Udvalgsarbejdet

Folketingets udvalg arbejder med hver deres fagområde. De behandler lovgivning, og de kontrollerer regeringens arbejde.

Større

Udvalgene er Folketingets politiske værksteder

I udvalgene går medlemmerne i dybden med lovgivningsarbejdet, de orienterer sig generelt i deres sagsområde, og de tager imod borgere, der ønsker at møde udvalget i forbindelse med et bestemt emne. Udvalgene kontrollerer også regeringen ved bl.a. at stille skriftlige udvalgsspørgsmål og kalde ministre i samråd.

Alle folketingsmedlemmer er medlem af mindst et og ofte 3-5 af Folketingets udvalg, sådan at de fleste partier er repræsenteret i alle udvalg og på alle fagområder. Som medlem af et lille parti er man derfor oftere med i flere udvalg end som medlem af et stort parti, hvor der er flere til at tage sig af opgaverne.

29 folketingsmedlemmer pr. udvalg

25 af de 30 faste udvalg har 29 medlemmer. De øvrige 5 udvalg har færre medlemmer. 

Det gælder:

  • Finansudvalget med 17 medlemmer 
  • Indfødsretsudvalget med 17 medlemmer
  • Udvalget for Forretningsordenen med 21 medlemmer
  • Udvalg til Valgs Prøvelse med 17 medlemmer
  • Epidemiudvalget med 21 medlemmer

Udvalgene varetager forskellige arbejdsopgaver

Folketingets udvalg har mange opgaver. De skal bl.a.:

  • gennemgå aktuelle lovforslag og beslutningsforslag på udvalgets fagområde
  • stille spørgsmål til ministre, især til ministeren på udvalgets fagområde
  • undersøge og debattere emner, der hører under udvalgets fagområde
  • planlægge og deltage i høringer om bestemte emner for at få et dybere kendskab til dem
  • mødes med borgere, der ønsker at påvirke udvalgsmedlemmernes holdning til en bestemt sag, eller interesseorganisationer, forskere, virksomheder osv., der har en særlig viden, udvalget gerne vil kende til
  • tage på studieture og studierejser for at lære om det samfund, Folketinget skal lovgive for, og lære af erfaringer i andre lande
Læs om lovgivningsprocessen i Folketinget Læs om Folketingets kontrol med regeringen Gå til Folketingets og udvalgenes dokumenter

Et udvalg for hvert fagområde

Alle udvalg har hver deres politiske fagområde, der svarer omtrent til et af ministeriernes fagområder.

Beskæftigelsesudvalgets fagministerium er Beskæftigelsesministeriet og har, som navnet fortæller, med beskæftigelsesområdet at gøre, mens Finansudvalget har med statens økonomi og budgetter at gøre og har Finansministeriet som fagministerium.

Se oversigten over Folketingets udvalg

Folketingets sammensætning afspejles

Folketingets udvalg er sammensat, så de afspejler Folketingets øvrige sammensætning, det vil sige, at styrkeforholdet mellem partierne som udgangspunkt går igen i udvalgene. 

Når udvalgene skal sammensættes, slår partierne sig ofte sammen i valggrupper for at få flest mulige pladser i udvalgene.

Hvordan bliver Folketingets udvalg sammensat

Udvalgenes møder

Udvalgene mødes som regel en gang om ugen og koordinerer udvalgsarbejdet. På udvalgsmøder foregår også samråd, og udvalget modtager deputationer i foretræde. Ellers foregår meget af udvalgets arbejde skriftligt.

Udvalgsmøderne er kun åbne for offentligheden, hvis der er tale om et åbent samråd eller en åben høring.

Langt de fleste dokumenter, der bruges i udvalgsarbejdet, er tilgængelige for offentligheden. Hvis der f.eks. er tale om sager med personlige oplysninger eller spørgsmål af betydning for borgernes sikkerhed, er de fortrolige.

Se udvalgenes faste mødetider, formandskaber og sekretærer Hvad en udvalgsformand laver

Samråd – en kontrol af regeringen

Samrådsspørgsmål er en del af Folketingets parlamentariske kontrol med regeringens arbejde. Et udvalgsmedlem kan stille spørgsmål til det område, ministeren har ansvar for, for at kontrollere, hvordan regeringen udvikler og forvalter landets love.

Ministeren kaldes i samråd, når et udvalgsmedlem beder ministeren om at møde frem i udvalget og svare på et samrådsspørgsmål. Samrådsspørgsmål stilles skriftligt af udvalgets medlemmer og besvares mundtligt af ministeren på et udvalgsmøde – et såkaldt samråd.

Samrådsspørgsmål kan både stilles til det aktuelle lovgivningsarbejde og til andre sager, f.eks. sager, der verserer i medierne.

Der skelnes mellem to typer af samråd, nemlig åbne samråd og lukkede samråd.

Åbne samråd

Alle borgere kan møde frem og overvære de åbne samråd. Det betyder, at borgerne har mulighed for at komme ind på Christiansborg og overvære samrådet fra tilhørerpladser. Man kan også følge et samråd live via Folketingets hjemmeside eller tv-kanal. På den måde kan man få indsigt i, hvordan politikere og ministre arbejder, når der er samråd.

De fleste samråd afholdes som åbne samråd og bliver annonceret på Folketingets hjemmeside. 

Læs om, hvordan Folketinget fører kontrol med regeringen Gå til Folketingets web-tv

Deputationer – udvalgene mødes med civilsamfundet

Udvalgene får besøg af forskellige deputationer. En deputation er en gruppe borgere eller repræsentanter for organisationer og lign., som ønsker at fortælle udvalget om deres holdninger for f.eks. at påvirke udvalgets arbejde med et lovforslag eller et givent emne. Når en gruppe borgere eller repræsentanter for en interesseorganisation møder op i Folketingets udvalg, kaldes det for et foretræde. 

Deputationerne ved ofte meget om det emne, de beder om foretræde om. De henvender sig til udvalgsmedlemmerne for at fortælle om, hvilke problemstillinger der kan være inden for et givent område.

Mødet varer et kvarter

En deputation har normalt 15 minutter til at mødes med udvalget. Medlemmerne kan stille deputationer spørgsmål, men deputationer kan ikke stille medlemmerne spørgsmål.

En deputation kan f.eks. bestå af:

  • enkeltpersoner, der har en særlig viden eller en sag, vedkommende vil dele med udvalget
  • repræsentanter for organisationer eller foreninger
  • repræsentanter for virksomheder

Borgere kan få foretræde

Alle kan bede om at få foretræde for udvalget, også almindelige borgere. Det er altid op til udvalget selv, hvem det vælger at mødes med. 

Personsager behandles ikke

Udvalgene behandler ikke enkeltsager. De vil derfor være tilbageholdende med at tage imod en deputation, der ønsker et møde om en personsag el. lign.

Udover at forskellige deputationer kan komme i foretræde hos et udvalg, har borgerne altid mulighed for at kontakte et udvalg. Udvalgsmedlemmerne modtager henvendelsen og kan så vælge at bruge den tilsendte viden til at stille ministeren et eller flere spørgsmål om emnet. På den måde kan borgerne indirekte opnå indflydelse på den politiske proces. Det er også en af de metoder, professionelle lobbyister benytter sig af.

Find et udvalg Find et medlem

Høringer

Et udvalg kan beslutte at afholde en høring om et lovforslag eller om et emne inden for udvalgets arbejdsområde. Udvalget beslutter selv efter behov, hvilke eksperter, forskere osv. der skal sidde i ekspertpanelet. Udvalget træffer også beslutning om høringens form og om offentlighedens adgang til høringen. Udvalgsformanden er som regel ordstyrer.

Program for høringer kan findes på Folketingets hjemmeside. Udvalget inviterer typisk en række organisationer til høringerne, og høringerne er oftest åbne for offentligheden.

Alle åbne høringer sendes direkte her på hjemmesiden og vises også på Folketingets tv-kanal.

Se tv fra Folketinget

Hvert udvalgslokale er unikt

Udvalgene mødes i faste udvalgslokaler. Lokalerne har forskellig kunstnerisk udsmykning og møblering, hvilket er med til at give lokalerne hver deres udtryk. De mest betydningsfulde udvalg har en central placering i bygningen, f.eks. ligger Finansudvalgets mødeværelse lige midt i slottet, i tårnet på Christiansborg.

Se billeder fra udvalgslokalerne Se kunsten i Folketinget (Google Arts & Culture)

Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål

    Hvad betyder alm. del?

    Alm. del – eller almindelig del – henviser til alle de udvalgsbilag og udvalgsspørgsmål, der ikke har noget at gøre med et lovforslag eller et beslutningsforslag.

    Hvordan kommer jeg i kontakt med et udvalg?

    Kontaktoplysninger til udvalgene finder du på det enkelte udvalgs side. Du kan bruge kontaktformularen på udvalgets side, når du vil sende en e-mail.

    Kan jeg overvære et åbent samråd?

    Ja, du kan overvære et åbent samråd. Du kan også se det live på web-tv på Folketingets hjemmeside eller streame det senere.

Leksikon

Gå til leksikon
Deputationer
En mulighed for borgere, foreninger, interesseorganisationer og lign. for at møde op i et folketingsudvalg. En deputation har 15 minutter til at fortælle om sin holdning til et emne eller et forslag, udvalget arbejder med.
Samrådsspørgsmål
Et udvalgsspørgsmål, der stilles skriftligt og besvares mundtligt af en minister på et udvalgsmøde.
Udvalgssekretær
Hvert folketingsudvalg har som minimum en udvalgssekretær og en udvalgsassistent, der hjælper medlemmerne af udvalget.