Tak for det. Jeg sad og tænkte på noget. Jeg er jo ikke ligefrem uddannet journalist, så jeg kan stille spørgsmål, ligesom Kåre Quist er, men jeg har et dronerelateret spørgsmål, måske ikke på den måde, statsministeren forventer. Droner har ligesom for de fleste andre optaget mig igennem lang tid. Jeg hører også, at det nu omtales som en luftobservation. Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at få det helt ned på jorden.
I Allerød ligger der en virksomhed, der hedder Weibel, og Weibel har i en årrække lavet radarer, bl.a. så man kan opdage droner. Det kræver en hel del ekspertise; det er der ikke nogen tvivl om. Det så jeg selv, da jeg besøgte dem for år tilbage. Det er også en ekspertise, der tager tid at opbygge. Ingeniører med 10 års erfaring med komplicerede radarer er ikke noget, der bare lige hænger på træerne. Heldigvis har jeg observeret, at Weibel er ret dygtige. De ansætter gladelig folk med erfaring, og de tilpasser fleksible ordninger til den enkelte medarbejder, og de ved også, at det er vigtigt, når man skal arbejde med noget, man er passioneret om. De sætter pris på deres seniorer. Det synes jeg vi bakker alt for lidt op om herinde på Christiansborg. Vi har gjort noget, og der er noget mere på vej, men faktum er, at kun 30 pct. af danskerne stadig væk arbejder, når de når deres pensionsalder. Vi gør alt for lidt for dem, der arbejder sent i livet.
Det er let at forestille sig, hvor meget erfaring der går ud ad døren, når seniorer går på pension, om det er en virksomhed som Weibel, i forsvarsindustrien, inden for it, i det offentlige sundhedsvæsen, eller hvad det nu kunne være. I dag fortæller de økonomiske vismænd så, at råderummet slet ikke er så stort, som regeringen siger – hele 32 mia. kr. mindre frem mod 2030, end Finansministeriet har regnet med. Så vi har brug for de seniorer, og vi har brug for at gøre meget mere her i Folketinget. Derfor er jeg også nødt til at spørge statsministeren, hvorfor regeringen ikke har seniorers potentiale lidt mere på radaren.