At der er meget langt, tror jeg kommer virkelig meget an på, hvordan man ser situationen og omfanget. For selv med den undersøgelse, som jo slet ikke var nok, selv med den undersøgelse om Sydkorea, der kom fra ministeriet, kan vi se, at de danske myndigheder har været vidende om, at det, der foregik, overhovedet ikke var lovligt og i orden. Og vi har al mulig anden dokumentation på, at de ting, der er sket, ikke har været i orden.
Faktisk er det svært, synes jeg, at komme til at tænke på noget andet, som helt grundlæggende er så forkert. Vi taler om et barn, som er blevet frarøvet muligheden for at have sit liv sammen med sine biologiske forældre, og som har levet sit liv på en løgn, og om de forældre, som ulovligt har fået fjernet deres barn eller på et falsk grundlag fået at vide, at deres barn var død, selv om barnet ikke var det, eller andre fuldstændig forfærdelige situationer, som jeg tror kan være enormt svære at forestille sig, hvis man ikke selv har prøvet noget lignende. Det ændrer fuldstændig ved din identitet og ved at kunne se, hvem man er, og hvad det er, man kan stole på, og ved hele muligheden for at være en del af det samfund, man er en del af. Ligegyldigt om man tager det ene eller det andet sted hen, føler man, at man ikke helt hører til. Vi kan se det på de rigtig hårde måder, ved at de er overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne med depression.
Derfor mener jeg, at når de danske myndigheder og den danske stat har været vidende om de her ting, så skylder man at give en undskyldning – når man har været vidende om eller direkte bidraget til systematisk statsligt omsorgssvigt. Det mener jeg det er, når vi ser – det var ikke i Sydkorea, men et andet sted – at nogle børn bliver brugt til at handle aftaler igennem med eller andre ting, eller de diskussioner, der har været omkring Sydkorea og fredsstyrker og de forskellige dele. Det er på ingen måde i orden. Intet barn må nogen sinde blive handlet med. Det synes jeg kræver en undskyldning.