Det talte ord gælder) 

Grev Ingolf og grevinde Sussi. 
Viceambassadør. 
Kære soldater ved Slesvigske Fodregiment, kære borgmester og kære gæster. 

Det er en stor ære at få lov til at holde tale her på Haderslev Kaserne ved den traditionsrige lysfest 4. maj. 
Kasernen og Slesvigske Fodregiment har en særlig plads i mit hjerte. Jeg har selv været soldat på kasernen, og jeg har også holdt tale ved lysfesten. 

At stå her i aften føles næsten som at komme hjem.  
-------    

4. maj 1945 klokken 20.36 lød det glædelige budskab i radioen, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. 

Folk strømmede ud i gaderne i en vild glædesrus og faldt hinanden om halsen. Mange havde Dannebrog i hænderne.  

Mørklægningsgardinerne blev rullet op. Der blev tændt lys i vinduerne. 

De fem onde år var forbi. 

Det er ikke mange af os, der lever og sanser i dag, som selv oplevede befrielsen. 

Alle os andre har til gengæld en vigtig opgave med at holde bevare mindet om Danmarks besættelse og de danskere, som med fare for eget liv gik ind i frihedskampen. 

Modige danskere saboterede jernbaner og fabrikker, der arbejdede for tyskerne. De skrev og omdelte illegale blade. De hjalp jødiske landsmænd i sikkerhed i Sverige. De sejlede på de skibe, der bragte forsyninger fra USA til England. 

Det er ikke mindst på grund af de danske helte, at vi står her i aften i skæret fra de mange levende lys. 

Som dengang symboliserer lysene frihed, håb og glæde. 

Det er også en aften, hvor vi ærer mindet de tapre danskere, der ofrede livet i kampen for Danmark. 

De må aldrig blive glemt.   

Modstandsfolkene kæmpede ikke for hævn, men for håb om en bedre fremtid for Danmark. 

De borgerlige modstandsgrupper og de kommunistiske grupper havde forskellige motiver til at kæmpe, men de kæmpede side om side. 

Modstandskampen blev koordineret og organiseret under Frihedsrådet, hvor der sad både borgerlige og kommunister. Det var også Frihedsrådet, der formulerede visionen for et frit Danmark. 

Visionen var baseret på en demokratisk og socialt ansvarlig genopbygning af det danske samfund efter besættelsen. 

Med fokus på frihed, folkestyre og social retfærdighed.

Det hed f.eks. i en erklæring fra 1944, at ”vi kæmper for et frit Danmark, hvor folkestyre og personlig frihed skal være fundamentet. Hvor ingen sulter, og hvor alle har ret til arbejde, uddannelse og tryghed”.  Det er formuleringer, der peger frem mod det velfærdssamfund, som vi kender i dag. 

Jeg kan også genkende værdierne fra min politiske hverdag på Christiansborg. 

Partierne kan være hårde ved hinanden, når de debatterer i Folketingssalen, men de anerkender og respekterer hinandens synspunkter.    
-----
Det var i høj grad på grund af frihedskæmperne, at Danmark havnede på den rigtige side af kridtstregen. 

Med et Churchill-citat kan man sige, at aldrig har så mange haft så meget at takke så få for.     

Sønderjylland spillede en særlig rolle i modstandskampen. Her var der – og er der – en særlig stærk nationalfølelse og en dyb forståelse for, hvad frihed og selvbestemmelse betød. 
Jernbanesabotagen var en central del af modstandskampen. Ved at ødelægge jernbanenettet forstyrrede frihedskæmperne tyskernes transport af tropper og materiel. 

En af de mest kendte aktioner var sabotagen mellem Hindkjær og Rødekro i oktober 1944. Lokomotivet og de tre forreste vogne blev knust, og toget blev afsporet. 

Denne aktion blev gennemført under ledelse af Egon Bruno Nørgaard og Alfred Rasmussen Friis. 

Efter den aktion begyndte tyskerne at medbringe danske modstandsfolk som fanger på togene for at afskrække jernbanesabotagen.  

Både Egon Bruno Nørgaard og Alfred Rasmussen Friis blev fanget af tyskerne i efteråret 1944. Egon Bruno Nørgaard blev henrettet af tyskerne, mens Alfred Rasmussen Friis døde i koncentrationslejren Neuengamme.  

Det er svært at sætte sig ind i det kolossale pres, som frihedskæmperne levede med. 

Om dagen var de arbejdsmænd, håndværkere eller studerende. Om natten opsamlede de våben og sprængstoffer, som engelske fly kastede ned, og gennemførte aktioner. 

De skulle hele tiden passe på, hvad de sagde, og hvad de gjorde. Selv den mindste uforsigtighed kunne bringe gruppens medlemmer og aktiviteter i fare. 

Man kunne ikke være sikker på, hvem man kunne stole på. 
Der var desværre danskere, som stak deres landsmænd for at få en belønning hos Gestapo. Det er et mørkt kapitel i historien om de fem onde år. 
-----

For over 10 år siden skrev jeg forord til en ny udgave af bogen ”De sidste timer”. Bogen samler alle de breve, som tilfangetagne modstandsfolk skrev til deres kære, kort tid før de skulle henrettes. 

”De sidste timer” er et eviggyldigt vidnesbyrd om mod, beslutsomhed og en stærk vilje til at tage sin skæbne på sig. 

Når man læser brevene, bliver man fortvivlet over så unge, mange af de dødsdømte var. 

De stod til at miste livet, endnu før det rigtigt var begyndt. Den yngste var lige fyldt 18 år, da han blev henrettet. Man bliver også slået af beundring over, hvor afklarede de dødsdømte er i deres sidste timer. De har ikke medlidenhed med sig selv, men går i døden med en ophøjet ro. Med en tro på, at deres offer ikke har været forgæves. 

Gennem deres breve prøver de at indgyde mod og håb hos de efterladte på trods af deres situation. De har et næsten overmenneskeligt overskud til at kere sig om deres familie. 
Stærkest på mig virker Christian Ulrik Hansens brev. 

Selv i den allersværeste stund formår han at tænke på den dag, hvor krigen er forbi. Hvor danskere og tyskere sammen lever videre. I fred og forsoning. 

Han skriver til sine forældre: ”Og det skal da være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig”. 

De dødsdømtes breve minder os om, at fred og retfærdighed er værd at kæmpe for. Den dag, vi tager friheden for givet, er vi på vej til at miste den.  

Det skal vi huske – navnlig i den tid, vi lever i.

Dét er de faldne frihedskæmperes budskab til os i dag. 

Vi skylder dem at tage vare på den arv, som de efterlod.  

Budskabet knytter sig ikke kun til Den Anden Verdenskrig. Det er desværre højaktuelt i dag med Ruslands brutale invasion af Ukraine.

Det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at demokrati og frihed ikke er faldet ned fra himlen men resultatet af vilje og kamp i generationer før os. 

Det skal være mit hovedbudskab her i aften.  
-----
Til sidst vil jeg vil jeg takke Haderslev Kommune og Slesvigske Fodregiment – mit gamle regiment – for at holde historien om besættelsen i live. 

Det er et kapitel af Danmarkshistorien, som vi skal give videre til nye generationer. 

Jeg synes, at lysfesten er en smuk tradition, der binder fortid og nutid sammen. 

Tak fordi I holder denne vigtige tradition i hævd. 

Tak for ordet.