For at man kan benytte Folketingets lokaler skal en række krav og regler overholdes.
Arrangementets formål
Formålet med at afholde arrangementer og konferencer i Folketingets lokaler skal være at belyse et politisk emne eller en problemstilling, der har betydning for det politiske arbejde.
Kravet om relevans gælder dog ikke receptioner i anledning af særlige mærkedage for følgende personer:
- præsidiemedlemmer
- folketingsmedlemmer
- ansatte i folketingsgrupperne
- ansatte i Folketingets Administration
Presselogens receptioner henvises til mediernes egne lokaler eller til restauranten (S-133).
Lokalerne
Konferencer, hvor et folketingsmedlem er vært, afholdes fortrinsvis i Fællessalen. Fællessalen har plads til 148 deltagere, inklusive presse.
Parlamentariske arrangementer såsom høringer og samråd, hvor Folketingets udvalg er værter, afholdes primært i Landstingssalen. Landstingssalen har plads til 230 deltagere, inklusive presse.
Mindre arrangementer, hvor Folketinget som institution eller et folketingsmedlem er vært, afholdes fortrinsvis i Pro D. Pro D har plads til 71 deltagere, inklusive presse.
Ansøgninger
Ansøgninger sendes til Folketingets Eventteam, som kan kontaktes på tlf. 33 37 33 00 eller via e-mail.
Følgende skal fremgå af ansøgningen:
- Hvilket folketingsmedlem er vært for arrangementet?
- Hvad er arrangementets titel og formål?
- Opkræves deltagergebyr, og hvad er i givet fald budgettet for anvendelse af deltagergebyret?
På baggrund af ansøgningen vurderer Eventteamet, om arrangementet lever op til kravene, og om det ønskede arrangement derfor kan afholdes i Folketinget.
Praktisk info
Folketingets Eventteam kan bistå værten med praktiske forhold i planlægningen og gennemførelsen af arrangementet.
Tilmeldingen til et arrangement skal slutte senest kl. 12.00 1 hverdag før arrangementet, så Eventteamet kan nå at forberede navneskilte og andre praktiske forhold.
Sikkerhedsmæssige hensyn kan medføre, at der stilles særlige krav til arrangementets gennemførelse, f.eks. at arrangementet flyttes fra et lokale til et andet, eller at tilmeldingen skal slutte tidligere.