L 7 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.

(Statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer til havvindmølleparker).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2025-26
Status: Fremsat

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 08-10-2025

Fremsat: 08-10-2025

Fremsat den 8. oktober 2025 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)

20251_l7_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 8. oktober 2025 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi

(Statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer til havvindmølleparker)

§ 1

I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 560 af 27. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 23, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »ved forundersøgelserne«: », jf. dog stk. 4«.

2. I § 23 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan helt eller delvist afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som gennemføres efter stk. 3.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget gennemfører en ændring i lov om vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024 (herefter VE-loven) som opfølgning på den politiske aftale om udbudsrammerne for tre havvindmølleparker mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet af 19. maj 2025 (herefter "den politiske aftale"). Med den politiske aftale udbydes der to havvindmølleparker i Nordsøen, hhv. Nordsøen Midt og Nordsøen Syd, og en havvindmøllepark ved Hesselø.

Lovforslaget er en opfølgning på den politiske aftale. Med lovforslaget foreslås det at skabe hjemmel i VE-loven til, at klima-, energi-, og forsyningsministeren kan afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser efter VE-lovens § 23, stk. 3, vedrørende arealer, som er reserveret til statslige udbud af arealer til havvindmølleparker.

Det er med den politiske aftale besluttet, at staten skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger i forbindelse med udbuddet af de tre havvindmølleparker.

Ved aktstykke nr. 268 tiltrådt den 19. juni 2025 har Folketingets Finansudvalg givet klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til i finansåret 2025 at afholde forundersøgelsesomkostninger for de tre havvindmølleparker for i alt 731,5 mio. kr.

Der udestår omkostninger på anslået 25,6 mio. kr., som staten ifølge den politiske aftale skal betale i finansåret 2026. Disse omkostninger vil blive omfattet af den foreslåede § 23, stk. 4.

Med lovforslaget foreslås VE-loven ændret for fremadrettet at sikre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte helt eller delvist at afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som gennemføres efter § 23, stk. 3, i forbindelse med fremtidige udbud af arealer til havvindmølleparker. Bestemmelsen vil betyde, at ministeren fremover i forbindelse med de konkrete udbud kan beslutte, at staten helt eller delvist skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende de arealer, som er omfattet af det pågældende udbud.

2. Statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer til havvindmølleparker

2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 23, stk. 3 i VE-loven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at Energinet i nærmere angivet omfang gennemfører forundersøgelser vedrørende arealer, som efter § 22, stk. 3, er reserveret til statslige udbud af havvindmølleparker. Resultaterne af forundersøgelserne gøres offentligt tilgængelige. Hvis der gives etableringstilladelse efter § 25 til havvindmøller i det område, forundersøgelserne vedrører, afholder modtageren af etableringstilladelsen Energinets omkostninger ved forundersøgelserne.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1392 af 27. december 2008 om fremme af vedvarende energi (VE-loven). Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, spalte 1577, at det efter de hidtil gældende regler påhvilede vinderen af udbuddet at udføre forundersøgelserne og afholde omkostningerne. Det følger af § 23, stk. 3, at vinderen af udbuddet på tilsvarende måde skal afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelserne. I den forbindelse præciseredes adgangen for klima-, og energi- og forsyningsministeren til at pålægge Energinet at udføre forundersøgelserne i nærmere angivet omfang. Endvidere blev det præciseret, at Energinet skal stille resultaterne af undersøgelserne til rådighed for deltagerne i udbuddet med henblik på at sikre et ensartet konkurrencegrundlag.

Det fremgår af VE-lovens § 23, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 2 og 3. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen vil der, hvis forholdene taler for det, kunne fastsættes regler om, hvilke opgaver vedrørende forundersøgelser, der skal udføres af Energinet, jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, spalte 1577.

2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der er med den politiske aftale besluttet at udbyde tre havvindmølleparker. Denne aftale indebærer bl.a., at staten afholder Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende de havarealer, som udbydes.

Energinets forundersøgelser vedrører navnlig geofysiske og geotekniske undersøgelser og visse miljøundersøgelser med henblik på at fastslå havarealets egnethed til opstilling af en havvindmøllepark med tilhørende elkabler og installationer.

Statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger er en fravigelse af den gældende § 23, stk. 3, i VE-loven, hvorefter det er modtageren af etableringstilladelsen, som skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger.

Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt, at der indføres en generel hjemmel i VE-loven til, at klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med kommende udbud af arealer til havvind vil kunne beslutte, at staten helt eller delvist afholder Energinets forundersøgelsesomkostninger. Herved får ministeren mulighed for at beslutte, om forundersøgelsesomkostningerne i forbindelse med et konkret udbud skal afholdes helt eller delvist af staten eller modtageren af etableringstilladelsen.

Det foreslås derfor at indføre et nyt stk. 4, som gør det muligt for klima-, energi- og forsyningsministeren helt eller delvist at afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som er gennemført efter § 23, stk. 3.

Den foreslåede ordning vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren helt eller delvist kan afholde de forundersøgelsesomkostninger, som ifølge VE-lovens § 23, stk. 3, ellers skal afholdes af modtageren af etableringstilladelsen, jf. § 25.

Den foreslåede § 23, stk. 4, er en undtagelse til den nugældende ordning efter stk. 3. Det vil således som udgangspunkt stadig være modtageren af etableringstilladelsen, som skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger, medmindre andet er nærmere bestemt i forbindelse med fastlæggelsen af de konkrete udbudsvilkår.

Den foreslåede nye § 23, stk. 4, betyder således, at klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med et konkret udbud af arealer til havvind, som undtagelse til VE-lovens § 23, stk. 3, vil kunne beslutte helt eller delvist at afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger i stedet for modtageren af etableringstilladelsen. Klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning herom vil skulle fremgå af udbudsmaterialet for det konkrete udbud. Det forudsættes, at en eventuel beslutning om at staten afholder omkostningerne til Energinets forundersøgelser, vil blive drøftet med de relevante aftale- eller forligspartier, forinden den bliver implementeret i de konkrete udbudsmaterialer. Der forudsættes derfor, som hidtidig, inddragelse af aftaleparterne i forbindelse med en beslutning om statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger. Desuden vil der, såfremt det besluttes, at staten afholder omkostningerne til Energinets forundersøgelsesomkostninger i forbindelse med fremtidige udbud, fortsat skulle opnås bevillingshjemmel på finansloven eller ved aktstykke.

Den foreslåede § 23, stk. 4, vil blive udmøntet i overensstemmelse med EU-statsstøttereglerne.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Statens betaling af forundersøgelsesomkostninger vurderes indirekte at kunne medføre udgifter for staten, alt efter hvilken model, der fremadrettet besluttes for de fremtidige udbudte havvindmølleparker, dvs. om staten skal afholde forundersøgelsesomkostningerne. De økonomiske konsekvenser for staten kan derfor ikke kvalificeres yderligere.

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.

Lovforslaget forventes derfor ikke at have implementeringskonsekvenser for stat, regioner og kommuner.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ændring af VE-lovens § 23, stk. 3, vurderes ikke i sig selv at medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Såfremt det i fremtidige udbud besluttes, at staten skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger, vil ændringen kunne medføre en positiv økonomisk konsekvens for erhvervslivet, idet forundersøgelsesomkostningerne efter gældende ret betales af udbudsvinderen til det pågældende havareal, når der udstedes etableringstilladelse. Det følger af den politiske aftale, at staten skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger på anslået 26,5 mio. kr. i 2026 i forbindelse med udbuddet af tre havvindmølleparker.

Lovforslaget pålægger ikke erhvervslivet økonomiske byrder. Der vil kun være økonomiske konsekvenser for de selskaber, som frivilligt vælger at deltage i udbuddet. Der vurderes derfor ikke at være omstillingsomkostninger eller løbende efterlevelseskonsekvenser ved dette lovforslag.

Det vurderes ikke, at lovforslaget vil medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. maj til den 30. juni 2025 (33 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet - Advokatsamfundet, Akademikerne, Akademisk Arkitektforening, Affald Plus, AffaldVarme Aarhus, Aktiveenergiforbrugere, Aluminium Danmark, Ankenævnet på Energiområdet, Andel, Antenneforeningen Vejen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, ARI (Affald- og ressourceindustrien under DI), Asfaltindustrien, BAT-kartellet, Better Energy, Billund Vand A/S, Biobrændselsforeningen, Biofos A/S, Blik- og Rørarbejderforbundet, Borger, Brancheforeningen Dansk Luftfart, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, Brancheforeningen for Skov, Have og Park-Forretninger, Brancheforeningen for Små- og Mellemstore Vindmøller, Brintbranchen, Brunata, Bryggeriforeningen, Bornholms Energi og Forsyning (BEOF), Bopa Law, Business Danmark, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BATT-kartellet), Byggecentrum, Bygningssagkyndige & Energikonsulenter, Bærebro A/S, Byggeskadefonden, C4 - Carbon Capture Cluster Copenhagen, Crossbridge Energy Fredericia, Center for Electric Power and Energy (DTU), CEPOS, Cerius, Cevea, Center for Electric Power and Energy (DTU), CTR, CO-industri, Concito, COWI, Copenhagen Infrastructure Partners, Copenhagen Merchants, ADB(Association Dansk Biobrændsel), DAKOFA, Dana Petroleum, DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond), DANICA RESOURCES APS, Danske halmleverandører, Danmarks Almene Boliger (BL), Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Frie Autocampere, Danmarks Jordbrugsforskning, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit, Danmarks Vindmølleforening, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Danoil Exploration A/S, Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri, Danske Bygningscenter, Dansk Center for Lys, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Facilities Management (DFM), Dansk Fjernvarme, Dansk Gartneri, Dansk Gas Forening, Dansk Gasteknisk Center (DGC), Dansk Industri, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Methanolforening, Dansk Miljøteknologi, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Producentansvarssystem, Dansk Retursystem A/S, Dansk Shell A/S, Dansk Skovforening, Dansk Solcelleforening, Dansk Solkraft, Dansk Standard, Dansk Told- og Skatteforbund, Dansk Transport og Logistik (DLTL), Dansk Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske Annoncører og Markedsførere, Danske Arkitektvirksomheder DANSKE ARK, Danske Commodities A/S, Danske Energiforbrugere (DENFO), Danske Havne, Danske Maritime, Danske Mediedistributører, Danske Regioner, Danske Tegl, Danske Udlejere, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), DANVAK, Datatilsynet, DCC Energi Naturgas, De frie Energiselskaber, DELTA Dansk Elektronik, DENFO, Danske Energiforbrugere, Rådet for grøn omstilling, DI, DKCPC, Dommerfuldmægtigforeningen, Drivkraft Danmark, DTU - Institut for Vindenergi, DTU - Myndighedsbetjening, EA Energianalyse, E. ON Danmark A/S, EmballageIndustrien, Energi Danmark, Energi Fyn, Energiforum Danmark, Energiklagenævnet, Energinet, Energisammenslutningen, Energi- og Bygningsrådgivning A/S (EBAS), Energycluster, Energisystemer ApS, Energitjenesten, Enyday, Equinor, Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES-DAA), EUROPEAN GREEN CITIES, European Energy, Eurowind Energy A/S, Evida, Everfuel, EWE Energie AG, Fagligt Fælles Forbund (3F), FDO, FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet - FinansDanmark, Fjernvarme Fyn, Fonden Kraka, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske El-bilister (FDEL), Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske belysningsarmaturer (FA-BA), Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater (FEHA), Foreningen Biogasbranchen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark (FPD), Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for Slutbrugere af Energi, Fors A/S, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Forsyningstilsynet, Fredericia Spildevand A/S, Frederiksberg Forsyning, Frie Funktionærer, FSE, FSR Danske revisorer, GAFSAM, Gazsystem, GRAKOM, Greenpeace, GreenTech Advisor, Gentofte og Gladsaxe Fjernvarme, Green Power Denmark , GTS (Godkendt Teknologisk service), Havarikommissionen for Offshore Olie- og Gasaktiviteter, Havarikommissionen, Hess Denmark ApS, HK-Kommunal, HK-Privat, HOFOR A/S, HOFOR Fjernkøling A/S, HOFOR Vind A/S, HOFOR el og varme , HORESTA, SMV Danmark, H2 Energy Esbjerg, Hulgaard advokater, IBIS, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Institut for produktudvikling (IPU), Intelligent Energi, Ineos Danmark, Investering Danmark, IT-Branchen , Justitia, Kjærgaard A/S, KlimaEnergi A/S, Kommunernes Landsforening, Kooperationen (Den Kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark), Kraka, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Kulturcenter, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsbyggefonden, Landsforeningen af Solcelleejere, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller, Landsforeningen Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, LCA Center, Lederne Søfart, Ledernes Hovedorganisation, Lokale Pengeinstitutter, Lundsby Biogas, MOE Rådgivende ingeniører, Mellemfolkeligt Samvirke, Metalemballagegruppen, Middelgrundens Vindmøllelaug, Mineralolie Brancheforeningen, Mærsk Drilling, Maabjerg Energy Center - MEC, Nasdaq OMX Copenhagen A/S, Nationalbanken, Nationalt Center for Miljø og Energi, NEAS Energy A/S, NGF Nature Energy, N1 A/S, NetVarme, Niras, NOAH Energi og Klima, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Nordisk Energirådgivning ApS, Noreco, Norlys, NRGi Renewables A/S, Nærbutikkernes landsforening, Nævnenes Hus, Olie Gas Danmark, Otto Kjær, Oxfam IBIS, Partnerskabet for Bølgekraft, Planenergi, Plan og Projekt, Plesner Advokatpartnerselskab, Plastindustrien, Procesindustrien, Radius El-net A/S, Rambøll, Rejsearbejdere.dk, Rejsearrangører i Danmark, Ren Energi Oplysning (REO), Regstrup Natur og miljøforening, Restaurationsbranchen.dk, Rådet for Bæredygtig Trafik, SEAS-NVE, SEGES, Serviceforbundet, Siemens Gamesa, SKAD - Autoskade- og Køretøjsopbyggerbranchen i Danmark, SMVdanmark, Solar Lightning Consultants ApS, Solaropti, Spirit Energy, Spyker Energy ApS, SRF Skattefaglig Forening, Statens ByggeforskningsInstitut, Syd Energi (SE), Synergi, Substain, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Teknologisk Institut, Total S. A., T-REGS, TREFOR/EWII, Varmepumpefabrikantforeningen, Vattenfall A/S, Vedvarende Energi, Vejle Spildevand, VELTEK - VVS- og El-Tekniske Leverandørers Brancheforening, Verdens Skove, VEKS, VELTEK, Verdo Randers, Vestforbrænding, Vestas Wind systems A/S, Vindenergi Danmark, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, Vindmølleindustrien, VisitDenmark, Neptune Energy Denmark ApS, Wind Denmark, Wind Estate A/S, Wintershall Nordszee B. V., WWF Verdensnaturfonden, Ældre Sagen, Økologisk Landsforening, Ørsted, Aalborg Portland A/S, Aalborg Energikoncern, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og 92-Gruppen.

 
10. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Bestemmelsen forventes i 2026 at blive udnyttet til at afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger med anslået 25,6 mio. kr., hvilket skønnes at medføre positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
De økonomiske konsekvenser mv. i forbindelse med fremtidige udbud vil afhænge af det konkrete udbud og kan derfor ikke vurderes på nuværende tidspunkt.
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant omfang også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering)
Ja
Nej
X
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ifølge den gældende § 23, stk. 3, i VE-loven kan klima-, energi- og forsyningsministeren bestemme, at Energinet i nærmere bestemt omfang gennemfører forundersøgelser vedrørende arealer, som er reserveret efter § 22, stk. 3, til statslige udbud af arealer til havvindmølleparker. Resultaterne af forundersøgelserne gøres offentligt tilgængelige. Hvis der gives etableringstilladelse efter VE-lovens § 25 til havvindmøller i det område, forundersøgelserne vedrører, afholder modtageren af etableringstilladelsen Energinets omkostninger ved forundersøgelserne.

Det foreslås, at VE-lovens § 23, stk. 3, 3. pkt., ændres, således at der efter "ved forundersøgelserne" indsættes ", jf. dog stk. 4".

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 23, stk. 4, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren, som undtagelse til VE-lovens § 23, stk. 3, helt eller delvist kan afholde omkostningerne til Energinets forundersøgelser. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 2

Ifølge den gældende § 23, stk. 3, i VE-loven kan klima-, energi- og forsyningsministeren bestemme, at Energinet i nærmere bestemt omfang gennemfører forundersøgelser vedrørende arealer, som er reserveret efter § 22, stk. 3, til statslige udbud af havvindmølleparker. Resultaterne af forundersøgelserne gøres offentligt tilgængelige. Hvis der gives etableringstilladelse efter VE-lovens § 25 til havvindmøller i det område, forundersøgelserne vedrører, afholder modtageren af etableringstilladelsen Energinets omkostninger ved forundersøgelserne.

I den politiske aftale er det aftalt at afholde udbud af tre havvindmølleparker. Energinet foretager i perioden 2022-2026 forundersøgelser vedrørende de arealer, som indgår i udbuddene i medfør af VE-lovens § 23, stk. 3. Som led i den politiske aftale afholder staten Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende de udbudte arealer. Der henvises til pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 23, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som gennemføres efter § 23, stk. 3.

Efter den foreslåede § 23, stk. 4, vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne beslutte at afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som gennemføres efter § 23, stk. 3. Ændringen vil medføre, at ministeren fremover vil kunne beslutte, at staten helt eller delvist skal afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser af arealer, som er reserveret til statslige udbud af arealer til havvindmølleparker.

Der er tale om en undtagelse til den gældende § 23, stk. 3, hvorefter forundersøgelsesomkostningerne afholdes af modtageren af etableringstilladelsen, jf. VE-lovens § 25. Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren beslutter, at staten helt eller delvist skal afholde Energinets forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer, som indgår i et konkret udbud, skal ministerens beslutning fremgå af udbudsmaterialet for dette udbud. Det forudsættes, at beslutning om at staten afholder omkostningerne til Energinets forundersøgelser vil blive drøftet med de relevante aftale- eller forligsparter, forinden den bliver implementeret i de konkrete udbudsmaterialer. Der forudsættes derfor, som hidtidig, inddragelse af aftaleparterne i forbindelse med beslutningen herom. Desuden vil der, såfremt det besluttes, at staten afholder omkostningerne til Energinets forundersøgelsesomkostninger i forbindelse med fremtidige udbud, fortsat skulle opnås bevillingshjemmel på finansloven eller ved aktstykke.

Såfremt ministeren ikke træffer beslutning om statens afholdelse af Energinets forundersøgelsesomkostninger, vil det stadig være modtageren af etableringstilladelsen, som skal afholde omkostningerne, jf. VE-lovens § 23, stk. 3.

Til § 2

Det foreslås i § 2, at loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, fordi VE-loven ikke er gældende for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft herfor, jf. VE-lovens § 77.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 560 af 27. maj 2025, foretages følgende ændringer:
   
§ 23. ---
  
Stk. 1-2…
  
Stk. 3. Hvis der gives etableringstilladelse efter § 25 til havvindmøller i det område, forundersøgelserne vedrører, afholder modtageren af etableringstilladelsen Energinets omkostninger ved forundersøgelserne.«
 
I § 23, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »ved forundersøgelserne«: », jf. dog stk. 4«
   
  
I § 23 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
  
»Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan helt eller delvist afholde Energinets omkostninger ved forundersøgelser, som gennemføres efter stk. 3.«
   
§ 23. ---
  
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 2 og 3.
 
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.