L 182 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Vederlagsfri fortsat sygehusbehandling for personer fra Færøerne og Grønland, mellemkommunal refusion for socialtandpleje m.v.).

Af: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2021

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2021)

20201_l182_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2021)

Sundhedsministeren (Magnus Heunicke):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Vederlagsfri fortsat sygehusbehandling for personer fra Færøerne og Grønland, mellemkommunal refusion for socialtandpleje m.v.)

(Lovforslag nr. L 182)

Lovforslaget indeholder følgende fire elementer:

For det første sikres personer fra Færøerne og Grønland samme adgang til akut og fortsat sygehusbehandling under midlertidigt ophold i Danmark, som herboende personer har under midlertidigt ophold på Færøerne og i Grønland. Regeringen ønsker herved at gøre reglerne om adgang til akut og fortsat sygehusbehandling for Rigsfælleskabets borgere under midlertidigt ophold inden for Rigsfælleskabet så ensartede som muligt.

For det andet medfører lovforslaget, at bopælsregionen eller staten fremover vil sende regning for udgifter til færdigbehandlede patienter og patienter, der er indlagt på et hospice, til bopælskommunen. Bopælskommunen har herefter mulighed for mellemkommunal refusion. Dermed sikres, at der ikke ændres på, hvilken kommune der har betalingsforpligtelsen. Ændringen er nødvendig som følge af udligningsreformen, hvorefter oplysninger om betalingskommune er afskaffet i udligningssystemet, og at der ikke længere er et krav om, at betalingskommunen registreres i Det Centrale Personregister (CPR).

For det tredje vil der med lovforslaget blive skabt hjemmel til mellemkommunal refusion for udgifter til socialtandpleje til de mest socialt udsatte borgere, når en anden kommune end bopælskommunen tilbyder tandpleje til borgere med særlige sociale problemer. Herved sikres, at det ikke bliver en hindring for borgeren, at borgeren eventuelt opholder sig i en anden kommune end den kommune, hvor borgeren er bopælsregistreret.

For det fjerde foreslås det med lovforslaget at opdatere sundhedslovens territorialbestemmelse for Færøerne. Med de foreslåede ændringer bringes sundhedslovens territorialbestemmelse i overensstemmelse med loven om sundhedsvæsenet på Færøerne, hvorefter Færøernes hjemmestyre selv fastsætter regler om sundhedsvæsenets opgaver, ydelser og administration for så vidt angår bl.a. sundhedsplejeordning, hjemmesygeplejeordning, skolelægeordning og tandplejeordning. De foreslåede ændringer medfører i praksis ikke en ændring af retstilstanden, men sikrer overensstemmelse mellem de to lovgivninger.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.