L 222 Forslag til lov om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål.

Af: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Spørgsmål 57

Spørgeren takker for ministerens svar på L 222- spm. 54, hvor ministeren berigtiger sit svar på L 222 – spm. 28 og erkender, at artikel 6 i Århus-konventionen ikke handler om klageadgang, og derfor i sit svar på spørgsmål 54 nu refererer korrekt til artikel 9 i Århus-konventionen i stedet for. Ministeren skriver endvidere i svaret, at der “ikke efter Århus-konventionen [er] kravom, at der skal være adgang til administrativ rekurs, så længe der er adgang til at anlægge civile søgsmål ved domstolene”. Ministeren skriver også, at Århus-konventionens artikel kræver, at enhver skal kunne få sin sag prøvet “ved en domstol eller ved et andet uafhængigt og upartisk organ, etableret ved lov.” Dette mener spørgeren ikke er en korrekt udlægning af artikel 9. Det er korrekt, at der i artikel 9. stk. 1 står, “at enhver [...] har adgang til at få sagen prøvet enten ved en domstol eller ved et andet uafhængigt og upartisk organ, etableret ved lov.” Men i den efterfølgende sætning bliver det præciseret, at domstolsprøvelse ikke kan erstatte den administrative revurdering. Der står således: “I tilfælde hvor en part giver adgang til sådan prøvelse ved en domstol, sikrer denne, at en sådan person også, uden eller mod beskedent vederlag, har adgang til en hurtig og ved lov etableret procedure, hvorved en offentlig myndighed revurderer sagen eller et uafhængigt og upartisk organ, der ikke er en domstol, prøver sagen.” (fremhævning af spørger) Her fremgår det tydeligt, at domstolsprøvelse ikke erstatter en hurtigere og nemmere praksis. Det er i overensstemmelse med hele konventionens formål, som netop er - som det også er beskrevet i artikel 9 “at give den berørte offentlighed vid adgang til klage og domstolsprøvelse inden for rammerne af denne konvention”. Det bemærkes endvidere, at formålsparagraffen i Århus-konventionen specificerer, at der er tale om for domstolsprøvelse og klage, netop fordi Århus-konventionen udvider borgernes mulighed for kvalificering af beslutninger truffet inden for konventionens område. Artikel 1, Århus-konventionen lyder således: “Med henblik på at bidrage til beskyttelsen af den ret, der tilkommer ethvert menneske i denne og kommende generationer, til at leve i et miljø, der er tilfredsstillende for hans eller hendes sundhed og velbefindende, garanterer hver part retten til adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention” (fremhævning af spørger) Ministeren bedes i lyset af ovenstående kommentere den citerede del af artikel 9 og artikel 1 i Århus-konventionen og igen svare på, hvorvidt afskæringen af klageadgang i L 222 er i overensstemmelse med Århus-konventionen.
Dato: 04-09-2025
Status: Endeligt besvaret
Emne: beredskab og civile opgaver

Endeligt svar

Dokumentdato: 08-09-2025
Modtaget: 08-09-2025
Omdelt: 08-09-2025

L 222 - svar på MFU spm. 57 om ministeren vil kommentere den citerede del af artikel 9 og artikel 1 i Århus-konventionen og igen svare på, hvorvidt afskæringen af klageadgang i L 222 er i overensstemmelse med Århus-konventionen

FOU L 222 - svar på spm 57 (pdf-version)
Html-version

Udvalgsspørgsmål

Dokumentdato: 04-09-2025
Modtaget: 04-09-2025
Omdelt: 04-09-2025

MFU spm. om ministeren vil kommentere den citerede del af artikel 9 og artikel 1 i Århus-konventionen og igen svare på, hvorvidt afskæringen af klageadgang i L 222 er i overensstemmelse med Århus-konventionen

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version