Spm. nr. US 8

Tak for det, formand. Det er ingen hemmelighed, at tusindvis af kontanthjælpsmodtagere pr. 1. juli i år har fået reduceret deres ydelser markant som konsekvens af den kontanthjælpsreform, som man har vedtaget. Det er heller ingen hemmelighed, at man i mange kommuner nu frygter, at reformen vil få alvorlige sociale konsekvenser. Flere medier har for nylig skrevet, at man ude i kommunerne er bekymret for, at flere vil blive presset ud i fattigdom eller ligefrem sat på gaden, fordi de simpelt hen ikke længere er i stand til at betale deres husleje. DR bragte f.eks. en artikel, hvor centerchefen i ydelsescenteret i Aalborg Kommune udtaler, og jeg citerer:

»Nogle af de borgere, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, er i risiko for at ryge ud af deres egen bolig, fordi de ikke kan betale deres husleje længere.«

Det er stærke ord, og det understreger jo alt for godt reformens sociale slagside. Samtidig er reformen et godt eksempel på, at det langtfra er alle danskere, som mærker, at økonomien er bomstærk, og at det som altid er dem, der i forvejen har mindst, der ikke får del i goderne. Der synes at herske en mærkværdig logik i regeringen om, at man motiverer de rigeste ved at give dem mere gennem skattelettelser, og man motiverer de fattigste ved at give dem mindre gennem reformer.

Så mit spørgsmål til statsministeren er: Gør det indtryk på statsministeren, at mange kommuner råber vagt i gevær, og hvad vil regeringen konkret gøre for at hjælpe de reformramte?

Statsministeren.

For det første synes jeg ikke, det er et retvisende billede af reformen, for man glemmer i sin beskrivelse at sige, at der også er nogle, der har oplevet en ydelsesfremgang, og at der er et særligt fokus på børn og på børns muligheder for f.eks. at kunne deltage i idræts- og fritidslivet. Det mener jeg har været det rigtige at gøre. For det andet glemmer man at fortælle, at det er blevet nemmere for en kontanthjælpsmodtager at komme ud og få nogle timers arbejde. Jeg har det grundlæggende sådan, at med meget, meget få undtagelser kan alle mennesker arbejde noget, og jeg er stærk fortaler for, at vi hjælper folk ind på arbejdsmarkedet. Jeg synes også, man glemmer at fortælle, at der er historisk mange i beskæftigelse, og at nogle af dem, der var på kontanthjælp tidligere, er i arbejde.

Så har vi en gruppe, der er i kontanthjælpssystemet, og der skal vi selvfølgelig hele tiden have et øje på, om betingelserne er gode nok. Jeg tror egentlig, at det, der er den største udfordring, hvad det her angår, er, at der mangler billige boliger. Og der må beskæftigelsesministeren jo så diskutere med de pågældende kommuner, hvordan vi sikrer, at der er boliger nok til de indkomstgrupper, der er.

Men jeg synes ikke, man giver et retvisende billede af, hvad situationen er i Danmark, og jeg håber, at man en gang imellem også glæder sig over alle dem, der i de senere år er gået fra kontanthjælp til beskæftigelse, for mange af de mennesker og deres børn har jo fået mange flere muligheder i livet.

Fru Franciska Rosenkilde.

Men det er jo lige præcis den gruppe, der er resultatet af den her kontanthjælpsreform, som er de allermest udsatte, og det er dem, der så nu bliver endnu mere udsat ved at få frataget bl.a. deres boligsikring. Men det her er jo en reform, som også rammer børnene, for én ting er at få et tilskud til fritidsorganisationer – det er fint nok – men det rammer jo også børnene, når det rammer hele familien, og i forvejen er der næsten 50.000 fattige børn i Danmark. Det mener jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt, slet ikke på et tidspunkt, hvor vores samfund aldrig har været rigere. Jeg tror ikke på, at det er løsningen at straffe de mest udsatte eller skære ned i deres ydelser, nærmest tværtimod.

Derfor håber jeg, at regeringen vil kigge i det katalog, som handler om at forebygge børnefattigdom, og som mere end 21 danske organisationer har formuleret sidste år, bl.a. Mødrehjælpen, Kirkens Korshær og Red Barnet. De foreslår bl.a. at rulle kontanthjælpsreformen tilbage og genindføre en fattigdomsgrænse, og det håber jeg naturligvis at statsministeren og regeringen vil kigge på. Derfor vil jeg spørge, hvad statsministeren konkret vil gøre for at reducere børnefattigdommen i Danmark.

Statsministeren.

Jeg vil gerne gøre meget klart, at jeg ikke har som formål eller i sigte at straffe nogen, men jeg står på mål for, at jeg mener, at det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg er socialdemokrat; altså, jeg er jo drevet af, at det er bedre at være i arbejde end ikke at være i arbejde, og jeg har altid plæderet for, at det er vigtigt, at der også er en økonomisk fortjeneste ved at gå i beskæftigelse. Det mener jeg er rimeligt.

Et af de problemer, vi har haft tidligere i ydelsessystemet, har været, at der har været – i hvert fald i mine øjne – for kort afstand mellem et liv på offentlig forsørgelse og så, hvad man kan tjene, når man er på vej ind på arbejdsmarkedet og arbejder på et af de områder, hvor lønnen er meget, meget lav. Det står jeg fuldstændig på mål for.

Jeg ønsker ikke, at vi skal have børnefattigdom. Vi har haft tidligere haft en diskussion om, om vi anerkender tallene i det her. Det gør jeg ikke. Det ser vi forskelligt på. Men jeg er sådan set glad for, at den her reform har et særligt fokus på børnene, for det mener jeg er rigtigt at have. Og så er det bedste, vi kan gøre, at fortsætte den økonomiske kurs i Danmark, hvor der er så mange mennesker, der er i arbejde.

Fru Franciska Rosenkilde.

Tak for det. Det sidste spørgsmål er som sædvanlig udefra, og her er det fra Marius fra København, som er en del af Alternativets unge. Det lyder sådan her:

Mit navn er Marius, og jeg er meget optaget af hændelserne i Gaza. Jeg er især optaget af, hvordan vi fra dansk side kan tage ansvar og hjælpe de sårede fra Gaza. Jeg har læst, at WHO opfordrer lande i Europa til at tage imod sårede patienter fra Gaza. Jeg har også læst, at andre lande som Italien, Frankrig, Tyskland og Norge allerede har taget imod sårede patienter. I starten af krigen i Ukraine modtog Danmark 193 medicinsk evakuerede patienter og tilbød at tage imod i alt 535. Det viser, at vi godt kan, hvis vi vil. Derudover har flere regioner sagt, at de er klar og har kapacitet til at tage imod patienter fra Gaza. Hvorfor tager Danmark ikke imod sårede patienter fra Gaza, og overvejer regeringen at gøre det på sigt?

Statsministeren.

Det korte svar er nej. Jeg er rigtig glad for den våbenhvile, der er blevet etableret, og som vi kommer til at understøtte. Vi ønsker ikke at modtage patienter fra Gaza. Jeg mener, at man kan hjælpe flere, hvis man gør det i nærområderne, og der stopper sammenligningen jo så, hvad angår Ukraine, for det er jo vores nærområde, og der er en række lande i Mellemøsten, for hvem Gaza er deres nærområde. Så jeg mener, vi kan hjælpe flere. Men jeg bliver også nødt til at sige, at vi har meget, meget dårlige erfaringer – må man sige – med at integrere palæstinensiske grupper i det danske samfund, og jeg kommer ikke til at slække på dansk udlændingepolitik.

Tak for det. Vi siger tak til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti.