Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Lars Aagaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af vedvarende energi (Statens afholdelse af Energinets
forundersøgelsesomkostninger vedrørende arealer til
havvindmølleparker)
(Lovforslag nr. L 7)
Lovforslaget indeholder hjemmel til, at
klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med de
konkrete udbud kan beslutte, at staten - i stedet for
udbudsvinderen - skal afholde omkostningerne til Energinets
forundersøgelser. Lovforslaget er en opfølgning
på den politiske aftale om udbudsrammerne for tre
havvindmølleparker af 19. maj 2025, hvor det blev besluttet,
at staten skal afholde omkostningerne til Energinets
forundersøgelser ifm. Nordsøen Syd, Nordsøen
Midt og Hesselø.
Finansudvalget tiltrådte den 19. juni
2025 aktstykke, der vil sikre hjemmel til, at staten vil kunne
afholde Energinets omkostninger i 2025. Da
forundersøgelserne først er endeligt afsluttet i
2026, vil der være mindre omkostninger til Energinets
forundersøgelser i 2026, hvilket der skal sikres hjemmel
til, at staten kan afholde. Det følger af normal praksis, at
materielle hjemler fremgår af sektorlovgivningen, og ikke som
aktstykke, hvorfor VE-loven foreslås ændret,
således at klima-, energi- og forsyningsministeren gives
bemyndigelse til - i forbindelse med de konkrete udbud - at kunne
beslutte om Energinets forundersøgelsesomkostninger skal
afholdes af staten eller vinderen af udbuddet. Med
lovændringen vil det således også fremadrettet
være muligt at tage beslutning om, at staten afholder
omkostningerne til Energinets forundersøgelser ifm.
fremtidige udbud, uden at loven vil skulle ændres. Det
forventes, at en eventuel beslutning om, at staten afholder
omkostningerne til Energinets forundersøgelser, vil blive
drøftet med de relevante aftale- eller forligspartier,
forinden den bliver implementeret i de konkrete
udbudsmaterialer.
Lovforslaget medfører ikke i sig
selv økonomiske konsekvenser for staten. Afhængigt af
fremtidige politiske beslutninger vil lovforslaget kunne
medføre udgifter for staten, alt efter hvilken model, der
fremadrettet besluttes for de fremtidige udbudte
havvindmølleparker, dvs. om hjemlen udnyttes. Forslaget har
ingen økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.
Lovforslaget vil ikke i sig selv have
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Alt efter hvilken
model, der fremadrettet besluttes for de fremtidige udbudte
havvindmølleparker, dvs. om hjemlen udnyttes, vil
lovforslaget kunne medføre en positiv økonomisk
konsekvens for erhvervslivet, idet
forundersøgelsesomkostningerne efter gældende ret
betales af udbudsvinderen til det pågældende havareal,
når der udstedes etableringstilladelse. Der er ikke
øvrige konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft d. 1. januar 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.