Først vil jeg sige tak til statsministeren for introen om kræftplanerne og i virkeligheden også for, at der er så mange danskere, der er blevet reddet på grund af den indsats, der gøres i vores sundhedsvæsen. Det vil jeg gerne takke for.
Men Danmark har jo heller aldrig været rigere, så vi har jo faktisk muligheden for at prioritere vores velfærdssamfund, og vi har muligheden for at prioritere, hvad det er for et samfund, vi vil skabe. Alligevel er der mange danskere, der slås med at få pengene til at slå til. Vi har hørt masser af eksempler, og det er mange grupper, det handler om. Man kan jo altid diskutere, hvad fakta er, men når man går ned i supermarkedet, kan man mærke det, når man skal betale. Det rammer også de fattigste børnefamilier.
Det betyder lige nu, at nogle børn ikke kan få madpakke med, og det betyder, at nogle af dem ikke kan få morgenmad, før de går i skole. Vi kender dem alle sammen: Det er dem, som ikke kommer med til klassefesten, fordi man skal have et eller andet med til klassefesten, eller, for den sags skyld, lader være med at tage med til fødselsdage, fordi man skal have en gave med, og det er jo ikke kun er den ene gang, for der er måske 24-28 i klassen, som man skal have gave med til, og så man bliver mere og mere isoleret. Det er børn i Danmark, i et land, som aldrig har været rigere
Jeg vil bare sige, at når vi nu kigger på dansk økonomi og ser, at vi aldrig har været rigere, så er det lidt underligt, og jeg vil i virkeligheden spørge statsministeren meget åbent: Er det en klog prioritering at vælge at bruge pengene i statsbudgettet på at lette sukkerafgiften, så flere kan spise mere fredagsslik, eller ville det ikke have været klogere at prioritere, at nogle af de mest udsatte familier måske kunne spist morgenmad og kunne have penge med til en frokost?