Folketingets arbejde hen over sommeren

Hen over sommeren fortsætter arbejdet i udvalgene, og partierne forbereder efterårssæsonen.

Større

Folketingsmedlemmerne fortsætter arbejdet i udvalgene

Udvalgene arbejder ofte til langt ind i juni og går typisk i gang igen i løbet af august.

Udvalgene holder bl.a. møder og eventuelt samråd med ministre om forskellige aktuelle politiske sager. De får besøg af gæster fra andre parlamenter og organisationer.

Europaudvalget holder møder et stykke ind i juli. EU’s institutioner har først sommerpause i august.

I juni, juli og august deltager folketingsmedlemmer ofte i internationale konferencer. Sidst i juni plejer nogle folketingsmedlemmer f.eks. at tage afsted til møde i Europarådets Parlamentariske Forsamling. Nogle folketingsudvalg tager også på studieture.

Læs om udvalgsarbejdet

Partierne forbereder efterårssæsonen

Politiske forhandlinger mellem regeringen og de øvrige partier kan sagtens foregå i sommermånederne. Både regering og opposition kan også komme med politiske udspil. Men det sker ikke så ofte.

Partierne holder også sommergruppemøder. Dem bruger de til at planlægge efterårets politiske arbejde og fordele opgaver og ordførerskaber. Møderne finder typisk sted i løbet af august. De foregår uden for Folketinget i partiregi.

Læs om partierne

Danmark overtager EU-formandskabet

Fra den 1. juli til den 31. december 2025 har Danmark EU-formandskabet. Regeringen varetager formandskabet, men Folketinget er involveret i mange aktiviteter og spiller en vigtig rolle ved at støtte og udbygge samarbejdet mellem de nationale parlamenter.
Læs om Folketinget og EU-formandskabet

Folketingsmedlemmerne forhandler om finansloven

Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag senest 4 måneder før finansårets begyndelse. Det står i grundlovens § 45, stk. 1. De må altså ikke fremsætte forslaget senere end den 31. august. Partierne og især finansordførerne skal forberede sig på de kommende finanslovsforhandlinger. Så finanslovsforslaget er med til at skyde det kommende folketingsår i gang. 

Når forslaget er fremsat, er der debat om det i Folketingssalen. Den debat hedder finanslovsdebatten. I år forventer Folketinget, at debatten bliver holdt den 9. september 2025 kl. 9.

Finansministeren forhandler derefter om forslaget med partierne hen over efteråret. Folketinget vedtager normalt det færdige finanslovsforslag inden jul.

Læs om finansloven

Folketingets Oplysning holder åbent

Hele sommeren sidder Folketingets Oplysning klar til at svare på spørgsmål om arbejdet i Folketinget, lovgivningsprocessen, Christiansborg mm. Folketingets Oplysning har i den mødefri periode åbent alle hverdage kl. 10-15.

EU-Oplysningen holder også åbent

Folketingets EU-Oplysning holder åbent i deres vante åbningstid alle hverdage fra kl. 10-14 og sidder klar til at svare på spørgsmål om EU.

Følg med i Folketingets aktiviteter

På Folketingets hjemmeside kan du følge med i alle Folketingets aktiviteter hen over sommeren.
Gå til Folketingets kalender