For det første vil jeg sige, at jeg ikke er uenig i noget af det, der er blevet sagt, og mit svar til dem, der er ofre for det her, er, at jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at føre en så stram rets- og udlændingepolitik, som vi overhovedet kan finde på her i Folketinget. Og det indebærer for mit og vores vedkommende den strafreform, som vi lige har forhandlet med Folketinget om, hvor vi sætter straffen markant op. Det her er i mine øjne faktisk en ret grusom forbrydelse, fordi den kan ødelægge livet for en 14-årig, og fordi den tager noget fra alle os danskere, nemlig at vi ikke kan være sikre på, at vi kan være trygge i vores eget land. Så hårdere straffe, og at vi kan straffe så hårdt, som vi, skulle jeg til at sige, kan finde på at gøre og kan finde penge til i fællesskab – og nu kommer vi til at indføre hårdere straffe – at flere kriminelle udlændinge skal udsendes.
Så skal vi være meget, meget varsomme med, hvor mange flere vi lukker ind i vores samfund, for en række af de groveste forbrydelser, der bliver begået i det her land, har en direkte sammenhæng med udlændingepolitikken, og der er kommet for mange mennesker hertil fra Mellemøsten og fra Nordafrika, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Så mit svar er ud over en dyb medfølelse og selvfølgelig en stor vrede fra min side, at der skal føres så stram en udlændingepolitik, som vi overhovedet kan, sørge for, at der er flere kriminelle, der bliver udsendt, og så hæver vi straffen, så forbrydere som de her to kan komme ind og selvfølgelig står til ansvar for det, de har gjort.