Folketingets formands mindeord for Mette Gjerskov i Folketingssalen

(Det talte ord gælder) 

Det var med sorg, at Folketinget modtog besked om, at folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) afgik ved døden 12. juni i år.

Med hendes bortgang har vi mistet en energisk og arbejdsom politiker. En kær og livsglad kollega.

Få kunne fylde et rum som hende. Med sin umiddelbare, ukrukkede og empatiske facon blev hun hurtigt et naturligt centrum. En af hendes socialdemokratiske kolleger sagde i en tale til hende, da hun blev valgt til Folketinget første gang, at han ikke troede, hun var akademiker. Det tog hun som en hædersbevisning som det ukrukkede menneske, hun var.

Mette Gjerskov blev født 28. juli 1966 i Gundsø i en socialdemokratisk familie.

Hun blev student fra Roskilde Amtsgymnasium i 1985 og var ifølge eget udsagn i tvivl om, hvilken uddannelse hun skulle vælge. En folkeskolelærer gav hende og hendes forældre et karriereråd, da han skrev i hendes kontaktbog: ”Jeg vil ikke råde Mette at søge ind i diplomatiet”.

I denne kommentar aner man flere af Mette Gjerskovs så kendte karaktertræk. En ligefrem facon og en vilje til at sige fra over for uretfærdigheder.    

Efter studentereksamen valgte hun at læse til agronom på Landbohøjskolen, hvor hun tog afgangseksamen i 1993.

Hendes erhvervsfaglige levevej begyndte i Fødevareministeriet. Senere var hun både fuldmægtig og afdelingsleder i Forbrugerstyrelsen, før hun kom til Center for Frivilligt Socialt Arbejde som centerleder.

Mette Gjerskov blev første gang valgt til Folketinget i 2005 og nåede at være medlem af Folketinget i en ubrudt periode på mere end 18 år. 

Hendes parlamentariske karriere var koncentreret om udenrigspolitik, miljø og sundhed. Hun var miljøordfører 2019 – 2022 og verdensmålsordfører 2019-2023. Dertil kom posterne som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn 2013-2015, formand for Europaudvalget 2015-2016 og i flere omgange formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder. 

I de senere år var hun stærkt optaget af arbejdet med at indfri FN’s verdensmål. Som næstformand for Folketingets 2030-netværk var hun med til at forankre dets arbejde i Folketinget.

I Helle Thorning-Smiths regering var Mette Gjerskov desuden minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 2011 til 2013. Hun rejste den grønne dagsorden i ministeriet, hvor økologi, sprøjtefri randzoner og bæredygtighed fik en central placering.

Hun var en politiker, der tog grundlovens paragraf 56 endog meget alvorligt. Den siger som bekendt, at folketingsmedlemmer alene er bundet af deres overbevisning. Mette Gjerskov var principfast og bøjede ikke sine holdninger for at fremme sin politiske karriere.

Det gav knubs, og Mette Gjerskov betalte i perioder en høj pris for at være tro mod sine idealer. Men hun gjorde det uden at kny.

Nogenlunde samtidig med, at Mette Gjerskov var minister, var jeg direktør for interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Det bragte mig flere gange i kontakt med Mette Gjerskov. Jeg skulle dengang vinde gehør for fødevareerhvervets interesser, og jeg husker vores samtaler som åbenhjertige og givende. Hun forstod at lytte og satte ikke automatpiloten til, når hun skulle tage stilling til en sag. Hun var godt inde i sagerne og kunne trække på sin faglige viden som agronom. 

Selv om vi repræsenterede forskellige interesser, kunne vi tale os ind på hinanden og finde sammen om løsninger.

Folketinget kommer til at være et kedeligere sted uden Mette Gjerskov. Vi vil savne hendes stemme og smittende latter.

Mine tanker og dybeste medfølelse går til Mette Gjerskovs familie.

Jeg vil bede Folketingets medlemmer rejse sig i respekt for Mette Gjerskov og holde et minuts stilhed.