Skriftlig fremsættelse (23. oktober
2025)
Social- og
boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Selvbestemmelsesordning ved valg af
tidsbegrænset bostøtte for borgere i
hjemløshed, der har haft ophold på herberger
m.v.).
(Lovforslag nr. L 50)
Lovforslaget har til formål at
indføre mulighed for, at borgere, som har haft ophold
på et herberg, selv kan vælge leverandør af den
tidsbegrænsede CTI-bostøtte efter housing
first-tilgangen, når kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse herom.
Med lovforslaget foreslås det at
indsætte en bestemmelse i § 85 a i lov om social service
(serviceloven), der giver hjemmel til, at borgeren, der har haft
ophold på et herberg, og inden udskrivning herfra visiteres
til den tidsbegrænsede CTI-bostøtte, har ret til at
vælge, at bostøtten skal leveres af en bestemt
medarbejder, der er ansat på det herberg, hvor borgeren har
haft ophold.
Det foreslås også at
indsætte en bestemmelse i servicelovens § 85 a, der
giver hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan afslå borgerens
valg af den tidsbegrænsede CTI-bostøtte på
baggrund af faglige eller ressourcemæssige hensyn hos
leverandøren af bostøtten.
Det foreslås videre at indsætte
en bestemmelse i servicelovens § 85 a, der giver hjemmel til,
at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler
om leverandøraftalen mellem kommunalbestyrelsen og det
herberg, hvor borgeren har haft ophold, som leverer den
tidsbegrænsede CTI-bostøtte, når borgeren
anvender den foreslåede selvbestemmelsesret.
Det foreslås i øvrigt at
indsætte en bestemmelse i servicelovens § 85 a, der
giver hjemmel til, at social- og boligministeren fastsætter
en national takst for den tidsbegrænsede CTI-bostøtte,
når borgeren anvender den foreslåede
selvbestemmelsesret.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.