Sydslesvigudvalget

Sydslesvigudvalget er et udvalg i Folketinget, der virker som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Folketinget.

Om udvalget

Udvalgets medlemmer deltager bl.a. i møder og arrangementer afholdt af de sydslesvigske foreninger m.v. 
Sydslesvigudvalget træffer efter ansøgning afgørelse om tilskud og lån til aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig. 

Udvalget kan rådgive undervisningsministeren om forhold af betydning for det danske mindretal i Sydslesvig. Det kan ligeledes rådgive andre ministre om ordninger på deres områder for det danske mindretal i Sydslesvig. 

Sydslesvigudvalget er for første gang blevet nedsat efter folketingsvalget den 15. september 2011. 

Udvalgets opgaveportefølje trådte imidlertid i kraft samtidig med Sydslesvigloven den 1. april 2010. Indtil valget i 2011 blev udvalgets opgaver derfor varetaget af Udvalget vedrørende Danske Kulturelle Anliggender i Sydslesvig, som er forgængeren til Sydslesvigudvalget. 

Medlemmer

Sydslesvigudvalget har 5 medlemmer. Folketinget udvælger medlemmerne efter forholdstalsvalg blandt sine medlemmer. 

Folketinget kan i helt særlige tilfælde vælge et eller flere medlemmer, som ikke er medlem af Folketinget. Undervisningsministeren udpeger formanden blandt de valgte medlemmer.