For det første synes jeg ikke, det er et retvisende billede af reformen, for man glemmer i sin beskrivelse at sige, at der også er nogle, der har oplevet en ydelsesfremgang, og at der er et særligt fokus på børn og på børns muligheder for f.eks. at kunne deltage i idræts- og fritidslivet. Det mener jeg har været det rigtige at gøre. For det andet glemmer man at fortælle, at det er blevet nemmere for en kontanthjælpsmodtager at komme ud og få nogle timers arbejde. Jeg har det grundlæggende sådan, at med meget, meget få undtagelser kan alle mennesker arbejde noget, og jeg er stærk fortaler for, at vi hjælper folk ind på arbejdsmarkedet. Jeg synes også, man glemmer at fortælle, at der er historisk mange i beskæftigelse, og at nogle af dem, der var på kontanthjælp tidligere, er i arbejde.
Så har vi en gruppe, der er i kontanthjælpssystemet, og der skal vi selvfølgelig hele tiden have et øje på, om betingelserne er gode nok. Jeg tror egentlig, at det, der er den største udfordring, hvad det her angår, er, at der mangler billige boliger. Og der må beskæftigelsesministeren jo så diskutere med de pågældende kommuner, hvordan vi sikrer, at der er boliger nok til de indkomstgrupper, der er.
Men jeg synes ikke, man giver et retvisende billede af, hvad situationen er i Danmark, og jeg håber, at man en gang imellem også glæder sig over alle dem, der i de senere år er gået fra kontanthjælp til beskæftigelse, for mange af de mennesker og deres børn har jo fået mange flere muligheder i livet.