet.

Det foreslås at fritage rene biobrændstoffer uanset anvendelse fra CO2-afgift. I dag er det kun biobrændstoffer, der anvendes som motorbrændstof, som er afgiftsfritaget for CO2-afgift.

Det foreslås at nedsætte den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027 for at kompensere erhvervslivet for, at producentgebyret, der indføres den 1. oktober 2025, bliver højere end forventet.

Det foreslås også at udvide muligheden for godtgørelse af elafgift for elektricitet anvendt som kørestrøm til eltog til godstransport.

På motorområdet foreslås det at fritage institutionsbusser for registreringsafgift ved anvendelse til befordring af hjemmeboende til visiterede aktiviteter, også når den hjemmeboende person ikke er "ældre". Derudover foreslås det at ændre brændstofforbrugsafgiftsloven, så en person med nedsat funktionsevne kan opnå fritagelse for grøn ejerafgift ved erhvervelse af en nul-emissionsbil, og at udvide adgangen til oplysninger i Køretøjsregistret for taksatororganisationer. Ændringerne har til formål at opdatere og tilpasse gældende regler.

Forslaget om at nedsætte den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027 er sendt i høring den 22. september 2025 med frist den 20. oktober 2025. Høringen er ikke afsluttet på tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget. Det er hensigten, at ændringen træder i kraft den 1. januar 2026.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.