Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2025)
Finansministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for
stat, kommuner og regioner for finansåret 2025, lov om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
for finansåret 2026, lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2027 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat,
kommuner og regioner for finansåret 2028 (Konsekvenser af
regeringens forslag til finanslov for 2026 m.v.)
(Lovforslag nr. L 2)
Lovforslaget
er en uændret udgave af det i august fremsatte lovforslag om
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene
2025, 2026, 2027 og 2028 (L 225), dog således, at der i
lovforslagets almindelige bemærkninger oplyses om
høringen.
Lovforslaget
har til formål at ændre de konkrete niveauer for
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene
2025, 2026, 2027 og 2028.
Budgetlovens
§ 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i
særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov
om ændring af de i stk. 1 nævnte love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner.
Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller
reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså
ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.
Forslaget
følger af regeringens forslag til finansloven for 2026,
hvormed der foretages væsentlige diskretionære
ændringer af statens indtægter. Det indebærer
afskaffelse af punktafgifter på kaffe, chokolade og
sukkervarer, hvilket indebærer skønnede
mindreindtægter på omkring 1,2 mia. kr. i 2026 stigende
til ca. 2,3 mia. kr. i 2029.
Finansministeren har endvidere i henhold til budgetlovens § 8
foretaget en række administrative korrektioner af de
gældende lofter som følge af blandt andet
omprioritering mellem stat, kommuner og regioner samt pris- og
lønopregninger. I henhold til § 2, stk. 1 i love om
fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
er udgiftslofterne derudover administrativt korrigeret som
følge af permanente omfordelinger mellem de to statslige
dellofter.
Med
lovforslaget foreslås de statslige udgiftslofter
ændret. Det statslige udgiftsloft er opdelt i to dellofter
for henholdsvis driftsudgifter og indkomstoverførsler.
Et udgiftsloft
angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med
én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat,
kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides
med henvisning til en samlet overholdelse af summen af
udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.
Forslaget har
forinden fremsættelsen været sendt i høring med
frist den 26. september 2025. Høringssvarene vil blive
fremsendt forud for 1. behandlingen af forslaget.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.