Spm. nr. S 31

7) Til børne- og undervisningsministeren af:

Charlotte Broman Mølbæk (SF):

Mener ministeren, at det er en rimelig praksis, at børn med diagnoser såsom infantil autisme, der har haft tilkendt hjælp og støtte i børnehaven, ikke har støttetimer med videre over i folkeskolen?

Skriftlig begrundelse

Spørgsmålet stilles på baggrund af artiklen »6-årig med infantil autisme skal inkluderes i folkeskolen – »alle alarmklokker ringer«, siger ekspert« publiceret på tv2.dk den 11. august 2025.

Spm. nr. S 31

7) Til børne- og undervisningsministeren af:

Charlotte Broman Mølbæk (SF):

Mener ministeren, at det er en rimelig praksis, at børn med diagnoser såsom infantil autisme, der har haft tilkendt hjælp og støtte i børnehaven, ikke har støttetimer med videre over i folkeskolen?

Skriftlig begrundelse

Spørgsmålet stilles på baggrund af artiklen »6-årig med infantil autisme skal inkluderes i folkeskolen – »alle alarmklokker ringer«, siger ekspert« publiceret på tv2.dk den 11. august 2025.

Værsgo for oplæsning.

Tak for det. Mener ministeren, at det er rimelig praksis, at børn med diagnoser som infantil autisme, der har haft tilkendt hjælp og støtte i børnehaven, ikke har støttetimer med videre over i folkeskolen?

Tak. Værsgo til ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo altid trist at høre eller læse om børn, der ikke får den støtte, som der er behov for, særlig fordi reglerne er ret klare på det her punkt, og det er og bliver et kommunalt ansvar at efterleve de regler. Folkeskolen skal tilgodese alle børns læring og udvikling, og det betyder, at børn, der har behov for støtte i undervisningen, skal have den. Men en diagnose leder ikke automatisk til hjælp og støtte. Behovet skal jo være der. Sådan er reglerne i dag, og sådan synes jeg også det bør være. Den form for støtte, som gives i en børnehave, foregår som udgangspunkt som en integreret del af dagtilbuddet, f.eks. i form af en støttepædagog, og det kan minde om tolærerordninger i folkeskolen. Hvis børn modtager individuel specialpædagogisk bistand i børnehaven efter de regler, altså efter folkeskolens regler, skal PPR komme med forslag om eventuel specialpædagogisk bistand til barnet i børnehaveklassen. Det kan f.eks. vedrøre støtte som tale- og hørepædagogisk bistand.

Når barnet kommer i folkeskole, er det i dag sådan, at elever i udgangspunktet skal undervises og modtage den nødvendige støtte i en almen klasse, altså som en del af klassens fællesskab. Skolelederen, lærerne og pædagogerne på skolen har ansvaret for at tilrettelægge undervisningen, så alle elever udvikler sig fagligt, og at de trives. Det kan være ved holddannelse eller ved tovoksenordningen eller på en anden fagligt støttende måde.

Hvis et barn har brug for særlig støtte, skal det tilbydes specialundervisning, og gerne som en del af den almindelige undervisning. Henvisning til specialundervisning skal altid ske på baggrund af en PPV, det, vi kalder en pædagogisk-psykologisk vurdering, og efter samråd med eleven og forældrene. Forældrene og eleverne kan også selv anmode om sådan en vurdering, hvis de mener, der er behov for specialundervisning. Beslutningen om, hvorvidt en elev skal tildeles støtte i undervisningen, skal altså bero på en faglig vurdering af den enkelte elevs behov, også selv om barnet har fået støtte i børnehaven, bl.a. fordi skolen er en helt ny ramme, en helt ny kontekst for barnet.

Mange tak for ordet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg vil sige tak for ministerens opremsning af de forskellige muligheder, man har for at kunne få hjælp i folkeskolen, hvis man har nogle særlige behov. Men det var nu ikke helt det, mit spørgsmål gik på. Det gik på nogle diagnoser som f.eks. infantil autisme. Infantil autisme er en ret vidtgående diagnostisk tilstand, som går væsentligt ud over funktionsevnen, og som ikke betyder, at man vokser sig ud af sit handicap. Hvis jeg skal sammenligne det med noget, som ministeren tit har talt om, er det ordblindhed. Der ved ministeren også, at ordblindhed ikke er noget, der forsvinder, så det vil være noget, man altid vil have behov for hjælp til, hver gang man skal i uddannelse, uanset om det er grundskole, ungdomsuddannelse eller efteruddannelse, eller hvad søren det er, vi snakker om. På samme måde er der også nogle funktionsnedsættelser, nogle diagnoser, som betyder, at man har et varigt støttebehov.

Derfor synes jeg, det er dybt problematisk, at vi kan se gang på gang – ikke i få tilfælde, men gang på gang – at børn sendes i skole uden den fornødne støtte, som man faktisk har vurderet var nødvendig, da de var i børnehavealderen. Det er derfor, jeg spørger ministeren, for ministeren, børneministeren, må være den ansvarlige på det her område og stille sig på de her børns side og sige: Næh, det kan ikke passe, at man kan sidde ude i den lokale kommune, ja, sågar ude på den lokale skole, og så sige, at man i dag ikke vurderer, at et barn med infantil autisme eller en anden diagnose gør sig værdig til nogen form for støtte eller hjælp i folkeskolen. Der må være nogle krav om faglighed og kvalitet i de beslutninger, der træffes om børns behov i skolerne.

Et eksempel er også fra Randers Kommune, hvor man har taget en budgetbeslutning, og hvor man valgte at sende et meget, meget ramt barn, der havde fået massiv støtte i børnehaven, i skole uden nogen former for støtte på trods af en infantil autisme-diagnose .

Kan ministeren ikke godt se, at der er behov for, at vi får strammet op på praksis og stiller os tidligere og stærkere på børnenes side, så de får den hjælp, som ministeren opremsede at man faktisk kunne få?

Tak. Værsgo til ministeren.

Der er tre ting. Punkt 1: Jeg har selv ikke fantasi til at forestille mig, at et barn med infantil autisme ikke får nogen støtte. Punkt 2: Jeg er ansvarlig for meget, men spørgsmål om en konkret sag i Randers må altså rettes til Randers Kommune, for der har Randers Kommune ansvaret, og skolelederen har ansvaret på den enkelte skole. Og punkt tre: Jeg vil holde fast i, at det ikke er på baggrund af en diagnose, men på baggrund af behov, vi tildeler støtte. For ellers er jeg bange for, at vi får en driver ind i lovgivningen i retning af, at det er diagnoserne, som udløser støtten. Det vil både forsinke den støtte, der gives, og det vil også, synes jeg, være en upræcis pædagogisk tilgang. Det må være de behov, som børnene har, der er udgangspunktet.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så vidt er vi enige. Problemet er bare, at praksis er anderledes. Praksis er, at det er meget svært at få den hjælp, der er behov for, uanset diagnose eller ej. Men når vi så har diagnoser, når vi har fundet ud af, hvad det her barns støttebehov er, når vi har fundet ud af, hvad det er, barnet har svært ved, hvorfor er det så, at man gentagne gange – og det er ikke kun en enkelt sag i Randers Kommune, og det kan man også se, hvis man bare ser den her dokumentar, der lige har været tilsendt, og ministeren har også snakket med gruppen af forældre – kan se det rundt i hele landet. Det her foregår i hele landet. Der mener jeg, at ministeren for børn og undervisning må være den ansvarlige for den her praksis, som tilsyneladende glider helt vilde steder hen med store stigninger i både skolevægring og tabt arbejdsfortjeneste.

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg er glad for, at vi er enige i de tre punkter, jeg opridsede før. Jeg er selvfølgelig helt med på, at det her ikke er en enkeltstående sag fra Randers. Jeg henviste bare til den kommune, som spørgeren også selv henviste til. Jeg er med på, der er familier i hele landet, som er frustrerede over og utilfredse med, at det behov, som enten er afdækket, eller som de mener er til stede, ikke bliver tilstrækkelig dækket.

Det er derfor, jeg i min indledning gentager, hvad der er de gældende regler, for jeg synes, man skal følge de gældende regler. Og hvis der er nogen kommuner, der ikke lever op til dem, skal de selvfølgelig leve op til dem, og der er klagenævn og tydelig lovgivning om, hvad det er, man har krav på. Og tusindvis af børn får jo heldigvis også hver eneste dag det, de har krav på.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men de gældende regler fungerer jo ikke med den nuværende praksis. Så jeg vil godt spørge: Hvornår vil ministeren og den her regering prioritere nogle af de mest udsatte og sårbare børn i det her land og sikre, at de får den rigtige hjælp? For det kræver også ressourcer, det ved vi, og det siger evidensen på det her område. Den gode inklusion sker ved gode investeringer. Så der er også et ansvar her. Men der er også et ansvar i forhold til lovgivning, og de nugældende regler virker tilsyneladende ikke. Så hvad er det, ministeren vil gøre? Hvordan vil ministeren sikre, at vi ikke ser flere og flere af de her sager, hvor børnene står uden hjælp i årevis og bliver fuldstændig nedbrudt?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg er sådan set enig i, at den eksisterende lovgivning, selv om den på mange måder giver en masse rettigheder til familierne, ikke er god nok. Jeg synes bl.a., vi har brug for i folkeskolen at få lavet nogle lidt mere hårde grænser, så når f.eks. elever har været væk i 10 dage, skal man, som ekspertgruppen for specialundervisningsområdet har anbefalet, kontakte forældrene og spørge, hvad der er på spil. Og når der har været fravær i 15 dage, skal der igangsættes en handleplan, for der er en tendens til, at sagerne bare trækker ud og ud. Jeg tror, vi har brug for nogle ret hårde grænser for, hvornår vi griber ind, også fordi vi ved, det bliver sværere og sværere at få løst problemerne, jo mere det trækker ud. Så jeg er sådan set enig i, at der er behov for justeringer.

Men jeg vil ikke være tilhænger af, at de behovsvurderinger, der er foretaget i børnehaven, også automatisk kalkeres over i børnehaveklassen, for det er en ny ramme, en ny kontekst, og der skal foretages en ny vurdering af, hvad det er for nogle nye støttebehov, der er, når man starter i skolen.

Tak. De ord afsluttede spørgsmål nr. 7. Tak til børne- og undervisningsministeren, og tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF for at stille spørgsmålet.

Næste spørgsmål er nr. 8, og det er til social- og boligministeren af hr. Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.