Skriftlig fremsættelse (9. oktober
2025)
Børne- og
undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
de gymnasiale uddannelser og lov om folkeskolen (Hf som
trædesten til erhvervsuddannelse, justering af
kommunalbestyrelsernes forsyningspligt og genindførelse af
forhåndstilkendegivelse)
(Lovforslag nr. L 34)
Formålet med lovforslaget er at
gøre det muligt at tage forskud på dele af den aftale,
som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne),
Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgik den 18. februar
2025 om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasial uddannelse
(epx), som skal træde i kraft i 2030.
Lovforslaget udmønter således
de dele af aftalen, der skal gøre det muligt at tage forskud
på epx-reformen, og som kræver lovændring.
Det drejer sig om udvidelse af
formålet med lov om de gymnasiale uddannelser, så den
2-årige uddannelse til hf-eksamen frem mod
ikrafttrædelse af epx-reformen ud over at forberede eleverne
til almen uddannelse kan forberede eleverne til erhvervsuddannelse.
Der ændres ikke dermed på den studiekompetence, som en
hf-uddannelse giver i dag.
Endvidere ændres lov om de gymnasiale
uddannelser, således at børne- og
undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler
om, at elever på almen, merkantil og teknisk studentereksamen
(stx, hhx og htx) kan afgive ønske om studieretning, inden
eleverne starter på grundforløbet. Dermed vil
forhåndstilkendegivelsen blive genindført på
disse uddannelser. Det vil gøre det muligt at danne blivende
klasser allerede ved studiestart og ikke som i dag først
efter grundforløbets afslutning, hvorved relationsarbejdet
mellem lærere og elever kan styrkes, og det potentielt kan
modvirkes, at nogle elever skal starte i en ny klasse to gange
inden for tre måneder. Forhåndstilkendegivelsen vil
ikke blive bindende for elevernes valg af studieretning.
Endelig ændres lov om folkeskolen,
således at en kommunalbestyrelse skal kunne leve op til sin
forsyningspligt vedrørende 10. klasse ved at indgå en
driftsoverenskomst med en erhvervsskole om, at erhvervsskolen
varetager 10. klasseundervisning på kommunalbestyrelsens
vegne.
Det foreslås, at børne- og
undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte
tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.