Tak for det, og tak for spørgsmålet, der jo giver en glimrende anledning til at diskutere skattelettelser og ikke mindst faktisk også lige tage en runde på, hvad det er, der rammer danskerne her 1. januar.
Det, der foregår med de skattereformer, vi laver lige nu, er jo netop, at helt almindelige arbejdende danskere vil opleve at få flere penge på et tidspunkt, hvor det at gå ned og handle i supermarkedet er blevet dyrt for de fleste. Derfor er jeg virkelig glad for det, vi har gjort, som sammen med gode overenskomster betyder, at en lønmodtagerfamilie med børn, der bor i hus, vil have over 30.000 kr. mere til sig selv næste år.
Samtidig er det selvfølgelig også vigtigt for mig som socialdemokratisk skatteminister, at der er en social balance. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det betyder så også, at jeg må konstatere, at jeg er helt uenig med nogle af de partier, som spørgerens parti vil gennemføre sin skattepolitik sammen med. I skattereformen fra 2023 er langt den største del af pengene prioriteret til at forhøje det almindelige beskæftigelsesfradrag. Samlet går 7 ud af 10 kr. i skattereformen til skattelettelser i bunden, til folk i arbejde, som modtager beskæftigelsesfradrag. Det betyder, at alle danskere i arbejde kan beholde en større del af den løn, de tjener.
Derudover er der jo det ekstra beskæftigelsesfradrag til den enlige forsørger. Det betyder, at en enlig forsørger med et barn og fuldtidsarbejde i år skal betale 7.400 kr. mindre i skat. Men – og det er vigtigt – på grund af den nye toptopskat medfører reformen samtidig, at man skal betale mere i skat, hvis man har en meget høj indkomst.
Med finanslovsforslaget lægger vi op til at afskaffe en række afgifter. Vi vil nedsætte husholdningernes elafgift. Det vil gavne alle danskere, men særlig de danskere, der har en lav indkomst, hvor forbruget af f.eks. strøm fylder en markant større del af budgettet.
Så både personskattereformen og afgiftslempelser på finanslovsforslaget giver altså helt almindelige familier flere penge mellem hænderne, samtidig med at vi holder den sociale balance.