I Vandrehallen i midten af Christiansborg Slot ligger et af de mest ikoniske og besøgte rum i Folketinget, nemlig Samtaleværelset. Kunsten på væggene i dette smukke rum fortæller historien om det danske folkestyres udvikling fra enevælde til demokrati. Og i december 2021 besluttede Folketingets Præsidium at tilføje endnu et maleri til samlingen i Samtaleværelset.

Det nye maleri skal være et portræt af 30 kvinder, som har haft betydning for kvinders demokratiske virke i Danmark siden 1915, og det bliver omtrent lige så stort som Herman Vedels maleri ”Fra forhandlingerne om grundloven af 5. juni 1915”, som måler 3,67 x 5,88 m og har hængt i Samtaleværelset, siden værelset blev taget i brug i 1917. Hensigten med de to nogenlunde ens formater er, at der skal skabes en form for kunstnerisk dialog mellem de to portrætter, hvor det nye maleri kan ses som et svar på, hvad der bl.a. kom ud af 1915-grundloven.

Et udvalg af historikere har hjulpet Folketinget med at udpege de 30 kvinder. Ud over danske politikere er der også valgt en politiker fra Færøerne og en fra Grønland. De har ikke været medlem af Folketinget, men har til gengæld spillet en væsentlig rolle i den demokratiske udvikling i rigsfællesskabet.

Billedkunstner Mie Mørkeberg har fået til opgave at udføre det kommende portræt. Valget af Mie Mørkeberg er sket på baggrund af en konkurrence udskrevet af Folketingets Kunstudvalg, hvor fem indbudte kunstnere blev bedt om at aflevere skitser til portrættet.

Nina Bang

Nina Bang blev født i København i 1866 og voksede op med otte søskende i en borgerlig middelklassefamilie. Hun havde allerede som barn markante holdninger, og hendes far kaldte hende for ”den røde”.

Hun var en af de få kvinder, der på den tid fik en længere uddannelse, og da hun i 1889 søgte ind på historiestudiet, var de kun otte kvinder ud af i alt 314 nye studerende. På universitetet mødte hun den fem år yngre Gustav Bang, som hun giftede sig, og de meldte sig begge ind i Socialdemokratiet, hvilket på det tidspunkt var ret usædvanligt for akademikere.

Nina Bang var marxist og socialdemokrat og hun mente ikke, at man kunne se bort fra klassespørgsmålet, når man forholdt sig til samfundet. Som ung var hun meget optaget af arbejderkvindesagen, og hun var med til at udvikle Socialdemokratiets kvindepolitik. Hun havde bl.a. fokus på, at kvinder skulle organisere sig både fagligt og politisk. Hun blev medlem af Socialdemokratiets hovedstyrelse i 1903, og herefter fortsatte hendes politiske karriere. Nina Bang var den eneste kvinde i Socialdemokratiets hovedstyrelse frem til 1918. 

Nina Bang var blandt de ni kvinder, der som de første blev valgt ind i Rigsdagen i 1918. Hun blev genvalgt til Landstinget ved valgene i 1920 og 1924. 

Nina Bang blev også verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering, da statsminister Thorvald Stauning (S) i 1924 udnævnte hende til undervisningsminister.

Hun fik en række tilnavne, bl.a. ”Vor Frue af Danmark”. Gennem hele sit voksenliv kæmpede hun for at forbedre vilkårene for arbejderklassen.

Hun døde i 1928, 61 år gammel.

Elna Munch

Elna Elisabeth Munch blev født i 1871 og kom fra en sydsjællandsk slægt af embedsmænd. Hun læste matematik på Københavns Universitet og blev i 1896 cand.mag., hvorefter hun arbejdede som lærer. 

Efter dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 blev Elna Munch som en af de første kvinder en del af partiets ledelse. Hun var meget engageret i arbejdet for, at kvinder og tyende fik tildelt stemmeret til både kommunalvalg og valg til Rigsdagen. Fra 1907 var hun næstformand i Landsforbundet for Kvinders Valgret og formand for forretningsudvalget ‒ en organisation, hun havde været en af drivkræfterne bag at stifte, og en organisation, som udelukkende havde kvinders valgret på programmet. Her bidrog hun til, at kvindevalgretssagen blev udbredt til hele landet, og organisationen fik mange medlemmer.

Elna Munch engagerede sig ikke kun i Danmark, men var også meget aktiv på den internationale scene i kampen for kvinders valgret. Således deltog hun i årene fra 1906 til 1923 i kongressen i International Woman Suffrage Alliance, en international feministisk organisation, som arbejdede for at sikre kvinders rettigheder. På den måde fik hun stort kendskab til kampen for kvinders valgrettigheder verden over.

Elna Munch blev i 1917 valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun sad frem til 1925. I 1918 blev hun også valgt til Folketinget, og hun var dermed blandt de første ni kvinder, der blev valgt ind i Rigsdagen, efter den nye grundlov trådte i kraft. Den 19. juni 1918 blev hun også den første kvinde nogen sinde, der holdt tale fra Folketingets talerstol. I sit parlamentariske virke var hun en alsidig politiker, der arbejdede med en bred vifte af samfundsspørgsmål, men særlig undervisning, sundhedsvæsenet, ligeløn og kultur havde hendes store interesse. Efter 17 år i Folketinget valgte Elna Munch ikke at genopstille, men hun forblev en markant personlighed i Københavns kulturradikale miljø. Gennem en lang og aktiv politisk karriere var hun blevet en betydningsfuld fortaler for kvinders ret til ligestilling og medbestemmelse.

Hun har bl.a. sagt: »Der er ingen grund til at tro, at kvinder giver tidligere op end mænd.«

Elna Munch døde i 1945, 71 år gammel.

Helga Larsen

Helga Larsen blev født i 1884 i København af en enlig mor, der arbejdede som bryggeriarbejder. Da Helga Larsen var blot 9 år gammel, kom hun i arbejde på et maskinstrikkeri. Der var ikke råd til, at hun fik en faglig uddannelse, og derfor blev hun senere bryggeriarbejder som sin mor.

Helga Larsen engagerede sig hurtigt i fagbevægelsen. Som 19-årig blev hun i 1903 valgt til kasserer i bestyrelsen for det nystiftede Kvindelige Bryggeriarbejderforbund for København. og Omegn. Denne bestyrelsespost bestred hun, frem til hun blev gift i 1906. Efter brylluppet genoptog hun dog hurtigt sit arbejde og aktive politiske virke. I 1909 blev hun medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund og i 1913 af Borgerrepræsentationen i København, og hun blev også aktiv i Socialdemokratiet.

Ved valget til Rigsdagen i 1918 blev Helga Larsen valgt ind som den ene af de fire første kvinder i Folketinget. Hun blev genvalgt, indtil hun i 1937 nedlagde sit mandat. Frem til 1936 var hun den eneste kvinde i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor hun havde stort fokus på arbejderklassefamiliernes vilkår og leveforhold. Fra 1934 var Helga Larsen formand for husvildeforsorgen i København.

Gennem hele sit politiske virke var Helga Larsen især optaget af at forbedre forholdene for arbejderkvinder og deres børn bl.a. gennem forebyggende børneforsorg. Hun kæmpede for at afskaffe kvindernes natarbejde, var engageret i fredsarbejde og sad i flere år i bestyrelsen i for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Friheds københavnerkreds.

Helga Larsen var kendt for at være hårdtarbejdende, og hun var et godt eksempel på, at valgretsforkæmperne havde ret i, at også kvinder uden uddannelse var i stand til at sætte sig ind i komplicerede politiske emner. 

Helga Larsen døde i 1947. Hun har fået en plads i Vanløse opkaldt efter sig.

Hun har bl.a. sagt: »Også kvinder uden uddannelse er i stand til at sætte sig ind i komplicerede politiske emner.«

Mathilde Johanne Malling Hauschultz

Mathilde Johanne Malling blev født i 1885 i København og var datter af Hortensia Martine Malmberg og overretssagfører Gustav Frederik Ludvig Vilhelm Schneider Malling. Hun blev student og fulgte målrettet i faderens fodspor, da hun blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1911. Hun blev dermed den anden kvinde i Danmark, der tog en juridisk embedseksamen. Hun fik arbejde i faderens sagførerkontor, blev overretssagfører og senere faderens kompagnon. Da han døde i 1919, overtog Mathilde firmaet, som hun kørte videre sammen med sin mand, Rudolph Hauschultz.

Allerede i sin studietid blev Mathilde Malling Hauschultz optaget af politik, og i 1914 var hun med til at danne Danske Kvinders Konservative Forening, som var en af de første partipolitiske kvindeforeninger. Hun blev også en del af det udvalg, der var med til at udforme Det Konservative Folkepartis partiprogram, så partiet støttede kvindelig valgret ved grundlovsrevisionen i 1915. Indtil da havde partiet nemlig stemt imod. 

Mathilde Malling Hauschultz blev en kendt debattør og taler. Hun var meget saglig og havde stor gennemslagskraft, og hun udnyttede sin træning som jurist i sit politiske arbejde, og når hun talte for store forsamlinger. 

I 1917 blev hun den første kvinde, der blev en del af Det Konservative Folkepartis forretningsudvalg, og ved valget i 1918 blev hun opstillet som spidskandidat. Hun blev valgt ind i Folketinget og blev dermed en af de første ni kvinder, der kom ind i Rigsdagen.

Hauschultz det synspunkt, at kvinder skulle arbejde under samme vilkår som mænd. Selv om hun ikke mente, at kvindelige politikere skulle hellige sig enkeltsager, var hun stærkt optaget af tiltag, der forbedrede kvinder og børns retsstilling. Hun var også meget aktiv i kampen om at sikre uægte børns arveret. I spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse gik hun mod sit parti. I hendes øjne burde afbrydelsen af svangerskabet nemlig ikke kriminaliseres, så længe kvinden ikke havde mærket sikre tegn på liv.

Hauschultz var fra 1921 hun redaktør af rubrikken ”Kvinden og Hjemmet” i Berlingske Tidende. Her tog hun aktuelle juridiske, politiske og etiske spørgsmål op til behandling. Samtidig med at hun sad i Folketinget, fortsatte hun også arbejdet som sagfører.

Mathilde Hauschultz døde pludseligt af en hjerneblødning i december 1929, kun 44 år gammel. Nekrologerne antydede, at hun havde knoklet sig ihjel som politiker, advokat og debattør. Hun sad i Folketinget frem til sin død, og hun var en af pionererne i kampen for at sikre, at kvinder blev ligestillet efter loven.

Ingeborg Hansen

Ingeborg Hansen blev født i 1886. Hun kom fra et konservativt københavnerhjem, men gennem sin uddannelse og sit arbejde som sagfører kom hun i berøring med andre lag af samfundet og blev socialist.

Hun var Danmarks første kvindelige landsretssagfører og den første kvinde, som procederede i Højesteret. Hun åbnede sin egen sagførervirksomhed, og gennem sager om skilsmisse og abort fik hun konkret indblik i de ulykkelige forhold, mange kvinder levede under. Dette fik indflydelse på hendes politiske ståsted.

Hun var en stærk kvindesagsforkæmper og arbejdede for, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd på alle områder i samfundet. Hun var i mange år aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, hvor hun i en periode var formand for københavnskredsen, ligesom hun sad i bestyrelsen i en række forskellige andre kvindeorganisationer, bl.a. International Woman Suffrage Alliance, en international feministisk organisation, som arbejdede for at sikre kvinders rettigheder.

I 1929 meldte hun sig ind i Socialdemokratiet. Hun blev valgt ind i Landstinget, hvor hun var medlem fra 1936 til 53. Hun var loyal over for Socialdemokratiet, men hun var samtidig en kvinde, som havde sine meningers mod, og derfor indtog hun ved enkelte lejligheder særstandpunkter. F.eks. tog hun sig eget standpunkt i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven, hvor hun mente, at der skulle være fuld ligestilling, og at den ældste skulle arve tronen uanset køn.

I 1950 blev hun valgt til formand for Landstinget og blev dermed den første kvindelige parlamentsformand i Danmark.

Hun døde i 1954, 68 år gammel. 

Bodil Koch

Bodil Koch blev født i 1903 og voksede op i et borgerligt hjem på Frederiksberg. Efter sin studentereksamen læste hun teologi på Københavns Universitet og blev færdiguddannet i 1929. Samme år giftede hun sig med teologen og forfatteren Hal Koch, som hun fik fire børn med, og var i mange år hjemmegående husmor.

Bodil Koch mente, at kvinder skulle uddannes til at deltage aktivt i politik og i den offentlige debat. Selv om kvinder havde fået stemmeret i 1915, var der mange, der ikke brugte denne ret. At kvindernes repræsentation i Rigsdagen blev halveret fra fire til to ved valget i 1943, chokerede hende. Kort efter valget stiftede hun derfor Folkevirke, som arbejdede for at gøre kvinder politisk aktive og engagere dem i demokratiet.

Hun blev valgt ind i Folketinget i 1947, og i 1950 blev hun Danmarks første kvindelige kirkeminister. Fra 1953 til 68 sad hun uafbrudt som minister under skiftende socialdemokratiske regeringer. Statsminister Viggo Kampmann (S) sagde om hende, at hun »menneskeliggjorde det udenrigspolitiske, fattede kunstens evne til at forløse bundne kræfter og engagerede sig i politik, så tanker og følelser stod spændte som en bue«.

Bodil Koch var en markant og bramfri debattør, som tydeligt udtalte sin mening om samfundsspørgsmål, kunst og udenrigspolitik. Nogle af hendes partifæller var utilfredse med hende, netop fordi hun stod ved sine holdninger, som kunne gå imod partiets ‒ særlig når det gjaldt de udenrigspolitiske spørgsmål. Hun kaldte sig selv for Socialdemokratiets manegeklovn.

Bodil Koch havde en vision om et humant og rummeligt demokratisk samfund. Hun sagde bl.a.: »Frihed og lighed og broderskab overalt på jorden. Lad os forvandle det til virkelighed – hver og en af os, hvor vi har vort ansvar.«

Hun døde i 1972, 69 år gammel. 

Lis Groes

Anne Lisbeth Groes blev født i København i 1910 og tilbragte sine første leveår på børnehjem. Lis Groes’ mor var efter eget valg eneforsørger og tog en skolelæreruddannelse, så hun kunne få økonomien til at hænge sammen. Moderen var meget aktiv i Dansk Kvindesamfund, og inspireret af hende blev Lis Groes tidligt politisk aktiv og meget engageret i kvindebevægelsen.

Lis Groes studerede økonomi på Københavns Universitet og blev den første kvindelige formand for Studenterrådet. Hun blev gift med sin studiekammerat Ebbe Groes, og i løbet af 14 år fik hun ni børn. 

Under den tyske besættelse var både Ebbe og Lis Groes tæt forbundet med modstandsbevægelsen, og efter sigende transporterede Lis Groes våben i barnevognen.

I 1953 udnævnte statsminister Hans Hedtoft (S) hende til handelsminister, selv om hun ikke var medlem af Folketinget. Der var få kvindelige politikere på det tidspunkt, og mange var skeptiske over for den cigarrygende mor til ni og hendes politiske formåen og evner som minister. Ved folketingsvalget i 1968 fik hun det højeste antal personlige stemmer (25.867). Det var flere personlige stemmer end både den afgående statsminister, J.O. Krag (S), og den nye statsminister, Hilmar Baunsgaard (RV). Hun var kendt som en slagfærdig og arbejdsom person.

Groes fortsatte med at være meget aktiv i Dansk Kvindesamfund, og hun var i en periode på 7 år formand for organisationen. Gennem hele sin politiske karriere var hun interesseret i forbrugerspørgsmål, og hun var formand for Forbrugerrådet fra 1968 til sin død i 1974.

Helga Pedersen

Helga Pedersen blev født i 1911 på en gård ved Korsør. Hun blev i 1936 uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet og arbejdede kort i Finansministeriet for derefter at blive ansat som sekretær i Justitsministeriet. I perioden 1940-1946 var hun ministersekretær for en række skiftende justitsministre i en dramatisk periode i dansk politik, nemlig under besættelsen. 

Helga Pedersen efteruddannede sig på Columbia University, USA, hvor hendes interesse for internationalt samarbejde og for kvinders rettigheder blev vakt. I 1950 var hun bl.a. med i FN’s Commission on the Status on Women (kommission for kvinders status).

Da Helga Pedersen i 1950 blev udnævnt til justitsminister af statsminister Erik Eriksen (V), var hun ikke medlem af noget parti. I sin ministertid fik hun bl.a. ophævet reglerne om, at strafbare forhold som en tillægsstraf også skulle medføre tab af borgerlige rettigheder. Hun havde et humant menneskesyn og var overbevist om, at resocialisering af kriminelle var vigtigt, og hun var stærkt imod dødsstraf. Hun blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved valget i 1953, men måtte kort efter gå af som minister, da VK-regeringen faldt. Hun forblev medlem af Folketinget indtil 1964, og som folketingsmedlem var hun Venstres ordfører i en lang række juridiske spørgsmål. 

I 1964 blev Helga Pedersen udnævnt til højesteretsdommer, og hun blev således den anden kvindelige højesteretsdommer nogen sinde efter Bodil Dybdal, som blev udnævnt i 1953. Helga Pedersen blev i 1971 den første kvindelige dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Hun er bl.a. kendt for at sige: »Spørgsmaalet om ”Hvorfor Kvinder studerer Jura?” kan simpelthen besvares saaledes: af samme grund, som Mænd studerer Jura.«

Hun døde i 1980, 69 år gammel. 

Nathalie Lind

Nathalie Lind blev født i 1918 og voksede op i Hillerød, hvor hendes far havde en fiskeforretning, som hun overtog efter hans død. Hendes mor gik meget op i, at datteren fik en god uddannelse, så hun kunne være uafhængig, og hun blev uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet i 1943.

Nathalie Lind arbejdede bl.a. som politifuldmægtig, landsretssagfører og advokat. Hun var meget engageret i kvindesagen og var i en periode formand for Venstres Kvinder og landsformand for Dansk Kvindesamfund. Hun brændte særlig for, at kvinder skulle blive mere politisk aktive, og at deres demokratiske deltagelse skulle styrkes.

Fra 1957 var hun opstillet som folketingskandidat for Venstre flere gange, men hun fik ikke et mandat, selv om hun fik mange personlige stemmer. Af samme årsag omtalte pressen Nathalie Lind som »hende der fik stemmerne, men ikke mandaterne«. I 1964 blev hun endelig valgt ind i Folketinget for Venstre. Hun kom til at varetage en række ministerposter og var socialminister i Hilmar Baunsgaards (RV) regering, justitsminister og minister for kulturelle anliggender i Poul Hartlings (V) regering og justitsminister i Anker Jørgensens (S) SV-regering fra 1978 til 1979.

Som socialminister stod hun bl.a. bag en omfattende modernisering af sociallovgivningen. Som justitsminister indførte hun bl.a. fartbegrænsningen som følge af oliekrisen i 1970’erne, og hun gjorde det også til en pligt at anvende sikkerhedsseler i biler ‒ begge dele politiske tiltag, som på det tidspunkt medførte en del debat, fordi de af mange blev opfattet som indgreb i den personlige frihed. 

I sin tid i Folketinget nåede hun også at repræsentere Venstre i Folketingets Præsidium.

Hun døde i 1999, 81 år gammel.

Eva Gredal

Eva Wilhelmsson Gredal blev født i 1927 i Hvorup. Hun voksede op under fattige kår med en far, der var bagersvend og ofte syg, og en mor, der tjente penge til familien som syerske. Ofte måtte familien klare sig med dagpenge og socialhjælp, og denne opvækst var med til at grundlægge et stærkt socialt engagement hos Eva Gredal.

Eva Gredal tog realeksamen i 1943, blev student på en aftenskole i 1947 og uddannede sig derefter som socialrådgiver. Hun blev hurtigt fagligt aktiv og var formand for Dansk Socialrådgiverforening fra 1959 til 1967. I en årrække var hun næstformand i Landsforeningen for Mentalhygiejne og redaktør af tidsskriftet Mentalhygiejne. Hun var af den opfattelse, at hvis socialarbejderne skulle have mere politisk indflydelse, måtte det ske gennem politiske partier, og hun meldte sig derfor ind i Socialdemokratiet.

I 1971 blev Eva Gredal valgt ind i Folketinget. Kort efter blev hun udpeget til socialminister i regeringen Jens Otto Krag III. Hun fortsatte derefter som socialminister i Anker Jørgensens (S) regering. Her var hun den ene af to kvindelige ministre. 

Eva Gredal havde et veludviklet forhandlingstalent, og som minister fik hun gennemført to store reformer, nemlig sygedagpengereformen i 1972, der sikrede ensartede dækningsregler, og bistandsloven i 1974. Sidstnævnte erstattede og samlede en lang række love og var et afgørende brud med den tidligere socialpolitiske tilgang. Den nye lov havde en helhedstilgang, hvor man bl.a. så på individuelle behov hos borgeren.  

Eva Gredal arbejdede også for ligestilling mellem kønnene. I mange år var hun medlem af Dansk Kvindesamfund, og hun var næstformand for organisationen fra 1957 til 1958. I midten af 1970’erne var hun stærk fortaler for, at der skulle oprettes et ligestillingsråd i Danmark ligesom det allerede var sket i andre skandinaviske lande. Ved FN’s kvindekonference i Mexico i 1975 var hun leder af den danske delegation. Samme år modtog hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. 

I 1979 blev Eva Gredal medlem af Europa-Parlamentet, hvor hun sad i 10 år. Hun var medlem af den socialistiske gruppes bestyrelse. Hun var desuden formand for Europabevægelsen fra 1990 til 1992.

Efter at Eva Gredal trak sig fra politik i 1989, blev hun direktør i Mentalhygiejnisk Forening. 

Eva Gredal døde i 1995, 68 år gammel.

Ebba Strange

Ebba Marie Strange blev født i 1929 og voksede op i et dansksindet hjem i Flensborg. Hun gjorde som ung oprør mod hjemmets konservative og religiøse holdninger og blev tidligt politisk aktiv. Efter sin studentereksamen uddannede hun sig til børnehavepædagog. Fra hun dimitterede i 1950 og frem til 1961, arbejdede hun på en række forskellige daginstitutioner. Det var mødet med fattige og udsatte børn på Vesterbro, der lagde grunden til hendes sociale engagement. Hendes ønske om at gøre noget for samfundets svageste fik hende til at videreuddanne sig til børneforsorgspædagog fra Den Sociale Højskole.

Som ung var Ebba Strange medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, men tilsluttede sig Socialistisk Folkeparti, da partiet blev stiftet i 1959. I 1973 blev hun valgt ind i Folketinget og indtog hurtigt en central plads i SF, hvor hun blev medlem af både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Hun blev som den første kvinde valgt som SF’s gruppeformand i 1977 ‒ en post hun besad helt frem til 1991. I den rolle opnåede hun bred anerkendelse for sit politiske arbejde, også uden for sit eget parti. 

Som en del af SF’s stærke kvindegruppe var hun med til at sikre, at partiet vedtog et radikalt ligestillingsprogram, bl.a. med fokus på ligeløn. SF’s markante kvindeprofil og tilknytningen til kvindebevægelsen medførte en markant fremgang for partiet ved valget i 1979, og for første gang i dansk politiks historie udgjorde kvinder et flertal af en folketingsgruppe (7 ud af 11 medlemmer). 

På det børne- og familiepolitiske område gjorde Strange en markant indsats for ligestilling af mødre og fædre, herunder barselsorlov til mænd og fælles forældremyndighed til samlevende forældre, som indførtes i henholdsvis 1984 og 1986. 

Ebba Strange sad i Folketingets Præsidium i årene 1979-1982. Ved folketingsvalget i 1990 fandt et generationsskifte sted i SF, og Ebba Strange trak sig tilbage som gruppeformand for i stedet at blive menigt medlem. Hun forblev i partiets hovedbestyrelse. 

I 1998 modtog hun Aarhus Kommunes Ligestillingspris.

Ebba Strange døde i 2012, 83 år gammel.

Hanne Reintoft

Hanne Reintoft blev født i 1934 som datter af dyrlæge Asbjørn Beha Erichsen og børnehaveleder Gurli Marie Larsen. Sammen med sine søskende Bjørn Erichsen, Troels Kløvedal og Lise Beha Erichsen voksede hun op på Østerbro og blev uddannet som bogholder og socialrådgiver.  

Som socialrådgiver lod Hanne Reintoft sig ansætte i mange forskellige institutioner og organisationer for at lære sektoren at kende. Hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF) i 1959, da partiet blev stiftet, og i 1966 blev hun valgt ind i Folketinget for partiet. 

I 1967 forlod hun SF i protest mod partiets støtte til den socialdemokratiske regerings indefrysning af dyrtidsportioner, og dannede sammen med en udbrydergruppe fra SF partiet Venstresocialisterne, som hun blev valgt ind i Folketinget for i 1968. Her blev hun kortvarigt gruppeformand for partiet, men forlod det samme år for at blive løsgænger. I 1970 tilsluttede hun sig Danmarks Kommunistiske Parti, som hun repræsenterede i Folketinget 1970-71 og igen i 1973-76. Hun meldte sig ud af Danmarks Kommunistiske Parti i 1982.

Hanne Reintoft var meget engageret i kvindespørgsmål, herunder bl.a. indførelsen af fri abort. Hun var bl.a. med til at udforme SF’s første lovforslag om fri abort i 1967. Men hun var også kritisk over for den nye kvindebevægelse, som hun kritiserede for at fokusere for meget på de velstående kvinder og for lidt på arbejderkvinderne. 

Efter hendes parlamentariske karriere blev hun en landskendt stemme i Danmarks Radio gennem programmet ”Hvad er min ret og hvad er min pligt”, som hun var redaktør for i 28 år. Her formidlede og forklarede hun den ofte indviklede sociallovgivning for de svageste grupper i befolkningen, og i 1983 modtog hun Cavlingprisen for programmet.

Hanne Reintoft har også modtaget hædersbevisninger som Modersmålsprisen (1996), Æreshåndværkerprisen (1997), Amalienborgprisen (1998) og Dansk Kvindesamfunds Mathildepris (2001). Hun var formand for bestyrelsen i Mødrehjælpen fra genetableringen af organisationen i 1983 og frem til 1992, og hun har siddet som medlem af Etisk Råd. Bag sig har Hanne Reintoft desuden et stort forfatterskab.

Hun har bl.a. sagt: »Der er en gennemgribende social blindhed i den veluddannede klasse over for de allersvageste.«

Dorte Bennedsen

Dorte Marianne Bennedsen blev født i 1938 på Frederiksberg. Hendes far, Hal Koch, var teolog og professor i kirkehistorie, og hendes mor, Bodil Koch, var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og i en lang årrække kirke- og kulturminister. Dorte Bennedsen voksede op med tre ældre brødre i et hjem, hvor der var seks generationer af præster på farens side, og efter sin studentereksamen læste hun også til teolog. Efter endt uddannelse i 1964 fik hun arbejde som hjælpepræst ved Holmens Kirke, hvor hun arbejdede frem til 1968, selv om hendes ønske ikke var at arbejde som præst. Hun blev efterfølgende den første kvindelige generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd. 

I 1964 meldte Dorte Bennedsen sig ind i Socialdemokratiet og blev i 1970 valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Trods sin manglende landspolitiske erfaring blev hun udnævnt til kirkeminister i 1971 af Jens Otto Krag (S). Hun var på det tidspunkt 33 år og havde tre børn under 10 år, så for mange kom udnævnelsen som en overraskelse. Det var en post, hun beholdt i den efterfølgende regering under ledelse af Anker Jørgensen (S), indtil den måtte gå af ved valget i 1973. 

I 1975 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun sad frem til 2011. Her var hun medlem af en lang række af de centrale udvalg. Hun var bl.a. formand for Erhvervsudvalget, Kommunaludvalget og Indfødsretsudvalget. Fra 1977 til 1979 var hun næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Dorte Bennedsen var klar til at gå sine egne veje og trodse partilinjen, når hun skønnede, at det var nødvendigt. Hun var bl.a. modstander af atomkraft og var ved at komme i konflikt med sin partigruppe, da hun argumenterede for en boret tunnel under Storebælt.  

Dorte Bennedsen var et aktivt foreningsmenneske, som havde stor indsigt i de demokratiske processer. I 1974 blev hun formand for Forbrugerrådet, og fra 1984 til 1999 var hun bl.a. formand for Foreningen Norden og medlem af Nordisk Råd. 

Dorte Bennedsen døde i 2016, 77 år gammel. 

Lone Dybkjær

Lone Dybkjær blev født i 1940 på Frederiksberg. Hendes far var arkitekt Kristian Vincents og hendes mor fuldmægtig Else Vincents. I 1958 blev hun student på Rungsted Statsskole, og i 1964 blev hun færdiguddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole. Hun havde valgt denne uddannelse, fordi hun ville være økonomisk uafhængig og vurderede, at der altid ville være job til ingeniører. 

Selv om hun ikke var vokset op i et særlig politisk hjem, blev hendes interesse for politik og ligestillingskampen vakt i løbet af 1960’erne. I 1968 meldte hun sig ind i Det Radikale Venstre, og 2 år senere blev hun kendt i hele landet i forbindelse med landsmødet i partiet, hvor hun opponerede mod den kønsdiskrimination og gammeldags mødeform, hun mente definerede møderne. Ligestilling og det faglige fokus på miljøbeskyttelse var grundstenene i hendes politiske liv. I 1973 blev hun som 33-årig valgt ind i Folketinget. Hun var Det Radikale Venstres ordfører inden for miljø, uddannelse, energi, arbejdsmarked og indenrigspolitik.

I 1988 blev hun som ny miljøminister en af de første to kvindelige minister for Det Radikale Venstre sammen med kollegaen Aase Olesen, og som miljøminister lagde hun fundamentet til miljøreformen, som tog udgangspunkt i FN’s miljørapporter og -anbefalinger.

I 1994 blev hun under stor mediebevågenhed gift med Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen (S). Samme år blev hun det første medlem af Det Radikale Venstre, der blev valgt ind i Europa-Parlamentet. Det lykkedes hende næsten at firedoble antallet af radikale stemmer. Også i Europa-Parlamentet var hun meget engageret i miljøområdet. Her var hun bl.a. anden næstformand for miljøudvalget. 

Lone Dybkjær var 10 år i Europa-Parlamentet og derefter medlem af Folketinget i 7 år, inden hun i 2011 meddelte, at hun ikke genopstillede. Hun fortsatte med at være en markant røst i den offentlige debat på både ligestillingsområdet og miljøområdet. Lone Dybkjær satte sit præg på dansk politik med markante holdninger, politisk talent og stor motivation for sine politiske mærkesager.

Lone Dybkjær døde i 2020, 80 år gammel.

Marita Petersen

Marita Petersen blev født i 1940 i Vágur, Færøerne. Begge hendes forældre var folkeskolelærere, og hun voksede op i et hjem præget af stærke kulturelle traditioner. Faderen var politisk aktiv, begge Maritas brødre var kommunalpolitikere, og politik var noget, der fyldte meget i barndomshjemmet.

I 1964 tog Marita Petersen en uddannelse som lærer fra Hellerup Seminarium, og senere supplerede hun sin uddannelse med en cand.pæd.psych. på Danmarks Lærerhøjskole. I mange år arbejdede hun som folkeskolelærer, inden hun blev undervisningsleder i Landsskúlafyrisitingin (Undervisningsdirektoratet) og leder for Sernámsmiðdepilin (Specialpædagogisk Center).

Da Marita Petersen i 1988 blev valgt til Lagtinget for Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), havde hun allerede været politisk aktiv i 30 år, bl.a. som formand for Føroya Lærarafelag (Færøernes Lærerforening). I starten af 1990’erne var Marita Petersen minister med bl.a. kultur og undervisning som ansvarsområde. I den forbindelse markerede hun sig ved at reformere ungdomsuddannelserne. Hun var stor fortaler for uddannelsescentre, hvor forskellige uddannelser kunne indgå i et større fagligt miljø og på den måde lære af hinanden.

Marita Petersen var den første kvinde, der nåede til tops i færøsk politik, og hun var fra 1993 til 1994 Færøernes første kvindelige lagmand, dvs. leder af Landsstyret. Hendes periode som lagmand var samtidig med en turbulent periode i Færøernes historie, hvor en dyb økonomiske krise ramte hele finanssektoren. Marita Petersen kom her til at spille en betydningsfuld rolle, og hun var bl.a. leder af de hårde forhandlinger med den danske regering og Danske Bank. Hun var en dygtig forhandler med stort strategisk overblik og høstede stor respekt både blandt sine politiske kollegaer og blandt den færøske befolkning.

Som formand for det færøske socialdemokrati arbejdede Marita Petersen for en fornyelse af partiets program og lagde vægt på at inddrage og involvere kvinderne. Hun var en aktiv fortaler for den ligestillingslov, der blev vedtaget i 1994.

Fra 1994 til 1995 var hun den første kvindelige formand for Lagtingets præsidium. Et år efter stillede hun ikke op til genvalg til Lagtinget, men foretrak i stedet at koncentrere sig om arbejdet med at opbygge et specialpædagogisk center.

Marita Petersen døde i 2001, 60 år gammel.

Birte Weiss

Birte Weiss blev født i 1941 i et velstillet hjem på Frederiksberg. Hun blev student i 1960 og tog derefter en uddannelse som journalist ved Den Socialdemokratiske Presse. Derudover læste hun litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Som journalist var hun ansat på Demokraten, Information og Danmarks Radio. 

Birte Weiss deltog aktivt i atommarcherne i starten af 1960’erne. Spørgsmålet om atomvåben kom mere og mere på den politiske dagsorden, og Birte Weiss meldte sig ind i Socialdemokratiet. Hun syntes, at partiet havde en tvetydig holdning til spørgsmålet om atomvåben, og hun var overbevist om, at hun ville kunne ændre dette indefra. 11 år efter sin indmeldelse i Socialdemokratiet blev Birte Weiss valgt ind i Folketinget. I starten af sin politiske karriere markerede hun sig som venstrefløjssocialdemokrat, og hun var på flere områder i opposition til partiets linje. I løbet af 1980’erne blev hun i større grad en integreret del af partiet, og hun fik tildelt en række tillidsposter. Fra 1984 til 1996 var hun f.eks. næstformand for partiet. Selv om hun var placeret i Socialdemokratiets ledelse, afholdt det hende ikke fra at kritisere partiets politiske kurs.

I sin tid i Folketinget nåede Birte Weiss at varetage en lang række ministerposter i forskellige regeringer. Hun har været indenrigsminister, kirkeminister, it-minister, og sundhedsminister og forskningsminister. Gennem hele sin politiske karriere var hun varm fortaler for ligestilling mellem mænd og kvinder i samfundet, ligesom hun arbejdede internt for ligestilling i Socialdemokratiet. 

Birte Weiss blev som den første kvinde formand for Radiorådet i 1981. Her virkede hun frem til 1986, hvor rådet blev nedlagt. I sin tid som formand fik hun stor indflydelse på ligestillingsarbejdet i DR. Hun blev nemlig formand på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes kvindelige topchefer i DR, hvilket hun arbejdede målrettet for at ændre. 

Efter folketingsvalget i 1998 var Birte Weiss meget tæt på at blive den første kvindelige formand for Folketinget. Da der var lige mange stemmer på de to kandidater til posten, endte det med en lodtrækning, som hun tabte til Ivar Hansen (V). 

I 2001 trak hun sig fra Folketinget og genoptog sit arbejde som journalist. 

Ritt Bjerregaard

Jytte Ritt Bjerregaard blev født i 1941 og voksede op i en arbejderklassefamilie på Vesterbro. Som barn udviklede hun en stærk retfærdighedsfølelse.

Hun tog lærereksamen fra Emdrupborg Statsseminarium i 1964 og blev derefter interesseret i politisk arbejde. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, fordi hun mente, at hun gennem dette parti kunne være med til at skabe lighed i samfundet.

Ved valget i 1971 fik hun et stort antal personlige stemmer, som sikrede hende en plads i Folketinget. Hun var dygtig til at debattere og udviste stort engagement. Hun var en af de ganske få kvindelige ministre i Anker Jørgensens (S) regeringer, hvor hun besad posterne undervisningsminister og socialminister. I 1980’erne var hun medlem af centrale dele af både Socialdemokratiets og fagbevægelsens ledelse. 

Hun var den første kvindelige formand for Statsrevisorerne fra 1990 til 1994.

Ritt Bjerregaard var meget engageret i international politik, og fra 1994 til 1998 var hun miljøkommissær i EU. Hun blev dermed Danmarks første kvindelige europakommissær. Nogle år senere kunne hun fejre endnu en titel som ‘første kvindelig af slagsen’ ‒ nemlig da hun i 2006 blev Københavns overborgmester. 

Ritt Bjerregaard har som aktiv politiker over fire årtier sat markante aftryk i både dansk politik og i Socialdemokratiet. Gennem hele sit politiske virke har hun haft den demokratiske samtale for øje, og hun har ikke været bange for at starte debatter og blev i flere sammenhænge set som kontroversiel. Da hun arbejdede som overborgmester i København dannede hun f.eks. Den Røde Skole, som skulle være med til at skabe debat om Socialdemokratiets fremtid i kølvandet på partiets store valgnederlag i 2007. 

Hun har bl.a. sagt: »Penge er forudsætningen for ligestilling. Kampen er ikke slut før den dag, hvor mænd og kvinder tjener det samme.«

Mariann Fischer Boel

Mariann Fischer Boel blev født i 1943 i Åsum ved Odense som datter af godsejer Hans Boel og Valborg Boel. På sine forældres gård, Østergaard, hjalp hun som barn med at høste, hun gik til hånde på gården, og hun lærte at køre traktor. I 1963 blev hun sproglig student, hvorefter hun læste økonomi og sprog i Belgien for derefter at tage en højere handelseksamen. 

I en årrække arbejdede Mariann Fischer Boel som økonomichef i en eksportvirksomhed i København, men hun vendte tilbage til Fyn for sammen med sin mand at overtage godset efter sine forældre. Det var først, da hendes døtre var blevet store, at Mariann Fischer Boels politiske karriere begyndte. I 1982 blev hun valgt ind i Munkebos kommunalbestyrelse, hvor hun senere blev viceborgmester.

Men hendes politiske ambitioner rakte videre, og i 1990 blev hun valgt ind i Folketinget for Venstre. I løbet af 1990’erne var hun formand for Landbrugs- og Fiskeriudvalget og Skatteudvalget. Da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister i 2001, udnævnte han Mariann Fischer Boel til fødevareminister. 

Fra 2004 til 2010 var Boel europakommissær for landbruget. Hun havde bl.a. til opgave at gennemføre liberale reformer på området og modernisere det europæiske landbrug. I Bruxelles blev hun kendt for sin ligefremhed og sin evne til at gennemføre enormt mange reformer på et område, som traditionelt set var svært at reformere. En af hendes mærkesager var den såkaldte sukkerreform, men hun lavede også reformer inden for mælk, vin og grøntsager. Som europakommissær nød hun stor respekt blandt europæiske politikere for sit arbejde, som indebar administrationen af over 40 pct. af EU’s budget. Hendes arbejde for liberalisering af landbrugets vilkår bragte hende dog også flere gange i konflikt med såvel landbruget som landbrugets kritikere. 

I 2008 blev hun kåret som Årets Europæer af Europabevægelsen.

Hun har bl.a. sagt: »Det handler ikke om partipolitisk fnidderfnadder, men om at få lavet gode løsninger.«

Marianne Jelved

Marianne Bruus Jelved blev født i 1943 som datter af arkitekt Sigurd Hirsbro og Else Hirsbro. Hun voksede op i Charlottenlund, men tog studentereksamen fra Statens Studenterkursus i København, da hun gerne ville lære nye miljøer og mennesker at kende.  

Som 23-årig blev Marianne Jelved uddannet folkeskolelærer, og i 1979 blev hun cand.pæd. i dansk litteratur. Hun arbejdede som folkeskolelærer i 20 år frem til 1987.

Det var i skolevæsenet, at Marianne Jelveds politiske engagement begyndte. Først blev hun medlem af og derefter formand for bestyrelsen i Dansklærerforeningens folkeskolefraktion. Samtidig var hun aktiv i Det Radikale Venstre, hvor hun varetog en række tillidsposter. I 1982 trådte hun ind i kommunalbestyrelsen for Det Radikale Venstre i Gundsø, hvor hun var viceborgmester fra 1982 til 1985.

I 1987 blev Marianne Jelved valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre. I 1988 overtog hun posten som formand for partiets folketingsgruppe. Dermed blev hun sit partis faktiske leder ‒ en position, hun beholdt frem til 2007.

Efter folkeafstemningen i 1992 om Maastrichttraktaten, hvor vælgerne stemte nej, blev Jelved en af arkitekterne bag de fire forbehold, der sikrede, at Danmark alligevel kunne forblive medlem af EU. 

Kort tid efter spillede Marianne Jelved en central rolle i forbindelse med regeringsskiftet i 1993 (i kølvandet på tamilsagen). Her skrev hun politisk historie ved at blive den første kvindelige økonomiminister. En stilling hun besad fra 1993-2001. I 1994 blev hun til vicestatsminister og minister for nordisk samarbejde. Som økonomiminister var Jelved med i regeringens inderkreds og hendes midtsøgende og på samme tid principfaste og pragmatiske tilgang blev en vigtig katalysator for denne periodes reformpolitik. Som kvindelig toppolitiker på et politisk område som økonomi nød Jelved stor respekt i både ind- og udland. Efter regeringsskiftet i 2001 fortsatte Jelved som folketingsmedlem og varetog en række ordførerskaber og udvalgsposter. Fra 2011 til 2012 var hun medlem af Folketingets Præsidium, og i Helle Thorning-Schmidts (S) regering var hun kulturminister fra 2012 til 2015.

Med knap fire årtier i Folketinget og talrige minister- og tillidshverv har Jelved været blandt sin generations mest indflydelsesrige og markante politikere. Marianne Jelved meddelte i 2021, at hun ikke genopstiller til Folketinget.

Ruth Heilmann

Ruth Thomsen Heilmann blev født i 1945 i Arsuk i Vestgrønland. Hun blev student på Nuuk Gymnasium og tog derefter en uddannelse som lærer. Hun arbejdede i mange år som lærer, og gik også meget op i sport, arbejdede som håndboldtræner og var med til at stifte Grønlands Håndboldforening.

Hun var aktiv i partiet Siumut og blev i 1987 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Maniitsoq for partiet. Her indtog hun også posten som borgmester fra 1997 til 2001. Samtidig med at hun var borgmester, blev hun valgt ind i Landstinget for Siumut. I 2002 blev hun landsstyremedlem (dvs. minister) for undervisning og senere landsstyremedlem for familie og sundhed. Gennem hele sit politiske virke var hun en stor fortaler for at bedre leveforholdene i de grønlandske kystbyer.

Da hendes partifælle Jonathan Motzfeldt i 2008 blev nødt til at trække sig som formand for Landstinget, blev Ruth Heilmann valgt til denne post. Hun blev dermed Grønlands første kvindelige landstingsformand. Hun var den, der var med til at føre forhandlingerne om Grønlands selvstyre til ende, så selvstyret kunne blive indført den 21. juni 2009. 

I 2016 fik Ruth Heilmann tildelt Nersornaat i guld. Nersornaat er Grønlands Selvstyres fortjenstmedalje. Medaljen blev indstiftet i 1989 i anledning af det grønlandske hjemmestyres 10-årsjubilæum og bæres efter de regler, der gælder for danske ordensdekorationer, hæderstegn og medaljer.

Pia Kjærsgaard

Pia Merete Kjærsgaard blev født i 1947 og er opvokset på Østerbro i København. Hendes far var farvehandler, og hendes mor hjemmegående husmor. Efter folkeskolen kom hun i lære i en kjoleforretning, men skiftede derefter til en stilling som kontorelev. Da børnene blev større, tog hun job som hjemmehjælper.

I 1972 stiftede Mogens Glistrup Fremskridtspartiet, hvilket blev et vendepunkt for Pia Kjærsgaard. Til valget i 1973 stemte hun på Fremskridtspartiet, og få år efter stillede hun selv op som kandidat for partiet. I 1984 kom hun ind i Folketinget som suppleant for Glistrup og arbejdede som partisekretær. Derefter overtog Pia Kjærsgaard partilederrollen, og under hendes ledelse indgik Fremskridtspartiet i 1989 sit første og eneste finanslovsforlig.

I 1995 stiftede Pia Kjærsgaard sammen med partifællerne Poul Nødgaard, Ole Donner og Kristian Thulesen Dahl det nye parti Dansk Folkeparti. Hun blev dermed Danmarks første kvindelige partistifter.

Fra 2001 til 2011 var Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen støtteparti til Anders Fogh Rasmussens VK-regering og fik på den måde stor indflydelse på dansk politik, bl.a. på finanslovene. Dansk Folkepartis indflydelse fortsatte også under Lars Løkke Rasmussens (V) efterfølgende regeringer.

I 2012 trådte Pia Kjærsgaard tilbage som formand for DF. Efter et særdeles godt valg for DF i 2015 blev hun valgt til formand for Folketinget. Her skrev hun igen ligestillingshistorie, da det var første gang, en kvinde fik posten. Hun var formand indtil folketingsvalget i 2019.

Pia Kjærsgaard er især kendt for sine mærkesager inden for integrationspolitik og ældrepolitik.

Mimi Jakobsen

Mimi Vibeke Jakobsen blev født i 1948 og voksede op i et meget politisk aktivt hjem. Hun blev student i 1967 og læste derefter tysk og fonetik på Københavns Universitet. Selv om hun egentlig ikke havde tænkt sig at blive politiker, kom hun alligevel til at blive mere og mere aktiv i det politiske arbejde omkring Centrum-Demokraterne, som hendes far, Erhard Jakobsen, havde stiftet i 1973. Hun blev valgt ind i Folketinget i 1977 og blev allerede i 1981 politisk ordfører for Centrum-Demokraterne. 

I 1989 afløste Mimi Jakobsen sin far som formand for Centrum-Demokraterne, og hun blev dermed den første kvindelige partiformand i Danmark. Hun beholdt posten frem til 2005. Som politiker var Mimi Jakobsen kendt for sin personlige fortolkning af politikerrollen, og hun havde en ambition om, at en politiker skulle være en, som almindelige mennesker kunne identificere sig med. Hun arbejdede for at styrke samarbejdet hen over midten af dansk politik.

Mimi Jakobsen nåede at have hele syv ministerposter: kulturminister, socialminister, grønlandsminister, minister for erhvervspolitisk samordning, industriminister, industri- og samordningsminister og erhvervsminister.

I 1990 var hun med til at fremtvinge de undersøgelser af Justitsministeriet under Schlüterregeringens håndtering af sager om familiesammenføring af tamilske flygtninge – den såkaldte Tamilsag – der var med til at vælte regeringen.

Hun fortsatte sit arbejde som partiformand for Centrum-Demokraterne og var medlem af Folketinget frem til 2001, hvor partiet ikke nåede over spærregrænsen. 

Hun har bl.a. sagt: »Jeg går ikke så tit i kirke, men jeg taler meget med Gud ‒ ikke kun i kriser, jeg siger også tak. Men det er mellem ham og mig. Jeg skal ikke have mellemledere ind over.«

Connie Hedegaard

Connie Hedegaard Koksbang blev født i 1960 ind i en konservativ familie. Forældrene havde en iskiosk, hvor Connie og hendes søskende hjalp til i weekenden. Efter gymnasiet tog Connie Hedegaard en uddannelse som cand.mag. i historie og litteraturvidenskab. I studietiden var hun politisk aktiv og blev landsformand for Danmarks Konservative Studerende. I 1984 blev hun medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, og i en alder af 29 blev hun partiets politiske ordfører.

I 1990 sagde hun farvel til politik for at blive journalist. Hun arbejdede bl.a. for Berlingske Tidende og blev senere chef for radioavisen i Danmarks Radio og studievært i DR 2’s Deadline.

I 2004 kaldte politikken igen, og hun takkede ja til at blive miljøminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen II. Senere blev hun klima- og energiminister – den første af slagsen. Som minister fik hun bred anerkendelse for sit store engagement på klimaområdet ‒ et område, hun også fik gjort til en mærkesag for Det Konservative Folkeparti. I 2009 stod hun sammen med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen for FN’s store klimakonference, COP15, i København.

Fra 2009 til 2014 var hun europakommissær for klima. Her arbejdede hun for at sætte klima på EU’s politiske dagsorden og reducere EU’s udslip af drivhusgasser. 

Connie Hedegaard har været på Time Magazines liste over de hundrede mest indflydelsesrige personer i verden. 

Lene Espersen

Lene Espersen blev født i 1965 i Hirtshals som datter af skibsreder Ole Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard Espersen. Efter folkeskolen gik hun på Hjørring Gymnasium og på Lester B. Pearson United World College i Canada. I 1990 blev hun uddannet økonom på Aarhus Universitet. 

I 1994 blev Lene Espersen valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Hun blev valgt ind samtidig med to andre unge konservative kvinder: Henriette Kjær og Gitte Seeberg. Trioen blev af pressen nedladende omtalt som Kylle, Pylle og Rylle, men de tre kvinder var med til at udvide Det Konservative Folkepartis vælgerskare, så flere unge begyndte at støtte partiets politik. Lene Espersen havde en række forskellige ordførerskaber, bl.a. for fiskeri, fødevarer og EU, og fra 1999 til 2001 var hun partiets politiske ordfører.

Da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister i 2001, udnævnte han Lene Espersen som justitsminister. Som minister satte hun fokus på Det Konservative Folkepartis værdipolitiske mærkesager, særlig når det gjaldt øget straf i forbindelse med grov kriminalitet og brugen af våben. Ved flere af folketingsvalgene blev Lene Espersen en af Det Konservative Folkepartis store stemmeslugere med et stort antal personlige stemmer. Ved valget i 2007 fik hun f.eks. 78 pct. af Det Konservative Folkepartis stemmer i Hjørringkredsen. 

I 2008 overtog Lene Espersen pladsen som partiformand efter Bendt Bendtsen. Bendtsen gav følgende begrundelse for, at det var hende, der skulle overtage posten: »Det er naturligt at vælge Lene. Hun er en rasende dygtig kommunikator, og vi er enige om den politiske linje.« Samme år blev Lene Espersen udnævnt til økonomi- og erhvervsminister og blev placeret som nummer to i statsrådsrækkefølgen. Dermed fik hun den titel, som i pressen kaldes for vicestatsminister. I 2010 blev hun efter en ministerrokade udnævnt til udenrigsminister, og hun blev dermed Danmarks første – og indtil videre eneste – kvindelige udenrigsminister. 

I 2011 stoppede Lene Espersen som partiformand for Det Konservative Folkeparti. Det skete, efter at hun blev kritiseret for at prioritere en familieferie højere end et arktisk topmøde. Hun fortsatte som udenrigsminister og fik efterfølgende posten som udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti og som medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn. 

Efter 20 år stoppede Lene Espersen i Folketinget. Hun blev i stedet administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder. 

I 2003 blev hun kåret som Årets kvindelige leder, og i 2004 fik hun Altingets Tingprisen for at have gjort en indsats, der øger respekten for det danske folkestyre.

Helle Thorning-Schmidt

Helle Thorning-Schmidt blev født i 1966 i en middelklassefamilie i Rødovre. I løbet af gymnasietiden blev hun politisk aktiv og var medstifter af foreningen “Ishøj for fred.” Hun studerede statskundskab på Københavns Universitet og studerede på eliteuniversitetet Europakollegiet i Brugge, hvor hun tog en master i europæiske studier. I 1993 blev hun medlem af Socialdemokratiet, og hun blev ansat som leder i partiets sekretariat i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

I 1999 stillede Helle Thorning-Schmidt op til valget til Europa-Parlamentet, og selv om hun kandiderede som nr. 6. på Socialdemokratiets liste, fik hun så mange personlige stemmer, at det gav hende et af partiets 3 mandater i Europa-Parlamentet. 

I 2005 kom hun i Folketinget, og på valgaftenen gik daværende leder af Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, af på grund af det dårlige valgresultat. Efter en måneds intern valgkamp blev Helle Thorning-Schmidt leder af partiet. Hun blev dermed den første kvindelige formand for Socialdemokratiet.

Efter valget i 2011 blev Helle Thorning statsminister, og hun blev dermed Danmarks første kvindelige statsminister. I sin nytårstale året efter proklamerede hun, at »nu var de fede tider forbi«, og at alle skulle indstille sig på, at økonomien blev strammere. Samtidig ville hun komme snyd i samfundet til livs.

Som første kvindelige danske regeringschef fik Helle Thorning-Schmidt stor opmærksomhed og hendes ageren og fremtræden blev en del af den offentlige debat. Pressen var meget opmærksom på hendes påklædning, sko og tasker, og øgenavnet “Gucci-Helle” blev et stærkt symbol på, at kvinder i toppolitik blev bedømt ud fra andet end deres meritter.

Efter valget i 2015 tabte Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet regeringsmagten, og hun valgte at gå af som formand for partiet. Hun udtrådte af Folketinget i 2016.

Siden har Helle Thorning-Schmidt varetaget en række ledende poster i internationale organisationer, bl.a. som direktør for det internationale Red Barnet og har siddet i Facebooks ‒ nu Metas ‒ Oversight Board, der holder øje med, at selskabet sikrer ytringsfrihed på sine platforme. Derudover har hun været medformand for FN’s panel om skattely. Hun har senest kastet sig ind i kønsdebatten og har bl.a. skrevet en debatbog om emnet.

Hun har bl.a. sagt: »Jeg var feminist, før jeg blev socialdemokrat.«

Margrethe Vestager

Margrethe Vestager blev født i 1968 som datter af Hans Vestager og Bodil Tybjerg, der begge var sognepræster. Begge forældrene var aktive i Det Radikale Venstre, og som den ældste blandt fire søskende blev Margrethe Vestager født ind i en familie med stærke værdier. Det førte til hendes tidlige indtræden i politik. Blot 2 år efter sin studentereksamen stillede Vestager op som folketingskandidat for Det Radikale Venstre i Esbjergkredsen, et år senere blev hun medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse, forretningsudvalg og EU-udvalg, og 1993-1997 var hun partiets hidtil yngste landsformand. I 1993 blev hun desuden uddannet cand.polit. 

Poul Nyrup Rasmussen (S) udpegede i 1998, Vestager til undervisnings- og kirkeminister. På det tidspunkt var hun 29 år og blev dermed den hidtil yngste kvindelige minister. Hun blev også den første minister nogen sinde, der i sin ministerperiode fik et barn og var på barsel. 

I 2001 blev Vestager valgt ind i Folketinget, hun blev næstformand for Det Radikale Venstre, og 6 år senere blev hun formand for partiet. Her skulle hun løfte arven efter Marianne Jelved, som på det tidspunkt havde været leder af partiet i 17 år. Ved folketingsvalget i 2011 fik Vestager 23.000 personlige stemmer, det ottendehøjeste antal blandt alle kandidater, og i en S-SF-R-regering blev hun udpeget som økonomi- og indenrigsminister af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). 

I 2014 forlod hun posterne i Folketinget og tog hul på en international politisk karriere, da Europa-Kommissionen udnævnte hende til topposten som konkurrencekommissær. I denne rolle har hun markeret sig stærkt ved bl.a. at anlægge sag mod Google, og hun er af flere danske aviser blevet udråbt som “dronningen af EU”. Da en ny Europa-Kommission blev konstitueret i 2019, fortsatte Vestager i jobbet og blev i tillæg udnævnt som Kommissionens næstformand for digital omstilling. 

Pia Olsen Dyhr

Pia Olsen Dyhr blev født i 1971 og voksede op i et socialt boligbyggeri i Vallensbæk. Efter forældrenes skilsmisse boede hun med sin far. Som 14-årig meldte hun sig ind i SF Ungdom. Hun havde en stor interesse for miljøpolitik og udenrigspolitik og var aktiv i de politiske samtaler i ungdomspartiet. Hun var formand for SFU fra 1996 til 1998. Mens hun læste statskundskab på Københavns Universitet, arbejdede hun for Danmarks Naturfredningsforening og derefter CARE Danmark.

Pia Olsen Dyhr blev valgt ind i Folketinget i 2007 for Socialistisk Folkeparti (SF) og blev partiets trafikordfører. Da partiet trådte ind i regeringen Helle Thorning-Schmidt I, blev hun i 2011 handels- og investeringsminister, og efter en ministerrokade blev hun transportminister. 

Da SF trådte ud af regeringen i 2014, kom partiet ud i en krise, som bl.a. resulterede i, at formanden gik af. Krisen førte også til faldende tilslutning i meningsmålingerne og medlemsafgang fra partiet. Pia Olsen Dyhr blev i 2014 valgt som ny partiformand uden modkandidat, og det lykkedes hende at samle og stabilisere partiet og vendt dets negative udvikling.

Ud over at være formand for SF er Pia Olsen Dyhr partiets energi- og klimaordfører. Hun har stort fokus på det grønne område, er meget optaget af udviklingspolitik og har været næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

I 2014 modtog hun Folkemødets dialogpris.

Hun har bl.a. sagt: »I Danmark er vi ikke dukse. Vi skraber bunden i at beskytte naturen i EU. Vi er faktisk en naturens Stein Bagger.«

Özlem Cekic

Özlem Sara Cekic blev født i Ankara, Tyrkiet, i 1976, og hun var 10 år, da hendes familie flyttede til Danmark. Hun tog en uddannelse som sygeplejerske og blev dermed den første i sin familie, der fik en uddannelse. I løbet af sit arbejdsliv i sundhedssektoren fik hun indsigt i livet hos bl.a. traumatiserede flygtninge og indvandrere, stofmisbrugere og børn og unge inden for psykiatrien. Fra 2003 til 2007 var hun medlem af bestyrelsen for Dansk Sygeplejeråd.

I 2001 meldte Cekic sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF), og 4 år senere stillede hun op som folketingskandidat for Bispebjergkredsen. 2 år senere, i 2007, lykkedes det hende at komme i Folketinget. Hun forblev folketingsmedlem for SF frem til valget i 2015, hvor hun opnåede næstflest personlige stemmer hos partiet, men røg ud af Folketinget på grund af partiets fald i antal mandater. I sin tid på Christiansborg havde hun en række forskellige ordførerposter, bl.a. sundhed, psykiatri, medier, ligestilling, bolig, idræt, kultur, socialområdet og udviklingsområdet.  

Cekics farvel til Christiansborg blev også begyndelsen på et farvel til partipolitik. Cekic begyndte at fokusere mere på den kulturelle brobygning, og da Socialistisk Folkeparti fremsatte synspunkter, som hun ikke kunne se sig selv i, meldte hun sig ud af partiet. Men hun meldte sig ikke ud af samfundsdebatten.

Hun optræder jævnligt som debattør i tv, radio og på sociale medier, og hendes meninger afføder ikke alene kritik, men også hadytringer. Inspireret af fotografen Jacob Holdt satte hun sig for at drikke kaffe med menneskene bag fjendtligheden, og det blev starten på tiltaget ’dialogkaffe’, som blev en forløber for foreningen Brobyggerne ‒ Center for Dialogkaffe, som Özlem Cekic stiftede i 2016 sammen med den tidligere overrabbiner Bent Melchior.

Cekic har et mangfoldigt forfatterskab og en del prisbelønninger med sig, herunder Hal Koch-prisen, som hun modtog for Brobyggerne, og N.F.S. Grundtvig-prisen, som hun modtog i 2016 sammen med Bent Melchior.

Hun har bl.a. sagt: »Min stemme kan ingen tage fra mig. Og den stemme har jeg tænkt mig at bruge«.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen blev født i 1977 i Aalborg. Som datter af typograf og tillidsmand på Aalborg Stiftstidende Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Familien var socialdemokratisk. Mette Frederiksen blev tidligt interesseret i politik, og allerede som 15-årig meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Efter sin studentereksamen tog Mette Frederiksen en bachelor i administration og samfundsfag ved Aalborg Universitet og derefter en master i afrikastudier ved Københavns Universitet. Som studiejob arbejdede hun som ungdomskonsulent i LO.

Hun blev valgt ind i Folketinget ved valget i 2001. Kort efter blev hun udnævnt til næstformand i Socialdemokratiets indenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Hun varetog desuden en række ordførerskaber. Efter valget i 2005 blev hun socialordfører og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. 

Da Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister i 2011, udnævnte hun Mette Frederiksen til beskæftigelsesminister. Fra 2014 til 2015 var Mette Frederiksen justitsminister. 

Den 20. juni 2015 blev hun konstitueret formand for Socialdemokratiet, efter at Helle Thorning-Schmidt (S) havde meddelt sin afgang som formand på valgnatten efter folketingsvalget den 18. juni. Kort efter blev hun valgt af partiet som formand. Under Mette Frederiksens ledelse af Socialdemokratiet har partiet markeret sig på forskellige mærkesager, bl.a. tidlig tilbagetrækning for nedslidte og udlændinge- og integrationspolitik.

I 2019 dannede Mette Frederiksen på baggrund af valgsejren ved folketingsvalget en socialdemokratisk mindretalsregering, hvor det parlamentariske grundlag kom fra Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Kort efter Socialdemokratiets magtovertagelse brød covid-19-pandemien ud, hvilket krævede tiltag og indgreb uden fortilfælde i fredstid.

Johanne Schmidt-Nielsen

Johanne Schmidt-Nielsen blev født i 1984 og voksede op hos sin mor i et bofællesskab på Fyn. I 1997 meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, men rykkede hurtigt videre til Enhedslisten. Som ung deltog hun i forskellige protestaktioner og var meget aktiv på venstrefløjen. Hun studerede socialvidenskab på Roskilde Universitet og har en bachelorgrad.

I 2006 blev hun valgt ind i Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og det følgende år blev hun valgt ind i Folketinget. I 2007 deltog hun som den yngste nogen sinde i en partilederrunde på TV 2 og erfarede, at der ikke var mange af hendes slags på den politiske scene, da en af de andre partiledere forvekslede hende med en piccoline og bad hende hente kaffe.
 
Da Enhedslisten i 2009 for første gang besluttede at udpege en politisk ordfører, fik Johanne Schmidt-Nielsen posten, som hun beholdt til 2016, hvor hun trådte tilbage som følge af Enhedslistens rotationsprincip. Ved valget i 2011 blev hendes personlige stemmetal kun overgået af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V). Dermed var det nærliggende at tilskrive hende en stor del af æren for Enhedslistens fremgang. Johanne Schmidt-Nielsen stod som politisk leder af Enhedslisten i spidsen for en markant fornyelse af partiet, som gik fra at være en folketingsgruppe med mange forskellige holdninger til et handlekraftigt politisk venstrefløjsparti. Hun kom samtidig til at personificere en foryngelse af venstrefløjens repræsentation i Folketinget med appel til et bredt vælgersegment. I sin tid i Folketinget var hun ud over at være politisk ordfører også ordfører for ligestilling, integration, indfødsret og asyl. 
 
Efter at hun forlod Folketinget i 2019, blev hun generalsekretær i organisationen Red Barnet.