Dig og demokratiet

I undervisningsforløbet »Dig og demokratiet« kan 8.- og 9.-klasseelever komme helt tæt på de demokratiske processer.

I undervisningsforløbet »Dig og demokratiet« kommer eleverne helt tæt på de demokratiske processer, der finder sted i Folketinget. Eleverne får viden om det formelle demokrati og indsigt i, hvordan de selv kan tage aktivt del i det demokratiske samfund.

»Dig og demokratiet« er et dialogbaseret undervisningsforløb, som understøtter og supplerer undervisningen i samfundsfag i grundskolen. Undervejs i forløbet inddrages elevernes viden om demokrati og selve oplevelsen i Folketinget i øvelser og fælles refleksion. 

Undervisningsforløbet lægger vægt på, at demokratiske færdigheder ikke er nogen, vi er født med, men nogen vi skal øve os på sammen. Det får eleverne en unik mulighed for at gøre i Folketingets autentiske rammer.

Forløbet

»Dig og demokratiet« vil som udgangspunkt forløbe således:

  • I vores undervisningslokale inddrages elevernes forforståelse i en fælles undersøgelse af, hvad Folketinget er for et sted, og hvad det egentlig vil sige, at vi har et repræsentativt demokrati i Danmark. Eleverne skal prioritere mellem emner i en indledende holdningsøvelse og øve sig i at argumentere for et valg og et fravalg.
  • I Vandrehallen skal eleverne quizze i grundloven og reflektere over dens aktualitet og betydning for samfundet og deres egen hverdag.
  • I Folketingssalen bliver eleverne klogere på Folketingets sammensætning og Folketingets rolle i lovgivningsprocessen. Her bliver eleverne præsenteret for et aktuelt dilemma, som de efterfølgende skal debattere og tage stilling til i et udvalgslokale.
  • Afslutningsvis får eleverne mulighed for at øve deres demokratiske færdigheder, når de skal forholde sig til forskellige perspektiver på det fremsatte dilemma, lytte til hinanden og argumentere for egne holdninger.

Vi anbefaler, at besøget indgår som en del af et undervisningsforløb med forberedelse og efterbehandling i klassen. Folketinget har produceret forskelligt materiale, som kan bruges i klassen før og efter besøget.

Praktisk info

Undervisningsforløbet varer 90 minutter, og 15-30 elever kan deltage. Det er gratis at deltage.

Kontakt Folketingets Besøgstjeneste

Du kan kontakte Folketingets Besøgstjeneste på e-mail. Vi svarer løbende på e-mails alle hverdage.

Send e-mail

Vi har også telefontid tirsdag til fredag mellem kl. 9.00 og 11.00 på tlf. +45 3337 3210.