Bilag 1

»Bilag 1

I. Grundligning, der angiver ækvivalensen mellem udnyttede kreditmuligheder på den ene side og tilbagebetalinger og omkostninger på den anden side.

Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent (ÅOP), sætter på årsbasis lighedstegn mellem den samlede nutidsværdi af udnyttede kreditmuligheder og den samlede nutidsværdi af tilbagebetalinger og betalinger af omkostninger:

hvor:

Bemærkninger     a) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikke nødvendigvis lige store og betales ikke nødvendigvis med lige store tidsintervaller. b) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kreditmuligheden. c) Tidsintervallet mellem de ved beregningen anvendte datoer udtrykkes i år eller brøkdele af et år. Et år antages at have 365 dage (skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder. En måned antages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om et skudår.   Hvis tidsintervallet mellem de datoer, der anvendes ved beregningen, ikke kan udtrykkes som et helt antal uger, måneder eller år, udtrykkes tidsintervallet som et helt antal af en af de pågældende perioder kombineret med et antal dage. Når der anvendes dage:   i) medregnes hver dag, herunder weekender og helligdage   ii) medregnes lige lange perioder og derefter dage tilbage til datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden   iii) findes længden af perioden i dage ved at se bort fra den første dag og medtage den sidste dag, og den udtrykkes i år ved at dividere denne periode med antallet af dage (365 eller 366) i hele året ved at regne tilbage fra den sidste dag til den samme dag det foregående år. d) Beregningens resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed. Hvis næste decimal er 5 eller derover, forhøjes den bestemmende decimal med én. e) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begrebet bevægelser (Ak), som kan være positive eller negative, dvs. henholdsvis betalt eller modtaget i perioderne 1 til n, udtrykt i år, dvs.: hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvivalensen mellem bevægelserne, vil værdien af S være nul. II.  De supplerende antagelser til brug ved beregningen af ÅOP skal være som følger. a) Hvis en kreditaftale giver forbrugeren frihed til at udnytte kreditmuligheden, anses det samlede kreditbeløb for at være udnyttet øjeblikkeligt og fuldt ud. b) Hvis en kreditaftale generelt giver forbrugeren frihed til at udnytte kreditmuligheden, men der blandt de forskellige måder at udnytte kreditmuligheden er fastsat en begrænsning med hensyn til kreditbeløb og tidsrum, anses kreditmuligheden for at være udnyttet på den tidligste dato, der er fastsat i kreditaftalen, og i overensstemmelse med disse begrænsninger for udnyttelse af kreditmuligheden. c) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, anses det samlede kreditbeløb for at være udnyttet ved den højeste omkostning og debitorrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes for den pågældende type kreditaftale. d) I tilfælde af en kassekredit anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid ikke kendes, beregnes ÅOP ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder. e) I tilfælde af en tidsubegrænset kreditaftale, bortset fra en kassekredit, antages det, at:   i) kreditten er stillet til rådighed for en periode på ét år regnet fra datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden, og at den endelige betaling foretaget af forbrugeren indfrier tilgodehavendet i form at hovedstol, renter og andre eventuelle omkostninger   ii) hovedstolen tilbagebetales af forbrugeren i lige store månedlige betalinger, første gang en måned efter datoen for den første udnyttelse af kreditmuligheden. I tilfælde, hvor hovedstolen imidlertid skal tilbagebetales i sin helhed i form af en enkelt betaling i hver betalingsperiode, antages forbrugerens efterfølgende udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af hele hovedstolen at foregå i en periode på ét år. Renter og andre omkostninger pålægges i overensstemmelse med disse udnyttelser af kreditmuligheden og tilbagebetalinger af hovedstolen og som fastsat i kreditaftalen.     I dette litra forstås ved en tidsubegrænset kreditaftale en kreditaftale uden fast løbetid, som omfatter kreditter, som skal tilbagebetales i deres helhed inden eller efter en periode, men som efter tilbagebetaling står til rådighed til fornyet udnyttelse. f) I tilfælde af andre kreditaftaler end overtræk og tidsubegrænsede kreditaftaler som omhandlet i antagelserne i litra d og e:   i) antages det, hvis datoen eller beløbet for en tilbagebetaling af hovedstolen, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås, at tilbagebetalingen finder sted på den tidligste dato, der er angivet i kreditaftalen og vedrører det laveste beløb, som kreditaftalen giver mulighed for   ii) antages det, hvis tidsintervallet mellem datoen for første udnyttelse af kreditmuligheden og datoen for den første betaling, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås, at dette er det korteste tidsinterval. g) Hvis datoen eller det betalingsbeløb, der skal foretages af forbrugeren, ikke kan fastslås på grundlag af kreditaftalen eller de antagelser, der er angivet i litra d, e eller f, antages det, at betalingen sker i overensstemmelse med de af kreditgiveren krævede datoer og betingelser og, såfremt disse datoer og betingelser er ukendte:   i) renter betales sammen med tilbagebetalingerne af hovedstolen   ii) en ikkerentebærende afgift udtrykt som et enkelt beløb betales på datoen for indgåelse af kreditaftalen   iii) ikkerentebærende afgifter udtrykt som flere betalinger betales med regelmæssige mellemrum, begyndende med datoen for den første tilbagebetaling af hovedstolen, og såfremt beløbet for sådanne betalinger ikke er kendte, antages de at være lige store beløb   iv) den endelige betaling indfrier tilgodehavendet i form af hovedstol, renter og andre eventuelle omkostninger. h) Hvis der endnu ikke er aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på 1.500 EUR. i) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydes forskellige debitorrenter og omkostninger, anses debitorrenten og omkostningerne for at være de højest mulige i hele kreditaftalens løbetid. j) For forbrugerkreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitorrente i den første periode, ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorrente, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i forhold til en aftalt indikator, beregnes ÅOP ud fra den antagelse, at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debitorrenten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af ÅOP baseret på værdien af den aftalte indikator på det pågældende tidspunkt.

«.

Bilag 2

»Bilag 2

STANDARDISEREDE EUROPÆISKE FORBRUGERKREDITOPLYSNINGER

Nøgleoplysninger

Del I [Altid på formularens første side]:

Hvis »i givet fald« er angivet, skal kreditgiveren udfylde rubrikken, hvis oplysningerne er relevante for kredittypen, eller slette oplysningerne eller hele rækken, hvis oplysningerne ikke er relevante for den pågældende kredittype. Forklaringerne i kursiv skal hjælpe forbrugeren med at forstå tallene bedre.

Teksten i skarp parentes er en forklaring til kreditgiveren eller kreditformidleren og skal erstattes af de tilsvarende oplysninger.

Del II [Hvis følgende elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen på den anden side]:

1. Beskrivelse af de vigtigste elementer i kreditproduktet

2. Omkostninger i forbindelse med kreditten

3. Andre vigtige retlige aspekter

I givet fald

4. Yderligere oplysninger i tilfælde af fjernsalg af finansielle tjenesteydelser

«.

Bilag 3

»Bilag 3

Gældsomlægning (artikel 2, stk. 7, i direktiv (EU) 2023/2225)

Nøgleoplysninger

Del I [Altid på formularens første side]:

Hvis »i givet fald« er angivet, skal kreditgiveren udfylde rubrikken, hvis oplysningerne er relevante for kredittypen, eller slette oplysningerne eller hele rækken, hvis oplysningerne ikke er relevante for den pågældende kredittype. Forklaringerne i kursiv skal hjælpe forbrugeren med at forstå tallene bedre.

Teksten i skarp parentes er en forklaring til kreditgiver eller kreditformidleren og skal erstattes af de pågældende tilsvarende oplysninger.

Del II [Hvis følgende elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen på den anden side]:

1. Beskrivelse af de vigtigste elementer i kreditproduktet

2. Omkostninger i forbindelse med kreditten

3. Andre vigtige retlige aspekter

I givet fald

4. Yderligere oplysninger i tilfælde af fjernsalg af finansielle tjenesteydelser

«.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF (herefter forbrugerkreditdirektivet) i dansk ret. Forbrugerkreditdirektivet ophæver og erstatter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (herefter 2008-direktivet).

Forbrugerkreditdirektivet fastlægger en fælles ramme for harmonisering af visse aspekter af medlemsstaternes regulering af forbrugerkreditaftaler. Formålet hermed er bl.a. at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og at skabe et velfungerende indre marked for forbrugerkreditaftaler. For at opnå dette formål viderefører forbrugerkreditdirektivet en række bestemmelser fra 2008-direktivet. Forbrugerkreditdirektivet indfører dog også en række nye tiltag, herunder regler om god forretningsskik for kreditgivere og kreditformidlere, kombinations- og pakkesalg og rådgivningstjenester, samt en ny registreringsordning for kreditformidlere.

Forbrugerkreditdirektivet er - ligesom 2008-direktivet - et totalharmoniseringsdirektiv. Det indebærer, at medlemsstaterne alene på visse områder har valgfrihed i forbindelse med implementeringen heraf. Der lægges med lovforslaget op til, at implementeringen af forbrugerkreditdirektivet så vidt muligt vil ske uden overimplementering. Det skyldes, at det vurderes, at forbrugerkreditdirektivet sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, at direktivet balancerer hensynene til forbrugere og erhvervslivet, og at overimplementering efter omstændighederne vil kunne pålægge erhvervslivet unødige byrder. Kun i de - få - tilfælde, hvor det er blevet vurderet, at særlige hensyn til forbrugerbeskyttelsen gør sig gældende, er valgmuligheder i forbrugerkreditdirektivet udnyttet, således at der gives en mere vidtgående forbrugerbeskyttelse end minimumskravene i direktivet.

Gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet vil - ligesom det var tilfældet med 2008-direktivet - hovedsageligt ske i lov om kreditaftaler (herefter kreditaftaleloven) på Justitsministeriets område. Forbrugerkreditdirektivet kræver dog også ændringer af lovgivningen på Erhvervsministeriets område, primært af lov om markedsføring (herefter markedsføringsloven) og lov om forbrugslånsvirksomheder, men også i lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber.

Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:

- En række ændringer af kreditaftalelovens anvendelsesområde, bl.a. bliver kassekreditter fremover fuldt ud omfattet af loven.

- Udvidelser af en række eksisterende bestemmelser i kreditaftaleloven, herunder om kreditgiverens oplysningsforpligtelser og forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed.

- Nye bestemmelser i kreditaftaleloven om bl.a. god forretningsskik, forbud mod forskelsbehandling, kombinations- og pakkesalg samt rådgivningstjenester.

- Nye bestemmelser i markedsføringsloven om markedsføring af kreditaftaler og kreditprodukter.

- Lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde udvides, og der indføres i dette regelsæt bl.a. en ny registreringsordning for kreditformidlere samt regler om kompetencekrav og aflønning af ansatte hos kreditformidlere.

De bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre forbrugerkreditdirektivet i dansk ret, skal være vedtaget og offentliggjort senest den 20. november 2025 samt træde i kraft den 20. november 2026. Det foreslås i lyset af implementeringsfristen, at lovforslaget vil kunne stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Anvendelsesområde

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Kreditaftalelovens anvendelsesområde

Det fremgår af kreditaftalelovens § 1, stk. 1, at kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger.

Lovens hovedområde er således forbrugerkreditaftaler. En »forbruger« er efter kreditaftalelovens § 4, nr. 1, en person der i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af loven, hovedsagelig handler uden for sit erhverv. En »kreditgiver« er efter kreditaftalelovens § 4, nr. 2, en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed.

En »kreditaftale« er efter kreditaftalelovens § 4, nr. 3, en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.

Disse definitioner fremgår både af 2008-direktivets artikel 3, litra a-c, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 1-3.

2.1.1.2. Undtagelser til kreditaftalelovens anvendelsesområde

Der er i kreditaftalelovens § 3 opregnet en række kreditaftaler, som loven ikke finder anvendelse på, selvom de måtte være omfattet af definitionen af en kreditaftale i lovens § 1, stk. 1, jf. herom pkt. 2.1.1.2.1-2.1.1.2.8 nedenfor.

2.1.1.2.1. Rente- og omkostningsfri kreditter

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, at loven ikke finder anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit. Rente- og omkostningsfrie kreditter er undtaget fra 2008-direktivets anvendelsesområde i medfør af artikel 2, stk. 2, litra f. Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, er således udtryk for supplerende national lovgivning.

Undtaget fra kreditaftalelovens anvendelsesområde er således den situation, hvor en erhvervsdrivende rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for en vare eller tjenesteydelse på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit. Det vil efter bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 43 ff., bl.a. være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist, f.eks., hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at en erhvervsdrivende kan reservere salgets fulde beløb på forbrugerens konto, men først trække beløbet på et senere tidspunkt, uden at situationen bliver omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde.

Det afgørende - for at en given situation er undtaget fra kreditaftalelovens anvendelsesområde - er med andre ord, at der ikke gøres brug af en finansieringsløsning, der ydes af en tredjepart, men at der blot indgås en aftale direkte mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om, hvornår betaling skal ske. Derimod finder kreditaftaleloven anvendelse i situationer, hvor en forbruger i forbindelse med køb af f.eks. varer eller tjenesteydelser indgår en rente- og omkostningsfri kreditaftale, der ydes af tredjepart. I en sådan situation er udbyderen (tredjeparten) forpligtet til at overholde reglerne i kreditaftaleloven.

Undtagelsen finder anvendelse, selvom der ved misligholdelse tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

2.1.1.2.2. Aftaler om betalingskort med udskudt betaling

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. Kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2 (om oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk), finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.

Rente- og omkostningsfrie kreditter er undtaget fra 2008-direktivets anvendelsesområde i medfør af artikel 2, stk. 2, litra f. Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, er således udtryk for supplerende national lovgivning.

Det fremgår af lovbemærkningerne til kreditaftaleloven, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 14, pkt. 2.2.2, at situationer, hvor der er indgået aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato, uden der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med kreditten, ikke er omfattet af loven. Det skyldes, at visse betalingskort er indrettet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere tidspunkt, hvilket gør det muligt for forbrugerne at indrette deres privatøkonomi på den for dem mest hensigtsmæssige måde.

Det fremgår uddybende af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, at et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden renter og gebyrer. Uanset at den pågældende type betalingskort er undtaget kreditaftalelovens anvendelsesområde, gælder kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2, dog for de pågældende aftaler. Dette indebærer, at kreditgiveren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned straks skal underrette forbrugeren om bl.a. overtrækket, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 47.

2.1.1.2.3. Kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalingen af en eksisterende gæld

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalingen af en eksisterende gæld.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra j.

2.1.1.2.4. Kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra i, og omhandler kreditaftaler, som er resultatet af et forlig for retten. Retsforlig falder således uden for kreditaftaleloven, mens udenretlige forlig er omfattet lovens anvendelsesområde.

2.1.1.2.5. Leje- og leasingaftaler

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale. Lovens § 52 a finder dog anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat pligt til at købe motorkøretøjet.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra d.

Er der i en leje- eller leasingaftale fastlagt en forpligtelse til at købe aftalegenstanden ved aftalens udløb, finder kreditaftaleloven dog anvendelse på aftalen. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, at det også gælder, hvis forpligtelsen ikke følger af leje- eller leasingaftalen, men af en separat aftale. Der anses at foreligge en pligt til at købe aftalegenstanden, hvis dette besluttes ensidigt af kreditgiver, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 47.

Selvom leje- eller leasingaftaler uden købspligt ikke er omfattet af kreditaftaleloven, følger det af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2 pkt., at lovens § 52 a om vurdering af forbrugerens betalingsevne ved indgåelse af leasingaftaler dog finder anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat pligt til at købe motorkøretøjet.

2.1.1.2.6. Kreditaftaler i form af overtræk

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse på kreditaftaler efter 1. pkt.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 4.

Begrebet »overtræk« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 5. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra e, som videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 19, jf. nærmere pkt. 2.2.

Kreditaftaler i form af overtræk er ikke omfattet af kreditaftalelovens § 7 c om kreditværdighedsvurdering. Ved kreditaftaler i form af overtræk skal der i stedet foretages en kreditværdighedsvurdering efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. nærmere under pkt. 2.32. Forbrugslånsvirksomheder skal således foretage en kreditværdighedsvurdering, hvis de indgår en kreditaftale i form af overtræk.

2.1.1.2.7. Kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 7 b (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler), § 7 c, stk. 3 (afslag, der er begrundet i databasesøgning, skal meddeles forbrugeren), § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8, stk. 4 (bestemmelser, der vedrører krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 16 (beregning af de årlige omkostninger i procent), § 17 (kreditformidlere), § 26 (førtidig tilbagebetaling), § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 6.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, fremgår det bl.a., at det er en forudsætning, at forbrugeren på tidspunktet for indgåelsen af aftalen har misligholdt den oprindelige kreditaftale. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor kunden er i restance, og kreditgiver har kontaktet kunden vedrørende misligholdelsen. Det er tillige en forudsætning, at den aftalte ordning dels kan afværge en retssag, herunder en sag ved fogedretten om misligholdelsen, dels at aftalen ikke stiller forbrugeren ringere end det, der var fastsat i den oprindelige kreditaftale. Om forbrugeren stilles ringere vil afhænge af en helhedsvurdering, hvor alle de omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må indgå, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 47.

Det bemærkes, at det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 3, at hvis en kreditaftale er omfattet af både stk. 1, nr. 7 (kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse), og stk. 2 (kortfristede kassekreditter), jf. herom pkt. 2.1.1.2.8, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

2.1.1.2.8. Kreditaftaler i form af kassekredit

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 2, at kreditaftalelovens § 7 a (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen), § 8, stk. 2, 3, 6 og 7 (krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 19 (fortrydelsesret), § 26 (førtidig tilbagebetaling) og § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 3.

Begrebet »kassekredit« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 4. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra d, som videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 18, jf. nærmere pkt. 2.2.

Det bemærkes, at det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 3, at hvis en kreditaftale er omfattet af både stk. 1, nr. 7, jf. herom pkt. 2.1.1.2.7, og stk. 2, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

2.1.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF (forbrugerkreditdirektivet)

2.1.2.1. Forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 1, at forbrugerkreditdirektivet - ligesom 2008-direktivet - finder anvendelse på kreditaftaler.

Ved en »kreditaftale« forstås efter forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 3, en aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet, undtagen aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres. Bestemmelsen svarer til 2008-direktivets artikel 3, litra c, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 3, jf. nærmere pkt. 2.2.

2.1.2.2. Undtagelser til forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde

Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, undtager - ligesom 2008-direktivet - en række aftaletyper fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde. En række af undtagelserne i forbrugerkreditdirektivet er videreførelser af, hvad der allerede gælder efter 2008-direktivet. Som det fremgår af bl.a. præambelbetragtning 15, omfatter forbrugerkreditaftaledirektivet - med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og lette det grænseoverskridende forbrugerkreditmarked - visse aftaler, som 2008-direktivet ikke fandt anvendelse på, såsom forbrugerkreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR og leje- eller leasingaftaler med forkøbsret.

Undtagelserne til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, er beskrevet nærmere nedenfor under pkt. 2.1.2.2.1-2.1.2.2.13.

2.1.2.2.1. Kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom (artikel 2, stk. 2, litra a)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller ved en rettighed relateret til fast ejendom. Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende artikel 2, stk. 2, litra a, i 2008-direktivet.

Af præambelbetragtning 25, fremgår det om baggrunden herfor bl.a., at kreditaftaler, der dækker kreditgivning med sikkerhed i fast ejendom, bør udelukkes fra direktivets anvendelsesområde, da sådanne aftaler er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Boligkreditdirektivet er implementeret i kreditaftaleloven, lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, bekendtgørelsen om god skik for boligkredit og bekendtgørelse om kompetencekrav for boligkreditgivere og boligkreditformidlere.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.1 nedenfor.

2.1.2.2.2. Kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer m.v. (artikel 2, stk. 2, litra b)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger, herunder lokaler, der anvendes til erhvervsmæssig virksomhed. Bestemmelsen er en videreførelse af den tilsvarende artikel 2, stk. 2, litra b, i 2008-direktivet.

Af præambelbetragtning 25, fremgår om baggrunden herfor bl.a., at sådanne kreditaftaler bør udelukkes fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde, da disse er reguleret ved boligkreditdirektivet.

Boligkreditdirektivet er implementeret i kreditaftaleloven, lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, bekendtgørelsen om god skik for boligkredit og bekendtgørelse om kompetencekrav for boligkredit givere og boligkreditformidlere.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.2.

2.1.2.2.3. Kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR (artikel 2, stk. 2, litra c og artikel 2, stk. 3)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR.

Der findes en lignende bestemmelse i 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra c, hvorefter kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR eller på over 75.000 EUR ikke er omfattet af 2008-direktivet. Det fremgår imidlertid bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 20, at den øvre tærskel for kreditaftaler fastsat i forbrugerkreditdirektivet bør være højere, end tærsklen fastsat i 2008-direktivet, for at tage hensyn til indeksering med henblik på tilpasning til virkningerne af inflation siden 2008 og i de kommende år.

Medlemsstaterne kan efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra a, bestemme, at en række bestemmelser i direktivet (artikel 8, stk. 3, litra d, e og f, artikel 10, stk. 5, artikel 11, stk. 4, og artikel 21, stk. 3), ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR, jf. nærmere pkt. 2.1.2.3.4.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c, fremgår det endvidere af direktivets artikel 2, stk. 3, at direktivet, uanset artikel 2, stk. 2, litra c, finder anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR, som ikke er sikret enten ved pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller ved en rettighed relateret til fast ejendom, når formålet med disse kreditaftaler er istandsættelse af fast ejendom til beboelse.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2 a, en lignende bestemmelse, som blev indsat i medfør af boligkreditdirektivet.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.2.3.4.

2.1.2.2.4. Kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere (artikel 2, stk. 2, litra d)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra d, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af arbejdsgivere til deres ansatte som en sekundær aktivitet, enten rentefrit eller til årlige omkostninger i procent, som er lavere end de gældende markedsrenter, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra g, en lignende bestemmelse.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.4.

2.1.2.2.5. Kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner (artikel 2, stk. 2, litra e)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra e, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der er indgået med investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (MiFID 2-forordningen) eller med kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 (CRR-forordningen) med henblik på at gøre det muligt for en investor at foretage en transaktion vedrørende et eller flere af de finansielle instrumenter, der er anført i afsnit C i bilag I til direktiv MiFID 2-forordningen, hvis det investeringsselskab eller kreditinstitut, som yder kreditten, er involveret i den pågældende transaktion. 2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra h, en lignende bestemmelse.

Ved et »investeringsselskab« forstås efter artikel 4, stk. 1, nr. 1, i MiFID 2-forordningen en juridisk person, hvis sædvanlige erhverv eller virksomhed består i at yde én eller flere former for investeringsservice til tredjemand og/eller at udøve én eller flere investeringsaktiviteter på erhvervsmæssigt grundlag.

Ved et »kreditinstitut« forstås efter artikel 4, stk. 1, nr. 1, i CRR-forordningen en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.

De værdipapirer, der er nævnt i afsnit C i bilag I i MiFID 2-forordningen, omfatter bl.a. værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andele i institutter for kollektiv investering.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.5.

2.1.2.2.6. Kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten m.v. (artikel 2, stk. 2, litra f)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra f, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ. Bestemmelsen svarer til artikel 2, stk. 2, litra i, i 2008-direktivet. Forbrugerkreditdirektivet medfører således ikke ændringer på dette punkt, hvorfor bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, nr. 4, som er beskrevet under pkt. 2.1.1.2.4, ikke foreslås ændret, jf. nærmere pkt. 2.1.3.3.6.

2.1.2.2.7. Leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen købspligt eller forkøbsret vedrørende aftalegenstanden (artikel 2, stk. 2, litra g)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen købspligt eller forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en særskilt aftale.

Af præambelbetragtning 19 til forbrugerkreditdirektivet fremgår, at leje- og leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen købspligt eller forkøbsret for forbrugeren vedrørende aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en særskilt aftale, eksempelvis rene lejeaftaler, ikke bør være omfattet af forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde, eftersom de ikke indebærer nogen overførsel af ejendom ved aftalens udløb. For at sikre øget gennemsigtighed og bedre forbrugerbeskyttelse bør bl.a. leje- og leasingaftaler med forkøbsret efter præambelbetragtning 15 dog ikke udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra d, en lignende bestemmelse, dog med den forskel, at forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, ikke undtager leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat forkøbsret vedrørende aftalegenstanden.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.1.2.

2.1.2.2.8. Køb nu og betal senere (artikel 2, stk. 2, litra h)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på henstand med betalinger, hvor i) en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af denne leverandør, ii) købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og som er pålagt i overensstemmelse med national ret, og iii) betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne.

Forbrugerkreditdirektivet undtager således visse former for henstand med betalinger fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde, hvis de ovennævnte betingelser er opfyldt.

Af præambelbetragtning 16 fremgår det, at de såkaldte "køb nu og betal senere"-ordninger, hvorved kreditgiveren yder en forbruger kredit udelukkende med henblik på at købe varer eller tjenesteydelser fra en leverandør, og som er nye digitale finansielle værktøjer, der lader forbrugere foretage køb og betale dem over tid, ofte ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og derfor bør være omfattet af forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde. Det fremgår dog bl.a. af præambelbetragtning 17, at henstand med betalinger - der opfylder de nævnte betingelser i artikel 2, stk. 2, litra h - er forretningspraksis, der almindeligvis anvendes til at give forbrugerne mulighed for først at betale efter modtagelse af varerne eller tjenesteydelserne, hvilket gavner forbrugerne, f.eks. i tilfælde af henstand med betalinger af lægeregninger, hvor hospitalerne giver forbrugerne tid til at betale for lægeudgifter.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit, at for så vidt angår henstand med betalinger tilbudt af leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (informationsproceduredirektivet) anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i direktiv 2011/83/EU (forbrugerrettighedsdirektivet) anvendte betydning, finder undtagelsen fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde kun anvendelse, såfremt en række betingelser er opfyldt. Betingelser er følgende: i) en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, ii) betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og iii) købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og som er pålagt i overensstemmelse med national ret.

Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i bilaget til henstilling 2003/361/EF, at kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

Det fremgår derudover af artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet, at der ved »tjeneste« forstås enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition fremgår det endvidere af artikel 1, stk. 1, litra b, at 1) der ved »teleformidling« forstås, at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig, at 2) der ved ad »elektronisk vej« forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, og at 3) der ved »individuel anmodning fra en tjenestemodtager« forstås, at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

Der henvises nærmere til bilag I i informationsproceduredirektivet med hensyn til tekniske forskrifter m.v., hvor der fremgår en vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af ovennævnte definition.

Endelig fremgår det af artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet, at der ved »aftale om fjernsalg« forstås enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker. Bestemmelsen er i dansk ret implementeret i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 4, jf. nærmere Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat, side 129 f.

Undtagelsen fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde er således begrænset for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, jf. nærmere præambelbetragtning 17 til direktivet. Om baggrunden herfor fremgår det videre af præambelbetragtning 17, at sådanne store onlineleverandører ellers i betragtning af deres finansielle kapacitet og deres evne til at skubbe forbrugerne i retning af impulskøb og et potentielt overforbrug ville kunne tilbyde henstand med betaling på meget omfattende vis uden nogen form for beskyttelse for forbrugerne og svække den fair konkurrence med andre leverandører af varer eller tjenesteydelser. En sådan begrænsning vil altid give forbrugerne mulighed for at foretage betalinger på en bekvem måde inden for to uger, samtidig med at det sikres, at store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, hvis de ønsker at yde kredit i stor skala med en længere tidsramme, er omfattet af direktivet.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.1.1.

2.1.2.2.9. Kreditaftaler, som vedrører omkostningsfri henstand med betalingen af en eksisterende gæld (artikel 2, stk. 2, litra i)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra i, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som vedrører omkostningsfri henstand med betalingen af en eksisterende gæld.

Efter ordlyden omfatter artikel 2, stk. 2, litra i, både situationer, hvor forbrugeren får omkostningsfri henstand med betaling af en gæld, der følger af en eksisterende kreditaftale, og situationer, hvor forbrugeren får henstand med betaling af andre former for gæld - og hvor der dermed kan opstå en ny kreditaftale, jf. også betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 60.

Bestemmelsen svarer til artikel 2, stk. 2, litra j, i 2008-direktivet. Forbrugerkreditdirektivet medfører således ikke ændringer på dette punkt, hvorfor bestemmelsen i kreditaftalelovens § 3, nr. 3, som er beskrevet under pkt. 2.1.1.2.3, ikke foreslås ændret, jf. nærmere pkt. 2.1.3.3.7.

2.1.2.2.10. Kreditaftaler, hvor forbrugeren pålægges krav om at deponere en genstand som sikkerhed (artikel 2, stk. 2, litra j)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra j, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor forbrugeren pålægges krav om at deponere en genstand som sikkerhed hos kreditgiveren, og hvor forbrugeren ene og alene hæfter med den pågældende deponerede genstand.

Bestemmelsen svarer til artikel 2, stk. 2, litra k, i 2008-direktivet.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.8.

2.1.2.2.11. Kreditaftaler, der vedrører lån ydet til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte (artikel 2, stk. 2, litra k)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra k, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der vedrører lån ydet til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og til en lavere debitorrente end dem, der gælder på markedet, eller rentefrit, eller på andre vilkår, som er mere fordelagtige for forbrugeren end dem, der gælder på markedet.

Bestemmelsen svarer til artikel 2, stk. 2, litra l, i 2008-direktivet.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.3.9.

2.1.2.2.12. Kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026 (artikel 2, stk. 2, litra l)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra l, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026 (dvs. på direktivets ikrafttrædelsestidspunkt). Det fremgår imidlertid, at artikel 23 (ændringer i debitorrenten) og 24 (kassekreditter), artikel 25, stk. 1, andet punktum, artikel 25, stk. 2 (overtræk), artikel 28 (tidsubegrænsede kreditaftaler) og 39 (overdragelse af rettigheder) finder anvendelse på alle tidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026.

Artikel 2, stk. 2, litra l, må ses i sammenhæng med artikel 47, hvoraf det fremgår, at 2008-direktivet - uanset forbrugerkreditdirektivets ikrafttræden - fortsat finder anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026, indtil deres opsigelse. Dog finder forbrugerkreditdirektivets artikel 23, 24, 25, stk. 1, 2. pkt., 25, stk. 2, 28 og 39 anvendelse på alle tidsubegrænsede aftaler, der eksisterer den 20. november 2026, jf. også ovenfor.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.1.5.

2.1.2.2.13. Kreditaftaler i form af overtræk (artikel 2, stk. 4)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, at for så vidt angår kreditaftaler i form af overtræk, finder kun artikel 1 (genstand), 2 (anvendelsesområde), 3 (definitioner), 17 (forbud mod uopfordret kreditgivning), 19 (databaser), 25 (overtræk), 31 (foranstaltninger til at begrænse debitorrenter m.v.), 35 (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), 36 (gældrådgivningstjenester) og artikel 39-50 anvendelse, jf. litra a, og artikel 18 (kreditværdighedsvurdering), medmindre andet er bestemt af medlemsstaterne, jf. litra b.

Det fremgår af artikel 3, nr. 19, at der ved »overtræk« forstås et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit. Af præambelbetragtning 62 fremgår det, at bl.a. overtræk er blevet en mere og mere almindelig type af forbrugerkredit, og at der derfor er behov for at regulere overtræk for at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå overdreven gældsætning. Endvidere fremgår det af samme præambelbetragtning, at der er en fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling, og derfor bør forbrugernes rettigheder med hensyn til overtræk fastlægges i forbrugerkreditdirektivet.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 4, en lignende bestemmelse.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.1.3.

2.1.2.3. Reguleringsmæssige valgmuligheder i forhold til forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 2, stk. 5-8, en række valgmuligheder for medlemsstaterne i forhold til direktivets anvendelsesområde.

2.1.2.3.1. Købekort med henstand med betalingen (artikel 2, stk. 5)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5, litra a-c, at medlemsstaterne kan undtage visse kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde. Det er tilfældet, når der er tale om en kreditaftale i form af købekort, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut (litra a), som i henhold til vilkårene, hvor kreditten skal tilbagebetales inden for 40 dage (litra b), og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten (litra c).

Det fremgår af præambelbetragtning 18 til direktivet bl.a., at købekort med henstand med betalingen - som beskrevet i præambelbetragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner - er kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter. Medlemsstaterne bør - på de betingelser, der er nævnt ovenfor - kunne undtage visse kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen fra direktivet, da sådanne kreditaftaler kan hjælpe husholdningerne, så de bedre kan tilpasse deres budget til en månedlig indtægt.

Derudover fremgår det af præambelbetragtning 18, at undtagelsen ikke bør berøre anvendelsen af relevante bestemmelser om kassekredit eller overtræk, som bør finde anvendelse, i fald tilbagebetalingen overstiger den positive saldo på den løbende konto.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.2.1.

2.1.2.3.2. Kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer (artikel 2, stk. 6)

Det fremgår af artikel 2, stk. 6, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en mere lempelig regulering af kreditaftaler, der udbydes af organisationer, hvis medlemskab er begrænset til personer, der er bosiddende eller beskæftiget på et bestemt sted, eller til bestemte arbejdsgiveres arbejdstagere og pensionerede arbejdstagere eller til personer, der opfylder andre krav, der i henhold til national ret er fastsat som grundlag for et fælles bånd mellem medlemmerne, og som opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 6, litra a-e.

Den lempeligere regulering vil bl.a. indebære, at artikel 18 (kreditværdighedsvurdering) og 26 (fortrydelsesret) ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der udbydes af de pågældende organisationer.

De betingelser, der skal være opfyldt for, at en organisation kan omfattes af artikel 2, stk. 6, følger af litra a-e. Der skal være tale om en organisation, der er oprettet til gensidig fordel for sine medlemmer (litra a), ikke skaber fortjeneste for andre end sine medlemmer (litra b), opfylder et socialt formål, der kræves i henhold til national ret (litra c), modtager og forvalter udelukkende opsparing fra medlemmerne og yder udelukkende medlemmerne kredit (litra d), yder kredit på grundlag af en årlig omkostning i procent, der er lavere end den gældende årlige omkostning i procent på markedet eller er underlagt et loft fastsat ved national ret (litra e). Det fremgår af bestemmelsen, at alle betingelserne skal være opfyldt og dermed skal anses for kumulative.

Det er endvidere efter artikel 2, stk. 6, et krav, at den samlede værdi af alle eksisterende kreditaftaler indgået af organisationen er ubetydelig i forhold til den samlede værdi af alle eksisterende kreditaftaler i den medlemsstat, hvor organisationen er hjemmehørende, og den samlede værdi af alle eksisterende kreditaftaler indgået af alle sådanne organisationer i den pågældende medlemsstat er mindre end 1 pct. af den samlede værdi af alle eksisterende kreditaftaler indgået i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne vurderer hvert år, om betingelserne for at anvende undtagelsen er opfyldt, og tager skridt til at ophæve undtagelsen, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 5, ligeledes en valgmulighed i forhold til kreditaftaler, der udbydes af organisationer. Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.2.2.

2.1.2.3.3. Kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v. (artikel 2, stk. 7)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en lempeligere regulering af kreditaftaler indgået mellem kreditgiveren og forbrugeren med hensyn til henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale.

For så vidt angår, hvad der nærmere må forstås ved, at forbrugeren sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale, fremgår det af præambelbetragtning 21 bl.a., at dette formodes at være sandsynligt f.eks. i situationer, hvor forbrugeren har mistet sit arbejde.

Den lempeligere regulering vil bl.a. indebære, at artikel 18 (kreditværdighedsvurdering) og 26 (fortrydelsesret) ikke vil finde anvendelse på disse kreditaftaler.

Det er dog efter artikel 2, stk. 7, litra a og b, en forudsætning - udover at forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelig kreditaftale - at ordningen kan forventes at afværge en retssag om forbrugerens misligholdelse (litra a), og at forbrugeren ved at indgå aftalen ikke bliver underlagt mindre gunstige vilkår end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale (litra b).

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 6, ligeledes en valgmulighed i forhold til kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse, som dog kun vedrører tilfælde, hvor forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale.

Hvad en retssag må antages at omfatte, er beskrevet i bemærkninger til kreditaftaleloven. Heraf fremgår det, at der må antages at være tale om enhver retlig tvist, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 35.

Der henvises nærmere til pkt. 2.1.3.2.3.

2.1.2.3.4. Små kreditaftaler, rente- og omkostningsfri kreditaftaler og kreditaftaler, hvor kreditten skal tilbagebetales inden for tre måneder (artikel 2, stk. 8)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra a-c, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en lempeligere regulering for kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR (litra a), kreditaftaler, hvor kredit ydes rentefrit og uden andre omkostninger (litra b), og kreditaftaler, hvor kredit skal tilbagebetales inden for tre måneder, og hvor der kun skal betales ubetydelige omkostninger (litra c).

Den lempeligere regulering vil indebære, at artikel 8, stk. 3, litra d-f (standardoplysninger, der skal indgå i reklame for kreditaftaler), 10, stk. 5 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen), 11, stk. 4 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med kreditaftaler omhandlet i artikel 2, stk. 6 eller 7) og 21, stk. 3 (oplysninger, der skal indgå i kreditaftalen), ikke finder anvendelse på disse kreditaftaler.

Det fremgår endvidere bl.a. af præambelbetragtning 15, at for nogle af de kreditaftaler, der ikke var omfattet af anvendelsesområdet for 2008-direktivet, og som bør være omfattet af forbrugerkreditdirektivet, bør medlemsstaterne kunne udelukke anvendelsen af et defineret og begrænset antal bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet vedrørende reklame, oplysninger forud for aftaleindgåelsen og i aftalen for at undgå en unødvendig byrde for kreditgivere under hensyntagen til de særlige markedsforhold og de særlige karakteristika ved disse kreditaftaler, såsom deres kortere varighed, samtidig med at der sikres et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. De kreditaftaler, som der er tale om, er ifølge præambelbetragtningen kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR, kredit givet rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og kredit, der skal tilbagebetales inden for tre måneder med kun ubetydelige omkostninger.

Der findes således ikke en tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivet.

2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.1.3.1. Ændringer i kreditaftalens anvendelsesområde, der skal gennemføres som følge af totalharmoniseringsregler

2008-direktivet er i dansk ret hovedsageligt implementeret i kreditaftaleloven. Bestemmelserne om direktivets anvendelsesområde er implementeret i kreditaftalelovens kapitel 1.

Således fremgår det, jf. pkt. 2.1.1.1 ovenfor, af kreditaftalelovens § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger, jf. lovens § 1, stk. 1.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på kreditaftaler. 2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 1, en identisk bestemmelse. Henset til den identiske bestemmelse i 2008-direktivet, og at forbrugerkreditdirektivet allerede er implementeret i kreditaftalelovens § 1, stk. 1, er der ikke behov for at ændre kreditaftalelovens § 1, stk. 1, som således videreføres uændret.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2 ovenfor, opregnes der i kreditaftalelovens § 3 en række kreditaftaler, som loven ikke finder anvendelse på, selv om de måtte være omfattet af definitionen af en kreditaftale i lovens § 1, stk. 1.

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 2 - ligesom 2008-direktivets artikel 2 - en række kreditaftaler, som forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på. Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2 ovenfor indeholder forbrugerkreditdirektivet en række ændringer i forhold til 2008-direktivet for så vidt angår disse undtagelser. Dette nødvendiggør visse ændringer af kreditaftalelovens § 3, således at kreditaftalelovens anvendelsesområde bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, jf. nærmere nedenfor.

2.1.3.1.1. Køb nu og betal senere

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.8, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på henstand med betalinger, hvor i) en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af denne leverandør, ii) købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og som er pålagt i overensstemmelse med national ret, og iii) betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit, at for så vidt angår henstand med betalinger tilbudt af leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning, finder undtagelsen fra forbrugerkreditdirektivs anvendelsesområde kun anvendelse, såfremt følgende betingelser er opfyldt: i) en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, ii) betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og iii) købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og som er pålagt i overensstemmelse med national ret.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Rente- og omkostningsfrie kreditter er efter gældende ret som udgangspunkt omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. kreditaftalelovens § 1. Efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, finder loven dog ikke anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, jf. nærmere pkt. 2.1.1.2.1.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, svarer i vidt omfang til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit, skal betalingen dog foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, mens det efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, ikke må være senere end 90 dage efter leveringstidspunktet. Derudover er der en række sproglige forskelle.

Kreditaftaleloven indeholder derimod ikke en bestemmelse, som svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit.

Det foreslås som en konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit, at kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, nyaffattes for at sikre overensstemmelse mellem direktivet og loven. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på henstand med betalinger, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af denne leverandør, hvor købsprisen betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger ved forsinkede betalinger, og hvor betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, jf. dog den foreslåede § 3, stk. 2, som er beskrevet nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditaftaleloven ikke vil finde anvendelse i den situation, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser under iagttagelse af de anførte betingelser giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af denne leverandør. Dette omfatter - som efter gældende ret - f.eks. den situation, hvor den erhvervsdrivende udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Til forskel fra gældende ret vil det imidlertid med den foreslåede bestemmelse være en forudsætning, at betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelse.

For så vidt angår forsinkede betalinger indebærer den foreslåede bestemmelse, hvorefter forsinkede betalinger kun må medføre begrænsede omkostninger for forbrugeren, at der - som efter gældende ret - vil kunne tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Derudover foreslås det som konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit, at kreditaftalelovens § 3, stk. 2, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 2, hvorefter det for så vidt angår leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning, gælder - uanset det i § 3, stk. 1, nr. 1, anførte - at henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun er undtaget lovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, gælder skærpede betingelser i forhold til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, jf. ovenfor. Henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører vil således kun være undtaget kreditaftalelovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, hvor betalingen foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og hvor købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

De leverandører, der omfattes af den foreslåede § 3, stk. 2, er leverandører, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF. Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i bilaget til henstilling 2003/361/EF, at kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

Det er en betingelse efter den foreslåede § 3, stk. 2, at de leverandører, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder, jf. ovenfor, tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning.

Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet, at der ved tjeneste forstås enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager, jf. nærmere herom under pkt. 2.1.2.2.8.

Endvidere fremgår det af artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet, at der ved aftale om fjernsalg forstås enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil. For så vidt angår baggrunden for ophævelsen af den nuværende § 3, stk. 2, i kreditaftaleloven, henvises der endvidere til pkt. 2.1.3.1.4.

2.1.3.1.2. Leje- og leasingaftaler

Som nærmere beskrevet under pkt. 2.1.2.2.7 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen købspligt eller forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en særskilt aftale.

Efter præambelbetragtning 19 er sådanne aftaler ikke omfattet af forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde, eftersom de ikke indebærer nogen overførsel af ejendom ved aftalens udløb. Det følger af præambelbetragtning 15, at for at sikre øget gennemsigtighed og bedre forbrugerbeskyttelse bør bl.a. leje- og leasingaftaler med forkøbsret dog ikke udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra d, en lignende bestemmelse. Der er dog forskel for så vidt angår den situation, hvor der er fastsat en forkøbsret, jf. nedenfor. 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra d, er implementeret i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1 pkt., hvorefter kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale, jf. nærmere pkt. 2.1.1.2.5.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., svarer således i vidt omfang indholdsmæssigt til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, dog med den forskel, at forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, ikke undtager leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat forkøbsret vedrørende aftalegenstanden.

Det foreslås som en konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, at kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., ændres, således at leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat en købspligt eller forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, omfattes af kreditaftalelovens anvendelsesområde.

Den foreslåede ændring vil medføre, at også leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat en forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, fremover omfattes af kreditaftalelovens anvendelsesområde, på samme måde som det efter gældende ret er tilfældet, hvis der er fastsat en købspligt.

Som beskrevet under pkt. 2.1.1.2.5 følger det derudover af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., at lovens § 52 a (vurdering af forbrugerens betalingsevne ved indgåelse af leasingaftaler) finder anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat pligt til at købe motorkøretøjet.

Det foreslås derfor yderligere, at kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., som konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, ændres, således at det fremgår, at kreditaftalelovens § 52 a finder anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat købspligt eller forkøbsret vedrørende motorkøretøjet.

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., vil medføre, at ordlyden stemmer overens med den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt. Der er således tale om en konsekvensændring.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.1.3. Kreditaftaler i form af overtræk

Som nærmere beskrevet under pkt. 2.1.2.2.13 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, at for så vidt angår kreditaftaler i form af overtræk finder kun artikel 1 (genstand), 2 (anvendelsesområde), 3 (definitioner), 17 (forbud mod uopfordret kreditgivning), 19 (databaser), 25 (overtræk), 31 (foranstaltninger til at begrænse debitorrenter m.v.), 35 (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), 36 (gældrådgivningstjenester) og artikel 39-50 anvendelse, jf. litra a, og artikel 18 (kreditværdighedsvurdering), medmindre andet er bestemt af medlemsstaterne, jf. litra b.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 4, en lignende bestemmelse, der imidlertid lader kreditaftaler i form af overtræk være omfattet af færre bestemmelser end forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, jf. nedenfor. Bestemmelsen fra 2008-direktivet er implementeret i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, hvorefter kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse på kreditaftaler efter 1. pkt., jf. pkt. 2.1.1.2.6.

Med forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, bliver antallet af bestemmelser, der finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk, således udvidet. Som noget nyt vil bl.a. forbrugerkreditdirektivets artikel 35 (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger) finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk.

Det bemærkes, at der ved »overtræk« efter kreditaftalelovens § 4, nr. 5, forstås et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit. Dette svarer til 2008-direktivets artikel 3, litra e. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 19, forstås ved »overtræk« et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

Der er i den danske sprogudgave af forbrugerkreditdirektivet - sammenholdt med 2008-direktivet - enkelte sproglige ændringer for så vidt angår, hvad der forstås ved overtræk. Efter Justitsministeriets opfattelse er der imidlertid ikke tale om indholdsmæssige ændringer, idet det herved bemærkes, at der ikke er foretaget sproglige ændringer i den engelske udgave af forbrugerkreditdirektivet for så vidt angår, hvad der forstås ved »overtræk«, jf. også pkt. 2.2.

Det foreslås, at kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, som konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, ændres, således at der tages højde for, at flere bestemmelser fremover vil gælde for kreditaftaler i form af overtræk.

Det fremgår som nævnt af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, at artikel 31 (foranstaltninger til at begrænse debitorrenter m.v.) skal finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Som beskrevet i pkt. 2.30.3 vurderes artikel 31 imidlertid allerede at være gennemført i dansk ret med lov om forbrugslånsvirksomheders §§ 11 a og b. Lov om forbrugslånsvirksomheder undtager ikke kreditaftaler i form af overtræk, hvorfor §§ 11 a og b i lov om forbrugslånsvirksomheder finder anvendelse for kreditaftaler i form af overtræk. Der er på den baggrund ikke behov for at medtage en henvisning hertil i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6.

Det fremgår derudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, at artikel 40, hvorefter forbrugerne skal have adgang til passende, hurtige og effektive udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer til bilæggelse af tvister, skal finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Som beskrevet i pkt. 2.40.3 vurderes de eksisterende muligheder for at indbringe klager for klage- og ankenævn at opfylde kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 40. Der er på den baggrund ikke behov for at medtage en henvisning hertil i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6.

For så vidt angår valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, litra b, hvorefter artikel 18 (kreditværdighedsvurdering) finder anvendelse, medmindre andet er bestemt af medlemsstaterne, bemærkes, at der ikke efter gældende ret er en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering ved kreditaftaler i form af overtræk efter kreditaftaleloven. En sådan forpligtelse følger derimod af § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. nærmere under pkt. 2.1.1.2.6 og 2.32. § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder er en opsamlingsbestemmelse, der har samme ordlyd som den gældende § 7 c i kreditaftaleloven, men som finder anvendelse på kreditaftaler, der ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 7 c. I praksis er det kun kreditaftaler i form af overtræk, der falder uden for anvendelsesområdet for kreditaftalens § 7 c, men inden for anvendelsesområdet for § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4, litra b, ikke bør udnyttes, således at den gældende retstilstand efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder videreføres, dog således at pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering for så vidt angår kreditaftaler i form af overtræk fremover vil følge af kreditaftaleloven. § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder foreslås som konsekvens heraf ophævet, jf. nærmere under pkt. 2.32.3.

Den foreslåede ændring vil således medføre, at antallet af bestemmelser, der vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk, bliver udvidet, herunder f.eks. forbrugerkreditdirektivets artikel 35 (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger).

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.1.4. Kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder

Som nærmere beskrevet under pkt. 2.1.1.2.8 fremgår det af kreditaftalelovens § 3, stk. 2, at kreditaftalelovens § 7 a (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen), § 8, stk. 2, 3, 6 og 7 (krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 19 (fortrydelsesret), § 26 (førtidig tilbagebetaling) og § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder.

Det fremgår endvidere af kreditaftalelovens § 3, stk. 3, at hvis en kreditaftale er omfattet af både stk. 1, nr. 7, jf. herom pkt. 2.1.1.2.7, og stk. 2, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 2, gennemfører 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, som fastlægger, at der gælder en mindre omfattende regulering af kassekreditter, når kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tre måneder. Forbrugerdirektivet indeholder imidlertid ikke en lignende bestemmelse, jf. også præambelbetragtning 62, hvoraf det bl.a. fremgår, at kassekreditter er blevet en mere og mere almindelig type af forbrugerkredit, og at der derfor er behov for at regulere disse finansielle produkter for at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå overdreven gældsætning.

Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 3, stk. 2, i sin nuværende form ophæves. Derudover foreslås med lovforslagets § 1, nr. 6, at kreditaftalelovens § 3, stk. 3, ophæves, idet der med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet ikke længere vil kunne opstå et sammenstød mellem kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, og § 3, stk. 2.

Det foreslåede vil indebære, at kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder, fremover vil blive omfattet af kreditaftalelovens § 1, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.1.5. Kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026 (artikel 2, stk. 2, litra l)

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2.12 følger det forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra l, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026 (dvs. på direktivets ikrafttrædelsestidspunkt); dog finder artikel 23 (ændringer i debitorrenten) og 24 (kassekreditter), artikel 25, stk. 1, 2. pkt., artikel 25, stk. 2 (overtræk), artikel 28 (tidsubegrænsede kreditaftaler) og 39 (overdragelse af rettigheder) anvendelse på alle tidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026.

Artikel 2, stk. 2, litra l, må ses i sammenhæng med artikel 47, hvoraf det fremgår, at 2008-direktivet - uanset forbrugerkreditdirektivets ikrafttræden - fortsat finder anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026, indtil deres opsigelse. Dog finder forbrugerkreditdirektivets artikel 23, 24, 25, stk. 1, 2. pkt., og 25, stk. 2, 28 og 39 anvendelse på alle tidsubegrænsede aftaler, der eksisterer den 20. november 2026, jf. også ovenfor.

Det foreslås på den baggrund, at der fastsættes en overgangsregel, hvorefter at den gældende kreditaftalelov vil finde anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer den 20. november 2026 og indtil deres opsigelse, dog således, at § 8 b, stk. 1, 2. pkt., § 8 b, stk. 2 og 3, § 9, stk. 1-3, §§ 10, 27 og 33 (lovforslagets § 1, nr. 18-20, 30 og 32) vil finde anvendelse på alle tidsubegrænsede aftaler, der eksisterer den 20. november 2026.

Der henvises til lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

2.1.3.2. Valgmuligheder i forhold til forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 2, stk. 5-8, en række reguleringsmæssige valgmuligheder, der vedrører direktivets anvendelsesområde.

2.1.3.2.1. Købekort med henstand med betalingen (artikel 2, stk. 5)

Som beskrevet under pkt. 2.1.2.3.1 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5, litra a-c, at medlemsstaterne kan undtage kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen fra forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut (litra a), som i henhold til vilkårene, hvor kreditten skal tilbagebetales inden for 40 dage (litra b), og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten (litra c).

Det fremgår af bl.a. præambelbetragtning 18, at købekort med henstand med betalingen - som beskrevet i præambelbetragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner - er kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter. Det fremgår endvidere af præambelbetragtning 18 om hensynet bag valgmuligheden, at sådanne kreditaftaler kan hjælpe husholdningerne, så de bedre kan tilpasse deres budget til en månedlig indtægt.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, fremgår som beskrevet under pkt. 2.1.1.2.2, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 47, fremgår, at et betalingskort med udskudt betaling er en betalingsinstrumentkategori, der gør det muligt for betaleren at initiere en debet- eller kreditkorttransaktion fra kortholderens betalingskonto på en forud aftalt specifik dato, typisk en gang om måneden, og uden renter og gebyrer.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det taler for at udnytte valgmuligheden i artikel 2, stk. 5, litra a-c, at dette kan hjælpe forbrugerne, så de bedre kan tilpasse deres budget til en månedlig indtægt, jf. også præambelbetragtning 18. Dette er i overensstemmelse med det anførte i bemærkningerne til lovforslag nr. L 58, som ligger til grund for den nuværende § 3, stk. 1, nr. 2, i kreditaftaleloven, hvoraf det fremgår, at visse betalingskort er indrettet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere tidspunkt, hvilket gør det muligt for forbrugerne at indrette deres privatøkonomi på den for dem mest hensigtsmæssige måde, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 14.

Det foreslås, som en konsekvens af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5, litra a-c, at § 3, stk. 1, nr. 2, nyaffattes, således at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut, og hvor kreditten i henhold til vilkårene skal tilbagebetales inden for 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten. Den foreslåede § 8 b, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 18), finder dog, som efter gældende ret for så vidt angår den nuværende § 8 b, stk. 2, anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt. Dette vil indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal have de oplysninger, der fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en eventuel bod eller morarenter.

Det bemærkes, at betalingskort med henstand i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, og de dertil hørende lovbemærkninger, beskriver de samme typer af kort med udskudt betaling som betegnelsen købekort med henstand i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5. Der er derfor tale om en videreførelse af gældende ret i forhold til, hvilken type kort med henstand, der er omfattet af undtagelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil således i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret. For at være omfattet af undtagelsen vil henstanden dog fremover kun kunne gives i 40 dage fremfor de 50 dage, der gælder i dag.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.2.2. Kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer (artikel 2, stk. 6)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.3.2 følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en mere lempelig regulering af kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer, som opfylder en række nærmere angivne betingelser.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 5, ligeledes en valgmulighed i forhold til kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om valgmuligheden skulle udnyttes i dansk ret. Det fremgår i den forbindelse af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 26 f., at arbejdsgruppen, der kom med anbefalinger til, hvordan det pågældende direktiv skulle implementeres i dansk ret, indstillede, at muligheden for at fastsætte en mere lempelig regulering af kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer, ikke skulle udnyttes. Til støtte herfor anførte arbejdsgruppen bl.a., at visse almennyttige organisationer allerede ville falde udenfor direktivets anvendelsesområde, fordi der ikke er tale om kreditgivning som led i udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed, ligesom visse former for lån ville kunne falde ind under 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra f, og dermed ligge uden for direktivets anvendelsesområde. Arbejdsgruppen henviste herudover bl.a. til, at hensynet til et gennemskueligt og stabilt kreditmarked med en velfungerende konkurrence talte for, at alle aktører, der udøver erhvervsmæssig virksomhed, har samme forpligtelser, jf. nærmere betænkningens side 26 f.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 26 f., og som dannede baggrund for 2008-direktivets implementering - herunder i forhold til udnyttelse af valgmuligheder - fortsat er relevante. Således er det Justitsministeriets opfattelse, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, fortsat ikke bør udnyttes, og lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser herom.

2.1.3.2.3. Kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse (artikel 2, stk. 7)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.3.3, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en lempeligere regulering af kreditaftaler indgået mellem kreditgiveren og forbrugeren med hensyn til henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale.

Den lempeligere regulering vil bl.a. indebære, at artikel 18 (kreditværdig-hedsvurdering) og 26 (fortrydelsesret) ikke vil finde anvendelse på disse kreditaftaler, jf. nedenfor.

Det er dog efter artikel 2, stk. 7, litra a og b, en forudsætning - udover at forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelig kreditaftale - at ordningen kan forventes at afværge en retssag om forbrugerens misligholdelse (litra a), og at forbrugeren ved at indgå aftalen ikke bliver underlagt mindre gunstige vilkår end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale (litra b).

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2.7, følger det af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 7 b (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler), § 7 c, stk. 3 (afslag, der er begrundet i databasesøgning, skal meddeles forbrugeren), § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8, stk. 4 (bestemmelser, der vedrører krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 16 (beregning af de årlige omkostninger i procent), § 17 (kreditformidlere), § 26 (førtidig tilbagebetaling), § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, svarer til 2008-direktivets artikel 2, stk. 6, der ligeledes indeholder en valgmulighed i forhold til kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse. Forbrugerkreditdirektivet henviser imidlertid for så vidt angår valgmuligheden vedrørende disse kreditaftaler til en række nye bestemmelser i forhold til 2008-direktivet. Pågældende aftaler vil således - uanset om muligheden for at lade de pågældende kreditaftaler omfatte af en lempeligere regulering udnyttes - som noget nyt også være omfattet af forbrugerkreditdirektivets artikel 7 (reklame for og markedsføring af kreditaftaler), 31 (foranstaltninger til at begrænse debitorrente m.v.), 32 (forpligtelser med hensyn til god forretningsskik), 33 (krav til personalets viden og kompetencer), 34 (formidling af finansiel viden), 35 (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), 36 (gældsrådgivningstjenester) og 41 (kompetente myndigheder).

Derudover fremgår det som noget nyt af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, at også sandsynlig misligholdelse af den oprindelige kreditaftale er omfattet bestemmelsen.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om valgmuligheden skulle udnyttes i dansk ret. Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 28 f., at arbejdsgruppen indstillede, at muligheden for at fastsætte en mere lempelig regulering af kreditaftaler, som er indgået på baggrund af en misligholdelse af en eksisterende kreditaftale, udnyttes. Til støtte herfor henviste arbejdsgruppen bl.a. til, at forbrugeren er sikret, at den nye kreditaftale ikke indebærer, at forbrugeren stilles ringere end efter den oprindelige og nu misligholdte kreditaftale, og at den lempeligere regulering af disse kreditaftaler ville gøre den samlede proces mere smidig, uden at forbrugerbeskyttelsen sås at blive væsentligt forringet. Der henvises til betænkning nr. 1509/2009, side 28 f.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 28 f., fortsat er relevante. Det foreslås derfor, at valgmuligheden i artikel 2, stk. 7, udnyttes.

Det foreslås på den baggrund at videreføre den gældende bestemmelse med de tilføjelser, der følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7. Af lovtekniske grunde indebærer det, at kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, nyaffattes. Der lægges herefter op til, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler mellem en kreditgiver og en forbruger med hensyn til henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale, såfremt ordningen kan forventes at afværge en retssag om forbrugerens misligholdelse, og forbrugeren ikke ved at indgå aftalen bliver underlagt mindre gunstige vilkår end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale. §§ 1-4, 4 c, 5, 7, 7 b, 7 h, § 8, stk. 1, stk. 2, nr. 1-8, 12 og 18, og stk. 5, §§ 8 b, 9, 16, 17, 26, 27, 29 a, 29 b, kapitel 12 a og 13 finder dog anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, således at der fortsat vil gælde en lempeligere regulering for sådanne kreditaftaler, idet der dog vil være tale om en udvidelse af antallet af bestemmelser, som finder anvendelse på sådanne kreditaftaler, i forhold til den nuværende § 3, stk. 1, nr. 7, i kreditaftaleloven, jf. nærmere ovenfor.

Derudover vil den foreslåede bestemmelse indebære, at også sandsynlig misligholdelse omfattes af bestemmelsen. Sandsynlig misligholdelse sigter til situationer, hvor det formodes at være sandsynligt, at forbrugere vil misligholde deres forpligtelser. Efter præambelbetragtning 21, gælder det f.eks. i situationer, hvor de har mistet deres arbejde.

Det bemærkes, at en række af de artikler, som i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, skal finde anvendelse på kreditaftaler efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, gennemføres i henholdsvis lov om forbrugslånsvirksomheder og markedsføringsloven, der ikke undtager kreditaftaler, som er indgået på baggrund af misligholdelse. Der er derfor ikke behov for at medtage henvisninger hertil i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, jf. nedenfor.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 7, 8 og 38, litra a, gennemføres i markedsføringsloven. Artikel 7 implementeres i markedsføringslovens § 11 c. Artikel 8, stk. 7, og stk. 8, litra a, gennemføres i markedsføringslovens § 11 d. Artikel 8, stk. 1-6, gennemføres i markedsføringslovens § 18, stk. 1-5. Artikel 38, litra a, er gennemført i markedsføringslovens § 18, stk. 4, der bliver stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 31 om foranstaltninger til at begrænse debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller de samlede omkostninger er gennemført i lov om forbrugslånsvirksomheders §§ 11 a og 11 b. Der henvises nærmere til pkt. 2.30. Desuden er direktivets artikel 32, stk. 2-4, om aflønning gennemført i de foreslåede §§ 9-9 b i lov om forbrugslånsvirksomheder. Der henvises nærmere til pkt. 2.32. Forbrugerkreditdirektivets artikel 33 om videns- og kompetencekrav til personalet er gennemført i den foreslåede § 8 b i lov om forbrugslånsvirksomheder, mens artikel 37 om godkendelse og registrering er gennemført i § 3 og den foreslåede § 3 a i lov om forbrugslånsvirksomheder. Der henvises nærmere til pkt. 2.33 og pkt. 2.37. For så vidt angår artikel 34 om formidling af finansiel viden henvises nærmere til beskrivelsen af gældende ret under pkt. 2.34.

Derudover bemærkes for så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 40 om adgang til passende, hurtige og effektive udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer til bilæggelse af tvister, at de eksisterende muligheder for at indbringe klager for klage- og ankenævn som beskrevet under pkt. 2.40.3 vurderes at opfylde kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 40. Der er på den baggrund ikke behov for at medtage en henvisning hertil i den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

2.1.3.2.4. Små kreditaftaler, rente- og omkostningsfri kreditaftaler og kreditaftaler, hvor kreditten skal tilbagebetales inden for tre måneder (artikel 2, stk. 8)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.3.4, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra a-c, at medlemsstaterne kan bestemme, at der skal gælde en lempeligere regulering for kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR (litra a), kreditaftaler, hvor kredit ydes rentefrit og uden andre omkostninger (litra b), og kreditaftaler, hvor kredit skal tilbagebetales inden for tre måneder, og hvor der kun skal betales ubetydelige omkostninger (litra c). Der henvises nærmere til pkt. 2.1.2.3.4.

Det fremgår bl.a. af præambelbetragtning 15, at for nogle af de kreditaftaler, der var udelukket fra anvendelsesområdet for 2008-direktivet, og som bør være omfattet af forbrugerkreditdirektivet, nemlig kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR, kredit givet rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger, og kredit, der skal tilbagebetales inden for tre måneder med kun ubetydelige omkostninger, bør medlemsstaterne kunne udelukke anvendelsen af et defineret og begrænset antal bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet vedrørende reklame, oplysninger forud for aftaleindgåelsen og i aftalen for at undgå en unødvendig byrde for kreditgivere under hensyntagen til de særlige markedsforhold og de særlige karakteristika ved disse kreditaftaler, såsom deres kortere varighed, samtidig med at der sikres et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

Der findes således ikke en tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivet.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra a, om kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR, bemærkes det, jf. pkt. 2.1.3.3.3, at det fremgår af 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra c, at kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR eller på over 75.000 EUR ikke omfattes af 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder dog ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets bestemmelse skulle finde anvendelse på kreditbeløb under 200 EUR. Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 50 ff., at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser også skulle finde anvendelse på sådanne kreditaftaler. Til støtte herfor anførte arbejdsgruppen bl.a., at der i praksis formentlig ofte vil være tale om kreditaftaler, som på grund af den begrænsede beløbsstørrelse vil blive indgået på et mindre oplyst grundlag, ligesom der - f.eks. i forbindelse med SMS-lån med kort løbetid - kan være tale om en særdeles høj ÅOP, hvilket kan tale for, at særligt oplysningsforpligtelser, fortrydelsesret og ret til førtidig indfrielse også bør være gældende for denne type lån, jf. nærmere betænkningen, side 51 f.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som fremgår af betænkning 1509/2009, side 50 ff., fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den gældende retstilstand bør videreføres, hvorefter de pågældende kreditaftaler omfattes af kreditaftalelovens almindelige regler.

Derudover bemærkes for så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra b og c, om kreditaftaler, hvor kredit ydes rentefrit og uden andre omkostninger (litra b), og om kreditaftaler, hvor kredit skal tilbagebetales inden for tre måneder, og hvor der kun skal betales ubetydelige omkostninger (litra c), at kreditaftaleloven tidligere undtog kreditaftaler, hvor kreditten ydedes rentefrit og uden andre omkostninger, jf. den daværende § 3, stk. 1, nr. 1, samt kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skulle betales tilbage inden 3 måneder, og som kun var forbundet med ubetydelige omkostninger, jf. den daværende § 3, stk. 1, nr. 2.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, blev imidlertid ændret ved lov nr. 479 af 12. maj 2023 om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om kreditaftaler, jf. også under pkt. 2.1.1.2.1 og 2.1.1.2.2. Om baggrunden herfor fremgår det bl.a. af side 13 f. lovforslag nr. L 58, at der var en stigning i antallet af kreditter, der udbydes rente- og omkostningsfrit, såkaldte "køb nu og betal senere". Rente- og omkostningsfrie kreditter kan være risikable for forbrugerne. Selvom kreditten i sig selv er rente- og omkostningsfri, kan forbrugeren blive pålagt rykkergebyrer og renter, hvis vedkommende ikke kan betale tilbage. På den måde kan forbrugeren ende med en gæld, som den pågældende ikke har mulighed for at betale tilbage. Ændringen skyldtes derfor et behov for at styrke forbrugerbeskyttelsen, jf. nærmere Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 58 som fremsat, side 13 f. Kreditaftaler, hvor kredit skal tilbagebetales inden for tre måneder, og hvor der kun skal betales ubetydelige omkostninger, blev også omfattet af kreditaftaleloven i forbindelse med ændringen i 2023. Dette for at undgå, at udbydere af "køb nu og betal senere"-kreditterne kunne omgå reglerne ved at tilrette kreditterne, således at de var omfattet af denne bestemmelse i stedet for bestemmelsen om rente- og omkostningsfrie kreditter.

Der lægges på den baggrund op til, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, litra b-c, ikke udnyttes. Der henvises dog for så vidt angår de såkaldte "køb nu og betal senere"-ordninger til pkt. 2.1.3.1.1.

2.1.3.3. Anvendelse af forbrugerkreditdirektivets bestemmelser uden for det område, som direktivet regulerer

Som det fremgår af pkt. 1, er forbrugerkreditdirektivet - ligesom 2008-direktivet - et totalharmoniseringsdirektiv. Totalharmoniseringen gælder imidlertid kun inden for direktivets anvendelsesområde, dvs. på de områder, som direktivet regulerer. Det indebærer, at der på områder, som ikke er omfattet af direktivet, kan fastsættes andre regler, eller det kan bestemmes, at regler svarende til direktivets også skal finde anvendelse her, jf. også forbrugerkreditsdirektivets præambelbetragtning 14.

Kreditaftaleloven finder efter gældende ret anvendelse på visse kreditaftaletyper, som ikke er omfattet af 2008-direktivet, f.eks. for så vidt angår kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, jf. nærmere pkt. 2.1.3.3.1. Ved gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet skal der derfor tages stilling til, om regler svarende til forbrugerkreditdirektivet skal finde anvendelse på kreditaftaletyper, der falder uden for forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde.

2.1.3.3.1. Kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom (artikel 2, stk. 2, litra a)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.1, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller ved en rettighed relateret til fast ejendom.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra a, en tilsvarende bestemmelse. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som generelt undtager kreditaftaler, som er sikret ved pant i fast ejendom m.v., fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

I modsætning til de nævnte direktiver finder kreditaftalelovens regler i vidt omfang anvendelse på kreditaftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom m.v. I forhold til visse af kreditaftalelovens bestemmelser er sådanne kreditaftaler dog undtaget eller der er fastsat særlige bestemmelser, der afviger fra kreditaftalelovens regler for andre typer kreditaftaler.

Beslutningen om at medtage lån sikret ved pant i fast ejendom m.v. i kreditaftaleloven blev truffet under Folketingets behandling af forslag til lov om kreditaftaler, som den 22. november 1989 blev fremsat som lovforslag nr. L 78, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, hvorved direktiv 87/102/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit blev gennemført. Den daværende regering erklærede sig enig i et høringssvar fra Forbrugerrådet, der havde anført, at alle kreditgivere så vidt mulig burde stilles lige, således at konkurrenceforvridning mellem forskellige kreditgivere kunne undgås, ligesom dispositioner i forbindelse med køb af fast ejendom fandtes at være af så indgribende betydning for forbrugeren, at væsentlige hensyn talte for, at kreditaftaler med henblik på erhvervelse af fast ejendom m.v. ligeledes blev omfattet af lovforslaget.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler fortsat helt eller delvist skulle finde anvendelse på kreditaftaler med pant i fast ejendom. Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 47, at et flertal i arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser også skulle finde anvendelse på kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, dog således, at der fastsættes undtagelser på de områder, hvor anvendelse af bestemmelserne vil være særligt problematisk i relation til kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, f.eks. i forhold til det tidspunkt, hvor kreditgivers oplysningspligt skal være opfyldt.

Til støtte for en sådan ordning, hvor 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på de nævnte kreditaftaler, anføres det bl.a. i betænkning nr. 1509/2009, side 46, at de nævnte kreditaftaler allerede var omfattet af kreditaftalelovens regler, dog med visse undtagelser, og at det var vanskeligt at se, hvorfor netop kriteriet om, at en kreditaftale er sikret ved pant i fast ejendom, skulle føre til, at en kreditaftale ikke skulle være omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde. Der henvises for så vidt angår arbejdsgruppens overvejelser nærmere til side 44 ff.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en række af de overvejelser, som fremgår af betænkning 1509/2009, side 44-49, fortsat er relevante. Dertil kommer, at dele af boligkreditdirektivet, som bl.a. finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret enten ved pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom til beboelse, eller som er sikret i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, er gennemført i kreditaftaleloven ved lov nr. 532 af 29. marts 2015 om ændring af bl.a. lov om kreditaftaler.

Kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom m.v. bør således fortsat være omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, således som det er tilfældet efter gældende ret. Der vil dog fortsat gælde en række undtagelser hertil, jf. f.eks. kreditaftalelovens § 19, stk. 7, hvorefter lovens § 19, stk. 1-6, om fortrydelsesret, ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse.

2.1.3.3.2. Kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer m.v. (artikel 2, stk. 2, litra b)

Som nærmere beskrevet under pkt. 2.1.2.2.2 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger, herunder lokaler, der anvendes til erhvervsmæssig virksomhed.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra b, en tilsvarende bestemmelse, dog med enkelte sproglige forskelle. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på kreditaftaler til finansiering af erhvervelse af grundarealer eller bygninger m.v. Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 50, at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser også skulle finde anvendelse på kreditaftaler til finansiering af erhvervelse af grundarealer eller bygninger m.v.

Til støtte for en sådan ordning, hvor 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på de nævnte kreditaftaler, anføres det bl.a. i betænkning nr. 1509/2009, side 49 f., at de nævnte kreditaftaler allerede var omfattet af kreditaftalelovens regler, og at det kan være vanskeligt at argumentere for, at kreditaftaler, der har til formål at finansiere erhvervelsen af bestemte aktiver (grundarealer eller bygninger), ikke skal være omfattet, mens kreditaftaler, der har til formål at finansiere alle andre aktiver, som udgangspunkt vil være omfattet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en række af de overvejelser, der fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 49 f., fortsat er relevante. Dertil kommer, at dele af boligkreditdirektivet, som bl.a. finder anvendelse på kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, er gennemført i kreditaftaleloven ved lov nr. 532 af 29. marts 2015 om ændring af bl.a. lov om kreditaftaler.

Kreditaftaler, som har til formål at erhverve eller bevare ejendomsretten til grundarealer m.v., bør således fortsat være omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, således som det er tilfældet efter gældende ret.

2.1.3.3.3. Kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR (artikel 2, stk. 2, litra c og artikel 2, stk. 3)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.3, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR.

Der findes en lignende bestemmelse i 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra c, hvorefter kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR eller på over 75.000 EUR ikke omfattes af 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet bl.a. overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på anvendelse på særligt store kreditaftaler (over ca. 550.000 kr.). Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 52, at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser også skulle finde anvendelse på kreditaftaler med kreditbeløb på over 75.000 EUR (over ca. 550.000 kr.). Som begrundelse for en sådan ordning fremgår det bl.a. af betænkningen, side 52, at kreditaftalernes størrelse og dermed betydelige indvirkning på forbrugerens privatøkonomi taler for, at disse kreditaftaler fuldt ud bør være omfattet af reglerne, således som det allerede var tilfældet på daværende tidspunkt. Der henvises for så vidt angår arbejdsgruppens overvejelser nærmere til side 51 f.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, der fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 51 f., fortsat er relevante. Kreditaftaler, som har et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR, bør således fortsat være omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1.

Som beskrevet under pkt. 2.1.2.2.3 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 3, at direktivet uanset artikel 2, stk. 2, litra c, finder anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100.000 EUR, som ikke er sikret enten ved pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller ved en rettighed relateret til fast ejendom, når formålet med disse kreditaftaler er istandsættelse af fast ejendom til beboelse. Som det fremgår ovenfor, indeholder kreditaftaleloven dog ikke særlige regler, som undtager kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på over 100 000 EUR, og kreditaftaler, som omfattes af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 3, er således allerede efter gældende ret omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1. Der er som følge heraf ikke behov for at fastsætte særskilte regler herom.

For så vidt angår kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200 EUR henvises til pkt. 2.1.3.2.4.

2.1.3.3.4. Kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere (artikel 2, stk. 2, litra d)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.4, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra d, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af arbejdsgivere til deres ansatte som en sekundær aktivitet, enten rentefrit eller til årlige omkostninger i procent, som er lavere end de gældende markedsrenter, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra g, en tilsvarende bestemmelse, dog med enkelte sproglige forskelle. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som generelt undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.1, følger det af kreditaftalelovens § 1, stk. 1, at kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredit til en forbruger. Ved en kreditgiver forstås en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, jf. lovens § 4, nr. 2. Dette svarer til definitionen af en kreditgiver i 2008-direktivets artikel 3, litra b, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 4, nr. 2, at definitionen af en kreditgiver indebærer, at en arbejdsgiver, som yder kredit til en medarbejder, normalt ikke vil være at betragte som kreditgiver i lovens forstand, medmindre arbejdsgiveren yder kreditten som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, hvilket f.eks. vil være tilfældet for et pengeinstitut, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 48. Der henvises endvidere til betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 56.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det fremgår i den forbindelse af betænkning nr. 1509/2009, side 56 f., at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser ikke skulle finde anvendelse på kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det var imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at denne afgrænsning allerede fulgte af direktivets definition af en kreditgiver, jf. ovenfor.

Som begrundelse for arbejdsgruppens indstilling henvises i betænkning nr. 1509/2009, side 56, bl.a. til, at det talte for, at sådanne aftaler ikke skulle omfattes af kreditaftaleloven, at det ville være en videreførelse af status quo. De pågældende former for kreditaftaler vil fortsat i de fleste tilfælde have karakter af private lån, og dermed burde reguleringen ikke adskille sig fra reguleringen af andre former for private lån.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som fremgår af betænkning 1509/2009, side 56 f., fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den gældende retstilstand bør videreføres, hvorefter kreditaftaleloven ikke indeholder særlige regler, der generelt undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde. Det bemærkes, at en videreførelse af den gældende retstilstand vil indebære, at visse kreditaftaler, der ydes af en arbejdsgiver, og som er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra d, vil være omfattet af kreditaftalelovens regler, når det sker som led i udøvelsen af erhvervsmæssige virksomhed, selv om det har karakter af en sekundær aktivitet, jf. også betænkning nr. 1509/2009, side 56 f.

2.1.3.3.5. Kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner (artikel 2, stk. 2, litra e)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.5, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra e, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der er indgået med investeringsselskaber som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (MiFID 2-forordningen) eller med kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 (CRR-forordningen) med henblik på at gøre det muligt for en investor at foretage en transaktion vedrørende et eller flere af de finansielle instrumenter, der er anført i afsnit C i bilag I til MiFID 2-forordningen, hvis det investeringsselskab eller kreditinstitut, som yder kreditten, er involveret i den pågældende transaktion. Der henvises nærmere herom til pkt. 2.1.2.2.5.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra h, en lignende bestemmelse. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner. Det fremgår af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 58, at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser skulle finde anvendelse på kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner, bl.a. fordi der kan være et særligt forbrugerbeskyttelseshensyn i situationer, hvor den ydede kredit har tæt sammenhæng med forbrugerens anvendelse af kreditgiverens øvrige produkter, ligesom det ville være en videreførelse af gældende ret, at der ikke er en særlig regulering af disse kreditaftaler.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, der fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 58 f., fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på den baggrund, at kreditaftaleloven fortsat bør finde anvendelse på sådanne kreditaftaler, medmindre de af anden årsag falder uden for lovens anvendelsesområde.

2.1.3.3.6. Kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ (artikel 2, stk. 2, litra f)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.6, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra f, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ. 2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra i, en tilsvarende bestemmelse.

Efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 4, finder kreditaftaleloven allerede i dag ikke anvendelse på kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten.

For så vidt angår implementeringen af 2008-direktivet fremgår det af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 59 f., at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser ikke skulle finde anvendelse på kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten m.v. Arbejdsgruppen henviste til støtte herfor bl.a. til, at beskyttelseshensynene til forbrugerne er stærkt begrænsede, når en kreditaftale indgås som led i et indenretligt forlig, ligesom at der var tale om en videreførelse af en allerede gældende undtagelse til kreditaftalelovens anvendelsesområde. Derudover anførte arbejdsgruppen bl.a., at sådanne kreditaftaler indgås for at undgå visse negative konsekvenser for forbrugeren, der har misligholdt en kreditaftale, og at det derfor ofte vil være i forbrugerens interesse, at sådanne aftaler kan indgås på en let måde.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, der fremgår af betænkning 1509/2009, side 59 f., fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den gældende retstilstand bør videreføres, hvorefter de pågældende kreditaftaler ikke er omfattet af kreditaftaleloven, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 4.

2.1.3.3.7. Kreditaftaler, som vedrører omkostningsfri henstand med betalingen af en eksisterende gæld (artikel 2, stk. 2, litra i)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.9, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra i, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som vedrører omkostningsfri henstand med betalingen af en eksisterende gæld. 2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra j, en tilsvarende bestemmelse.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2.3, følger det af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalingen af en eksisterende gæld.

For så vidt angår implementeringen af 2008-direktivet, fremgår det af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 61, at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivets bestemmelser ikke skulle finde anvendelse på kreditaftaler, der vedrører henstand uden omkostninger, idet en aftale om gratis henstand som udgangspunkt må siges at være indgået til forbrugerens fordel, og at administrative byrder for kreditgiver vil kunne medføre, at den gratis henstand tilbydes i mindre omfang end ellers.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, der fremgår af betænkning 1509/2009, side 61, fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den gældende retstilstand bør videreføres, hvorefter de pågældende kreditaftaler ikke er omfattet af kreditaftaleloven, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 3.

2.1.3.3.8. Kreditaftaler, hvor forbrugeren pålægges krav om at deponere en genstand som sikkerhed (artikel 2, stk. 2, litra j)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.10, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra j, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor forbrugeren pålægges krav om at deponere en genstand som sikkerhed hos kreditgiveren, og hvor forbrugeren ene og alene hæfter med den pågældende deponerede genstand.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra k, en tilsvarende bestemmelse. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2. Denne type aftaler er således omfattet af kreditaftalelovens almindelige anvendelsesområde, jf. lovens § 1, Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 45, og betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 61.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på kreditaftaler, hvor der deponeres sikkerhed. Det fremgår af betænkning 1509/2009, side 62, at arbejdsgruppen indstillede, at 2008-direktivet skulle finde anvendelse på kreditaftaler, hvor der deponeres sikkerhed. Arbejdsgruppen henviste bl.a. til, at dette ville være udtryk for status quo, og at forbrugerens beskyttelsesbehov ikke bliver mindre, blot fordi en genstand er deponeret som sikkerhed.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, der fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 62, fortsat er relevante. Justitsministeriet finder på således den baggrund, at kreditaftalelovens fortsat bør finde anvendelse på sådanne kreditaftaler.

2.1.3.3.9. Kreditaftaler, der vedrører lån ydet til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte (artikel 2, stk. 2, litra k)

Som det fremgår af pkt. 2.1.2.2.11, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra k, at forbrugerkreditdirektivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der vedrører lån ydet til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og til en lavere debitorrente end dem, der gælder på markedet, eller rentefrit, eller på andre vilkår, som er mere fordelagtige for forbrugeren end dem, der gælder på markedet.

2008-direktivet indeholder i artikel 2, stk. 2, litra l, en tilsvarende bestemmelse. Kreditaftaleloven indeholder imidlertid ingen særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. også pkt. 2.1.1.1-2.1.1.2.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om 2008-direktivets regler skulle finde anvendelse på kreditaftaler, som vedrører lån bevilget til en begrænset offentlighed i henhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte. Det fremgår af betænkning 1509/2009, side 62, at arbejdsgruppen vurderede, at denne type lån ikke var aktuelle i Danmark.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den gældende retstilstand bør videreføres, hvorefter der ikke i kreditaftaleloven er fastsat særlige regler, som undtager sådanne kreditaftaler fra kreditaftalelovens anvendelsesområde.

2.2. Definitioner

Kreditaftalelovens § 4, nr. 1-17, fastlægger, hvad der forstås ved en række af de begreber, der anvendes i loven. Kreditaftalelovens § 4, nr. 1-14, implementerer 2008-direktivets artikel 3, litra a-n.

En række af de definitioner, der fremgår af 2008-direktivet, videreføres uændret i forbrugerkreditdirektivet. Dette drejer sig om 2008-direktivets artikel 3, litra c, d, h og j (om kreditaftale, kassekredit, samlet beløb, der skal betales af forbrugeren og debitorrente), der videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 3, 18, 6 og 8. De pågældende bestemmelser er i dag implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 3, 4, 8 og 10.

Derudover gælder det for en række af de definitioner, der fremgår af 2008-direktivet, at disse - med visse mindre sproglige ændringer, som ikke har indholdsmæssige konsekvenser - videreføres i forbrugerkreditdirektivet. Det drejer sig om 2008-direktivets artikel 3, litra a, b, e, l og m (om forbruger, kreditgiver, overtræk, samlet kreditbeløb og varigt medium), der videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 1, 2, 10, 11 og 19. De pågældende bestemmelser er i dag implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 1, 2, 5, 12 og 13.

Forbrugerkreditdirektivet giver ikke anledning til ændringer for så vidt angår disse bestemmelser, som derfor ikke behandles nærmere.

For en række af definitionerne i forbrugerkreditdirektivet gælder imidlertid, at disse i forhold til 2008-direktivet indeholder sproglige ændringer af mere omfattende karakter, henholdsvis indholdsmæssige ændringer. Dertil kommer en række nye definitioner i forbrugerkreditdirektivet. Disse definitioner giver således anledning til en række ændringer i kreditaftalelovens § 4, jf. nærmere under pkt. 2.2.1-2.2.3.

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Kreditformidler (kreditaftalelovens § 4, nr. 6)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 6, at der ved »kreditformidler« forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, a) præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 6, gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra f, som definerer begrebet kreditformidler. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 4, nr. 6, vil en kreditformidler f.eks. kunne være en ejendomsmægler, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 55.

2.2.1.2. Samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen (kreditaftalelovens § 4, nr. 7)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 7, at der ved begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« forstås alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, hvis indgåelse af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 7, gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra g, samt boligkreditdirektivets artikel 4, nr. 13.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 4, nr. 7, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 48, at de samlede omkostninger omfatter alle omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen. Eventuelle notarialgebyrer er dog undtaget, men noget tilsvarende gør sig ikke gældende for tinglysningsafgift. Hvis kreditgiveren ikke har kendskab til en omkostning, der skal betales i forbindelse med kreditaftalen, eller hvis kreditgiveren ikke har mulighed for at kvantificere en omkostning, vil kreditgiveren ikke være forpligtet til at lade denne omkostning indgå i beregningen af de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.

Det fremgår derudover, at for så vidt angår forsikringspræmier skal disse - uanset om der er tale om en forsikring, der skal tjene til sikkerhed for kredittens tilbagebetaling - som udgangspunkt medregnes i de samlede kreditomkostninger, hvis det er en betingelse for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser, at den pågældende forsikring tegnes. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor kreditgiveren ikke har kendskab til (størrelsen af) forsikringspræmien.

Endvidere fremgår det med henvisning til 2008-direktivets præambelbetragtning 20, at kreditgiverens faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig agtpågivenhed. Kreditgiveren må antages at have kendskab til forsikringsomkostninger, hvis forsikringsaftalen indgås med kreditgiveren eller et selskab, der har en sådan tilknytning til kreditgiveren, der gør at denne har let adgang til oplysningerne. Derimod kan kreditgiveren ikke formodes at have kendskab til oplysningerne, hvis forsikringsaftalen indgås med en af kreditgiveren uafhængig tredjemand.

2.2.1.3. Årlige omkostninger i procent (kreditaftalelovens § 4, nr. 9)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 9, at der ved begrebet »årlige omkostninger i procent« forstås de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 9, gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra i, og boligkreditdirektivets artikel 4, nr. 15.

2.2.1.4. Fast debitorrente (kreditaftalelovens § 4, nr. 11)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 11, at der ved begrebet »fast debitorrente« forstås, at kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen aftaler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fastsat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 11, gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra k.

2.2.1.5. Tilknyttet kreditaftale (kreditaftalelovens § 4, nr. 14)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 14, at der ved begrebet »tilknyttet kreditaftale« forstås en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser og b) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idet der anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

Kreditaftalelovens § 4, nr. 14, gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra n.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 4, nr. 14, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49, at tilknyttede kreditaftaler i modsætning til definitionen i nr. 15 af kreditkøb (kreditaftalelovens § 4, nr. 15) tillige omfatter kreditaftaler i tilknytning til tjenesteydelser, ligesom der ikke kræves en aftale mellem kreditgiver og sælger. Således vil også kreditaftaler, hvor køberen henvender sig selvstændigt til en bank eller et finansieringsselskab m.v., og hvor det udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen, at den skal finansiere en specifik vare eller tjenesteydelse, være omfattet af begrebet en tilknyttet kreditaftale.

2.2.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

2.2.2.1. Accessorisk tjenesteydelse (artikel 3, nr. 4)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4, at der ved »accessorisk tjenesteydelse« forstås en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen.

Efter præambelbetragtning 41 kan en accessorisk tjenesteydelse f.eks. bestå i, at forbrugeren i forbindelse med en kreditaftale åbner en bankkonto.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.2. Samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten (artikel 3, nr. 5)

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5, skal der ved »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« forstås alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter og enhver anden form for gebyr, som forbrugeren er forpligtet til at betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notaromkostninger. Derudover skal omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, også medregnes i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis indgåelsen af en aftale om sådanne accessoriske tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.

For så vidt angår kreditgiverens kendskab til omkostningerne, fremgår det bl.a. af præambelbetragtning 39, at kreditgivernes faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til de krav om professionalisme, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet.

Endvidere fremgår det bl.a. af præambelbetragtning 41, at de omkostninger, der skal betales i forbindelse med accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmier, bør medregnes i de samlede omkostninger. Alternativt bør forbrugerne, hvis sådanne omkostninger ikke kan beregnes i forvejen, forud for aftaleindgåelsen have fyldestgørende oplysninger om, at der påregnes omkostninger. Kreditgivere bør antages at have kendskab til omkostningerne ved accessoriske tjenesteydelser, som de tilbyder forbrugerne selv eller på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugernes særlige karakteristika eller situation.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra g, en lignende bestemmelse.

2.2.2.3. Årlige omkostninger i procent (artikel 3, nr. 7)

I henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7, skal der ved »årlige omkostninger i procent« eller »ÅOP« forstås de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb og beregnet som fastsat i artikel 30 (beregning af de årlige omkostninger i procent).

Det fremgår bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 38, at oplysninger forud for aftaleindgåelse - for at sikre størst mulig gennemsigtighed og sammenlignelighed af tilbuddene - navnlig bør omfatte de årlige omkostninger i procent, der gælder for kreditten, i procent, og som er fastsat på samme måde i hele Unionen. Da de årlige omkostninger i procent på dette stadium kun kan angives som et eksempel, bør et sådant eksempel være repræsentativt. Det bør derfor afspejle f.eks. den gennemsnitlige løbetid og det gennemsnitlige samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale, og i givet fald de købte varer. Når det repræsentative eksempel opstilles, bør der også tages hensyn til, hvor hyppigt visse typer kreditaftaler optræder på et særligt marked.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra i, en lignende bestemmelse.

2.2.2.4. Fast debitorrente (artikel 3, nr. 9)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9, at der ved »fast debitorrente« forstås den debitorrente, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for hele kreditaftalens løbetid, eller flere debitorrenter, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for delperioder, hvor debitorrenten udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats; hvis kreditaftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke debitorrenterne udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 40, at kreditaftaler, hvor en debitorrente revideres med jævne mellemrum i overensstemmelse med ændringer i en referencesats, der henvises til i kreditaftalen, ikke bør anses som kreditaftaler med fast debitorrente.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra k, en lignende bestemmelse.

2.2.2.5. Kreditformidler (artikel 3, nr. 12)

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12, skal der ved »kreditformidler« forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i den pågældende persons udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed: a) præsenterer forbrugere for eller tilbyder dem kreditaftaler, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse med henblik på kreditaftaler end som omhandlet i litra a), eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers vegne.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 27, at visse bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet bør finde anvendelse på kreditformidlere, der er fysiske og juridiske personer, og som led i udøvelsen af deres erhvervsmæssige virksomhed mod vederlag præsenterer forbrugere for eller tilbyder forbrugere kreditaftaler, bistår forbrugere ved at udføre forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler eller indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra f, en lignende bestemmelse.

2.2.2.6. Oplysninger forud for aftaleindgåelse (artikel 3, nr. 13)

I henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 13, skal der ved »oplysninger forud for aftaleindgåelsen« forstås de oplysninger, som stilles til rådighed, før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller, i givet fald, ved afgivelsen af et bindende tilbud, og som forbrugeren skal bruge for at kunne sammenligne forskellige kredittilbud og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt vedkommende skal indgå kreditaftalen.

Af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 36 fremgår det, at forbrugerne for at kunne træffe deres beslutninger med fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder bør modtage fyldestgørende oplysninger forud for aftaleindgåelsen til nøje overvejelse i ro og mag i god tid før og ikke samtidig med indgåelsen af kreditaftalen, herunder oplysninger om vilkårene og omkostningerne ved kreditten og om deres forpligtelser, samt fyldestgørende forklaringer heraf. Dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.7. Profilering (artikel 3, nr. 14)

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 14, skal der ved »profilering« forstås profilering som defineret i artikel 4, nr. 4, i forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen).

Det fremgår af artikel 4, nr. 4, i databeskyttelsesforordningen, at der ved profilering forstås enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.8. Kombinationssalg (artikel 3, nr. 15)

I henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15, skal der ved »kombinationssalg« forstås tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.9. Pakkesalg (artikel 3, nr. 16)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 16, at der ved »pakkesalg« forstås tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.10. Rådgivningstjenester (artikel 3, nr. 17)

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17, skal der ved »rådgivningstjenester« forstås individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 12 (om forståelsen af kreditformidler, jf. pkt. 2.2.2.5 ovenfor).

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.11. Tilknyttet kreditaftale (artikel 3, nr. 20)

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20, skal der ved »tilknyttet kreditaftale« forstås en kreditaftale, ifølge hvilken: a) den pågældende kredit eller de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og b) kreditaftalen og aftalen om levering tilsammen objektivt set udgør en kommerciel helhed; der anses at foreligge en kommerciel helhed, hvor leverandøren af varer eller tjenesteydelser selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen, indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, eller hvor de specifikke varer eller leveringen af specifikke tjenesteydelser udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra n, en lignende bestemmelse.

2.2.2.12. Førtidig tilbagebetaling (artikel 3, nr. 21)

I henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21, skal der ved »førtidig tilbagebetaling« forstås hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.2.13. Gældsrådgivningstjenester (artikel 3, nr. 22)

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22, at der ved »gældsrådgivningstjenester« forstås individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret i forbrugerkreditdirektivet, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder, som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU (NPL-direktivet), til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

For så vidt angår afgrænsningen til, hvornår en professionel aktør er »kreditgiver« i henhold til direktivet, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 2, at der ved en kreditgiver forstås en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed. Bestemmelsen svarer til kreditaftalelovens § 4, nr. 2, som gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra f. For så vidt angår forståelsen af en kreditformidler henvises til pkt. 2.2.2.5 og 2.2.3.5.

Derudover fremgår af artikel 3, nr. 6, i NPL-direktivet, at der ved en kreditkøber forstås enhver anden fysisk eller juridisk person end et kreditinstitut, som køber en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret. Endvidere fremgår det af artikel 3, nr. 8, at der ved en kreditservicevirksomhed forstås en juridisk person, der som led i sin erhvervsmæssige virksomhed forvalter og fyldestgør rettigheder og forpligtelser i tilknytning til en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller til selve den misligholdte kreditaftale på vegne af en kreditkøber, og som udfører mindst én eller flere kreditserviceringsaktiviteter. Bestemmelserne er i dansk ret implementeret i § 2, nr. 6 og 8, i lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22, er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.2 gælder det for en række af definitionerne i forbrugerkreditdirektivet, jf. pkt. 2.2.2.1-2.2.2.13, at disse i forhold til 2008-direktivet indeholder sproglige ændringer af mere omfattende karakter, henholdsvis ændringer af indholdsmæssig karakter. Dertil kommer en række definitioner i forbrugerkreditdirektivet, som er nye i forhold til 2008-direktivet. Dette giver anledning til en række ændringer i kreditaftalelovens § 4.

2.2.3.1. Accessorisk tjenesteydelse

Som anført under pkt. 2.2.2.1 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4, at der ved accessorisk tjenesteydelse forstås en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen.

En accessorisk tjenesteydelse kan f.eks. bestå i, at forbrugeren i forbindelse med en kreditaftale åbner en bankkonto, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition.

Det foreslås derfor, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 18, som definerer accessorisk tjenesteydelse i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.2. Samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten

Som anført under pkt. 2.2.2.2 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5, at der ved »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« forstås alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter og enhver anden form for gebyr, som forbrugeren er forpligtet til at betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notaromkostninger; omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, såfremt indgåelsen af en aftale om sådanne accessoriske tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.

Derudover fremgår det bl.a. af præambelbetragtning 39, for så vidt angår kreditgiverens kendskab til omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, at kreditgivernes faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til de krav om professionalisme, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra g, en lignende bestemmelse, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 7, jf. nærmere under pkt. 2.2.1.2. 2008-direktivets artikel 3, litra g, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5, indeholder imidlertid en række sproglige forskelle.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 7, nyaffattes, således at ordlyden bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen i kreditaftalen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.3. Årlige omkostninger i procent eller ÅOP

Som nærmere beskrevet under pkt. 2.2.2.3 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7, at der ved »årlige omkostninger i procent« eller »ÅOP« forstås de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb og beregnet som fastsat i artikel 30.

Bestemmelsen skal således navnlig ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 30 om beregning af de årlige omkostninger i procent, jf. nærmere pkt. 2.29.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra i, en lignende bestemmelse, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 9, jf. nærmere under pkt. 2.2.1.3. 2008-direktivets artikel 3, litra i, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7, indeholder imidlertid en række sproglige forskelle.

Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 4, nr. 9, ændres, således at ordlyden bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7. Den foreslåede ændring er således udtryk for en sproglig opdatering.

Derudover foreslås det, at der i kreditaftalelovens § 4, nr. 9 - udover en henvisning til kreditaftalelovens § 16, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent - indsættes en henvisning til kreditaftalelovens § 16 a, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttes til fast ejendom, idet kreditaftalelovens § 4, nr. 9, som anført under pkt. 2.2.1.3, tillige gennemfører boligkreditdirektivets artikel 4, nr. 15. Der er ikke herved tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.4. Fast debitorrente

Som anført under pkt. 2.2.2.4 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9, at der ved »fast debitorrente« forstås den debitorrente, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for hele kreditaftalens løbetid, eller flere debitorrenter, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for delperioder, hvor debitorrenten udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats; hvis kreditaftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke debitorrenterne udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 40, at kreditaftaler, hvor en debitorrente revideres med jævne mellemrum i overensstemmelse med ændringer i en referencesats, der henvises til i kreditaftalen, ikke bør anses som kreditaftaler med fast debitorrente.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra k, en lignende bestemmelse, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 11, jf. nærmere under pkt. 2.2.1.4. 2008-direktivets artikel 3, litra k, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9, indeholder imidlertid en række sproglige forskelle.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 11, nyaffattes, således at ordlyden bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en sproglig opdatering.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.5. Kreditformidler

Som anført under pkt. 2.2.2.5 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12, at der ved »kreditformidler« forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i den pågældende persons udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed: a) præsenterer forbrugere for eller tilbyder dem kreditaftaler, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse med henblik på kreditaftaler end som omhandlet i litra a), eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers vegne.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra f, en lignende bestemmelse, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 6, jf. nærmere under pkt. 2.2.1.1. 2008-direktivets artikel 3, litra f, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12, indeholder imidlertid en række sproglige forskelle. Derudover fremgår det som noget nyt af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12, at en fysisk eller juridisk person, der optræder som notar, ikke er at anse for at være kreditformidler, og at det er en forudsætning for, at en fysisk eller juridisk person er at anse for at være kreditformidler, at denne ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver. Endvidere er det i artikel 3, nr. 12, litra b, tilføjet, at det indgår i vurderingen af, hvorvidt en fysisk eller juridisk person er kreditformidler, om denne bistår forbrugere ved at udføre anden administration forud for aftaleindgåelse.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 6, nyaffattes, således at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at begrebet »kreditformidler« i det væsentligste videreføres uændret, dog således, at det - i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet - vil fremgå af bestemmelsen, at en fysisk eller juridisk person, der optræder som notar, ikke er at anse for at være kreditformidler, at det er en forudsætning for, at en fysisk eller juridisk person er at anse for at være kreditformidler, at denne ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og at det indgår i vurderingen af, hvorvidt en fysisk eller juridisk person er kreditformidler efter litra b, om denne bistår forbrugere ved at udføre anden administration forud for aftaleindgåelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.6. Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

Som anført under pkt. 2.2.2.6 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 13, at der ved »oplysninger forud for aftaleindgåelsen« forstås de oplysninger, som stilles til rådighed, før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller, i givet fald, ved afgivelsen af et bindende tilbud, og som forbrugeren skal bruge for at kunne sammenligne forskellige kredittilbud og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt vedkommende skal indgå kreditaftalen.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke i dag en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 10 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen) og artikel 11 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med kreditaftaler omhandlet i artikel 2, stk. 6 eller 7), jf. nærmere pkt. 2.9 og 2.10.

For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 19, som definerer oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 13.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.7. Profilering

Som anført under pkt. 2.2.2.7 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 14, at der ved »profilering« forstås profilering som defineret i artikel 4, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen).

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition.

Det fremgår af artikel 4, nr. 4, i databeskyttelsesforordningen, at der ved profilering forstås enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 20, som definerer profilering i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 14.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.8. Kombinationssalg

Som anført under pkt. 2.2.2.8 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15, at der ved »kombinationssalg« forstås tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke i dag en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 14 om kombinations- og pakkesalg, jf. nærmere pkt. 2.13.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 21, som definerer kombinationssalg i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.9. Pakkesalg

Som anført under pkt. 2.2.2.9 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 16, at der ved »pakkesalg« forstås tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 14 om kombinations- og pakkesalg, jf. nærmere pkt. 2.13.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 22, som definerer kombinationssalg i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 16.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.10. Rådgivningstjenester

Som anført under pkt. 2.2.2.10 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17, at der ved »rådgivningstjenester« forstås individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i artikel 3, nr. 12 (om forståelsen af kreditformidler, jf. pkt. 2.2.2.5 og 2.2.3.5 ovenfor).

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 16 om rådgivningstjenester, jf. nærmere pkt. 2.15.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 23, som definerer rådgivningstjenester i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.11. Tilknyttet kreditaftale

Som anført under pkt. 2.2.2.11 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20, at der ved »tilknyttet kreditaftale« forstås en kreditaftale, ifølge hvilken: a) den pågældende kredit eller de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og b) kreditaftalen og aftalen om levering tilsammen objektivt set udgør en kommerciel helhed; der anses at foreligge en kommerciel helhed, hvor leverandøren af varer eller tjenesteydelser selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen, indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, eller hvor de specifikke varer eller leveringen af specifikke tjenesteydelser udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

2008-direktivet indeholder i artikel 3, litra n, en lignende bestemmelse, som er implementeret i kreditaftalelovens § 4, nr. 14, jf. nærmere under pkt. 2.2.1.5. 2008-direktivets artikel 3, litra n, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20, indeholder imidlertid en række sproglige forskelle. Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivet, at der også kan foreligge en tilknyttet kreditaftale, hvis de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, jf. litra a, og at der - hvis finansieringen sker gennem tredjemand - også anses for at forelægge en kommerciel helhed, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, jf. litra b.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 14, nyaffattes, således at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at begrebet tilknyttet kreditaftale i det væsentligste videreføres uændret, dog således at det vil fremgå af bestemmelsen, at der også kan foreligge en tilknyttet kreditaftale, hvis de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og at der - hvis finansieringen sker gennem tredjemand - også anses for at foreligge en kommerciel helhed, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.12. Førtidig tilbagebetaling

Som anført under pkt. 2.2.2.12 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21, at der ved »førtidig tilbagebetaling« forstås hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 29 om førtidig tilbagebetaling, jf. nærmere pkt. 2.28.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 24, som definerer førtidig tilbagebetaling i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.2.3.13. Gældsrådgivningstjenester

Som anført under pkt. 2.2.2.13 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22, at der ved »gældsrådgivningstjenester« forstås individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret i dette direktiv, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder, som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i NPL-direktivet, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet. Kreditaftaleloven indeholder således ikke en tilsvarende definition. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets artikel 36 om gældsrådgivningstjenester, jf. nærmere pkt. 2.36.

Det foreslås, at der i kreditaftalelovens § 4 indsættes et nyt nr. 25, som definerer gældsrådgivningstjenester i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

2.3. Forpligtelse til at give forbrugerne oplysninger omkostningsfrit

2.3.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder ikke i dag udtrykkelige regler om, at oplysninger til forbrugere i medfør af loven skal gives omkostningsfrit.

Det følger imidlertid af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, at loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Dette indebærer, at bl.a. bestemmelserne om oplysningspligt i lovens kapitel 2 om kreditgiverens oplysningspligt ikke vil kunne fraviges ved aftale til skade for forbrugeren, hverken før eller efter indgåelsen af kreditaftalen. Efter lovens bemærkninger er der ikke hjemmel til, at en kreditgiver eller en kreditformidler kan kræve betaling for opfyldelse af de lovbestemte forpligtelser, jf. justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring (Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet) (Retsudvalget 2009-10, L 91, svar på spørgsmål 4).

2.3.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 5, at medlemsstaterne skal stille krav om, at når der gives oplysninger til forbrugerne i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet, gives sådanne oplysninger omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Derudover fremgår det bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 28, at oplysninger til forbrugerne, såsom fyldestgørende forklaringer, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, generelle oplysninger og oplysninger om søgning i databaser, bør gives omkostningsfrit.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.3.2 følger det - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - af forbrugerkreditdirektivets artikel 5, at medlemsstaterne skal stille krav om, at når der gives oplysninger til forbrugerne i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet, skal disse gives omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Det følger af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, at loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, og der er efter Justitsministeriets vurdering ikke efter gældende ret hjemmel til, at en kreditgiver eller en kreditformidler kan kræve betaling for opfyldelse af de lovbestemte forpligtelser.

Oplysninger til forbrugerne i medfør af kreditaftaleloven skal således allerede efter gældende ret gives omkostningsfrit til forbrugerne. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det dog i lyset af forbrugerkreditdirektivets artikel 5 være hensigtsmæssigt, at dette - i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet - fremgår udtrykkeligt af kreditaftaleloven.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 4 a i kreditaftaleloven, hvoraf det fremgår, at når der gives oplysninger til forbrugerne i medfør kreditaftaleloven, gives sådanne oplysninger omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives. Dette svarer som nævnt til den gældende retstilstand, jf. ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.4. Forbud mod forskelsbehandling

2.4.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af forbrugere.

Der gælder efter EU-retten bl.a. et forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet, jf. TEUF artikel 18, ligesom Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, som bl.a. er gennemført i lov om etnisk ligebehandling, forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet på grund af race eller etnisk tilhørsforhold, samt på områder som uddannelse, social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder og adgang til varer og tjenesteydelser.

Herudover følger det af lov om finansiel virksomhed, som finder anvendelse på finansielle virksomheder m.v., jf. nærmere lovens § 1, stk. 1-19, at sådanne virksomheder skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. lovens § 43, stk. 1, og som nærmere fastsat i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder samt bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit. En tilsvarende regel findes § 7, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, jf. nærmere lovens § 1, nr. 1-3. Der er endvidere fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 1035 af 10. oktober 2019 om god skik for forbrugslånsvirksomheder.

Forskelsbehandling af forbrugere på baggrund af nationalitet eller bopæl, eller af grunde som omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, jf. pkt. 2.4.2, kan være i strid med reglerne om god skik på det finansielle område. Det vil i den forbindelse bl.a. være afgørende, om der foreligger en saglig grund til at behandle forbrugere forskelligt, og om forskelsbehandlingen er rimelig og proportional, jf. nærmere besvarelse af spørgsmål nr. 171 (Alm. del) af 1. marts 2024 fra Folketingets Erhvervsudvalg. Det beror således på en konkret vurdering, om en given praksis, der behandler forbrugere forskelligt, er i strid med reglerne om god skik.

Derudover følger det af § 3 i markedsføringsloven, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3. Af bestemmelsens stk. 3 følger, at hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 dog anvendelse ved siden af kapitel 2. For så vidt angår markedsføringslovens kapitel 2 fremgår det bl.a. af lovens § 4, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis over for forbrugerne skal udvise god erhvervsskik.

I forlængelse af det anførte for så vidt angår markedsføringslovens § 3, stk. 3, finder lovens § 3, stk. 1, anvendelse på forhold vedrørende smag og anstændighed. Om smag og anstændighed fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen i § 3, stk. 1, at dette bl.a. kan være handelspraksis, der diskriminerer på grund af på grund af race, køn, religion eller nationalitet, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 40 som fremsat, side 46 f. En eventuel forskelsbehandling kan således tillige være i strid med markedsføringslovens regler.

Efter markedsføringslovens § 1, stk. 2, finder lovens §§ 3, 4, 9 og 14 dog ikke anvendelse på pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, forsikringsselskaber, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, og fondsmæglerselskaber, jf. § 13, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på det pågældende område.

2.4.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at de betingelser, der skal opfyldes for at få bevilget en kredit, ikke diskriminerer forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af grunde som omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når disse forbrugere anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen.

Det fremgår videre af artikel 6, stk. 2, at stk. 1 ikke berører muligheden for at tilbyde forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse forskellige betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Derudover fremgår det af præambelbetragtning 31, at forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, ikke bør forskelsbehandles på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af nogen af de grunde, der er omhandlet i chartrets artikel 21, når de anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen. Dette berører ikke muligheden for at tilbyde forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse forskellige betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier. Desuden bør dette ikke fortolkes som en forpligtelse for kreditgivere eller kreditformidlere til at levere tjenesteydelser på områder, hvor de ikke driver forretning.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

For så vidt angår de i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder nævnte grunde fremgår det af chartrets artikel 21, stk. 1, at enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Endvidere fremgår det af stk. 2, at inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.4.2 indeholder forbrugerkreditdirektivets artikel 6 som noget nyt i forhold til 2008-direktivet en bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af forbrugere.

Kreditaftaleloven indeholder ingen bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af forbrugere. Forskelsbehandling af forbrugere er dog bl.a. reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven, jf. pkt. 2.4.1. For at sikre direktivnær implementering finder Justitsministeriet imidlertid, at bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 6 bør gennemføres direkte i kreditaftaleloven.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 4 b i kreditaftaleloven, hvoraf det følger, at de betingelser, der skal opfyldes for at få bevilget en kredit, ikke må diskriminere forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af grunde som omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når disse forbrugere anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen. Der kan dog tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse forskellige betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang svare til, hvad der efter gældende ret følger af reglerne om god skik på det finansielle område og af markedsføringslovens regler, jf. pkt. 2.4.1. Der vil skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en eventuel forskelsbehandling er behørigt begrundet i objektive kriterier, og der vil fortsat kunne tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil indebære nogen forpligtelse for kreditgivere eller kreditformidlere til at levere tjenesteydelser på områder, hvor de ikke driver forretning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.5. Forbud mod vildledning i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler

2.5.1. Gældende ret

Markedsføringsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt specifikke bestemmelser om forbud mod vildledning i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler.

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 indeholder forbud mod vildledende handlinger og udeladelser, der gælder på tværs af sektorer og for alle produkter. Det følger af markedsføringslovens § 5, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte.

Det følger endvidere af § 6, at erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Efter markedsføringslovens § 8 er det en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

Det følger af § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1514 af 12. juni 2023 om god skik for boligkredit, at markedsføring af boligkreditaftaler skal ske på en rimelig, entydig og ikke vildledende måde. Markedsføringen må ikke anvende en ordlyd, der kan skabe forkerte forventninger hos låntageren om boligkredittens tilgængelighed eller omkostningerne forbundet hermed. Bestemmelsen implementerer artikel 10 i boligkreditdirektivet.

2.5.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 7, at uden at det berører direktiv 2005/29/EF (direktivet om urimelig handelspraksis) stiller medlemsstaterne krav om, at reklame- og markedsføringsmateriale vedrørende kreditaftaler er rimeligt, entydigt og ikke vildledende. Det skal forbydes at anvende en ordlyd i et sådant reklame- og markedsføringsmateriale, der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren til en kredits tilgængelighed eller omkostninger eller til det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren.

Det fremgår forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 32, at forbrugerne bør beskyttes mod urimelig eller vildledende praksis, navnlig med hensyn til oplysninger fra kreditgiver eller kreditformidler i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis. Det fremgår videre, at direktivet om urimelig handelspraksis fortsat finder anvendelse på kreditaftaler og fungerer som et "sikkerhedsnet", der sikrer, at der kan opretholdes et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau mod urimelig handelspraksis i alle sektorer, herunder ved at supplere anden EU-ret.

2.5.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forbrugerkreditdirektivets artikel 7 om krav til reklame for og markedsføring af kreditaftaler er udtryk for totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning. For at sikre korrekt implementering af forbrugerkreditdirektivet, er det derfor nødvendigt at indsætte en ny bestemmelse i markedsføringsloven om forbud mod vildledning i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler.

For så vidt angår Erhvervsministeriets overvejelser om, hvorvidt begrebet markedsføring eller begrebet reklame skal anvendes i de foreslåede bestemmelser, henvises til bemærkningerne under pkt. 2.6.3. På baggrund heraf foreslår Erhvervsministeriet, at begrebet markedsføring fortsat anvendes fremfor begrebet reklame ved implementeringen af forbrugerkreditdirektivets artikel 7.

Det foreslås således at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter markedsføring af kreditaftaler til forbrugere skal ske på en rimelig, entydig og ikke vildledende måde. Det foreslås videre, at markedsføringen ikke må anvende en ordlyd, der kan skabe forkerte forventninger hos forbrugeren om kredittens tilgængelighed, omkostninger eller til det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren.

Markedsføringslovens generelle forbud mod vildledning vil fortsat finde anvendelse på markedsføring af kreditaftaler. Det vil imidlertid ikke være en betingelse, for at der er handlet i strid med den foreslåede § 11 c, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, samt bemærkningerne hertil.

2.6. Standardoplysninger, der skal indgå i markedsføring af kreditaftaler, samt krav om advarsel om, at det koster penge at låne penge

2.6.1. Gældende ret

Markedsføringsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt bestemmelser om, at markedsføring af kreditaftaler skal indeholde en advarsel.

2.6.1.1. Standardoplysninger til forbrugeren

Markedsføringslovens § 18 indeholder krav til markedsføring af kreditaftaler, som ikke er boligkreditaftaler. I bestemmelsens stk. 1 oplistes hvilke standardoplysninger, der skal gives til forbrugerne, når der oplyses en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit. Standardoplysningerne omfatter debitorrenten, det samlede kreditbeløb, de årlige omkostninger i procent (ÅOP), kreditaftalens løbetid, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.

2.6.1.2. Accessorisk tjenesteydelse

Det følger endvidere af markedsføringslovens § 18, stk. 3, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, herunder en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Formålet med bestemmelsen er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne nemmere kan overveje betingelserne og omkostningerne vedrørende kreditten og deres forpligtelser.

Formålet med bestemmelsen er endvidere at sætte forbrugerne i stand til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Dette sker bl.a. ved, at sammenligneligheden mellem forskellige kredittilbud øges, idet væsentlige oplysninger om kreditaftalen skal gives på en standardiseret måde.

2.6.1.3. Oplysninger til forbrugeren om kreditformidlers beføjelser

Det følger af markedsføringslovens § 18, stk. 4, at kreditformidlere i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere skal gøre opmærksom på omfanget af deres beføjelser, herunder om vedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændige mæglere.

Markedsføringslovens § 18, stk. 1-4, implementerer artikel 4 og artikel 21, litra a, i 2008-direktivet.

2.6.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1-6, fastsætter en række krav til indholdet af reklamer for kreditaftaler. Artikel 8, stk. 2-6, er i vid udstrækning en videreførelse af artikel 4 i 2008-direktivet, som er implementeret i markedsføringslovens § 18, stk. 1-3.

2.6.2.1. Advarsel i markedsføring af kreditaftaler (artikel 8, stk. 1)

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne stiller krav om, at reklamer vedrørende kreditaftaler indeholder en klar og tydelig advarsel for at gøre forbrugerne opmærksom på, at det koster penge at låne penge ved brug af ordlyden: "Advarsel! Det koster penge at låne penge" eller tilsvarende ordlyd.

Denne bestemmelse er ny og følger ikke af 2008-direktivet.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 33, at for at mindske tilfælde af uhensigtsmæssigt salg af kredit til forbrugere, der ikke har råd til den, og fremme bæredygtig långivning bør reklamer for kreditaftaler i alle tilfælde indeholde en klar og tydelig advarsel for at gøre forbrugerne opmærksomme på, at det koster penge at låne penge.

Der er ikke knyttet yderligere kriterier til bestemmelsens anvendelsesområde. Det bemærkes, at forbrugerkreditdirektivet modsat 2008-direktivet ikke undtager rente- og omkostningsfrie kreditter fra direktivets anvendelsesområde, jf. pkt. 2.1.1.2.1 og 2.1.3.2.4 ovenfor.

2.6.2.2. Standardoplysninger i markedsføring af kreditaftaler (artikel 8, stk. 2 og 3)

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 2, at medlemsstaterne stiller krav om, at reklame vedrørende kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit, indeholder standardoplysninger i overensstemmelse med artikel 8.

Forpligtelsen gælder ikke, hvor den nationale lovgivning kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklame for kreditaftaler, når der ikke i reklamen angives en rentesats eller nogen talstørrelser vedrørende omkostningerne for forbrugeren i forbindelse med kreditten.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a-f, at standardoplysninger er oplysninger som debitorrente, det samlede kreditbeløb, de årlige omkostninger i procent, kreditaftalens løbetid, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling i tilfælde af kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren samt afdragenes størrelse. Oplysningerne svarer i det væsentligste til oplysningerne i artikel 4, stk. 2, litra a-f, i 2008-direktivet.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, 1. afsnit, at standardoplysningerne skal være let læselige eller kunne høres tydeligt, alt efter hvad der er relevant, og være tilpasset de tekniske begrænsninger ved det medium, der anvendes til reklame, og de skal på en klar, koncis og fremtrædende måde angive alle oplysningerne, der er oplistet i artikel 8, stk. 3, litra a-f.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3, 2. afsnit, kan mængden af standardoplysninger i særlige og begrundede tilfælde reduceres, hvor det medium, der anvendes til at formidle standardoplysningerne, ikke gør det muligt at vise oplysningerne visuelt.

Det følger af direktivets præambelbetragtning 33, at mængden af offentliggjorte oplysninger i særlige og begrundede tilfælde bør begrænses for at forbedre forbrugernes forståelse af oplysninger, der offentliggøres i reklamer for kreditaftaler, hvor det anvendte medium ikke gør det muligt visuelt at vise disse oplysninger, f.eks. radioreklamer.

Det følger af artikel 8, stk. 4, at de i stk. 3, 1. afsnit, omhandlede standardoplysninger skal angives ved hjælp af et repræsentativt eksempel.

2.6.2.3. Accessorisk tjenesteydelse (artikel 8, stk. 5)

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 5, at hvor indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen er obligatorisk for at opnå kreditten eller opnå den på de annoncerede vilkår eller betingelser, og omkostningerne ved denne tjeneste ikke kan fastsættes på forhånd, skal standardoplysningerne omhandlet i stk. 3, 1. afsnit, på en klar, koncis og fremtrædende måde præcisere forpligtelsen til at indgå den pågældende aftale.

2.6.2.4. Undtagelse fra krav om standardoplysninger (artikel 8, stk. 6)

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 6, skal forbrugeren i særlige og begrundede tilfælde have adgang til de oplysninger, der er omhandlet i stk. 3, 1. afsnit, litra e og f, ved at klikke, scrolle eller swipe, hvor det elektroniske medium, der anvendes til at formidle de standardoplysninger, der er omhandlet i stk. 3, ikke gør det muligt at vise disse oplysninger på en fremtrædende og klar måde.

Det følger af direktivets præambelbetragtning 33, at på digitale kanaler kan en del af standardoplysningerne i det repræsentative eksempel gives ved at klikke, scrolle eller swipe. Inden forbrugerne får adgang til kredittilbud, bør de dog forelægges alle de standardoplysninger, der skal indgå i reklamer for kreditaftaler, også i tilfælde af at de klikker, scroller eller swiper. Standardoplysningerne bør også være klart afgrænset fra eventuelle yderligere oplysninger vedrørende kreditaftalen.

2.6.2.5. Oplysninger til forbrugeren om kreditformidlers beføjelser (artikel 38, litra a)

Forbrugerkreditdirektivets artikel 38 indeholder særlige forpligtelser for kreditformidlere. Det følger af artikel 38, litra a, at medlemsstaterne skal stille krav om, at kreditformidlere i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere gør opmærksom på omfanget af deres beføjelser, og om de udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som uafhængig formidler.

Bestemmelsen er med enkelte sproglige justeringer en videreførelse af artikel 21, litra a, i 2008-direktivet, der er implementeret i markedsføringslovens § 18, stk. 4.

2.6.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der er Erhvervsministeriets vurdering, at artikel 8, stk. 2-6, i vid udstrækning er en videreførelse af artikel 4 i 2008-direktivet, som er implementeret i markedsføringslovens § 18, stk. 1-3. Der er primært tale om en justering af reglerne med henblik på at tage højde for den øgede digitalisering og de nye måder, kreditaftaler markedsføres på.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 8 anvender begrebet reklame. Erhvervsministeriet har derfor overvejet, hvorvidt begrebet markedsføring eller begrebet reklame skal anvendes i de foreslåede bestemmelser. Erhvervsministeriet henviser i den forbindelse til de overvejelser, som Markedsføringslovsudvalget fra 2014 gjorde sig i forbindelse med revisionen af markedsføringsloven. Markedsføringslovsudvalget overvejede på tilsvarende vis, om begrebet markedsføring eller reklame fremover skulle anvendes i de af markedsføringslovens bestemmelser, der implementerede artikel 4 og artikel 21, stk. 1, i 2008-direktivet.

Det fremgår af Rapport fra udvalg om markedsføringsloven fra juli 2016, side 321-322, at udvalget i sin vurdering lagde vægt på, at begrebet markedsføring sikrer konsistens i loven, og at begrebet er indarbejdet og anvendt i meget anden dansk lovgivning. Herudover lagde udvalget vægt på, at også Sverige og Norge anvender begrebet markedsføring. Udvalget lagde endvidere vægt på, at udvalget i henhold til kommissoriet var blevet pålagt at sikre en enkel og overskuelig markedsføringslov, hvilket udvalget mente talte for fortsat at anvende begrebet markedsføring. Udvalget anbefalede derfor, at begrebet markedsføring også fremover skulle anvendes i markedsføringslovens § 18. Udvalgets rapport ligger til grund for markedsføringsloven fra 2017.

Erhvervsministeriet finder, at de samme hensyn fortsat gør sig gældende, hvorfor det foreslås, at begrebet markedsføring fortsat anvendes fremfor begrebet reklame ved implementeringen af forbrugerkreditdirektivets artikel 7 og 8.

2.6.3.1. Advarsel i markedsføring af kreditaftaler

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 16, at "køb nu og betal senere"-ordninger, hvorved kreditgiveren yder en forbruger kredit udelukkende med henblik på at købe varer eller tjenesteydelser fra en leverandør, og som er nye digitale finansielle værktøjer, der lader forbrugere foretage køb og betale dem over tid, ofte ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og bør være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Direktivet omfatter således - modsat 2008-direktivet - som udgangspunkt også rente- og omkostningsfrie kreditaftaler.

For at sikre korrekt implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, foreslås det at indføre en ny bestemmelse i markedsføringslovens § 18, der fastsætter, at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere skal indeholde en klar og tydelig advarsel for at gøre forbrugerne opmærksomme på, at der er omkostninger forbundet med at opnå kredit ved brug af ordlyden "Advarsel! Det koster penge at låne penge" eller tilsvarende ordlyd.

Medlemsstaterne kan efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 8, bestemme, at visse af direktivets bestemmelser ikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kredit ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det gælder f.eks. artikel 8, stk. 3, litra d-f.

Da der ikke er angivet specifikke undtagelsesmuligheder for artikel 8, stk. 1, er det derfor Erhvervsministeriets vurdering, at bestemmelsen generelt vil finde anvendelse på markedsføring af kreditaftaler omfattet af direktivets anvendelsesområde, herunder også i forbindelse med markedsføring af rente- og omkostningsfrie kreditaftaler.

Rente- og omkostningsfrie kreditaftaler kan også være risikable for forbrugerne. Selvom kreditten i sig selv er rente- og omkostningsfri, kan forbrugeren blive pålagt rykkergebyrer og renter, hvis forbrugeren ikke betaler rettidigt. Dermed påføres forbrugeren omkostninger, som forbrugeren måske ikke har mulighed for at betale.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.6.2.1 har bestemmelsen til formål at mindske tilfælde af uhensigtsmæssigt salg af kredit til forbrugere, der ikke har råd til den, og fremme bæredygtig långivning. I visse tilfælde vil rente- og omkostningsfrie kreditaftaler imidlertid reelt være gratis for forbrugeren, fordi aftalen netop er rente- og omkostningsfri, og forbrugeren tilbagetaler lånet rettidigt og dermed undgår eventuelle rykkergebyrer. I sådanne tilfælde vil advarslen kunne være vildledende.

Den erhvervsdrivende kan derfor i forbindelse med markedsføringen af sådanne kreditaftaler og den påbudte advarsel vælge at uddybe, at den konkrete kreditaftale ikke påfører nogen form for omkostninger.

Dette vil dog være under forudsætning af, at der reelt ikke er renter eller omkostninger forbundet med kreditaftalen.

I den forbindelse kan der henvises til Østre Landsrets kendelse af 27. april 2023, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2023, side 3408, som vedrørte en forbruger, der havde købt et alarmsystem af et alarmselskab, hvor købet blev finansieret ved en kreditkøbsaftale med en bank. Det fremgik af kreditkøbsaftalen, at hovedstolen udgjorde 53.408 kr., og at etableringsomkostninger, kontogebyrer og renter udgjorde 0 kr. Banken havde i forbindelse med sagen dokumenteret, at forbrugerens samlede betaling ikke ville overstige hovedstolen på 53.408 kr. Landsretten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at kreditten reelt var ydet uden omkostninger af nogen art, da banken under sagen havde oplyst, at banken havde afregnet 43.794,56 kr. til alarmselskabet svarende til 82 procent af købsprisen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse på kreditaftaler omfattet af kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf. § 1 i kreditaftaleloven.

2.6.3.2. Standardoplysninger i markedsføring af kreditaftaler

Det foreslås endvidere at foretage visse sproglige justeringer af markedsføringslovens § 18, så kravene til markedsføring af kreditaftaler, hvor der angives en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne ved forbrugerkreditten, er i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 3-6.

Det foreslås bl.a., at det fastsættes, at standardoplysningerne skal være let læselige og skal kunne høres tydeligt, alt efter hvad der er relevant, og tilpasset de tekniske begrænsninger ved det medie, der anvendes til markedsføring.

Erhvervsministeriet foreslår at foretage visse sproglige ændringer af § 18, stk. 3, nr. 1 og 5, for at sikre overensstemmelse med ordlyden i forbruger-kreditdirektivet. Erhvervsministeriet vurderer, at § 18, stk. 3, nr. 2-4 og 6, er i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet, og at der derfor ikke er behov for yderligere ændringer heraf.

Derudover foreslås det at fastsætte bestemmelser om, at visse standardoplysninger kan udelades i særlige og begrundede tilfælde, hvor det medie, der anvendes til markedsføring, ikke gør det muligt at vise standardoplysningerne visuelt. De standardoplysninger, der kan udelades, er kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling, såfremt der er tale om kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser. Endvidere kan oplysninger om det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse, udelades.

2.6.3.3. Accessorisk tjenesteydelse

Erhvervsministeriet foreslår at ændre markedsføringslovens § 18, stk. 3, der bliver stk. 4, så denne bliver affattet mere direktivnært. Det foreslås, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser, og omkostningerne ved denne tjeneste ikke kan beregnes på forhånd, skal standardoplysningerne som omhandlet i stk. 2, klart, kort og på en fremtrædende måde præcisere forpligtelsen til at indgå den pågældende aftale.

Endelig foreslås det at fastsætte en bestemmelse om, at forbrugeren i særlige og begrundede tilfælde skal have adgang til visse af standardoplysningerne ved at klikke, scrolle eller swipe, hvor det elektroniske medie, der anvendes til at formidle standardoplysningerne, ikke gør det muligt at vise oplysningerne på en fremtrædende og klar måde. De omhandlede standardoplysninger er kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling, såfremt der er tale om kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser samt oplysninger om det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.

Der foretages mindre sproglige ændringer i forhold til den danske sprogversion af forbrugerkreditdirektivet. Dette foreslås for at skabe bedre samspil med den eksisterende sprogbrug i markedsføringsloven, men har ingen indholdsmæssig betydning.

2.6.3.4. Oplysninger til forbrugeren om kreditformidlers beføjelser

Forbrugerkreditdirektivets artikel 38, litra a, er en videreførelse af artikel 21, litra a, i 2008-direktivet, som er implementeret i markedsføringslovens § 18, stk. 4. På baggrund heraf vurderes det, at der ikke er behov for at foretage yderligere ændringer af markedsføringslovens § 18, stk. 4, der bliver stk. 6.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4-8, samt bemærkningerne hertil.

2.7. Forbud mod markedsføring af visse kreditprodukter

2.7.1. Gældende ret

Markedsføringslovens §§ 11 a og 11 b indeholder forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder.

Det følger af § 11 a, at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 pct. eller derover. Der gælder dog visse undtagelser til forbuddet, herunder markedsføring af boligkreditaftaler.

Det følger endvidere af § 11 b, at enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt. Der gælder dog visse undtagelser til forbuddet, herunder i forbindelse med sponsorering af idræt m.v.

Markedsføringsloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt regler om forbud mod markedsføring af kreditprodukter.

2.7.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, litra a-c, at medlemsstaterne forbyder reklamer for kreditprodukter, som

a) tilskynder forbrugerne til at søge kredit ved at antyde, at kredit vil forbedre disse forbrugeres finansielle situation,

b) oplyser, at udestående kreditaftaler eller registreret kredit i databaser har meget lidt eller ingen indflydelse på vurderingen af en kreditansøgning,

c) fejlagtigt antyder, at kredit fører til en stigning i de finansielle ressourcer, udgør en erstatning for opsparing eller kan øge en forbrugers levestandard.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 33, at formålet med forbuddene er at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

Derudover indeholder forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 8, litra a-c, mulighed for, at medlemsstaterne bl.a. kan forbyde reklamer for kreditprodukter, som

a) fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit,

b) tilkendegiver, at en rabat er betinget af, at der optages kredit,

c) tilbyder »henstandsperioder« på mere end tre måneder for betaling af ved kreditafdragene.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 36, at for at forbrugerne kan træffe deres beslutninger med fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder, bør de modtage fyldestgørende oplysninger forud for aftaleindgåelsen til nøje overvejelse i ro og mag i god tid før og ikke samtidig med indgåelsen af kreditaftalen, herunder oplysninger om vilkårene og omkostningerne ved kreditten og om deres forpligtelser, samt fyldestgørende forklaringer heraf. Dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning.

2.7.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For så vidt angår Erhvervsministeriets overvejelser om hvorvidt begrebet markedsføring eller begrebet reklame skal anvendes i de foreslåede bestemmelser henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 2.6.3. På baggrund heraf foreslår Erhvervsministeriet, at begrebet markedsføring fortsat anvendes frem for begrebet reklame ved implementeringen af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7 og 8.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, om forbud mod visse reklamer for kreditprodukter er udtryk for totalharmonisering og skal gennemføres i dansk lovgivning. For at sikre korrekt implementering af direktivet er det derfor nødvendigt at indsætte en ny bestemmelse, der forbyder markedsføring af visse kreditprodukter.

På baggrund heraf foreslås det at indsætte en ny § 11 d i markedsføringsloven, der svarer til direktivets artikel 8, stk. 7, litra a-c. Efter den foreslåede bestemmelse må markedsføring af kreditprodukter ikke tilskynde forbrugerne til at søge om kredit ved at antyde, at en kredit vil forbedre deres finansielle situation, eller ved at oplyse, at registreret kredit i databaser kun har ringe eller ingen indflydelse på vurderingen af en kreditansøgning, eller ved fejlagtigt at antyde, at kredit fører til en stigning i de finansielle ressourcer, udgør en erstatning for opsparing eller kan øge en forbrugers levestandard.

Erhvervsministeriet har overvejet behovet for at indføre de valgfri forbud, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 8, litra a-c. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de forbud, der skal implementeres i markedsføringsloven efter forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 7, i nogen grad reducerer behovet for at indføre de valgfri forbud.

Det er imidlertid Erhvervsministeriets vurdering, at forbuddet, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 8, litra a, bør implementeres i markedsføringsloven. Et forbud mod markedsføring af kreditprodukter, som fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit, vil kunne mindske risikoen for, at forbrugere bliver fristet til at optage et hurtigt lån uden at have et reelt overblik over omkostningerne og de deraf følgende konsekvenser.

Forbrugerombudsmanden har oplyst, at myndigheden har set eksempler på markedsføring af forbrugerkredit, hvor kreditgivere har anvendt formuleringer som: "Lån penge på 30 sekunder - gratis og nemt" og "Lån op til 15.000 kr. Ansøg på kun 1 minut". Forbrugerombudsmanden har endvidere oplyst, at der med markedsføringslovens vildledningsforbud ikke er mulighed for at gribe ind over for markedsføring med et udsagn om, at der kan lånes penge på få minutter, hvis dette reelt er tilfældet.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det omhandlede markedsføringsforbud vil bidrage til at mindske risikoen for overgældssætning af sårbare eller impulsive forbrugere. Eventuelle negative virkninger ved et forbud er begrænsede, idet ellers lovlige kreditprodukter fortsat kan markedsføres på anden vis, og forbrugernes adgang til kreditprodukterne ikke afskæres. Endelig er det Erhvervsministeriets vurdering, at de administrative byrder ved det omhandlede forbud er minimale. Lovforslaget går på dette punkt videre end minimumskravene i forbrugerkreditdirektivet.

For så vidt angår de to øvrige bestemmelser om forbud mod reklamer for kreditprodukter, som medlemsstaterne har mulighed for at implementere, er det Erhvervsministeriets vurdering, at der ikke er så tungtvejende hensyn, der berettiger, at lovforslaget går videre end minimumskravene i direktivet. Erhvervsministeriet foreslår på den baggrund, at de to øvrige valgfri forbud ikke implementeres i markedsføringsloven på nuværende tidspunkt.

Det bemærkes, at Erhvervsministeriet anser artikel 8, stk. 8, som hjemmel til at opretholde de eksisterende nationale forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder, jf. markedsføringslovens §§ 11 a og 11 b.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, samt bemærkningerne hertil.

2.8. Generelle oplysninger

2.8.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder en række bestemmelser i lovens kapitel 2 om kreditgiveres oplysningspligt, herunder §§ 7 a og 7 b om oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen, jf. nærmere pkt. 2.9 og 2.10, og § 8 om krav til kreditaftalen, jf. nærmere pkt. 2.20. Derudover er der i markedsføringslovens § 18 fastsat en række oplysninger, som skal gives i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler, jf. nærmere pkt. 2.6.

Hverken kreditaftaleloven eller markedsføringsloven indeholder imidlertid en bestemmelse om, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne.

For så vidt angår boligkredit bemærkes, at det følger af § 13 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, at boligkreditgivere eller bundne boligkreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om boligkreditaftalerne til rådighed på papir, på andet varigt medium eller i elektronisk form. Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte de oplysninger, der er nævnt i bestemmelsens stk. 2.

2.8.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. Generelle oplysninger om kreditaftaler, der stilles til rådighed af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere i deres lokaler, skal som minimum stilles til rådighed for forbrugerne på papir.

Det følger endvidere af forbrugerkreditdirektivets artikel 9, stk. 2, at de generelle oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, som minimum skal omfatte de i forbrugerkreditdirektivets artikel 2, litra a-k, nævnte oplysninger. Dette omfatter bl.a. navn, fysisk adresse, telefonnummer og e-mailadresse på udstederen af oplysningerne, de formål, hvortil kreditten kan anvendes, og kreditaftalens eventuelle løbetid.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

For så vidt angår baggrunden for bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 9 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 35, at reklame har tendens til at fokusere på navnlig et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de kreditprodukter, der tilbydes. I denne henseende spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede udvalg af produkter og tjenesteydelser og de centrale kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at dette ikke berører forpligtelsen til at give forbrugerne individualiserede oplysninger forud for aftaleindgåelsen, jf. pkt. 2.9 og pkt. 2.10.

Derudover fremgår det generelt af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 28 om oplysninger til forbrugerne, såsom fyldestgørende forklaringer (pkt. 2.11), oplysninger forud for aftaleindgåelsen (pkt. 2.9 og pkt. 2.10), generelle oplysninger, jf. ovenfor, og oplysninger om søgning i databaser (pkt. 2.18), at oplysningerne bør gives omkostningsfrit. Der bør lægges særlig vægt på de behov, som personer med handicap har.

2.8.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.8.2, følger det som noget nyt i forhold til 2008-direktivet af forbrugerkreditdirektivets artikel 9, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid stiller klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger.

Hverken kreditaftaleloven eller markedsføringsloven indeholder regler om, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne, jf. pkt. 2.8.1.

Det foreslås på den baggrund, at der med henblik på at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 9 indsættes en ny § 7 e i kreditaftaleloven, der fastsætter, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. Stilles oplysningerne til rådighed af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere i deres lokaler, skal disse som minimum stilles til rådighed for forbrugerne på papir. De generelle oplysninger skal bl.a. omfatte navn, fysisk adresse, telefonnummer og e-mailadresse på udstederen af oplysningerne, de formål, hvortil kreditten kan anvendes, og kreditaftalens eventuelle løbetid, jf. nærmere forbrugerkreditdirektivets artikel 9, stk. 2, litra a-k.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere til enhver tid skal stille klare og forståelige generelle oplysninger om kreditaftaler til rådighed for forbrugerne. Det bemærkes, at dette ikke ændrer ved forpligtelsen til at give forbrugerne individualiserede oplysninger forud for aftaleindgåelsen, jf. nærmere pkt. 2.9 og 2.10.

Det foreslås at undtage boligkreditaftaler fra kravene i den foreslåede bestemmelse i § 7 e. Det skyldes, at der allerede i dag findes lignende, men ikke helt tilsvarende krav til, hvilke generelle oplysninger boligkreditgivere og bundne boligkreditformidlere skal give i forbindelse med en boligkreditaftale, jf. § 13 i bekendtgørelse om god skik for boligkredit.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

2.9. Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

2.9.1. Gældende ret

2.9.1.1. Oplysningspligten forud for aftaleindgåelse og supplerende oplysninger

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, at før en forbruger bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, som kreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbrugerens præferencer og oplysninger forbrugeren, de oplysninger der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale. Oplysningerne gives på papir eller på et andet varigt medium ved hjælp af formularen i lovens bilag 2. Oplysningerne skal efter kreditaftalelovens § 7 a, stk. 2, bl.a. omfatte kredittypen, navn og fysisk adresse på kreditgiveren og i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler samt det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden.

Det følger således af kreditaftalelovens § 7 a, at kreditgiveren - eller kreditformidleren, hvis denne præsenterer eller indgår kreditaftalen på kreditgiverens vegne - forud for indgåelsen af en kreditaftale skal give forbrugeren en række oplysninger.

Det fremgår dog af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 a, at kreditgiveren ikke er forpligtet til at udlevere oplysningerne, hvis kreditgiveren ikke ønsker at indgå en kreditaftale med forbrugeren, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49. Det fremgår endvidere bl.a. af lovbemærkningerne, at det forudsættes, at forbrugeren får tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger, inden der indgås en bindende aftale. Bestemmelsen tilsigter dog ikke at hindre, at der på forbrugerens foranledning kan indgås en kreditaftale umiddelbart efter, at forbrugeren i fornødent omfang har haft lejlighed til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger. Det tidsrum, som skal forløbe mellem udlevering af oplysningerne efter bestemmelsen i § 7 a og indgåelse af en kreditaftale, vil således afhænge af en konkret vurdering, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 3, at hvis kreditaftalen benytter sig af et benchmark som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, oplyser kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forbrugeren om navnet på benchmarket og administratoren og de potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i lovens bilag 2.

Hvis kreditgiveren - udover de oplysninger, der fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 2 - ønsker at give supplerende oplysninger til forbrugeren, fremgår det af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 4, at sådanne supplerende oplysninger gives i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formularen i lovens bilag 2.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-4, gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 1.

2.9.1.2. Forbrugerens anmodning om kopi af udkastet til kreditaftale

Efter kreditaftalelovens § 7 a, stk. 7, skal forbrugeren - ud over formularen i lovens bilag 2 - efter anmodning og uden omkostninger modtage en kopi af udkastet til kreditaftale. Dette gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 7, gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 4.

2.9.1.3. Kreditaftaler, der indgås ved taletelefoni eller ved fjernkommunikationsteknik

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 1 pkt., at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens samtykke alene omfatte tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, dog mindst de oplysninger, der fremgår af § 7 a, stk. 2, nr. 3-6 og 8 (dvs. oplysninger om bl.a. det samlede kreditbeløb, kreditaftalens løbetid, debitorrente og visse oplysninger vedrørende forbrugerens tilbagebetalinger), samt de årlige omkostninger i procent illustreret ved et repræsentativt eksempel og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren. Derudover fremgår det af § 7 a, stk. 5, 2. pkt., at hvis der er tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses karakter og væsentligste egenskaber i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 1. pkt., gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 2. Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 2. pkt., gennemfører artikel 14, stk. 10, i boligkreditdirektivet.

Herudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 6, at hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med § 7 a, stk. 1 og 2, navnlig i det tilfælde, der er omhandlet i § 7 a, stk. 5, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældende oplysninger i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2 umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 6, gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 3.

2.9.1.4. Investeringskreditaftaler

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8, at hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på de tidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accessorisk aftale, omfatter de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der kræves i henhold til § 7 a, stk. 1 og 2, en klar og tydelig angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8, gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 5. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8, vedrører bestemmelsen en særlig form for kreditaftaler, hvor forbrugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, men derimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier eller obligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at tilbagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vil parterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afkastet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale renter og hovedstol. Kreditgiveren skal derfor forud for indgåelsen af denne type kreditaftaler klart og tydeligt angive, at kreditaftalen ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb. Det gælder dog ikke, hvis der rent faktisk gives en sådan garanti, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52.

2.9.1.5. Kreditformidlere uden oplysningspligt

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10, at bestemmelsens stk. 1-9, ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter § 7 a, stk. 1-9.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10, gennemfører 2008-direktivets artikel 7. Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 91, hvormed bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10, blev indført, fremgår, for så vidt angår 2008-direktivets artikel 7, at bl.a. artikel 5 (om oplysninger forud for aftaleindgåelsen) ikke finder anvendelse, når kreditformidleren er en leverandør af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidler, dvs. hvor kreditformidlingen er en helt underordnet opgave i forhold til salg af varen eller tjenesteydelsen. Oplysningspligten påhviler da i stedet den kreditgiver, hvis ydelser formidles, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 25.

2.9.1.6. Kreditaftaler, der sikres ved pant m.v. knyttet til fast ejendom

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i lovens bilag 2 anvende oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5. Skemaet skal gives, efter at forbrugeren har afgivet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, gennemfører artikel 14, stk. 1 og 2, i boligkreditdirektivet. Det følger af boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a, at oplysningerne skal gives uden unødig forsinkelse efter, at forbrugeren har afgivet de nødvendige oplysninger til brug for kreditværdighedsvurderingen. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, at det - uanset formuleringen uden unødig forsinkelse ikke er medtaget i lovens ordlyd - forudsættes at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren giver de pågældende oplysninger til forbrugeren snarest muligt, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 154 som fremsat, side 95.

2.9.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

2.9.2.1. Oplysningspligten forud for aftaleindgåelse og supplerende oplysninger

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 10 - ligesom 2008-direktivet i artikel 5 - en bestemmelse om oplysninger, der skal gives forud for aftaleindgåelsen. Forbrugerkreditdirektivets artikel 10 er dog på en række punkter ændret og udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 5, jf. nærmere nedenfor.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 10 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 36 bl.a., at for at forbrugerne kan træffe deres beslutninger med fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder, bør de modtage fyldestgørende oplysninger forud for aftaleindgåelsen til nøje overvejelse i ro og mag i god tid før og ikke samtidig med indgåelsen af kreditaftalen, herunder oplysninger om vilkårene og omkostningerne ved kreditten og om deres forpligtelser, samt fyldestgørende forklaringer heraf, jf. også pkt. 2.11. Dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren giver forbrugeren de klare og forståelige oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud med henblik på at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt der skal indgås en kreditaftale på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, der tilbydes af kreditgiveren, og i givet fald de præferencer, som forbrugeren har givet udtryk for, og de oplysninger, som forbrugeren har givet. Sådanne oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal gives til forbrugeren i god tid før, vedkommende bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud, herunder når der anvendes fjernkommunikationsteknik som defineret i artikel 2, litra e, i direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, 2. afsnit, at i fald de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i stk. 1, 1. afsnit, gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren sender en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen og om den procedure, der skal følges for at fortryde aftalen, jf. artikel 26 (om fortrydelsesret). Denne påmindelse gives til forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i kreditaftalen, mellem én og syv dage efter kreditaftalens indgåelse eller, i givet fald, forbrugerens afgivelse af det bindende kredittilbud.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, svarer til dele af 2008-direktivets artikel 5, stk. 1. Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivet er dog udbygget i forhold til 2008-direktivet. Det er således dels tilføjet i artikel 10, stk. 1, 1. pkt., at oplysningerne forud for aftaleindgåelsen skal være klare og forståelige, og dels at det også gælder, når der anvendes fjernkommunikationsteknik som defineret i artikel 2, litra e, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, at oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal gives i god tid før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud.

Fjernkommunikationsteknik er i artikel 2, litra e, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, defineret som ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes til en fjernsalgsaftale om en tjenesteydelse mellem disse kontrahenter.

Det bemærkes endvidere så vidt angår fjernkommunikationsteknik, at det af 2008-direktivets artikel 5, stk. 3, fremgår, at hvis aftalen er indgået på forbrugerens anmodning ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse 2008-direktivets artikel 5, stk. 1, navnlig i det tilfælde, der er omhandlet i 2008-direktivets artikel 5, stk. 2, jf. pkt. 2.9.1.3, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældende oplysninger i komplet form ved brug af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.

Derudover er forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, 2. afsnit, ny i forhold til 2008-direktivet.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, at de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i stk. 1, skal gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« i bilag I. Alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i artikel 10, stk. 2, og i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (ophævet med virkning fra den 19. juni 2026 som følge af direktiv (EU) 2023/2673 om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF (direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne), hvorved de relevante bestemmelser blev indsat i direktiv 2011/83/EU (forbrugerrettighedsdirektivet), hvis anvendelsesområde blev udvidet til også at omfatte finansielle tjenesteydelser), hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2, svarer i vidt omfang til dele af 2008-direktivets artikel 5, stk. 1. Endvidere fremgår det af bestemmelsen, at det varige medium, som oplysningerne gives på, er op til forbrugeren at vælge, og at alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3, skal de i stk. 1 omhandlede oplysninger forud for aftaleindgåelsen omfatte alle følgende elementer på en fremtrædende måde i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på én side:

- kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn (litra a)

- det samlede kreditbeløb (litra b)

- kreditaftalens løbetid (litra c)

- debitorrenten eller alle debitorrenter, hvis der gælder forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder (litra d)

- de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren (litra e)

- i fald der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser eller om tilknyttede kreditaftaler, de specifikke varer eller tjenesteydelser og kontantprisen herfor (litra f)

- omkostningerne i tilfælde af forsinkede betalinger, dvs. den gældende rentesats i tilfælde af for forsinkede betalinger og måden, denne rentesats tilpasses på, og i givet fald andre omkostninger i forbindelse med misligholdelse (litra g)

- størrelsen, antallet og hyppigheden af de betalinger, som forbrugeren skal foretage, og, hvor det er relevant, den rækkefølge, i hvilken betalingerne fordeles på forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling (litra h)

- en advarsel om konsekvenserne af manglende eller forsinkede betalinger (litra i)

- eksistensen eller fraværet af en fortrydelsesret og i givet fald fortrydelsesfristen (litra j)

- eksistensen af en ret til førtidig tilbagebetaling og i givet fald oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation (litra k)

- kreditgiverens fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse samt i givet fald den involverede kreditformidlers fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse (litra l).

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 4, at i fald alle de i stk. 3 omhandlede elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der er omhandlet i nævnte stykkes litra a-g, på formularens første side, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 4.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 5, 1. del, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal omfatte alle følgende elementer, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i stk. 3:

- kredittypen (litra a)

- betingelserne for at udnytte kreditmuligheden (litra b)

- hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelse af hver enkelt debitorrente og, hvor sådanne er til rådighed, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på hver enkelt oprindelig debitorrente, samt perioderne, betingelserne og procedurerne for ændring af hver enkelt debitorrente (litra c)

- hvor en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kreditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kreditgiver anvender antagelsen i bilag III, del II, litra b, en angivelse af, at andre mekanismer for udnyttelse af kreditmuligheden for den relevante type kreditaftale kan medføre højere årlige omkostninger i procent (litra d)

- i givet fald omkostningerne ved forvaltning af en eller flere obligatoriske konti til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder, omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel for både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder, andre omkostninger som følge af kreditaftalen og betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger (litra e)

- et repræsentativt eksempel, der illustrerer de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, med henvisning til alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne denne procentsats; hvor forbrugeren har underrettet kreditgiveren om et eller flere elementer i den kredit, vedkommende foretrækker, såsom kreditaftalens løbetid og det samlede kreditbeløb, tager kreditgiveren hensyn til disse elementer (litra f)

- i givet fald omkostninger, som forbrugeren skal betale til en notar ved indgåelsen af kreditaftalen (litra g)

- en eventuel forpligtelse til at indgå en aftale om accessoriske tjenesteydelser vedrørende kreditaftalen, hvor indgåelsen af en sådan aftale er obligatorisk for at opnå kreditten eller opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser (litra h)

- i givet fald den sikkerhedsstillelse, der kræves (litra i)

- i givet fald oplysninger om, hvordan kreditgiverens kompensation vil blive fastsat i tilfælde af førtidig tilbagebetaling (litra j)

- forbrugerens ret til omgående og omkostningsfri underretning i henhold til artikel 19, stk. 6, om resultatet af en databasesøgning, der er foretaget med henblik på vurdering af vedkommendes kreditværdighed (litra k)

- forbrugerens ret som fastsat i denne artikels stk. 8, til efter anmodning på papir eller på et andet varigt medium og omkostningsfrit at få udleveret en kopi af udkastet til kreditaftalen, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren (litra l)

- i givet fald en angivelse af, at prisen blev individualiseret på grundlag af automatisk behandling, herunder profilering (litra m)

- i givet fald det tidsrum, hvori kreditgiveren er bundet af de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er givet i overensstemmelse med denne artikel (litra n)

- forbrugerens mulighed for at gøre brug af en udenretslig klage- og tvistbilæggelsesmekanisme og metoderne for adgang dertil (litra o)

- en advarsel og forklaring om de retlige og finansielle konsekvenser af manglende overholdelse af de øvrige forpligtelser, der er knyttet til den specifikke kreditaftale (litra p)

- en tilbagebetalingsplan, der indeholder alle betalinger og tilbagebetalinger i kreditaftalens løbetid, herunder de betalinger og tilbagebetalinger for accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, som sælges samtidigt, hvorved betalinger og tilbagebetalinger, i fald der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, baseres på rimelige opadgående ændringer i debitorrenten (litra q).

Endvidere fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 5, 2. del, at hvor kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 (benchmarkforordningen), angives navnet på benchmarket og dets administrator og dette benchmarks potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger«.

Et »benchmark« er i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, defineret som ethvert indeks, der bruges som reference ved fastlæggelse af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller ved fastlæggelse af værdien af et finansielt instrument, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resultater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3 og 5, svarer i vidt omfang til 2008-direktivets artikel 5, stk. 1. Forbrugerkreditdirektivet artikel 10, stk. 4, er ny i forhold til 2008-direktivet. Efter artikel 10, stk. 3, skal de omhandlede oplysninger dog omfatte alle de nævnte elementer i stk. 3 på en fremtrædende måde i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på én side, mens de nævnte elementer i artikel 10, stk. 5, skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i stk. 3. Derudover er der i forhold til 2008-direktivet en række ændringer i de elementer, der nævnes i artikel 10, stk. 3 og 5, ligesom der er introduceret en række nye elementer, f.eks. i artikel 10, stk. 5, litra m og l, om angivelse af, at prisen - hvis det er tilfældet - blev individualiseret på grundlag af automatisk behandling, herunder profilering, og om en tilbagebetalingsplan.

Det fremgår af præambelbetragtning 37, at oplysninger forud for aftaleindgåelsen bør gives ved hjælp af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger«, der er fastsat i bilag I til forbrugerkreditdirektivet. For at hjælpe forbrugerne med at forstå og sammenligne forskellige tilbud bør der oplyses om de vigtigste elementer i kreditten på en fremtrædende måde på første side af denne formular, som bør give forbrugerne et overblik over alle væsentlige oplysninger, selv på en mobiltelefonskærm. I fald alle nøgleelementerne ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, bør de vises i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på højst to sider. De oplysninger, der gives i denne formular, bør være klare, let læselige og tilpasset de tekniske begrænsninger for visse medier såsom mobiltelefonskærme. De bør vises på en fyldestgørende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler for at sikre, at alle forbrugere kan få adgang til oplysninger på lige fod og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester, som bl.a. er gennemført ved lov nr. 801 af 7. juni 2022 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.

Derudover fremgår det bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 38, at for at sikre størst mulig gennemsigtighed og sammenlignelighed af tilbuddene bør oplysningerne forud for aftaleindgåelsen navnlig omfatte de årlige omkostninger i procent, der gælder for kreditten, i procent, og som er fastsat på samme måde i hele Unionen. Da de årlige omkostninger i procent på dette stadium kun kan angives som et eksempel, bør et sådant eksempel være repræsentativt. Det bør derfor afspejle f.eks. den gennemsnitlige løbetid og det gennemsnitlige samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale, og i givet fald de købte varer. Når det repræsentative eksempel opstilles, bør der også tages hensyn til, hvor hyppigt visse typer kreditaftaler optræder på et særligt marked. For så vidt angår debitorrenten, afdragenes hyppighed og kapitaliseringen af renter bør kreditgiverne anvende deres sædvanlige beregningsmetode for den pågældende forbrugerkredit.

Af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 6, 1. pkt., fremgår det, at oplysningerne i formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« skal være konsistente. De skal være let læselige og skal tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet. Videre fremgår af artikel 10, stk. 6, 2. pkt., at eventuelle yderligere oplysninger, som kreditgiveren måtte give forbrugeren, skal være let læselige og gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger«.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 6, 1. pkt., er ny i forhold til 2008-direktivet, mens artikel 10, stk. 6, 2. pkt., svarer til 2008-direktivets artikel 5, stk. 1, sidste del, dog således, at det nu også fremgår, at de eventuelle yderligere oplysninger skal være let læselige.

2.9.2.2. Kreditaftaler, der indgås ved taletelefoni

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 7, at når der er tale om taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne, skal den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, der skal oplyses i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 3, litra b, 2. led, uanset forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 5, mindst omfatte de elementer, der er omhandlet i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3. I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 7, svarer til 2008-direktivets artikel 5, stk. 2. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 7, skal den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika dog mindst omfatte de elementer, der er omhandlet i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3, hvorimod der efter 2008-direktivets artikel 5, stk. 2, kræves mindst de elementer, der er nævnt i litra c, d, e, f og h i 2008-direktivets artikel 5, stk. 1, samt de årlige omkostninger i procent illustreret ved et repræsentativt eksempel og det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren.

For så vidt angår fjernkommunikationsteknik som nævnt i 2008-direktivets artikel 5, stk. 3, jf. pkt. 2.9.1.3, henvises til pkt. 2.9.2.1 ovenfor.

2.9.2.3. Forbrugerens anmodning om kopi af udkastet til kreditaftale

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 8, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter anmodning fra forbrugeren ud over formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« omkostningsfrit giver forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen på papir eller på et andet varigt medium, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Bestemmelsen svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 5, stk. 4, idet det dog bl.a. fremgår direkte af artikel 10, stk. 8, at udkastet til kreditaftale skal gives på papir eller på et andet varigt medium.

2.9.2.4. Investeringskreditaftaler

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 9, at i tilfælde af en kreditaftale, i henhold til hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital i de perioder og på de betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller i en accessorisk aftale, medtager kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i stk. 1, en klar og koncis angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 9, svarer til 2008-direktivets artikel 5, stk. 5, idet der dog efter forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 9, stilles krav om udtrykkelighed i forhold til en eventuel garanti om tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen.

2.9.2.5. Kreditformidlere uden oplysningspligt

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 10, at artikel 10 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i artikel 10.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43 kan leverandører af varer eller tjenesteydelser f.eks. siges accessorisk at optræde som kreditformidlere, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed.

Om baggrunden for artikel 10, stk. 10, fremgår det endvidere bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43, at forbrugerne bør have omfattende oplysninger, inden de indgår en kreditaftale, uanset om en kreditformidler er involveret i markedsføringen af kreditten eller ej, og at kravene om oplysninger forud for aftaleindgåelsen generelt også bør gælde for kreditformidlere. Hvor leverandører af varer eller tjenesteydelser accessorisk optræder som kreditformidlere, er det imidlertid ifølge præambelbetragtning 43 ikke hensigtsmæssigt at pålægge dem en retlig forpligtelse til at give oplysningerne forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 10, svarer til 2008-direktivets artikel 7.

2.9.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.9.2.1, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 10 - ligesom 2008-direktivets i artikel 5 - en bestemmelse om oplysninger, der skal gives af kreditgiveren m.v. forud for aftaleindgåelsen. Forbrugerkreditdirektivets artikel 10 er dog på en række punkter ændret og udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 5, jf. også nedenfor.

Som det fremgår af pkt. 2.9.1.1-2.9.1.6, er bestemmelsen i 2008-direktivets artikel 5 gennemført i kreditaftalelovens § 7 a, der tillige gennemfører 2008-direktivets artikel 7 (kreditaftalelovens § 7 a, stk. 10), boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1 og 2 (kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11), og boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 10 (kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 2. pkt.).

Det, som adskiller forbrugerkreditdirektivets artikel 10 i forhold til 2008-direktivets artikel 5, angår bl.a., at det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, 2. pkt., at hvis oplysningerne forud for aftaleindgåelsen gives mindre end én dag før, forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren sende en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen og om den procedure, der skal følges for at fortryde aftalen, jf. artikel 26 (om fortrydelsesret). Påmindelsen skal gives til forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i kreditaftalen, mellem én og syv dage efter kreditaftalens indgåelse eller, i givet fald, forbrugerens afgivelse af det bindende kredittilbud.

Derudover er der i forhold til 2008-direktivets artikel 5, stk. 1, en række ændringer i de elementer, der er opregnet i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3 og 5, og som skal indgå i de oplysninger, der gives forud for aftaleindgåelsen. Det fremgår videre af artikel 10, stk. 3, at de deri opregnede elementer skal gives på en fremtrædende måde i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på én side, mens de nævnte elementer i artikel 10, stk. 5, skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i stk. 3. Kan de nævnte elementer i forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3, ikke vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger« på højst to sider, jf. nærmere forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 4.

De øvrige punkter, hvor forbrugerkreditdirektivets artikel 10 afstedkommer ændringer i forhold til 2008-direktivets artikel 5, er nærmere beskrevet under pkt. 2.9.2.1-2.9.2.5.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 7 a nyaffattes, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 10. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, idet forbrugerdirektivets artikel 10 som beskrevet viderefører en række elementer fra 2008-dirketivets artikel 5, dels at der - i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets 10 - foretages en række ændringer og udvidelser af bestemmelsen. Det drejer sig bl.a. om kravet om påmindelse om muligheden for at fortryde kreditaftalen i artikel 10, stk. 1, 2. pkt., hvis oplysningerne forud for aftaleindgåelsen gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, forudsat forbrugeren har en sådan mulighed for at fortryde kreditaftalen, og ændringerne i de elementer m.v., der fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 3-5, jf. ovenfor og under pkt. 2.9.2.1-2.9.2.5.

For så vidt angår de dele af kreditaftalelovens § 7 a, der gennemfører boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, 2 og 10 (kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 2 pkt., og stk. 11), bemærkes, at disse dele af kreditaftalelovens § 7 a foreslås videreført, dog således, at det i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, der bliver til § 7 a, stk. 13, indsættes i bestemmelsens 2. pkt., at oplysningsskemaet skal gives uden unødig forsinkelse. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fastslås direkte i lovens ordlyd, at oplysningsskemaet skal gives uden unødig forsinkelse, således at ordlyden er i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a. Der er ikke herved tilsigtet ændringer i gældende ret, idet det som beskrevet under pkt. 2.9.1.6 allerede efter gældende ret er forudsat i bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren giver de pågældende oplysninger til forbrugeren snarest muligt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, om fyldestgørende forklaringer, som foreslås videreført i en ny, selvstændig bestemmelse, henvises til pkt. 2.11.

2.10. Oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler

2.10.1. Gældende ret

2.10.1.1. Oplysningspligten forud for aftaleindgåelse

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 1, at før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud efter § 3, stk. 1, nr. 7 (kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse, jf. pkt. 2.1.1.2.7), eller § 3, stk. 2 (kreditaftaler i form af kassekredit, jf. pkt. 2.1.1.2.8), giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, som kreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbrugerens præferencer og oplysninger, forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 b, at det forudsættes, at forbrugeren får tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger, inden der indgås en bindende aftale. Bestemmelsen tilsigter ikke at hindre, at der på forbrugerens foranledning kan indgås en kreditaftale umiddelbart efter, at forbrugeren i fornødent omfang har haft lejlighed til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger. Det tidsrum, som skal forløbe mellem udlevering af oplysningerne efter § 7 b og indgåelse af en kreditaftale, vil således afhænge af en konkret vurdering, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 50 f.

Oplysningerne efter stk. 1 skal i henhold til kreditaftalelovens § 7 b, stk. 2, bl.a. omfatte kredittypen, navn og fysisk adresse på kreditgiveren og i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler, samt det samlede kreditbeløb, jf. nærmere bestemmelsens nr. 1-12.

Det fremgår videre af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, 1 pkt., at oplysningerne efter stk. 1 og 2 skal gives på papir eller på et andet varigt medium, og alle oplysningerne skal være lige fremtrædende. Oplysningerne kan efter § 7 b, stk. 3, 2 pkt., gives ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. Derudover følger det af § 7 b, stk. 3, 3 pkt., at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren dog anvende oplysningsskemaet »ESIS« i denne lovs bilag 5. § 7 a, stk. 11, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 4, at i forbindelse med kreditaftaler, som er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7, omfatter de oplysninger, der gives forbrugeren i henhold til stk. 1 og 2, også størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henføres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling, samt oplysning om retten til førtidig tilbagebetaling og, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation og om, hvordan denne kompensation fastsættes. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis kreditaftalen tillige er omfattet af § 3, stk. 2.

Kreditaftalelovens § 7 b, stk. 1-4, gennemfører 2008-direktivets artikel 6, stk. 1-3 og 5, dog således, at § 7 b, stk. 3, 3. og 4 pkt., gennemfører artikel 14, stk. 2, i boligkreditdirektivet.

2.10.1.2. Kreditaftaler, der indgås ved taletelefoni eller ved fjernkommunikationsteknik

Det følger af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, at hvis der anvendes taletelefoni og forbrugeren anmoder om en kassekredit med øjeblikkelig virkning, omfatter den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika dog mindst de oplysninger, som er nævnt i stk. 2, nr. 3, 5, 6 og 8. Hvis kreditaftalen er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7, skal kreditaftalens løbetid endvidere angives. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 7, at hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2, herunder i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 5, skal kreditgiveren umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 1 og 2 ved at give de oplysninger, som kræves i henhold til § 8 (krav til kreditaftalen), hvis denne bestemmelse finder anvendelse.

Kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, 1. og 2. pkt., og stk. 7, gennemfører 2008-direktivets artikel 6, stk. 4 og 7, mens § 7 b, stk. 5, 3. pkt., gennemfører boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 10.

2.10.1.3. Forbrugerens anmodning om kopi af udkastet til kreditaftale

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 6, at ud over de oplysninger, der er omhandlet i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 1-5, skal forbrugeren efter anmodning uden omkostninger modtage en kopi af udkastet til kreditaftale med de oplysninger, som kræves efter § 8 (krav til kreditaftalen), hvis denne bestemmelse finder anvendelse. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke vil indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Kreditaftalelovens § 7 b, stk. 6, gennemfører 2008-direktivets artikel 6, stk. 6.

2.10.1.4. Kreditformidlere uden oplysningspligt

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 b, stk. 8, at bestemmelsens stk. 1-7 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. I disse tilfælde skal kreditgiveren sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne efter stk. 1-7.

Kreditaftalelovens § 7 b, stk. 8, gennemfører 2008-direktivets artikel 7. Af bemærkningerne til lovforslag nr. L 91, hvormed § 7 b, stk. 8, blev indsat i kreditaftaleloven, fremgår, for så vidt angår 2008-direktivets artikel 7, at bl.a. artikel 6 ikke finder anvendelse, når kreditformidleren er en leverandør af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidler, dvs. hvor kreditformidlingen er en helt underordnet opgave i forhold til salg af varen eller tjenesteydelsen. Oplysningspligten påhviler da i stedet den kreditgiver, hvis ydelser formidles, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 91 som fremsat, side 25.

2.10.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

2.10.2.1. Oplysningspligten forud for aftaleindgåelse

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 11 - ligesom 2008-direktivt i artikel 6 - en bestemmelse om oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 11 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 42, at det for at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau uden at lægge for stor en byrde på kreditgiverne eller i givet fald kreditformidlerne er hensigtsmæssigt at begrænse kravene om oplysninger forud for aftaleindgåelsen for særlige typer kreditaftaler, under hensyntagen til den særlige karakter af sådanne typer af kreditaftaler.

Omfattet af forbrugerkreditdirektivets artikel 11 er kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, og kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v., jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6 og 7, kan medlemsstaterne bestemme, at der skal gælde en mere lempelig regulering af sådanne kreditaftaler.

Omfattet af den lignende bestemmelse i 2008-direktivets artikel 6 er kreditaftaler i form af kassekredit, jf. 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer, jf. 2008-direktivets artikel 2, stk. 5, og kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v., jf. 2008-direktivets artikel 2, stk. 6.

I forbrugerkreditdirektivets artikel 11 er kreditaftaler i form af kassekredit således - til forskel fra 2008-direktivets artikel 6 - ikke nævnt, idet 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, ikke videreføres med forbrugerkreditdirektivet, jf. pkt. 2.1.3.1.4. Derudover bemærkes for så vidt angår kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, at der ikke med lovforslaget lægges op til at fastsætte en mere lempelig regulering for sådanne kreditaftaler, jf. pkt. 2.1.3.2.2. Forbrugerkreditdirektivets artikel 11 er herefter alene relevant for så vidt angår kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v., jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, jf. pkt. 2.1.3.2.3.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1, at for de i artikel 2, stk. 6 eller 7, omhandlede kreditaftaler (dvs. kreditaftaler der udbydes af visse organisationer og kreditaftaler på baggrund af misligholdelse m.v.), skal de i artikel 10, stk. 1, omhandlede oplysninger forud for aftaleindgåelsen uanset artikel 10, stk. 2, i nævnte artikel gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« i direktivets bilag II. Disse oplysninger skal være klare og forståelige. Alle oplysninger, der gives i denne formular, skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i artikel 11, stk. 1, og i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (ophævet med virkning fra den 19. juni 2026 som følge af direktiv (EU) 2023/2673 om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF, hvorved de relevante bestemmelser blev indsat i direktiv 2011/83/EU (forbrugerrettighedsdirektivet), hvis anvendelsesområde blev udvidet til også at omfatte finansielle tjenesteydelser), hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 2, at for de i artikel 2, stk. 6 eller 7, omhandlede kreditaftaler skal de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, uanset artikel 10, stk. 3, indeholde alle følgende elementer på en fremtrædende måde i første del af formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« på én side:

- kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn (litra a)

- det samlede kreditbeløb (litra b)

- kreditaftalens løbetid (litra c)

- debitorrenten eller alle debitorrenter, hvis der gælder forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder (litra d)

- de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren (litra e)

- i fald der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser eller om tilknyttede kreditaftaler, de specifikke varer eller tjenesteydelser og kontantprisen herfor (litra f)

- omkostningerne i tilfælde af forsinkede betalinger, dvs. den gældende rentesats i tilfælde af forsinkede betalinger og måden, denne rentesats tilpasses på, og i givet fald eventuelle omkostninger i forbindelse med misligholdelse (litra g)

- størrelsen, antallet og hyppigheden af de betalinger, som forbrugeren skal foretage, og, hvor det er relevant, den rækkefølge, i hvilken betalingerne fordeles på forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling (litra h)

- en advarsel om konsekvenserne af manglende eller forsinkede betalinger (litra i)

- eksistensen eller fraværet af en fortrydelsesret (litra j)

- eksistensen af en ret til førtidig tilbagebetaling og i givet fald oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation (litra k)

- kreditgiverens fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse samt i givet fald den involverede kreditformidlers fysiske adresse, telefonnummer og e-mailadresse (litra l).

Af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 3, fremgår, at i fald alle de i stk. 2 omhandlede elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der er omhandlet i nævnte stykkes litra a-g, på formularens første side.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 4, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal omfatte alle følgende elementer, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i stk. 2:

- kredittypen (litra a)

- hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelsen af hver debitorrente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger (litra b)

- et repræsentativt eksempel, der illustrerer de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, med henvisning til alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne denne procentsats (litra c)

- betingelserne og proceduren for opsigelse af kreditaftalen (litra d)

- i givet fald oplysninger om, hvordan kreditgiverens kompensation vil blive fastsat i tilfælde af førtidig tilbagebetaling (litra e)

- i givet fald en angivelse af, at forbrugeren til enhver tid kan pålægges krav om at betale hele kreditbeløbet tilbage (litra f)

- en henvisning til forbrugerens ret til omgående og omkostningsfri underretning i henhold til artikel 19, stk. 6, om resultatet af en databasesøgning, der er foretaget med henblik på vurdering af vedkommendes kreditværdighed (litra g)

- i givet fald en angivelse af, at prisen blev individualiseret på grundlag af automatisk behandling, herunder profilering (litra h)

- i givet fald det tidsrum, hvori kreditgiveren er bundet af de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er givet i overensstemmelse med denne artikel (litra i)

- en henvisning til forbrugerens mulighed at gøre brug af en udenretslig klage- og tvistbilæggelsesmekanisme og metoderne for adgang dertil (litra j)

- en advarsel og forklaring om de retlige og finansielle konsekvenser af manglende overholdelse af de øvrige forpligtelser, der er knyttet til den specifikke kreditaftale (litra k)

- en tilbagebetalingsplan, der indeholder alle betalinger og tilbagebetalinger i kreditaftalens løbetid, herunder de betalinger og tilbagebetalinger for accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, som sælges samtidigt, hvorved betalinger og tilbagebetalinger, i fald der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, baseres på rimelige opadgående ændringer i debitorrenten (litra l).

Af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 5, fremgår, at oplysningerne i formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« skal være konsistente. De skal være let læselige og skal tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1, 2 og 4, svarer til dels til 2008-direktivets artikel 6, stk. 1 og 3, mens artikel 11, stk. 3 og 5, er nye. For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1, 2, og 4, er der dog en række ændringer i forhold til 2008-direktivets artikel 6, stk. 1 og 3. Det drejer sig bl.a. om, at efter artikel 11, stk. 1, henvises til forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, jf. herom pkt. 2.9.2.1, at det fremgår, at det varige medium, som oplysningerne gives på, er op til forbrugeren at vælge, at direktivets bilag II skal anvendes, og at oplysningerne skal være klare og forståelige. Derudover skal oplysningerne forud for aftaleindgåelsen indeholde alle de i stk. 2 nævnte elementer vist på én side, mens de i stk. 4 nævnte elementer - som alle skal omfattes - skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i stk. 2, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2 og 4. Herudover er der i forhold til 2008-direktivet en række ændringer i de elementer, der nævnes i artikel 11, stk. 2 og 4, ligesom der er introduceret en række nye elementer, f.eks. i artikel 11, stk. 2, litra j, om fortrydelsesret og stk. 4, litra h, om angivelse af, at prisen - hvis det er tilfældet - blev individualiseret på grundlag af automatisk behandling, herunder profilering.

2.10.2.2. Kreditaftaler, der indgås ved taletelefoni

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 6, at når der er tale om taletelefoni som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2002/65/EF, skal den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika, der skal oplyses i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 3, litra b, 2. led, uanset nærværende artikels stk. 4, mindst omfatte de elementer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2 (dvs. bl.a. om kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb og kreditaftalens løbetid). I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen.

2008-direktivet indeholder i artikel 6, stk. 4, en lignende bestemmelse, jf. pkt. 2.10.1.2 om gennemførelsen heraf i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, 1. og 2. pkt.

Det bemærkes, at forbrugerkreditdirektivets artikel 11 ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til 2008-direktivets artikel 6, stk. 7, og som er gennemført i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 7, jf. pkt. 2.10.1.2.

2.10.2.3. Forbrugerens anmodning om kopi af udkastet til kreditaftale

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 7, at efter anmodning fra forbrugeren giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren ud over formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger« omkostningsfrit forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 7, svarer til artikel 6, stk. 6, i 2008-direktivet.

2.10.2.4. Kreditformidlere uden oplysningspligt

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 8, at artikel 11 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i artikel 11.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43 kan leverandører af varer eller tjenesteydelser f.eks. siges accessorisk at optræde som kreditformidlere, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 8, svarer til 2008-direktivets artikel 7.

2.10.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.10.2.1, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 11 - ligesom 2008-direktivet i artikel 6 - en bestemmelse om oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler.

Bestemmelsen i 2008-direktivets artikel 6 er, jf. pkt. 2.10.1, gennemført i kreditaftalelovens § 7 b, der tillige gennemfører 2008-direktivets artikel 7 (kreditaftalelovens § 7 b, stk. 8), boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 2 (kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, 3. og 4. pkt.), og boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 10 (kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, 3. pkt.).

Forbrugerkreditdirektivets artikel 11 og 2008-direktivets artikel 6 adskiller sig bl.a. ved, at artikel 11 ikke omfatter kassekreditter, idet 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, ikke videreføres. Derudover kan det bl.a. nævnes, at der i artikel 11, stk. 1, henvises til forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, jf. herom under pkt. 2.9.2.1 og 2.9.3, at det fremgår, at det varige medium, som oplysningerne gives på, er op til forbrugeren at vælge, at direktivets bilag II skal anvendes, og at oplysningerne skal være klare og forståelige. Derudover er der en række ændringer for så vidt angår de nævnte elementer i forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 2 og 4. Ændringerne er nærmere beskrevet under pkt. 2.10.2.

De ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 11, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 7 b nyaffattes.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte kreditaftalelovens § 7 b, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 11, dog således, at den foreslåede bestemmelse i § 7 b alene vil omfatte kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v. (forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7, som foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, jf. pkt. 2.1.3.2.3), idet der ikke med lovforslaget lægges op til at fastsætte en mere lempelig regulering for kreditaftaler, der udbydes af visse organisationer (forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, jf. pkt. 2.1.3.2.2).

Den foreslåede ordning vil indebære - udover en ændring for så vidt angår de kreditaftaler, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, jf. ovenfor - at den nuværende retstilstand delvist videreføres, idet forbrugerdirektivets artikel 11 viderefører en række elementer fra 2008-dirketivets artikel 6, men samtidig indeholder en række ændringer i forhold til 2008-direktivets artikel 6, jf. nærmere beskrivelsen ovenfor og under pkt. 2.10.2.

Det bemærkes, at de dele af den nuværende § 7 b, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 2 og 10 (kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, 3. og 4. pkt., og stk. 5, 3. pkt.), foreslås videreført i henholdsvis kreditaftalelovens § 7 b, stk. 6, 3. pkt. og stk. 9.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne hertil.

2.11. Fyldestgørende forklaringer

2.11.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behov og finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til stk. 1 og 2, de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konsekvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens betalingsmisligholdelse.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9 (tidligere stk. 8), at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter bestemmelsen skal give forbrugeren de nødvendige forklaringer, der sætter forbrugeren i stand til at vurdere, om den kreditaftale, som foreslås, passer til forbrugerens behov og finansielle situation. Kreditgiveren er således forpligtet til at besvare forbrugerens spørgsmål om den foreslåede kreditaftale og give eventuelle supplerende oplysninger, som gør, at forbrugeren kan vurdere kreditaftalen i forhold til sin individuelle situation. Bestemmelsen tager ikke stilling til, i hvilken form spørgsmål skal besvares eller supplerende oplysninger skal gives. Det vil afhænge af den konkrete situation, herunder forbrugerens behov for information, og bestemmelsen udelukker ikke, at information efter omstændighederne f.eks. vil kunne gives via internettet, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 50.

Kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 6.

For så vidt angår boligkredit bemærkes, at det følger af § 17 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, at boligkreditgivere eller boligkreditformidlere skal give låntageren vejledning om den foreslåede boligkreditaftale samt om eventuelle accessoriske tjenesteydelser, sådan at låntageren kan vurdere, om det foreslåede produkt passer til dennes behov og finansielle situation. Vejledningens indhold skal bl.a. omfatte oplysningerne oplistet i bestemmelsens stk. 2. Det bemærkes, at vejledning i § 2, nr. 18, i bekendtgørelsen, er defineret som fyldestgørende forklaringer.

2.11.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 12 - ligesom 2008-direktivet i artikel 5, stk. 6 - en bestemmelse om fyldestgørende forklaringer.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere er forpligtet til at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer om de foreslåede kreditaftaler og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, der gør det muligt for forbrugeren at vurdere, om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser er tilpasset forbrugerens behov og finansielle situation. Sådanne forklaringer skal gives omkostningsfrit og inden kreditaftalen indgås. Forklaringerne skal omfatte følgende elementer:

- de oplysninger, der er omhandlet i artikel 10 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen), 11 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler) og 38 (særlige forpligtelser for kreditformidlere) (litra a)

- de væsentligste karakteristika ved den foreslåede kreditaftale eller af de foreslåede accessoriske tjenesteydelser (litra b)

- de særlige virkninger, som den foreslåede kreditaftale eller de foreslåede accessoriske tjenesteydelser kan have for forbrugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens manglende eller forsinkede betaling (litra c)

- hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke sammen med en kreditaftale, hvorvidt hver komponent kan opsiges separat og konsekvenserne for forbrugeren af en sådan opsigelse (litra d).

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 2, kan medlemsstaterne i begrundede tilfælde tilpasse den i stk. 1 omhandlede forpligtelse med hensyn til den måde, hvorpå forklaringerne skal gives, og det omfang, i hvilket de skal gives, til følgende:

- omstændighederne i den situation, hvor kreditten tilbydes (litra a)

- den person, til hvem kreditten tilbydes (litra b)

- typen af den tilbudte kredit (litra c).

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 12 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 45, at forbrugeren - på trods af oplysningerne, der skal gives forud for aftaleindgåelsen - muligvis har behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale blandt udvalget af foreslåede produkter, der er mest hensigtsmæssig i forhold til vedkommendes behov og finansielle situation.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 45, at medlemsstaterne derfor bør sikre, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere, inden der indgås en kreditaftale, yder en sådan bistand i forbindelse med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved omkostningsfrit at give fyldestgørende forklaringer om de relevante oplysninger, herunder navnlig de væsentlige karakteristika ved de produkter, der foreslås forbrugeren, på en individualiseret måde, således at forbrugeren kan forstå de virkninger, som de kan have på vedkommendes økonomiske situation, herunder de retlige og økonomiske konsekvenser, der kan følge af forkert opfyldelse af kontraktlige forpligtelser. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som sådanne forklaringer gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Sådanne forklaringer bør ikke i sig selv udgøre en individuel anbefaling. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere dokumenterer, i hvilken form og hvornår sådanne forklaringer blev givet til forbrugeren.

2008-direktivet indeholder i artikel 5, stk. 6, en lignende bestemmelse, som er gennemført i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9, jf. pkt. 2.11.1. Der er imidlertid en række ændringer i forbrugerkreditdirektivets artikel 12 i forhold til 2008-direktivets artikel 5, stk. 6, idet det bl.a. fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere er forpligtet til at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer også om eventuelle accessoriske tjenesteydelser, og at forklaringerne skal gives omkostningsfrit.

Derudover henvises i forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1, for så vidt angår de elementer, som forklaringerne skal omfatte, til artikel 10 i sin helhed (oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der foreslås gennemført i § 7 a, jf. pkt. 2.9.3), til artikel 11 (oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler, der foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 7 b, jf. pkt. 2.10.3) og til artikel 38 (særlige forpligtelser for kreditformidlere, der foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 17 samt i markedsføringslovens § 18, stk. 6), ligesom forklaringerne efter artikel 12, stk. 1, litra d, skal omfatte - hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke sammen med en kreditaftale - hvorvidt hver komponent kan opsiges separat og konsekvenserne for forbrugeren af en sådan opsigelse.

Om det forhold, at kravet om fyldestgørende forklaringer som noget nyt er placeret i en selvstændig artikel, hvor der som nævnt bl.a. henvises til artikel 11, bemærkes, at der ikke i 2008-direktivets artikel 6 (som videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 11, der foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 7 b) er en tilsvarende pligt til at give fyldestgørende forklaringer som efter artikel 5, stk. 6 (gennemført i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 9), jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, L 91 som fremsat, side 25.

For så vidt angår valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 2, der - med visse ændringer - er en videreførelse af valgmuligheden i 2008-direktivets artikel 5, stk. 6, henvises til pkt. 2.11.3.

2.11.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår under pkt. 2.11.2, følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere er forpligtet til at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer om de foreslåede kreditaftaler og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, der gør det muligt for forbrugeren at vurdere, om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser er tilpasset forbrugerens behov og finansielle situation. Sådanne forklaringer skal gives omkostningsfrit og inden kreditaftalen indgås. Forklaringerne skal omfatte de i artikel 12, stk. 1, litra a-d, nævnte elementer.

Som det fremgår under pkt. 2.11.1, indeholder kreditaftaleloven i § 7 a, stk. 9, en bestemmelse, som gennemfører 2008-direktivets artikel 5, stk. 6. Heraf følger det, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer. Som det fremgår af pkt. 2.11.2, er der imidlertid en række ændringer i forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1, i forhold til 2008-direktivets artikel 5, stk. 6, som nødvendiggør en ændring af den relevante bestemmelse i kreditaftaleloven.

Derudover bemærkes det, for så vidt angår valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 2, jf. pkt. 2.11.2, at 2008-direktivets artikel 5, stk. 6, indeholder en lignende valgmulighed for medlemsstaterne, som overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvilken form og hvilket omfang bistanden skal have, og hvem, der skal yde den. Det skal ske ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes, og ud fra hvem den tilbydes og hvilken type kredit, der er tale om.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om valgmuligheden skulle udnyttes i dansk ret. Det fremgår af kreditaftalelovens bemærkninger, jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, L 91 som fremsat, side 37, at arbejdsgruppen bag betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet overvejede, om der burde fastsættes regler om, hvilken form og hvilket omfang bistanden skulle have. For at sikre korrekt gennemførelse af direktivet fandt arbejdsgruppen det mest hensigtsmæssigt at vælge en udformning af reglerne, der ligger tæt på ordlyden af artikel 5, stk. 6, således at forbrugeren skal have fyldestgørende forklaringer, som sætter forbrugeren i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til forbrugerens behov og finansielle situation. Der henvises uddybende til betænkningen, side 39 f.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som er refereret ovenfor, fortsat er relevante. Det foreslås som konsekvens heraf, at der ikke fastsættes nærmere regler i medfør af forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 2.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 f, som gennemfører forbrugerkreditdirektivets § 12, stk. 1, hvorefter kreditgivere og i givet fald kreditformidlere forud for aftaleindgåelse skal give forbrugeren fyldestgørende forklaringer om de foreslåede kreditaftaler og eventuelle accessoriske tjenesteydelser, der gør det muligt for forbrugeren at vurdere, om de foreslåede kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser er tilpasset forbrugerens behov og finansielle situation. Sådanne forklaringer skal gives omkostningsfrit. Forklaringerne skal omfatte de i artikel 12, stk. 1, litra a-d, nævnte elementer, som foreslås gennemført i den foreslåede § 7 f, stk. 2, nr. 1-4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand videreføres med de ændringer, der følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 12, stk. 1. Efter den foreslåede bestemmelse i § 7 f vil kreditgivere og i givet fald kreditformidlere således bl.a. være forpligtede til også at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer om eventuelle accessoriske tjenesteydelser, ligesom der for så vidt angår de elementer, som forklaringerne skal omfatte, henvises til de foreslåede bestemmelser i kreditaftalelovens § 7 a, § 7 b § 17, samt til markedsføringslovens § 18, stk. 6. Derudover skal forklaringerne omfatte - hvis accessoriske tjenesteydelser indgår i en pakke sammen med en kreditaftale - hvorvidt hver komponent kan opsiges separat og konsekvenserne for forbrugeren af en sådan opsigelse, jf. den foreslåede § 7 f, stk. 1, nr. 4.

Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere skal efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 f tilpasse den måde, som forklaringerne gives på til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Det bemærkes, at sådanne forklaringer ikke i sig selv udgør en individuel anbefaling, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 45 og pkt. 2.15 om forbrugerkreditdirektivets artikel 16 (rådgivningstjenester).

Det foreslås at undtage boligkreditaftaler fra kravene i den foreslåede bestemmelse i § 7 f. Det skyldes, at der allerede i dag findes lignende, men ikke helt tilsvarende krav til boligkreditgiveres og bundne boligkreditformidleres fyldestgørende forklaringer i forbindelse med en boligkreditaftale, jf. § 17 i bekendtgørelse om god skik for boligkredit.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

2.12. Individualiserede tilbud på grundlag af automatisk behandling

2.12.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om, at kreditgivere og kreditformidlere skal underrette forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger.

Det bemærkes, at de databeskyttelsesretlige regler, som navnlig følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen), finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.

2.12.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 13, at medlemsstaterne - uden at det berører forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen) - stiller krav om, at kreditgivere og kreditformidlere underretter forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger.

Derudover fremgår det bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 46, at systemer med kunstig intelligens (AI) nemt kan anvendes i flere sektorer af økonomien og i samfundet, herunder på tværs af grænserne, og kan cirkulere i hele Unionen. I denne forbindelse bør kreditgivere og kreditformidlere, når de individualiserer prisen på deres tilbud til særlige forbrugere eller særlige kategorier af forbrugere på grundlag af automatisk beslutningstagning, tydeligt informere forbrugerne om, at den pris, de tilbydes, er individualiseret på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, herunder afledte data, så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning.

Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 13 berører, jf. ovenfor, ikke forpligtelserne efter databeskyttelsesforordningen. Det understreges i den forbindelse i præambelbetragtning 46, at kreditgivere og kreditformidlere i henhold til artikel 14, stk. 2, litra f, i databeskyttelsesforordningen, også er forpligtet til at oplyse de forbrugere, der modtager tilbuddet, om kilderne til de oplysninger, der anvendes til individualisering af tilbuddet.

2.12.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.12.2, følger det som noget nyt i forhold til 2008-direktivet af forbrugerkreditdirektivets artikel 13, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgivere og kreditformidlere underretter forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger.

Kreditaftaleloven indeholder ikke i dag en sådan regel.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 7 g i kreditaftaleloven, hvoraf det fremgår, at kreditgivere og kreditformidlere skal underrette forbrugerne på en klar og forståelig måde, når de modtager et individualiseret tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at kreditgivere og kreditformidlere, når de individualiserer et tilbud på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, skal underrette forbrugerne herom på en klar og forståelig måde. Dette vil f.eks. indebære, at kreditgivere og kreditformidlere - når de individualiserer prisen på deres tilbud til særlige forbrugere eller særlige kategorier af forbrugere på grundlag af automatisk beslutningstagning - på en klar og forståelig måde skal underrette forbrugerne om, at den pris, de tilbydes, er individualiseret på grundlag af automatisk behandling af personoplysninger, herunder afledte data, så forbrugerne kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 46.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at de databeskyttelsesretlige regler, som navnlig følger af databeskyttelsesforordningen, finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 1. De databeskyttelsesretlige regler vil således skulle iagttages i samme omfang som hidtil, uanset at en given situation samtidig måtte være omfattet af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 g.

Det foreslås at undtage boligkreditaftaler fra den foreslåede bestemmelse om individualiserede tilbud på grundlag af automatisk behandling. Det skyldes, at der allerede i dag findes en lignende, men ikke helt tilsvarende bestemmelse herom i bekendtgørelsen om god skik for boligkredit, som boligkreditgiverne skal efterleve, jf. § 23 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

2.13. Kombinationssalg og pakkesalg

2.13.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om kombinationssalg og pakkesalg. Kombinations- og pakkesalg er defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15 og 16, der foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 4, nr. 21 og 22, jf. pkt. 2.2.3.8 og 2.2.3.9.

Bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit indeholder i § 30, stk. 1 og 2, en regel om kombinations- og pakkesalg ved boligkreditaftaler. Bestemmelserne gennemfører artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/14/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet). Det følger af bekendtgørelsens § 30, stk. 1 og 2, at en boligkreditgiver kan udbyde produkter gennem pakkesalg, men ikke må udbyde produkter gennem kombinationssalg, jf. dog bestemmelsens stk. 3-5, som indeholder en række undtagelser for så vidt angår kombinationssalg.

Der henvises for så vidt angår gennemførelsen af artikel 12 i boligkreditdirektivet nærmere til pkt. 2.13.3.

2.13.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, at medlemsstaterne tillader pakkesalg, men forbyder kombinationssalg. Artikel 14 er ny i forhold til 2008-direktivet.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 14 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47, at det er vigtigt at forhindre praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbrugere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at sammensætte produktpakker, der kan være til forbrugernes fordel. Derudover fremgår det af præambelbetragtning 47, at kombinationssalg som hovedregel ikke bør være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse eller det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det udgør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en kassekredit.

Kombinationssalg og pakkesalg er defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15 og 16, som foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 4, nr. 21 og 22, jf. nærmere pkt. 2.2.3.8 og 2.2.3.9.

Det fremgår derudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2, at medlemsstaterne - uanset forbuddet mod kombinationssalg i stk. 1 - og uden at det berører anvendelsen af konkurrenceret, kan tillade kreditgivere at anmode forbrugeren om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål med en sådan konto er et af følgende:

- at akkumulere kapital til tilbagebetaling af kreditten (litra a),

- at afdrage på kreditten (litra b),

- at samle ressourcer for at opnå kreditten (litra c), eller

- at give kreditgiver yderligere sikkerhedsstillelse i tilfælde af misligholdelse (litra d).

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 3, kan medlemsstaterne endvidere tillade kreditgivere at kræve, at forbrugeren har en relevant forsikringspolice i forbindelse med kreditaftalen, idet der tages hensyn til proportionaliteten af dette krav. I sådanne tilfælde er kreditgiveren forpligtet til at acceptere en forsikringspolice fra en anden leverandør end dennes foretrukne leverandør, hvis forsikringspolicen har et garantiniveau, der svarer til det, kreditgiveren har foreslået, uden at betingelserne for den kredit, der tilbydes forbrugeren, ændres. Herom fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 47, at forbrugerens mulighed for at vælge sin egen forsikringsudbyder ikke bør berøre de kreditbetingelser, der er fastsat af kreditgiveren, forudsat at den pågældende udbyders forsikringspolice har et garantiniveau svarende til den forsikringspolice, der foreslås eller tilbydes af kreditgiveren.

Derudover følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 4, at medlemsstaterne stiller krav om, at personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme ikke anvendes med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale efter et tidsrum, der fastsættes af medlemsstaterne, og som ikke må overstige 15 år efter afslutningen af forbrugernes lægefaglige behandling.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 4, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 48 bl.a., at mange overlevende kræftpatienter i et langvarigt rehabiliteringsforløb på grund af deres sygehistorie ofte skal betale uoverkommeligt høje præmier, selv om de har været raskmeldte i årevis eller endda årtier. Med henblik på at give forbrugere, der har overlevet kræft, lige adgang til forsikring i forbindelse med kreditaftaler bør medlemsstaterne stille krav om, at forsikringspolicerne ikke er baseret på personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme efter et relevant tidsrum efter afslutningen af disse forbrugeres lægefaglige behandling.

Endelig følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 5, at for at forbrugere kan få mere tid til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, inden de tegner en forsikringspolice jf. stk. 3, skal forbrugerne have mindst tre dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, uden at sådanne tilbud ændres, og forbrugerne skal underrettes herom. Forbrugere kan indgå aftale om en forsikringspolice inden udløbet af denne frist på tre dage, hvis de udtrykkeligt anmoder herom.

2.13.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.13.1, indeholder kreditaftaleloven ikke i dag regler vedrørende kombinationssalg og pakkesalg. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid i artikel 14 - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - en bestemmelse om kombinationssalg og pakkesalg, jf. pkt. 2.13.2, som nødvendiggør, at der indsættes en ny bestemmelse i kreditaftaleloven herom. Der skal i den forbindelse tages stilling til de reguleringsmæssige valgmuligheder, der fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2-4.

Som det fremgår af pkt. 2.13.2, kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2 - uanset forbuddet mod kombinationssalg i artikel 14, stk. 1 - tillade kreditgivere at anmode forbrugeren om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis det eneste formål hermed er et af de formål, som fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a-d.

Derudover kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 3, tillade kreditgivere at kræve, at forbrugeren har en relevant forsikringspolice i forbindelse med kreditaftalen. Udnyttelse af valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 3, medfører efter artikel 14, stk. 5, bl.a., at forbrugerne skal have en frist på mindst tre dage til at sammenligne forsikringstilbud i forbindelse med kreditaftaler, uden at sådanne tilbud ændres, og forbrugerne skal underrettes herom.

Det taler efter Justitsministeriets opfattelse for at udnytte valgmulighederne i forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2 og 3, at der findes lignende valgmuligheder for så vidt angår boligkredit i boligkreditdirektivets artikel 12, stk. 2, litra a, og stk. 3, som er udnyttet i § 30, stk. 3 og 5, i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit. Dette skyldes hensynet til at skabe en så ensartet regulering af boligkreditter og forbrugerkreditter som muligt.

Derudover følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 4, at medlemsstaterne fastsætter det tidsrum, hvor personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme ikke må anvendes med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale, idet tidsrummet ikke må overstige 15 år efter afslutningen af forbrugernes lægefaglige behandling. Idet der ikke efter gældende ret gælder en sådan begrænsning, foreslås det, at tidsrummet fastsættes til 15 år efter afslutningen af forbrugernes lægefaglige behandling.

For at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 14 i dansk ret foreslås det herefter at indsætte en ny § 12 i kreditaftaleloven, hvorefter pakkesalg er tilladt, men kombinationssalg ikke er, jf. artikel 14, stk. 1. Som anført ovenfor foreslås det endvidere at udnytte valgmulighederne i artikel 14, stk. 2 og 3, og efter den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 12 vil kreditgivere således kunne anmode forbrugere om at åbne eller opretholde en betalings- eller opsparingskonto, hvis formålet hermed er opregnet i bestemmelsen, ligesom kreditgivere vil kunne stille krav om en relevant forsikringspolice. Endelig må der efter den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 12 ikke anvendes personoplysninger vedrørende diagnosticering af forbrugeres onkologiske sygdomme med henblik på en forsikringspolice i forbindelse med en kreditaftale 15 år efter afslutningen af forbrugernes lægefaglige behandling, jf. ovenfor.

Da kombinations- og pakkesalg allerede er reguleret for så vidt angår udbud af boligkreditaftaler i § 30 i bekendtgørelse om god skik for boligkredit, foreslås det at undtage udbud af boligkreditaftaler fra den foreslåede bestemmelse i kreditaftaleloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkningerne hertil.

2.14. Afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser

2.14.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser.

Det fremgår af § 31, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven), at erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Bestemmelsen gennemfører artikel 22 i Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder m.v. (forbrugerrettighedsdirektivet), der bl.a. indeholder et forbud mod anvendelsen af såkaldte forhåndsafkrydsede tillægsydelser. I bestemmelsens krav om et udtrykkeligt samtykke ligger, at forbrugeren forudsættes at have foretaget et aktivt valg, og at man herved sigter mod at ramme standardløsninger, som forbrugeren skal forkaste for at undgå yderligere betalinger, herunder navnlig forhåndsafkrydsede kasser, og hvor den erhvervsdrivende i modsat fald formoder, at forbrugeren har givet sit samtykke til tillægsydelserne, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat, side 162.

Lovforslaget, der gennemførte forbrugerrettighedsdirektivet, herunder direktivets artikel 22 (forslag til lov om forbrugeraftaler, Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat), bygger på betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder. Det fremgår bl.a. af betænkningen, at der ikke efter gældende ret findes et generelt forbud mod anvendelsen af forhåndsafkrydsede tillægsydelser i forbrugeraftaler, men anvendelse af sådanne vil ofte kunne betegnes som ulovlig negativ aftalebinding i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik (den nuværende §§ 3 og 4 i markedsføringsloven), og at det efter Forbrugerombudsmandens praksis i almindelighed er i strid med god markedsføringsskik at anvende en fremgangsmåde til aftaleindgåelse, som kræver en aktiv handling fra forbrugerens side for at undgå at blive bundet. Udgangspunktet efter aftaleretten er endvidere, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept. Det vil derfor bero på en konkret vurdering, om forbrugeren er bundet af en forhåndsafkrydset tillægsydelse, som forbrugeren ikke under købsforløbet har forholdt sig til, jf. betænkningens side 337 f. og som gengivet i forslag til lov om forbrugeraftaler, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat, side 115 f.

2.14.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 15 en bestemmelse om afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 15, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at kreditgivere og kreditformidlere ikke afleder forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via standardvalg. Standardvalg omfatter forhåndsafkrydsede felter. Derudover følger det af stk. 2, at forbrugerens samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser, der præsenteres via afkrydsningsfelter, skal gives ved en utvetydig og klar bekræftende handling, der udgør en frivillig, specifik, informeret og utvetydig tilkendegivelse af forbrugerens godkendelse af indholdet og substansen forbundet med felterne.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 49, at kreditaftaler og accessoriske tjenesteydelser bør præsenteres på en klar og gennemsigtig måde. Det bør ikke være muligt at aflede forbrugerens samtykke til at indgå en kreditaftale eller købe accessoriske tjenesteydelser. Et sådant samtykke fra forbrugerens side bør være en klar og bekræftende handling, der udgør et frit afgivet, specifikt, informeret og utvetydigt udtryk for forbrugerens accept. I denne forbindelse bør tavshed, inaktivitet eller standardvalg såsom forhåndsafkrydsede felter ikke betragtes som værende ensbetydende med samtykke fra forbrugeren.

Det bemærkes, at accessorisk tjenesteydelse er defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4, som foreslås gennemført i kreditaftalelovens § 4, nr. 18, jf. pkt. 2.2.3.1.

2.14.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.14.1, indeholder kreditaftaleloven på nuværende tidspunkt ikke regler om afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid i artikel 15 - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - en bestemmelse herom, jf. pkt. 2.14.2.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Derudover er udgangspunktet efter aftaleretten, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept, jf. nærmere under pkt. 2.14.1.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der for at sikre korrekt implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 15 indsættes en ny bestemmelse i kreditaftaleloven, som regulerer afledt samtykke til indgåelse af en kreditaftale eller til køb af accessoriske tjenesteydelser. Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 13 i kreditaftaleloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkningerne hertil.

2.15. Rådgivningstjenester

2.15.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven regulerer på nuværende tidspunkt ikke rådgivningstjenester.

For så vidt angår boligkreditaftaler regulerer § 18 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit sådan rådgivning. Bestemmelsen gennemfører artikel 22, stk. 1-3, om rådgivningstjenester i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Efter § 18, stk. 1, i bekendtgørelsen om god skik for boligkredit skal en boligkreditgiver eller boligkreditformidler således inden indgåelse af en boligkreditaftale udtrykkeligt meddele låntageren, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivning til låntageren, ligesom der efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1-2, inden ydelse af rådgivning eller i givet fald inden indgåelse af en aftale om ydelse af rådgivning på varigt medium, skal gives en række oplysninger. En boligkreditgiver eller boligkreditformidler er derudover efter bestemmelsens stk. 4-6 underlagt en række yderligere krav i forbindelse med, at der ydes rådgivning.

Derudover følger det bl.a. af § 9, stk. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 4, at en boligkreditformidler kun må anvende betegnelsen uafhængig eller tilsvarende betegnelser, der giver indtryk af, at virksomheden yder uafhængig rådgivning, hvis denne opfylder en række betingelser, jf. nærmere nr. 1-3. Derudover er boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 6, litra a, gennemført i lovens § 1, stk. 3, nr. 2, hvoraf det følger, at loven ikke finder anvendelse på lejlighedsvis eller accessorisk rådgivning om boligkreditaftaler i forbindelse med udøvelse af anden erhvervsvirksomhed, hvis denne erhvervsvirksomhed er reguleret ved lov eller professionen i øvrigt er adfærdsreguleret.

2.15.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 16 en bestemmelse om rådgivningstjenester. Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 1, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i forbindelse med en given transaktion udtrykkeligt underretter forbrugeren om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester til forbrugeren.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 1, fremgår det af præambelbetragtning 50, at ydelse af rådgivning i form af en individualiseret anbefaling, dvs. rådgivningstjenester, er en aktivitet, der kan kombineres med andre aspekter af bevilling eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå arten af de tjenester, som de ydes, bør de derfor underrettes om, hvad sådanne rådgivningstjenester udgør, og hvorvidt eller ej der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 2, stiller medlemsstaterne endvidere krav om, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forud for ydelsen af rådgivningstjenester eller indgåelsen af en aftale om ydelse af sådanne tjenester giver forbrugeren følgende oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger:

- en angivelse af, om anbefalingen kun vil være baseret på deres eget produktsortiment eller på et bredt udvalg af produkter fra hele markedet i overensstemmelse med stk. 3, litra c (litra a).

- i givet fald en angivelse af det gebyr, som forbrugeren skal betale for rådgivningstjenesterne, eller, hvis gebyrets størrelse ikke kan fastslås på det tidspunkt, hvor oplysningerne gives, den metode, der anvendes til beregningen heraf (litra b).

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 2, 2. afsnit, at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, 1. afsnit, kan gives til forbrugeren i form af yderligere oplysninger forud for aftaleindgåelsen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 6, 2. afsnit (om eventuelle yderligere oplysninger, som kreditgiveren måtte give forbrugeren).

Herudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 3, at hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugere, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgivere og i givet fald, kreditformidlere:

- indhenter de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren (litra a)

- vurderer forbrugerens finansielle situation og behov på grundlag af de i litra a omhandlede oplysninger, som skal være ajourført på vurderingstidspunktet, under hensyntagen til rimelige antagelser om risiciene for forbrugerens finansielle situation i den anbefalede kreditaftales løbetid (litra b)

- tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i deres produktsortimentet i betragtning og på dette grundlag anbefale en eller flere kreditaftaler fra dette produktsortiment, som passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder (litra c)

- handler i forbrugerens bedste interesse, og (litra d)

- giver forbrugeren dokumentation for den afgivne anbefaling på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om levering af rådgivningstjenester (litra e).

Af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 50, fremgår, at rådgivning altid bør ydes i forbrugerens bedste interesse af rådgivere, der sætter sig ind i forbrugerens behov og omstændigheder og anbefaler kreditaftaler, der passer til forbrugerens behov, finansielle situation og personlige omstændigheder, idet der også tages hensyn til målet om at minimere misligholdelser og restancer. Desuden bør et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler i rådgiverens produktsortiment tages i betragtning, når der ydes rådgivning.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 1. afsnit, kan medlemsstaterne forbyde brugen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver« eller lignende udtryk, når rådgivningstjenesterne markedsføres og ydes til forbrugere af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere.

Efter artikel 16, stk. 4, 2. afsnit, skal medlemsstaterne - hvis ikke brugen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver« eller lignende udtryk forbydes - stille følgende betingelser for kreditgiveres og kreditformidleres brug af udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« i forbindelse med rådgivningstjenester:

- kreditgivere og i givet fald kreditformidlere tager et tilstrækkeligt stort antal kreditaftaler, der er tilgængelige på markedet, i betragtning, og (litra a)

- b) kreditformidlere aflønnes ikke for de rådgivningstjenester, der ydes, af en eller flere kreditgivere (litra b).

Artikel 16, stk. 4, 2. afsnit, litra b, finder dog kun anvendelse, hvis antallet af de kreditgivere, der vurderes, ikke repræsenterer et flertal på markedet, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 3. afsnit.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 4. afsnit, at medlemsstaterne kan stille strengere krav til kreditgiveres og i givet fald kreditformidleres anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«.

Om forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, fremgår det af præambelbetragtning 50, at på grund af den betydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør medlemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når sådanne rådgivningstjenester ydes til forbrugerne af kreditgivere eller kreditformidlere. Derudover fremgår det af præambelbetragtningen, at det er hensigtsmæssigt at sikre, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, hvor rådgivning beskrives som uafhængig, til sikring af, at udvalget af overvejede produkter og vederlagsordninger svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 5, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgivere og i givet fald kreditformidlere advarer forbrugeren, når en kreditaftale kan indebære en særlig risiko for forbrugeren under hensyntagen til forbrugerens finansielle situation.

Endelig følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 6, at medlemsstaterne sikrer, at rådgivningstjenester kun kan ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere. Medlemsstaterne kan dog tillade andre personer end dem, der er omhandlet i 1. afsnit, at yde rådgivningstjenester, hvor en af følgende betingelser er opfyldt:

- rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved love eller administrative bestemmelser eller en etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester (litra a)

- rådgivningstjenesterne ydes i forbindelse med insolvensbehandleres forvaltning af eksisterende gæld, og hvor denne forvaltningsaktivitet er reguleret ved lov eller administrative bestemmelser (litra b)

- rådgivningstjenesterne ydes i forbindelse med forvaltning af eksisterende gæld af offentlige eller frivillige udbydere af gældsrådgivningstjenester som omhandlet i artikel 36, som ikke opererer på et kommercielt grundlag (litra c)

- rådgivningstjenesterne ydes af personer, der er godkendt og under tilsyn af kompetente myndigheder (litra d).

For så vidt angår definitionen af rådgivningstjenester, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17, der foreslås gennemført kreditaftalelovens § 4, nr. 23, henvises til pkt. 2.2.3.10.

2.15.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.15.1, regulerer kreditaftaleloven på nuværende tidspunkt ikke rådgivningstjenester. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid i artikel 16 - til forskel fra 2008-direktivet - en bestemmelse om rådgivningstjenester, jf. pkt. 2.15.2, som nødvendiggør, at der indsættes en ny bestemmelse i kreditaftaleloven herom. Der skal i den forbindelse tages stilling til de reguleringsmæssige valgmuligheder, der følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4 og 6.

Som det fremgår af pkt. 2.15.2 kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 1. afsnit, forbyde brugen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver« eller lignende udtryk, når rådgivningstjenesterne markedsføres og ydes til forbrugere af kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere. Det følger videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 2. og 3. afsnit, at hvis medlemsstaterne ikke forbyder brugen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver« eller lignende udtryk, skal der stilles en række betingelser for kreditgiveres og kreditformidleres brug af udtrykket »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver« i forbindelse med rådgivningstjenester. Derudover kan medlemsstaterne efter artikel 16, stk. 4, 4. afsnit, stille strengere krav til kreditgiveres og i givet fald kreditformidleres anvendelse af betegnelserne »uafhængig rådgivning« eller »uafhængig rådgiver«.

Det taler efter Justitsministeriets opfattelse for ikke at udnytte valgmulighederne i forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, 1 og 4. afsnit, at der findes lignende valgmuligheder for så vidt angår boligkredit i boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 4, 1 og 4. afsnit, som ikke er udnyttet i forbindelse med gennemførelsen af boligkreditdirektivet, jf. også om § 9, stk. 1, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, som gennemfører boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 4, under pkt. 2.15.1. Dette skyldes hensynet til at skabe en så ensartet regulering af boligkreditaftaler og forbrugerkreditaftaler som muligt.

Som det fremgår af pkt. 2.15.2, følger det videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 6, at medlemsstaterne sikrer, at rådgivningstjenester kun kan ydes af kreditgivere og i givet fald kreditformidlere, idet medlemsstaterne dog kan tillade andre personer at yde rådgivningstjenester, hvor en af de i stk. 6, litra a-d, nævnte betingelser er opfyldt.

Det taler efter Justitsministeriets opfattelse for at udnytte valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 6, litra a, om tilfælde, hvor rådgivningstjenesterne ydes lejlighedsvis som led i en erhvervsmæssig aktivitet, der er reguleret ved love eller administrative bestemmelser eller et etisk kodeks, som ikke udelukker ydelsen af disse tjenester, at der findes en lignende valgmulighed for så vidt angår boligkredit i boligkreditdirektivets artikel 22, stk. 6, litra a, som er udnyttet i § 1, stk. 3, nr. 2, i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. under pkt. 2.15.1.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 14 i kreditaftaleloven, der gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 16. Der lægges i den forbindelse op til, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4, ikke udnyttes, men at valgmuligheden i artikel 16, stk. 6, udnyttes for så vidt angår litra a, jf. nærmere ovenfor.

Det foreslås, at rådgivning i forbindelse med boligkreditaftaler undtages fra den foreslåede bestemmelse. Dette skyldes, at rådgivning i forbindelse med boligkreditaftaler allerede er reguleret i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Ligeledes foreslås det at indsætte en bestemmelse, der undtager boligkreditformidlere fra den del af den foreslåede § 14, der vedrører brugen af betegnelsen uafhængig eller lignende betegnelser. Det skyldes, at boligkreditformidleres brug af sådanne betegnelser allerede er reguleret i lov om investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkningerne hertil.

2.16. Forbud mod uopfordret kreditgivning

2.16.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke et forbud mod uopfordret kreditgivning.

Det fremgår af § 6, 2. pkt., i lov om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven), at hvis en erhvervsdrivende udfører en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor. Efter bestemmelsens 3. pkt. medfører manglende reaktion fra forbrugeren efter modtagelsen af varer eller udførelsen af tjenesteydelser uden forudgående anmodning ikke, at forbrugeren forpligtes til at betale vederlag for det leverede.

Forbrugeraftalelovens § 6, angår således uanmodet levering af tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at forbrugeren efter omstændighederne må tillade, at den erhvervsdrivende tager sin ydelse tilbage mod at sørge for reetablering, hvis tjenesteydelsen er blevet udført ved en fejl. Bestemmelsen regulerer desuden ikke de særlige tilfælde, hvor en erhvervsdrivende udfører arbejde, som ikke er omfattet af forbrugerens bestilling, men hvor dette beror på en undskyldelig fejltagelse, eller hvor arbejdet er udført i forbrugerens interesse, efter at den erhvervsdrivende forgæves har forsøgt at kontakte forbrugeren. I sådanne tilfælde må det antages, at den erhvervsdrivende efter omstændighederne vil kunne tilkendes et vederlag, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat, side 133.

Det fremgår desuden af markedsføringslovens § 9, at erhvervsdrivende ikke må anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i lovens bilag 1, uanset at der ikke er handlet i strid med §§ 5-7. I bilag 1 til markedsføringsloven ("sortlisten") er der oplistet en række former for handelspraksis, som altid vil anses for vildledende eller aggressive, og hvor det derfor ikke er nødvendigt at foretage en vurdering af, om betingelserne for, at der er handlet i strid med markedsføringslovens §§ 5-7, er opfyldt. Efter sortlistens nr. 21 vil det altid anses for en vildledende handelspraksis, hvis der i markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet. Herudover vil det efter sortlistens nr. 29 altid anses for en aggressiv handelspraksis, hvis der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående anmodning).

Det bemærkes i forlængelse heraf, at det følger af markedsføringslovens § 1, stk. 2, at bl.a. lovens § 9 ikke finder anvendelse på bl.a. pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på det pågældende område. Erhvervsministeren har udstedt regler om god skik for de finansielle virksomheder i en række bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen indeholder dog ikke bestemmelser svarende til markedsføringslovens bilag 1.

Derudover er udgangspunktet efter aftaleretten, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept, jf. også pkt. 2.4.1 og 2.14.1.

2.16.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 17 - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - en bestemmelse om forbud mod uopfordret kreditgivning. Det følger således af forbrugerkreditdirektivets artikel 17, at medlemsstaterne forbyder enhver kreditgivning til forbrugere uden disses forudgående anmodning og udtrykkelige samtykke.

Om forbrugerkreditdirektivets artikel 17 fremgår det bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 51, at uopfordret kreditgivning, herunder forudgodkendte kreditkort, der ikke er anmodet om, og som sendes til forbrugerne, ensidig indførelse af en ny kassekredit eller et nyt overtræk eller ensidig forhøjelse af en forbrugers overtræks- eller kreditkortgrænse, bør forbydes. Uopfordret kreditgivning i form af aftaler indgået uden for fast forretningssted som defineret i artikel 2, nr. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (forbrugerrettighedsdirektivet) bør også forbydes. Forbuddet mod uopfordret kreditgivning bør efter præambeltragtningen dog ikke forhindre kreditgivere og kreditformidlere i at reklamere for eller tilbyde kredit i forbindelse med et forretningsforhold i overensstemmelse med EU-retten om forbrugerbeskyttelse og med nationale foranstaltninger i overensstemmelse med EU-retten, herunder reklame og tilbud om kredit på salgsstedet for at finansiere købet af en vare eller en tjenesteydelse, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 51.

2.16.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.16.1, indeholder kreditaftaleloven på nuværende tidspunkt ikke et forbud mod uopfordret kreditgivning. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid i artikel 17 - til forskel fra 2008-direktivet - en bestemmelse herom, jf. pkt. 2.16.2.

Forbrugeraftalelovens § 6, 2. pkt., regulerer uanmodet levering af tjenesteydelser. Desuden indeholder markedsføringslovens bilag 1 ("sortlisten"), nr. 21, et forbud mod brugen af grundløse fakturaer eller lignende dokumenter, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at vedkommende allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet, ligesom sortlistens nr. 29 indeholder et forbud mod uanmodet produktlevering, hvor der kræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet herom. Dertil kommer, at udgangspunktet efter aftaleretten er, at indgåelse af aftaler forudsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept, jf. pkt. 2.16.1.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der for at sikre korrekt implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 17 indsættes en ny bestemmelse i kreditaftaleloven, som indeholder et forbud mod uopfordret kreditgivning.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 15 i kreditaftaleloven. Således vil det blive fastsat udtrykkeligt i kreditaftaleloven, at kreditgivere ikke uden forudgående anmodning og udtrykkeligt samtykke fra en forbruger må yde den pågældende kredit.

Uopfordret kreditgivning, herunder forudgodkendte kreditkort, der ikke er anmodet om, og som sendes til forbrugerne, ensidig indførelse af en ny kassekredit eller et nyt overtræk eller ensidig forhøjelse af en forbrugers overtræks- eller kreditkortgrænse, vil således være i strid med den foreslåede bestemmelse. Det bemærkes, at forbuddet mod uopfordret kreditgivning ikke forhindrer kreditgivere og kreditformidlere i at reklamere for eller tilbyde kredit i forbindelse med et forretningsforhold i overensstemmelse med de regler, der gælder herom, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 51.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23, og bemærkningerne hertil.

2.17. Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

2.17.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 2, at hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Kreditaftalelovens § 7 c gennemfører 2008-direktivets artikel 8 samt boligkreditdirektivets artikel 18, stk. 1, 1. pkt., og artikel 21.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at bestemmelsen indebærer, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter kreditgiverens skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets overordnede formål om at øge forbrugerbeskyttelsen, og vurderingen af forbrugerens kreditværdighed skal derfor ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælp af f.eks. løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 51.

Derudover fremgår det af EU-Domstolens dom af 18. december 2014 i sag C-449/13, CA Consumer Finance SA, præmis 36, at 2008-direktivet ikke angiver en udtømmende opregning af de oplysninger, som kreditgiveren skal bruge for at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, og heller ikke præciserer, om disse oplysninger skal kontrolleres, og på hvilken måde de skal kontrolleres. Derimod er der givet kreditgiveren en skønsmargin med henblik på at afgøre, om de oplysninger, denne er i besiddelse af, er tilstrækkelige eller ej til at dokumentere forbrugerens kreditværdighed, og om denne skal efterprøve disse ved hjælp af andre beviselementer.

Det fremgår endvidere af dommens præmis 37, at det af det anførte i præmis 36 for det første følger, at det påhviler kreditgiveren i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forbindelse hermed, at afgøre, om de nævnte oplysninger er brugbare og fyldestgørende med henblik på efterprøvelsen af forbrugerens kreditværdighed. I denne henseende kan spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende oplysninger er fyldestgørende, afhænge af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbrugerens personlige situation og det beløb, der er tale om i aftalen. Videre fremgår det af præmis 37, at denne kontrol kan finde sted ved hjælp af dokumentation af forbrugerens finansielle situation, men det kan ikke udelukkes, at en kreditgiver kan tage hensyn til det forudgående kendskab til den potentielle låntagers finansielle situation i forhold til det lån, som han kan få tildelt. Simple, ikke-underbyggede erklæringer, som forbrugeren fremsætter, kan dog ikke i selv kvalificeres som fyldestgørende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt dokumentation.

Derudover fremgår det af dommens præmis 38, at det af det anførte i præmis 36 for det andet følger, at 2008-direktivet ikke pålægger kreditgivere at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren fremkommer med. Afhængigt af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde kan kreditgiveren således enten stille sig tilfreds med de oplysninger, som forbrugeren er fremkommet med, eller vurdere, at det er nødvendigt at indhente en bekræftelse af disse oplysninger.

Kreditværdighedsvurderingspligten i kreditaftalelovens § 7 c gælder også boligkreditaftaler. For boligkreditaftaler gælder desuden §§ 19-22 i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, der indeholder mere specifikke regler om kreditværdighedsvurdering ved lån til fast ejendom til beboelse, f.eks. regler om passende udbetaling og gældsfaktor ved risikable lån. Bekendtgørelsen gælder for virksomheder, som yder eller formidler boligkreditaftaler.

Hvis en kreditgiver i form af en forbrugslånsvirksomhed ikke foretager kreditværdighedsvurdering i henhold til § 7 c, vil Finanstilsynet efter lov om forbrugslånsvirksomheders § 7, stk. 1, kunne meddele påbud, hvis en handling er i strid med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Forbrugerombudsmanden kan bl.a. efter markedsføringslovens § 32, stk. 2, meddele påbud, hvis en handling er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling. For finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter, kan Finanstilsynet meddele påbud efter § 348 i lov om finansiel virksomhed, hvis den finansielle virksomhed ikke drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed, og Forbrugerombudsmanden kan efter bestemmelsen anlægge sag. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller - for så vidt angår markedsføringsloven - med fængsel i op til fire måneder.

Det er fastslået i retspraksis fra de danske domstole, at de hensyn, der ligger bag kreditaftalelovens § 7 c og aftalelovens § 38 c, fører til, at i hvert fald grov tilsidesættelse af pligten til at kreditværdighedsvurdere efter kreditaftalelovens § 7 c kan tillægges betydning ved afgørelsen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 38 c (om anvendelsen af aftalelovens § 36 ved forbrugeraftaler), jf. § 36, jf. bl.a. Vestre Landsrets kendelse af 19. januar 2024 i sag B-0317-23, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2024, side 1699 ff.

For så vidt angår kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, om tilfælde, hvor en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, henvises til pkt. 2.18.1 og lovforslagets § 1, nr. 16, om den foreslåede § 7 h.

2.17.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 18 - ligesom 2008-direktivet i artikel 8 - en bestemmelse, som forpligter kreditgivere til at vurdere forbrugeres kreditværdighed. Forbrugerkreditdirektivets artikel 18 er dog udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 8, jf. nærmere nedenfor.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 1, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren foretager en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og tage passende hensyn til faktorer, der er relevante for at kontrollere forbrugerens udsigter til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

I forlængelse heraf fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54, at det er vigtigt, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdighed bør være forholdsmæssig og foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, der kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten. Tilbagebetalingsplanen bør således skræddersys til forbrugerens særlige behov og tilbagebetalingsevne.

Efter forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54, bør en positiv vurdering ikke berøre kreditgiverens aftalefrihed i forbindelse med kreditgivning.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at kreditformidlere på korrekt vis forelægger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (databeskyttelsesforordningen), således at der kan foretages en vurdering af kreditværdigheden.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 3, 1. afsnit, at vurderingen af kreditværdigheden foretages på grundlag af relevante og korrekte oplysninger om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske omstændigheder, som er nødvendige og står i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren. Disse oplysninger kan omfatte dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder, oplysninger om finansielle aktiver og passiver eller oplysninger om andre finansielle forpligtelser. Disse oplysninger må ikke omfatte de særlige kategorier af oplysninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Oplysningerne indhentes fra relevante interne eller eksterne kilder, herunder forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, på grundlag af en søgning i en database, der er omhandlet i forbrugerkreditdirektivets artikel 19 (om databaser, jf. pkt. 2.18). Sociale netværk anses ikke som en ekstern kilde efter forbrugerkreditdirektivet.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 3, 2. afsnit, skal de oplysninger, der indhentes i henhold til stk. 3, kontrolleres på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uafhængigt verificerbar dokumentation.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 3, fremgår det af præambelbetragtning 55, at sådanne oplysninger bør være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren i overensstemmelse med princippet om dataminimering i databeskyttelsesforordningen og bør være relevante, fuldstændige og korrekte. Disse oplysninger bør som minimum omfatte forbrugerens indtægter og udgifter, herunder ved passende hensyntagen til forbrugerens aktuelle forpligtelser, bl.a. leveomkostninger for forbrugeren og forbrugerens husstand, samt forbrugerens finansielle forpligtelser. De oplysninger bør ikke omfatte særlige kategorier af personoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, såsom helbredsoplysninger, herunder oplysninger om kræftsygdomme, og oplysninger fra sociale netværk.

Endvidere henvises der i præambelbetragtning 55, 5. pkt., til, at Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds retningslinjer af 29. maj 2020 for oprettelse og overvågning af lån indeholder retningslinjer for, hvilke kategorier af oplysninger der kan anvendes til behandling af personoplysninger med henblik på kreditværdighedsrelaterede formål, herunder dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder samt oplysninger om finansielle aktiver og passiver eller andre finansielle forpligtelser.

Det bemærkes, at de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omhandlede særlige kategorier af personoplysninger omfatter race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 4, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren fastlægger procedurer for den i stk. 1 omhandlede vurdering og dokumenterer og vedligeholder sådanne procedurer. Medlemsstaterne stiller også krav om, at kreditgiveren dokumenterer og opbevarer de oplysninger, der er omhandlet i stk. 3.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 5, at hvis kreditansøgningen indgives i fællesskab af mere end én forbruger, foretager kreditgiveren vurderingen af kreditværdigheden på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 6, er det endvidere op til medlemsstaterne at sikre, at kreditgiveren kun stiller kreditten til rådighed for forbrugeren, hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale, under hensyntagen til de relevante faktorer som omhandlet i stk. 1.

Det fremgår af præambelbetragtning 55, at kreditgiveren ved vurderingen af forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen bør tage hensyn til relevante faktorer og særlige omstændigheder, f.eks., men ikke begrænset til, kreditter ydet i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet til finansiering af studier eller til dækning af ekstraordinære sundhedsudgifter, forekomsten af tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne kreditter vil bibringe forbrugeren fremtidige indtægter, eller forekomsten af sikkerhedsstillelse eller andre former for garantier, som forbrugeren vil kunne tilvejebringe med henblik på at stille sikkerhed for kreditten.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 7, skal medlemsstaterne sikre, at en kreditgiver, der indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke efterfølgende kan annullere eller ændre kreditaftalen til skade for forbrugeren med den begrundelse, at vurderingen af kreditværdigheden var ukorrekt. Dette gælder dog ikke, hvis det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket de i stk. 3 omhandlede oplysninger, der er givet til kreditgiveren.

Det følger endvidere af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 8, 1. afsnit, at hvis vurderingen af kreditværdigheden omfatter brug af automatisk behandling af personoplysninger, sikrer medlemsstaterne, at forbrugeren har ret til at anmode om og få menneskelig indgriben fra kreditgiveren i form af retten til at:

- anmode om og få en tydelig og forståelig forklaring fra kreditgiveren på vurderingen af kreditværdigheden, herunder om den logik og de risici, der er forbundet med den automatiske behandling af personoplysninger, samt om dens betydning og virkning for afgørelsen (litra a)

- give udtryk for forbrugerens eget synspunkt over for kreditgiveren, og (litra b)

- anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdigheden og afgørelsen om kreditgiverens kreditgivning (litra c).

Derudover følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 8, 2. afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren underrettes om den ret, der er omhandlet i første afsnit.

Det fremhæves i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56, at forbrugeren, når kreditværdighedsvurderingen omfatter automatisk behandling, bør have ret til menneskelig indgriben fra kreditgiverens side. Uden at det berører databeskyttelsesforordningens bestemmelser bør forbrugeren derudover have ret til at få en meningsfuld og forståelig forklaring på den vurdering, der er foretaget, og på hvordan den anvendte automatiske behandling fungerer, herunder de vigtigste variabler, logikken og de involverede risici, samt retten til at give udtryk for sine synspunkter og anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdighed og en gennemgang af afgørelsen om, hvorvidt der kan gives kredit. Forbrugeren bør endvidere have ret til at blive underrettet om disse rettigheder efter behørigt at have modtaget oplysninger om den procedure, der skal følges.

Derudover understreges det i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56, at muligheden for at anmode om en gennemgang af den oprindelige vurdering og af afgørelsen ikke nødvendigvis bør føre til kreditgivning til forbrugeren.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 9, skal medlemsstaterne sikre, at kreditgiveren, hvis kreditansøgningen afslås, er forpligtet til straks at underrette forbrugeren om afslaget og, hvis det er relevant, henvise forbrugeren til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. I givet fald underretter kreditgiveren forbrugeren om, at vurderingen af kreditværdigheden er baseret på automatisk databehandling, og om forbrugerens ret til menneskelig vurdering og proceduren for at anfægte afgørelsen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 10, at hvis parterne aftaler at ændre det samlede kreditbeløb efter indgåelsen af kreditaftalen, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiveren er forpligtet til at revurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af ajourførte oplysninger, inden det samlede kreditbeløb forhøjes væsentligt.

Endelig kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 11, kræve, at kreditgivere vurderer forbrugernes kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database. Vurderingen af kreditværdighed må dog ikke udelukkende baseres på forbrugerens kredithistorik.

For så vidt angår forholdet til 2008-direktivet, bemærkes det, at forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 1 og 3, svarer til 2008-direktivets artikel 8, stk. 1, 1 pkt., dog således, at artikel 18, stk. 1 og 3, er udvidet i forhold til artikel 8, stk. 1, 1 pkt. Derudover svarer forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 10, til 2008-direktivets artikel 8, stk. 2. De øvrige dele af forbrugerkreditdirektivets artikel 18 er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 8.

2.17.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.17.2, fastsættes der i forbrugerkreditdirektivets artikel 18 - ligesom i 2008-direktivets artikel 8 - en pligt for kreditgivere til at vurdere forbrugeres kreditværdighed, inden der indgås en kreditaftale. Bestemmelsen i 2008-direktivets artikel 8 er gennemført i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 og 2, jf. nærmere pkt. 2.17.1.

Artikel 18 er udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 8, herunder således, at der med artikel 18 introduceres en række nye elementer i forbindelse med kreditværdighedsvurderinger. Disse ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 18, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at § 7 c nyaffattes.

Der skal i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivets artikel 18 tages stilling til den regulatoriske valgmulighed, der fremgår af bestemmelsens stk. 11. Herefter kan medlemsstaterne stille krav om, at kreditgivere vurderer forbrugernes kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database, idet vurderingen af kreditværdighed dog ikke udelukkende må baseres på forbrugerens kredithistorik.

Efter 2008-direktivets artikel 8, stk. 1, 2. pkt., kunne medlemsstater, hvis lovgivning krævede, at kreditgiveren vurderede forbrugerens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database, opretholde denne forpligtelse. Det er imidlertid ikke efter gældende ret obligatorisk for kreditgivere, som omfattes af kreditaftaleloven, at vurdere forbrugernes kreditværdighed på grundlag af en søgning i specifikke databaser, idet oplysningerne efter kreditgiverens skøn kan indhentes hos forbrugeren eller ved søgning i relevante databaser, jf. pkt. 2.17.1. I lyset heraf finder Justitsministeriet, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 11, ikke bør udnyttes. Derved vil det fortsat være op til kreditgiveren at vurdere, hvorledes oplysninger til brug for kreditværdighedsvurdering skal indhentes. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at kreditgivere i overensstemmelse med den hidtidige retstilstand - inden for rammerne af den foreslåede § 7 c - bør tillægges et skøn i forhold til, hvordan oplysningerne til brug for kreditvurderingen skal indhentes.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte kreditaftalelovens § 7 c, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 18, stk. 1-10. Den foreslåede ordning vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, idet forbrugerdirektivets artikel 18 viderefører en række elementer fra 2008-dirketivets artikel 8, men samtidig indeholder en række udvidelser og nye elementer i forhold til 2008-direktivets artikel 8, jf. nærmere ovenfor og under pkt. 2.17.2. Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover - ligesom den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c - boligkreditdirektivets artikel 18, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, og bemærkningerne hertil.

2.18. Databaser

2.18.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, at hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostninger for forbrugeren.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, bl.a., at pligten til at give oplysning om afslag efter bestemmelsen suppleres af persondatalovens generelle regler (som efter gældende ret følger af databeskyttelsesforordningen henholdsvis databeskyttelsesloven), og at bestemmelsen således ikke begrænser den registreredes rettigheder i henhold til disse regler, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 51.

Bestemmelsen i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 9, stk. 2 og 3. For så vidt angår 2008-direktivets artikel 9, stk. 1, og boligkreditdirektivets artikel 21, henvises til pkt. 2.18.3.

2.18.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 19 - ligesom 2008-direktivet i artikel 9 - en bestemmelse om databaser. Forbrugerkreditdirektivets artikel 19 er imidlertid udbygget i forhold til 2008-direktivets artikel 9, jf. nærmere nedenfor.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1, at hver medlemsstat i tilfælde af grænseoverskridende kredit sikrer adgang for kreditgivere fra andre medlemsstater til databaser, der anvendes i den pågældende medlemsstat til at vurdere forbrugeres kreditværdighed. Betingelserne for adgang til sådanne databaser skal være ikkediskriminerende.

Bestemmelsen i stk. 1 finder efter forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 3, anvendelse på både offentlige og private databaser.

Det anføres i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57, bl.a., at kreditgivere for at vurdere en forbrugers kreditværdighed også bør søge i kreditdatabaser. For at undgå konkurrenceforvridning mellem kreditgivere, bør de kreditgivere, som er under tilsyn og fuldt ud overholder databeskyttelsesforordningen, have adgang til private eller offentlige kreditdatabaser om forbrugere i en medlemsstat, hvor de ikke er etableret, på vilkår, som er ikkediskriminerende i forhold til kreditgivere, der er etableret i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne bør lette den grænseoverskridende adgang til private eller offentlige databaser under overholdelse af databeskyttelsesforordningen, jf. også nedenfor om forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 2.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at kun de kreditgivere, der er under tilsyn af den nationale kompetente myndighed, og som fuldt ud overholder databeskyttelsesforordningen, har adgang til de databaser, der anvendes til at vurdere forbrugeres kreditværdighed.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 4, at de i stk. 1 omhandlede databaser, der indeholder oplysninger om forbrugerkreditaftaler, som minimum skal indeholde oplysninger om forbrugernes restancer i med hensyn til tilbagebetaling af kredit, kredittypen og kreditgiverens navn.

I den forbindelse anføres i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57, at kreditdatabaser - for at øge gensidighed - som minimum bør indeholde oplysninger om forbrugeres restancer med hensyn til tilbagebetaling af kreditten, kredittypen og kreditgiverens navn i overensstemmelse med EU-retten og national ret.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 5, må kreditgivere og kreditformidlere ikke behandle særlige kategorier af oplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen og personoplysninger behandlet fra sociale netværk, der kan være indeholdt i databaser, der er omhandlet i stk. 1.

Kreditgivere og kreditformidlere bør således ikke behandle særlige kategorier af oplysninger som f.eks. helbredsoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, eller oplysninger fra sociale netværk, da hverken disse kategorier af data eller sådanne oplysninger bør anvendes med henblik på at vurdere forbrugeres kreditværdighed, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57.

Det bemærkes, at de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omhandlede særlige kategorier af personoplysninger omfatter race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 6, at hvis kreditansøgningen afslås på grundlag af en søgning i en database omhandlet i stk. 1, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren uden unødigt ophold og omkostningsfrit underretter forbrugeren om resultatet af en sådan søgning og giver nærmere oplysninger om den database, der er blevet søgt i, såvel som om de kategorier af oplysninger, der er taget hensyn til.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 7, at med henblik på kreditaftaler skal databaseudbydere have etableret processer til at sikre, at oplysningerne i deres databaser er ajourførte og korrekte. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugerne underrettes a) senest 30 dage efter registreringen af eventuelle restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit i en database, og b) om deres rettigheder i overensstemmelse med forordning databeskyttelsesforordningen.

Underretning kan f.eks. ske ved at sende dem en advarsel via e-mail, hvori de anmodes om at konsultere databasen, så de kan se deres egne oplysninger om restancer med hensyn til tilbagebetaling af kredit, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 57.

Endelig fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 8, at med henblik på kreditaftaler sikrer medlemsstaterne, at der forefindes klageprocedurer for at gøre det lettere for forbrugerne at gøre indsigelse mod indholdet i databaser, herunder oplysninger, der kan indhentes af tredjemand gennem disse databaser.

Det bemærkes, at forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 9, stk. 1, ligesom artikel 19, stk. 6 - med den tilføjelse, at der skal gives nærmere oplysninger også om de kategorier af oplysninger, der er taget hensyn til - svarer til 2008-direktivets artikel 9, stk. 2. Derimod er bestemmelsens stk. 2-5, stk. 7 og 8 nye i forhold til 2008-direktivets artikel 9.

2.18.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.18.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 19 - ligesom 2008-direktivet i artikel 9 - en bestemmelse om databaser. Forbrugerkreditdirektivets artikel 19 er dog udbygget i forhold til 2008-direktivets artikel 9, bl.a. således, at stk. 2-5, stk. 7 og 8 i forbrugerkreditdirektivets artikel 19 er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 9, jf. nærmere under pkt. 2.18.2 ovenfor.

Bestemmelsen i 2008-direktivets artikel 9, stk. 2 og 3, er som anført under pkt. 2.18.1 gennemført i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 3. For så vidt angår 2008-direktivets artikel 9, stk. 1 (der uden indholdsmæssige ændringer er videreført i forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1), hvorefter hver medlemsstat i forbindelse med grænseoverskridende kredit skal sikre, at kreditgivere fra andre medlemsstater har adgang - på ikke-diskriminerende vilkår - til de databaser, der anvendes på medlemsstatens område til at vurdere forbrugeres kreditværdighed, bemærkes, at det fremgår af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 76, at arbejdsgruppen vurderede, at der ikke var behov for regulering af adgang til offentlige databaser med kreditoplysninger. Dette var begrundet i, at der ikke i Danmark i offentligt regi blev drevet databaser, der anvendes til kreditgiveres vurdering af forbrugeres kreditværdighed. De almindelige forvaltningsretlige regler om saglighed i forvaltningen ville endvidere være tilstrækkelige til at sikre adgang til eventuelle offentlige skyldnerregistre m.v. på ikke-diskriminerende vilkår.

For så vidt angår private databaser, der anvendes til vurdering af forbrugeres kreditværdighed, vurderede arbejdsgruppen, at disse var omfattet af de konkurrenceretlige regler, herunder konkurrencelovens bestemmelser om forbud mod at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen - aftaler, som efter konkurrencelovens § 6, stk. 2, nr. 4, f.eks. kan bestå i, at der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen. Arbejdsgruppen vurderer derfor, at der ikke er behov for yderligere regulering af adgang på ikke-diskriminerende vilkår til de private databaser, der anvendes til vurdering af forbrugeres kreditværdighed, jf. betænkning nr. 1509/2009, side 77.

Det bemærkes i forlængelse af det ovenfor anførte om 2008-direktivets artikel 9, stk. 1, at boligkreditdirektivet i artikel 21 indeholder en lignende bestemmelse om adgang til databaser.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en række af de overvejelser, som fremgår af betænkning 1509/2009, side 76 f., fortsat er relevante. For at sikre direktivnær implementering finder Justitsministeriet imidlertid, at bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1, bør gennemføres direkte i kreditaftaleloven.

Derudover bemærkes for så vidt angår artikel 19, stk. 8, hvorefter medlemsstaterne sikrer, at der forefindes klageprocedurer for at gøre det lettere for forbrugerne at gøre indsigelse mod indholdet i databaser, herunder oplysninger, der kan indhentes af tredjemand gennem disse databaser, at der efter gældende ret er mulighed for - udover at klage direkte til databaseudbyderen - at klage til Datatilsynet, jf. databeskyttelseslovens § 39, stk. 1. Der er således ikke efter Justitsministeriets opfattelse behov for yderligere regulering heraf.

Det foreslås på den baggrund at indsætte en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 h, som gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1-7. Den foreslåede ordning vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, idet forbrugerdirektivets artikel 19 viderefører en række elementer fra 2008-direktivets artikel 9, men samtidig bl.a. indeholder en række nye elementer, jf. nærmere ovenfor og under pkt. 2.18.2.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover boligkreditdirektivets artikel 21.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

2.19. Udformning af kreditaftalen

2.19.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 8, stk. 1, at en kreditaftale skal udfærdiges på papir eller på et andet varigt medium. Alle aftaleparter skal have et eksemplar af kreditaftalen.

Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 10, stk. 1.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, hvorefter der forstås en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 8, stk. 1, bl.a., at der ikke ud over dette er formkrav til kreditaftalen, men at aftalen skal indeholde de oplysninger, som opregnes i § 8, stk. 2 (som er beskrevet under pkt. 2.20.1), jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52.

For så vidt angår kreditaftalelovens § 8, stk. 2-5, som gennemfører 2008-direktivets artikel 10, stk. 2-5, der videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 21, henvises til pkt. 2.20.

2.19.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 20 en bestemmelse om udformning af kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 1, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditaftaler og enhver ændring af sådanne aftaler udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium, og at alle kontraherende parter får udleveret en kopi af kreditaftalen. Bestemmelsen svarer - med den tilføjelse at også enhver ændring af kreditaftaler skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium - til 2008-direktivets artikel 10, stk. 1, 1. afsnit.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 2, at medlemsstaterne kan indføre eller opretholde nationale regler vedrørende gyldigheden af indgåelse af kreditaftaler, som er i overensstemmelse med EU-retten. Bestemmelsen svarer til 2008-direktivets artikel 10, stk. 1, 2. afsnit.

2.19.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.20.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 20 en bestemmelse om udformning af kreditaftalen.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 1, svarer - med den tilføjelse, at også enhver ændring af sådanne aftaler udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium - til 2008-direktivets artikel 10, stk. 1, som er gennemført i kreditaftalelovens § 8, stk. 1.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan indføre eller opretholde nationale regler vedrørende gyldigheden af indgåelse af kreditaftaler, som er i overensstemmelse med EU-retten, bemærkes, at forbrugerkreditdirektivet ikke regulerer aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalers gyldighed, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 58. Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at der i forhold til dansk ret ikke er nogen valg at træffe i relation til artikel 20, jf. også betænkning nr. 1509 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 32, om den tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivets artikel 10, stk. 1, 2 afsnit.

På den baggrund - og i lyset af de øvrige ændringer af kreditaftalelovens § 8, som er nødvendige som følge af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, jf. pkt. 2.20 - foreslås det, at § 8, stk. 1, nyaffattes, således at ordlyden bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret, dog således, at det nu vil fremgå af bestemmelsen, at også enhver ændring af kreditaftaler skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne hertil. For så vidt angår kreditaftalelovens § 8, stk. 2-5, som ligeledes foreslås nyaffattet, således at disse stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 21, henvises til pkt. 2.20.

2.20. Oplysninger, der skal indgå i kreditaftalen

2.20.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 8, stk. 2, at kreditaftalen klart og tydeligt skal angive en række oplysninger, som er nærmere opregnet i bestemmelsens nr. 1-22. Det drejer sig bl.a. om kredittypen, navn og fysisk adresse på aftaleparterne og i givet fald på den involverede kreditformidler, samt kreditaftalens løbetid.

Videre fremgår det af kreditaftalelovens § 8, stk. 3, at hvis stk. 2, nr. 9 (tilfælde, hvor der er tale om amortisation af kapitalen i forbindelse med en kreditaftale med fast løbetid) finder anvendelse, skal kreditgiveren til enhver tid i løbet af kreditaftalens varighed uden omkostninger stille en opgørelse i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 8, stk. 3, bl.a., at selv om bestemmelsen efter sin ordlyd ikke indeholder en begrænsning af, hvor mange gange en forbruger kan anmode om at modtage en amortiseringsplan, vil det være berettiget for en kreditgiver ikke at udlevere amortiseringsplan, hvis forbrugerens anmodning må anses for at være udtryk for chikane, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 8, stk. 4, at hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på de tidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accessorisk aftale, omfatter de oplysninger, der kræves i henhold til bestemmelsens stk. 2, en klar og tydelig angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 8, stk. 4, at bestemmelsen vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor forbrugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, men derimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier eller obligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at tilbagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vil parterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afkastet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale renter og hovedstol. Kreditgiveren skal derfor forud for indgåelsen af denne type kreditaftaler klart og tydeligt angive, at kreditaftalen ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb. Det gælder dog ikke, hvis der rent faktisk gives en sådan garanti, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 52.

Herudover skal der i henhold til kreditaftalelovens § 8, stk. 5, gives en række oplysninger i forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit i henhold til § 3, stk. 2, jf. nærmere nr. 1-9.

Kreditaftalelovens § 8, stk. 2-5, gennemfører 2008-direktivets artikel 10, stk. 2-5. For så vidt angår kreditaftalelovens § 8, stk. 1, som gennemfører 2008-direktivets artikel 10, stk. 1, der videreføres i forbrugerkreditdirektivets artikel 20, henvises til pkt. 2.19.

2.20.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 21 en bestemmelse om oplysninger, der skal indgå i kreditaftalen.

Det fremgår således af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditaftalen klart og koncist angiver en række elementer. Det drejer sig om følgende, som alle skal angives i kreditaftalen:

- kredittypen (litra a)

- de kontraherende parters navne, fysiske adresser, telefonnumre og e-mailadresser samt i givet fald navn og fysisk adresse på den involverede kreditformidler (litra b)

- det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmuligheden (litra c)

- kreditaftalens løbetid (litra d)

- såfremt der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen for specifikke varer eller tjenesteydelser eller om tilknyttede kreditaftaler, de specifikke varer eller tjenesteydelser og kontantprisen herfor (litra e)

- debitorrenten eller alle debitorrenter, hvor der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelse af hver enkelt debitorrente og, hvor sådanne er til rådighed, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på hver enkelt oprindelig debitorrente, samt perioderne, betingelserne og procedurerne for ændring af hver enkelt debitorrente (litra f)

- de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, beregnet på det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og en angivelse af alle de antagelser, der er anvendt i denne beregning (litra g)

- størrelsen, antallet og hyppigheden af de betalinger, som forbrugeren skal foretage, og, hvis det er relevant, den rækkefølge, i hvilken betalingerne fordeles på forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling (litra h)

- såfremt der er tale om amortisation af hovedstolen i forbindelse med en kreditaftale med fast løbetid, en henvisning til forbrugerens ret til på anmodning og omkostningsfrit til enhver tid i løbet af kreditaftalens løbetid at modtage en opgørelse i form af en amortiseringsplan (litra i)

- såfremt der skal betales omkostninger og renter uden amortisation af hovedstolen, en opgørelse over perioder og betingelser for betaling af renter og eventuelle dermed forbundne faste omkostninger og engangsomkostninger (litra j)

- i givet fald omkostningerne ved forvaltning af en eller flere obligatoriske konti til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder, omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel for både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder, andre omkostninger som følge af kreditaftalen og betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger (litra k)

- den rentesats, der finder anvendelse i tilfælde af forsinkede betalinger og som gælder på tidspunktet for indgåelsen af kreditaftalen, og måden, denne rentesats tilpasses på, og i givet fald eventuelle omkostninger, der skal betales i tilfælde af misligholdelse (litra l)

- en advarsel om konsekvenserne af manglende eller forsinkede betalinger (litra m)

- i givet fald at der skal betales notarialgebyrer (litra n)

- i givet fald den sikkerhedsstillelse og forsikring, der kræves (litra o)

- eksistensen eller fraværet af en fortrydelsesret, i givet fald fortrydelsesfristen og andre betingelser for udøvelsen heraf, herunder det varige medium, der skal anvendes til den i artikel 26, stk. 5, første afsnit, litra a), omhandlede underretning, oplysninger om forbrugerens forpligtelse i henhold til artikel 26, stk. 5, første afsnit, litra b), til at betale den udnyttede hovedstol og renterne samt det rentebeløb, der skal betales pr. dag (litra p)

- typen af varigt medium, hvorpå forbrugeren vælger at modtage følgende: (litra q)

i) i givet fald den i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, omhandlede påmindelse

ii) de oplysninger, der er omhandlet i artikel 22

iii) de oplysninger om ændringen i debitorrenten, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, første afsnit

iv) i givet fald de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24, stk. 1 og 2, og

v) i givet fald de oplysninger om opsigelse af en tidsubegrænset kreditaftale, der er omhandlet i artikel 28, stk. 1, andet afsnit, og artikel 28, stk. 2

- i givet fald oplysninger om de rettigheder, der er fastsat i artikel 27, samt betingelserne for udøvelsen af disse rettigheder (litra r)

- en henvisning til retten til førtidig tilbagebetaling fastsat i artikel 29, proceduren for førtidig tilbagebetaling samt i givet fald oplysninger om kreditgiverens ret til kompensation og en gennemsigtig og forståelig forklaring på, hvordan den kompensation, der skal betales til kreditgiveren, skal beregnes (litra s)

- den procedure, der skal følges ved udøvelse af retten til at opsige kreditaftalen (litra t)

- forbrugerens mulighed for at gøre brug af en udenretslig klage- og tvistbilæggelsesmekanisme, og metoderne for adgang dertil (litra u)

- i givet fald andre aftalevilkår og -betingelser (litra v)

- navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed (litra w)

- kontaktoplysninger for de relevante leverandører af gældsrådgivningstjenester og en anbefaling til forbrugeren om at kontakte sådanne leverandører i tilfælde af vanskeligheder med tilbagebetaling (litra x).

De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, skal være let læselige og tilpasses hensynet til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 2. afsnit.

Om formålet med, at oplysningerne skal gives til forbrugeren, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 59, at oplysningerne skal gives for at sætte forbrugeren i stand til at kende sine rettigheder og forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 1. afsnit, svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2. Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 1. afsnit, er dog på en række punkter ændret og udvidet, idet det bl.a. nu fremgår af litra b, at oplysningerne også skal omfatte telefonnumre og e-mailadresse, af litra p, at oplysningerne også skal omfatte det varige medium, der skal anvendes til den i artikel 26, stk. 5, første afsnit, litra a, omhandlede underretning, og af litra s, at der skal gives en gennemsigtig og forståelig forklaring på, hvordan den kompensation, der skal betales til kreditgiveren, skal beregnes. Derudover er forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, litra q, v og x, nye i forhold til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2. Endvidere er forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 2. afsnit, ny i forhold til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 2, 1. afsnit, at såfremt stk. 1, 1. afsnit, litra i, finder anvendelse, stiller kreditgiveren omkostningsfrit og til enhver tid i hele kreditaftalens løbetid en kontoopgørelse i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.

Om amortiseringsplanen fremgår det uddybende af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 2, 2. og 3. afsnit, at i den amortiseringsplan, der er omhandlet i 1. afsnit, angives de forfaldne betalinger samt perioder og betingelser for betaling af disse beløb. Amortiseringsplanen skal også indeholde en specificering af hver tilbagebetaling med angivelse af amortiseringen af hovedstolen, renterne beregnet på grundlag af debitorrenten og eventuelle yderligere omkostninger.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 2, 4. afsnit, at såfremt debitorrenten ikke er fast, eller de yderligere omkostninger kan ændres i henhold til kreditaftalen, skal amortiseringsplanen klart og koncist angive, at oplysningerne i planen kun vil være gyldige, indtil debitorrenten eller disse omkostninger ændres i overensstemmelse med kreditaftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2, litra i, og artikel 10, stk. 3.

Endelig fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 3, at i tilfælde af en kreditaftale, i henhold til hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital i de perioder og på de betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller i en accessorisk aftale, skal kreditaftalen ud over de i stk. 1 omhandlede oplysninger indeholde en klar og koncis angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 10, stk. 4, dog således, at der efter artikel 21, stk. 3, stilles krav om, at en garanti skal være udtrykkeligt givet.

2.20.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.20.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 21 en bestemmelse om oplysninger, der skal indgå i kreditaftalen. Bestemmelsen svarer - med visse ændringer - til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2-4, jf. nærmere nedenfor.

Bestemmelsen i 2008-direktivets artikel 10, stk. 2-5, er gennemført i kreditaftalelovens § 8, stk. 2-5, jf. pkt. 2.20.1. Som det fremgår af pkt. 2.20.2, svarer forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 1 afsnit, i det væsentlige til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2, idet bestemmelsen dog bl.a. indeholder en række nye oplysninger i litra q, v og x, som skal gives. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 1, 2. afsnit, skal oplysningerne bl.a. være let læselige og tilpasses hensynet til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, er ny. Derudover svarer forbrugerkreditdirektivets artikel 21, stk. 2 og 3, til 2008-direktivets artikel 10, stk. 2, litra i, og artikel 10, stk. 3, samt artikel 10, stk. 4, dog således, at der efter artikel 21, stk. 3, stilles krav om, at en garanti skal være udtrykkeligt givet.

Den gældende § 8, stk. 5, i kreditaftaleloven, hvorefter der skal gives en række oplysninger i forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit i henhold til § 3, stk. 2, gennemfører 2008-direktivets artikel 10, stk. 5, som ikke er videreført i forbrugerkreditdirektivet. Kreditaftalelovens § 3, stk. 2 (om kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder), foreslås ophævet i sin nuværende form, jf. pkt. 2.1.3.1.4, som følge af, at 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, som fastlægger, at der gælder en mindre omfattende regulering af kassekreditter, når kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tre måneder, ikke er videreført i forbrugerkreditdirektivet.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 21, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 8, stk. 2-5, nyaffattes, således at stk. 2-5 stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 21. Dette vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, idet forbrugerdirektivets artikel 21 som beskrevet viderefører en række elementer fra 2008-direktivets artikel 10, stk. 2-4, dels at der - i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets 21 - foretages en række ændringer og udvidelser af bestemmelsen. Det drejer sig bl.a. om en række nye oplysninger, der vil skulle gives, ligesom det vil fremgå af den foreslåede bestemmelse, at oplysningerne skal være let læselige og tilpasses hensynet til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, jf. nærmere ovenfor og under pkt. 2.20.2. Derudover vil den foreslåede nyaffattelse indebære, at der ikke - til forskel fra den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 8, stk. 5 - længere vil gælde særlige regler for kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder, jf. ovenfor.

Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne hertil. For så vidt angår kreditaftalelovens § 8, stk. 1, som foreslås nyaffattet, således at ordlyden bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 20, stk. 1, henvises der til pkt. 2.19.

2.21. Oplysninger om ændring af en kreditaftales vilkår og betingelser

2.21.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 11, at kreditgiveren forud for ændring af vilkår og betingelser for en kreditaftale skal give forbrugeren en række oplysninger. Dette omfatter en tydelig beskrivelse af ændringerne, og, hvor det er relevant, om forbrugerens samtykke er nødvendigt, eller om ændringerne er indført som følge af regler udstedt i medfør af lov, en tidsplan for gennemførelsen af ændringerne, de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren vedrørende ændringerne, tidsfristen for indgivelse af klage og navn og adresse på den myndighed, hvortil forbrugeren kan indgive klage, jf. bestemmelsens nr. 1-5.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 11 bl.a., at reglen udgør et supplement til reglerne om oplysningsforpligtelser for kreditgiveren. Bestemmelsen pålægger således kreditgivere en generel oplysningspligt over for forbrugere vedrørende ændringer af vilkår og betingelser i en allerede gældende kreditaftale, som har betydning for afviklingen heraf. Bestemmelsen regulerer derimod ikke adgangen til at ændre en kreditaftale, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 51 som fremsat, side 72.

Kreditaftalelovens § 11 gennemfører artikel 11 a i 2008-direktivet samt artikel 27 a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Herudover følger det af lov om finansiel virksomhed, som finder anvendelse på finansielle virksomheder m.v., jf. nærmere lovens § 1, stk. 1-19, at der gælder særlige regler for realkreditinstitutters varsling af ændringer i renter, gebyrer m.v. for realkreditlån, jf. lovens § 53 b. Reglerne suppleres af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1514 af 6. december 2023 om god skik for boligkredit, hvoraf det fremgår, at ændringer af renter i boligkreditaftaler til ugunst for låntageren ikke må finde sted uden et forudgående varsel, der ikke må være kortere end en måned. Ændringer af gebyrer, bidrag eller andet vederlag for boligkreditaftaler skal dog ske med et varsel på tre måneder eller mere. Derudover fremgår det af § 6, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder, at ændringer af renter, gebyrer eller andet vederlag i løbende kundeforhold til ugunst for kunden kan ikke finde sted uden et forudgående varsel, der ikke må være kortere end en måned, og som indeholder en begrundelse for ændringen.

2.21.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 22 - ligesom 2008-direktivets artikel 11 a - en bestemmelse om oplysninger vedrørende ændring af kreditaftalens vilkår og betingelser.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 22, at uden at det berører andre forpligtelser, som er fastsat i direktivet, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiveren forud for ændringen af kreditaftalens vilkår og betingelser på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, meddeler forbrugeren følgende oplysninger:

- en klar beskrivelse af de foreslåede ændringer og i givet fald af behovet for forbrugersamtykke eller en forklaring af de ændringer, der indføres ved lov. (litra a)

- en tidsplan for gennemførelsen af de i litra a omhandlede ændringer. (litra b)

- de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren, vedrørende de i litra a omhandlede ændringer. (litra c)

- fristen for indgivelse af en sådan klage. (litra d)

- navn og adresse på den kompetente myndighed, hvortil klagen kan indgives. (litra e).

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 22 svarer til 2008-direktivets artikel 11 a, dog således, at det i artikel 22, stk. 1, er tilføjet, at oplysningerne skal meddeles på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, ligesom det fremgår af artikel 22, stk. 1, litra a, at oplysningerne skal omfatte en forklaring af de ændringer, der indføres ved lov.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 22 anføres det i præambelbetragtning 60, at for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bør forbrugeren - uden at det berører direktiv 93/13/EØF om beskyttelse af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår og forpligtelser forud for aftaleindgåelsen i henhold til forbrugerkreditdirektivet - i god tid og forud for enhver ændring af vilkårene og betingelserne i kreditaftalen forelægges en beskrivelse af de foreslåede ændringer og i givet fald af behovet for forbrugerens samtykke eller en forklaring af de ændringer, der indføres ved lov, og tidsplanen for gennemførelsen af disse ændringer, samt de klagemuligheder, som er til rådighed for forbrugeren, samt fristen for, hvornår forbrugeren kan indgive en klage, og navn og adresse på den kompetente myndighed, hvortil klagen kan indgives.

Videre anføres det i præambelbetragtning 60, at ændringen af en kreditaftale ikke bør berøre nogen forbrugerrettigheder, herunder retten til oplysninger i henhold til forbrugerkreditdirektivet. Dette bør ikke berøre EU-retten eller nationale bestemmelser om tilladeligheden af, betingelserne for og gyldigheden af aftaleændringer.

2.21.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.21.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 22 - ligesom 2008-direktivets artikel 11 a - en bestemmelse om oplysninger vedrørende ændring af kreditaftalens vilkår og betingelser.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 22 svarer til 2008-direktivets artikel 11 a, som er gennemført i kreditaftalelovens § 11, jf. pkt. 2.21.2, dog således, at det i artikel 22, stk. 1, er tilføjet, at oplysningerne skal meddeles på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, ligesom det fremgår af artikel 22, stk. 1, litra a, at oplysningerne skal omfatte en forklaring af de ændringer, der er indført i medfør af lov.

Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 11, ændres, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 22. Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af bestemmelsen, at oplysningerne skal meddeles på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, og at oplysningerne skal omfatte en forklaring af de pågældende ændringer.

Det bemærkes, at bestemmelsen i kreditaftalelovens § 11 - udover forbrugerkreditdirektivets artikel 22, jf. ovenfor - fortsat vil gennemføre boligkreditdirektivets artikel 27 a, jf. pkt. 2.21.3. De foreslåede ændringer vil således ikke ændre herved.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21 og 22, og bemærkningerne hertil.

2.22. Underretning om ændringer i debitorrenten

2.22.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 9, stk. 1, at kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten. Underretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medium og skal ske, inden ændringen træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.

Begrebet »debitorrente« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 10, som den rentesats udtrykt i en fast eller variabel procentsats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder.

Efter kreditaftalelovens § 9, stk. 2, skal underretningen efter stk. 1 indeholde oplysning om betalingernes størrelse, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, oplysninger herom.

Efter kreditaftalelovens § 9, stk. 3, kan kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen fastsætte, at oplysningerne efter stk. 1 og 2 gives til forbrugeren med jævne mellemrum i de tilfælde, hvor ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats, den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis, og oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren, jf. bestemmelsens nr. 1-3.

Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 9, stk. 3, bl.a., at hvis der anvendes en referencesats, der offentliggøres af f.eks. Nationalbanken, vil kreditgiveren således alene skulle sikre, at oplysningerne om den ændrede referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 53.

Endelig fremgår det af kreditaftalelovens § 9, stk. 4, at ved refinansiering af variabelt forrentede lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, skal kreditgiver forud for auktionen skriftligt underrette forbrugeren på papir eller andet varigt medium om den forestående procedure og angive, hvordan det kan påvirke debitorrenten. Underretning om ændring i debitorrenten efter stk. 1 og 2 kan herefter ske, efter at ændringen er trådt i kraft.

Kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3, gennemfører 2008-direktivets artikel 11. Bestemmelsens stk. 1-4 gennemfører endvidere boligkreditdirektivets artikel 27.

2.22.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 23 - ligesom 2008-direktivets artikel 11 - en bestemmelse om ændringer i debitorrenten.

Det fremgår således af forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 1, 1. afsnit, at såfremt kreditgivere har ret til at ændre debitorrenten for eksisterende kreditaftaler, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren underretter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, i god tid inden ændringen træder i kraft. Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 1, 2. afsnit, at de oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, skal omfatte størrelsen af de betalinger, der skal foretages, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremt betalingernes antal eller hyppighed ændres, nærmere oplysninger herom.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 23 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 61 bl.a., at forbrugeren under kontraktforholdet - for at sikre fuld gennemsigtighed - bør underrettes om ændringer i den variable debitorrente og om ændringer i betalingerne, som disse ændringer medfører. Dette bør ifølge præambelbetragtningen ikke berøre bestemmelser i national ret, der ikke vedrører forbrugeroplysning, og som fastsætter betingelserne for eller foreskriver konsekvenserne af ændringer, bortset fra ændringer vedrørende betalinger, af debitorrenter og andre økonomiske betingelser for kreditten, f.eks. regler, der fastsætter, at kreditgiveren kun må ændre debitorrenten, hvis der er en gyldig grund til en sådan ændring, eller at forbrugeren kan opsige kreditaftalen, hvis der sker en ændring i debitorrenten eller i andre særlige økonomiske betingelser vedrørende kreditten.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 11, stk. 1, idet det dog som noget nyt fremgår af artikel 23, stk. 1, 1. afsnit, at det varige medium skal fremgå af kreditaftalen, og at kreditgiverens underretning af forbrugeren skal gives i god tid, inden ændringen træder i kraft.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 2, at uanset stk. 1 kan de oplysninger, der er omhandlet i det nævnte stykke, gives til forbrugeren med jævne mellemrum, såfremt alle følgende betingelser er opfyldt:

- parterne har aftalt sådanne periodiske oplysninger i kreditaftalen (litra a)

- ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats (litra b)

- den nye referencesats er rettidigt gjort offentligt tilgængelig på passende vis (litra c)

- oplysningerne om den nye referencesats er også tilgængelige (litra d)

i) i kreditgiverens lokaler

ii) hvis kreditgiveren har et websted, på dette websted, og

iii) hvis kreditgiveren har en mobilapplikation, via denne mobilapplikation.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 11, stk. 2, dog således at det er tilføjet i artikel 23, stk. 2, at den nye referencesats skal være rettidigt gjort offentligt tilgængelig, jf. litra c. Kravet om, at oplysningerne om den nye referencesats er tilgængelig hos kreditgiveren, er præciseret i forbrugerkreditdirektivet, sådan at det nu fremgår, at oplysningerne herom skal være tilgængelige i kreditgiverens lokaler samt på et eventuelt websted og mobilapplikation, jf. litra d.

2.22.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.22.2 indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 23 - ligesom 2008-direktivet i artikel 11 - en bestemmelse om ændringer i debitorrenten.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 23 svarer overordnet set - med visse ændringer - til 2008-direktivets artikel 11, som er gennemført i kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3, jf. pkt. 2.22.1. Som nærmere beskrevet under pkt. 2.22.2 fremgår det dog som noget nyt af artikel 23, stk. 1, 1. afsnit, at det varige medium skal fremgå af kreditaftalen, og at kreditgiverens underretning af forbrugeren skal gives i god tid inden ændringen træder i kraft. Derudover er det tilføjet i forbrugerkreditdirektivets artikel 23, stk. 2, litra c, at den nye referencesats skal være rettidigt gjort offentligt tilgængelig, ligesom det i litra d er præciseret, hvad det indebærer, at oplysningerne om den nye referencesats skal være tilgængelige hos kreditgiveren.

De ændringer, som er nødvendige som følge af forbrugerkreditdirektivets artikel 23, medfører efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3, bør nyaffattes, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 23. Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3, nyaffattes. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand i det væsentligste videreføres, dog således, at de nye elementer, som introduceres med forbrugerkreditdirektivets artikel 23, gennemføres i kreditaftalelovens § 9.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører derudover - ligesom den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 9, stk. 1-3, jf. pkt. 2.22.1 - boligkreditdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 19, og bemærkningerne hertil.

2.23. Kassekreditter

2.23.1. Gældende ret

Reglerne om kontoudtog og underretning om ændringer i debitorrenten ved kassekreditter følger af kreditaftalelovens § 10.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 10, stk. 1, at når en kreditaftale vedrører en kredit i form af en kassekredit, skal kreditgiveren jævnligt orientere forbrugeren via et kontoudtog på papir eller på et andet varigt medium.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 10, stk. 1, bl.a., at det ikke anses for en tilstrækkelig orientering, at forbrugeren via adgang til eksempelvis en netbank selv kan generere et kontoudtog, men et automatisk genereret kontoudtog, der er tilgængeligt via forbrugerens netbank, vil være i overensstemmelse med stk. 1, hvis det indeholder de krævede oplysninger, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 53 f.

Begrebet »kassekredit« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 4, som en udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto.

Indholdet af det kontoudtog, som kreditgiveren efter kreditaftalelovens § 10, stk. 1, jævnligt skal orientere forbrugeren ved brug af, er fastsat i kreditaftalelovens § 10, stk. 2, nr. 1-8. Heraf fremgår det, at kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker, størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttelserne, saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato, den nye saldo, datoerne for betalinger og betalingernes størrelse, den anvendte debitorrente, eventuelle omkostninger, der er pålagt, og det eventuelle minimumsbeløb, der skal betales.

Efter kreditaftalelovens § 10, stk. 3, skal kreditgiveren endvidere på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller andre omkostninger, inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dog stk. 4.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 10, stk. 4, at kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen kan fastsætte, at oplysningerne om ændringerne i debitorrenten gives på kontoudtog efter stk. 1 i de tilfælde, hvor 1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats, 2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på passende vis, og 3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kreditgiveren.

Kreditaftalelovens § 10 gennemfører 2008-direktivets artikel 12.

2.23.2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 24 - ligesom 2008-direktivet i artikel 12 - en bestemmelse om kreditgiverens oplysningspligt m.v. i forbindelse med kassekreditter.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 1, at såfremt en kredit er givet i form af en kassekredit, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren i hele kreditaftalens løbetid holder forbrugeren løbende, mindst én gang pr. måned, underrettet ved hjælp af kontoudtog på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, og indeholdende følgende elementer:

- den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker (litra a)

- størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttelserne (litra b)

- saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato (litra c)

- den nye saldo (litra d)

- datoerne for betalinger foretaget af forbrugeren og disses størrelse (litra e)

- den anvendte debitorrente (litra f)

- eventuelle omkostninger, der er pålagt (litra g)

- i givet fald det minimumsbeløb, som forbrugeren skal betale (litra h).

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 24 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 62, at bl.a. kassekreditter er blevet en mere og mere almindelige type af forbrugerkredit, og at der derfor er behov for at regulere disse finansielle produkter for at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå overdreven gældsætning. Der er fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling. Derfor bør forbrugernes rettigheder med hensyn til bl.a. kassekreditter fastlægges i forbrugerkreditdirektivet.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 12, stk. 1, dog således, at det er tilføjet i artikel 24, stk. 1, at det skal være mindst én gang pr. måned, at kreditgiveren løbende i hele kreditaftalens løbetid skal holde forbrugeren underrettet om de pågældende oplysninger ved hjælp af kontoudtog. Endvidere er det tilføjet bestemmelsen, at det medium (papir eller et andet varigt medium), som underretningen skal ske på, skal være det, der er angivet i kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 2, 1. afsnit, at såfremt en kredit er givet i form af en kassekredit, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, underretter forbrugeren om stigninger i debitorrenten eller i eventuelle omkostninger, der skal betales, i god tid inden den pågældende ændring træder i kraft.

Det følger af artikel 24, stk. 2, 2. afsnit, at uanset første afsnit kan de oplysninger, der er omhandlet i nævnte afsnit, gives med jævne mellemrum på den i stk. 1 omhandlede måde, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

- parterne har aftalt sådanne periodiske oplysninger i kreditaftalen (litra a)

- ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats (litra b)

- den nye referencesats er gjort offentligt tilgængelig på passende vis (litra c)

- oplysningerne om den nye referencesats også er tilgængelige (litra d)

- i) i kreditgiverens lokaler

- ii) hvis kreditgiveren har et websted, på dette websted, og

- iii) hvis kreditgiveren har en mobilapplikation, via denne mobilapplikation.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 2, 1. afsnit, svarer til 2008-direktivets artikel 12, stk. 2, 1. afsnit, idet det dog er tilføjet i artikel 24, stk. 2, 1. afsnit, at det medium (på papir eller et andet varigt medium), som kreditgiverens underretning til forbrugeren om stigninger i debitorrenten eller i eventuelle omkostninger, der skal betales, skal ske ved brug af, skal være det, der er angivet i kreditaftalen, og at underretningen skal ske i god tid, inden den pågældende ændring træder i kraft.

Derudover svarer forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 2, 2. afsnit, til 2008-direktivets artikel 12, stk. 2, 2. afsnit, dog således, at kravet om, at oplysningerne om den nye referencesats er tilgængelig hos kreditgiveren, jf. litra d, er præciseret, sådan at det nu fremgår, at oplysningerne herom skal være tilgængelige i kreditgiverens lokaler samt på et eventuelt websted og mobilapplikation.

Det fremgår herudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren på en aftalt måde underretter forbrugeren om hver nedsættelse eller annullering af kassekreditten mindst 30 dage før den dag, hvor den faktiske nedsættelse eller annullering af kassekreditten får virkning.

Endvidere fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 4, at hvor kassekreditten nedsættes eller annulleres, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer og uden yderligere omkostninger, tilbyder forbrugeren muligheden for at tilbagebetale det beløb, der faktisk er udnyttet, i omfanget af denne nedsættelse eller annullering. En sådan tilbagebetaling finder sted i 12 lige store månedlige rater, medmindre forbrugeren vælger at tilbagebetale tidligere, til den debitorrente, der gælder for kassekreditten.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 62, at formålet hermed er at undgå fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling.

Endelig følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 5, at medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage strengere bestemmelser om spørgsmål vedrørende beskyttelse af forbrugere, der har en kassekredit, ud over dem, der er omhandlet i denne artikel, i overensstemmelse med EU-retten.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 3-5, er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 12.

2.23.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.23.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 24 - ligesom 2008-direktivet i artikel 12 - en bestemmelse om kreditgiverens oplysningspligt m.v. i forbindelse med kassekreditter. 2008-direktivets artikel er gennemført i kreditaftalelovens § 10, jf. pkt. 2.23.1.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 24 er imidlertid på en række punkter ændret og udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 12, bl.a. således, at det er tilføjet i artikel 24, stk. 1 (om kreditgiverens oplysningspligt gennem kontoudtog), at kreditgiveren i hele kreditaftalens løbetid skal holde forbrugeren løbende, mindst én gang pr. måned, underrettet. Derudover er det tilføjet i forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 2 (om kreditgiverens oplysningspligt ved stigninger i debitorrenten m.v.), 1. afsnit, at kreditgiverens underretning skal ske i god tid, inden den pågældende ændring træder i kraft. Det er herudover præciseret i forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 2, 2. afsnit, litra d, at kravet om, at oplysningerne om den nye referencesats er tilgængelige hos kreditgiveren, indebærer, at oplysningerne herom skal være tilgængelig på kreditgiverens eventuelle websted eller mobilapplikation. Endvidere er artikel 24, stk. 3-5, nye i forhold til 2008-direktivets artikel 12, jf. nærmere under pkt. 2.23.2.

For så vidt angår valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 5, hvorefter at medlemsstaterne bl.a. kan vedtage strengere bestemmelser om spørgsmål vedrørende beskyttelse af forbrugere, der har en kassekredit, end hvad der følger af artikel 24, er der efter Justitsministeriets opfattelse - bl.a. i lyset af de ændringer og udvidelser med hensyn til beskyttelse af forbrugere, der følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 24 - ikke behov for at vedtage strengere bestemmelser herom. I forhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 4, bemærkes det, at kreditgivere i øvrigt skal iagttage kreditaftalelovens § 29 a, hvorefter kreditgivere skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 24, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 10 nyaffattes, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 24. Med henblik på at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 24 om kassekreditter foreslås det således at nyaffatte kreditaftalelovens § 10.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 20, og bemærkningerne hertil.

2.24. Overtræk

2.24.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 8 b, stk. 1, at ved indgåelse af en aftale om oprettelse af en løbende konto, hvor det eventuelt vil kunne tillades forbrugeren at overtrække kontoen, skal aftalen indeholde de oplysninger, der er omhandlet i § 7 b, stk. 2, nr. 5. Disse oplysninger skal gives regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medium.

Henvisningen til lovens § 7 b, stk. 2, nr. 5, indebærer, at aftalen skal indeholde oplysninger om debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der anvendes fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for ændring af disse omkostninger.

Begrebet »overtræk« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 5, som et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

Det fremgår videre af § 8 b, stk. 2, at i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal kreditgiveren straks på papir eller på et andet varigt medium underrette forbrugeren om 1) overtrækket, 2) det involverede beløb, 3) debitorrenten og 4) en eventuel bod og eventuelle omkostninger eller morarenter.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 8 b, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 53, fremgår det bl.a., at hvis der i tilknytning til en konto er udstedt betalings-/kreditkort eller checkhæfte, der giver mulighed for, at kontoen kan overtrækkes, eller hvis der f.eks. gennem tilmelding til Betalingsservice uden forudgående aftale vil kunne gennemføres transaktioner, som der ikke er dækning for på kontoen, vil kontoen i bestemmelsens forstand give mulighed for, at forbrugeren kan overtrække kontoen, og dermed vil aftalen være omfattet af bestemmelsen. Det fremgår endvidere, at det vil afhænge af en konkret vurdering, hvorvidt et overtræk er væsentligt, og i denne vurdering vil overtrækkets størrelse, herunder overtrækkets størrelse set i forhold til f.eks. kundens økonomiske situation og engagementets omfang, være af betydning.

Bestemmelsen i kreditaftalelovens § 8 b gennemfører 2008-direktivets artikel 18.

2.24.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 25 - ligesom 2008-direktivet i artikel 18 - en bestemmelse om kreditgiverens oplysningspligt i forbindelse med overtræk.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 1, at i tilfælde af en aftale om at åbne en løbende konto, hvor der er mulighed for, at forbrugeren tillades et overtræk, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren medtager oplysninger om denne mulighed i aftalen, samt oplysninger om debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af denne rente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger. Kreditgiveren giver under alle omstændigheder regelmæssigt forbrugeren disse oplysninger på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om at åbne en løbende konto.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 25 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 62, at bl.a. overtræk er blevet en mere og mere almindelig type af forbrugerkredit, og at der derfor er behov for at regulere disse finansielle produkter for at øge forbrugerbeskyttelsen og undgå overdreven gældsætning. Der er fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling. Af den grund bør forbrugernes rettigheder med hensyn til bl.a. overtræk fastlægges i forbrugerkreditdirektivet.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 2, 1. afsnit, at i tilfælde af et væsentligt overtræk, der overstiger en periode på en måned, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren straks på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i aftalen om at åbne en løbende konto, underretter forbrugeren om a) overtrækket, b) det involverede beløb, c) debitorrenten, d) eventuelle sanktioner, omkostninger eller morarenter og e) tilbagebetalingsdatoen.

I tilfælde af regelmæssigt overtræk skal kreditgiveren efter forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 2, 2. afsnit, tilbyde forbrugeren rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, og omkostningsfrit videresende forbrugeren til gældsrådgivningstjenester.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 63, at i tilfælde af et væsentligt overtræk, der overstiger en periode på en måned, bør kreditgiveren straks give forbrugeren oplysninger om overtrækket, herunder det involverede beløb, debitorrenten og eventuelle gældende sanktioner, omkostninger eller morarenter. Herudover er det i præambelbetragtningen anført, at i tilfælde af regelmæssigt overtræk bør kreditgiveren tilbyde forbrugeren rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, for at hjælpe forbrugeren med at finde billigere alternativer og videresende forbrugeren til gældsrådgivningstjenester.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 18, stk. 1, dog således, at det i artikel 25, stk. 1, bl.a. er tilføjet, at forbrugeren vælger mediet, og at det valgte medie skal være angivet i aftalen om at åbne en løbende konto. Derudover svarer forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 2, til 2008-direktivets artikel 18, stk. 2, dog således, at det bl.a. er tilføjet i artikel 25, stk. 2, at forbrugeren vælger mediet, og at det valgte medie skal være angivet i aftalen om at åbne en løbende konto, ligesom stk. 2, litra e, om tilbagebetalingsdatoen, og stk. 2, 2. afsnit, om rådgivningstjenester og gældsrådgivningstjenester, er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 18, stk. 2.

Det fremgår derudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 3, at artiklen ikke berører bestemmelser i national ret, der kræver, at kreditgiveren skal tilbyde en anden type kreditprodukt, når overtrækket er af væsentlig varighed.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 18, stk. 3.

Det fremgår herudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 4, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren på en aftalt måde underretter forbrugeren, når overtrækket ikke længere er tilladt, eller overtræksgrænsen nedsættes, mindst 30 dage før den dag, hvor den faktiske ophævelse eller reduktion af overtrækket får virkning.

Endvidere fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 5, at hvor overtrækket nedsættes eller annulleres, stiller medlemsstaterne krav om, at kreditgiveren, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer og uden yderligere omkostninger, tilbyder forbrugeren muligheden for at tilbagebetale det beløb, der faktisk er udnyttet, i omfanget af denne nedsættelse eller annullering. En sådan tilbagebetaling finder sted i 12 lige store månedlige rater, medmindre forbrugeren vælger at tilbagebetale tidligere, til den debitorrente, der gælder for overtrækket. Det følger af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 62, at formålet hermed vil være at undgå fare for, at forbrugerne ikke vil være i stand til at betale, hvis kreditgiverne beslutter at kræve øjeblikkelig tilbagebetaling.

Endelig kan medlemsstaterne i medfør af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 6, opretholde eller vedtage strengere bestemmelser om spørgsmål vedrørende beskyttelse af forbrugere, der har et overtræk, ud over dem, der er omhandlet i denne artikel, i overensstemmelse med EU-retten.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 4-6, er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 18.

2.24.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.24.2 indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 25 - ligesom 2008-direktivet i artikel 18 - en bestemmelse om kreditgiverens oplysningsforpligtelser i forbindelse med overtræk. 2008-direktivets artikel er gennemført i kreditaftalelovens § 8 b, jf. pkt. 2.24.1.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 25 er imidlertid på en række punkter ændret og udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 18, bl.a. således, at det er tilføjet i artikel 25, stk. 1 (om kreditgiverens oplysningspligt ved aftale om løbende konto med mulighed for overtræk), at forbrugeren vælger det medie, som kreditgiveren skal give forbrugeren de pågældende oplysninger på, og at det valgte medie skal være angivet i aftalen om at åbne en løbende konto. Derudover er det ligeledes tilføjet i forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 2 (om kreditgiverens oplysningspligt, når der forekommer et væsentligt overtræk, der overstiger en periode på mere end en måned), at forbrugeren vælger mediet, og at det valgte medie skal være angivet i aftalen om at åbne en løbende konto. I forhold til de elementer, som kreditgiveren efter artikel 25, stk. 2, skal oplyse forbrugeren om, er litra e (om tilbagebetalingsdatoen) tilføjet som noget nyt i forhold til 2008-direktivets artikel 18, stk. 2. Artikel 25, stk. 2, 2. afsnit, om kreditgiverens forpligtelse til at tilbyde rådgivningstjenester, hvor sådanne er til rådighed, og til at henvise til gældsrådgivningstjenester, er ligeledes nyt i forhold til 2008-direktivets artikel 18, stk. 2. Endvidere er artikel 25, stk. 4-6, nye i forhold til 2008-direktivets artikel 18, jf. nærmere under pkt. 2.24.2.

For så vidt angår valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 25, stk. 6, er der efter Justitsministeriets opfattelse - bl.a. i lyset af de ændringer og udvidelser, der følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 25 - ikke behov for at vedtage strengere bestemmelser om spørgsmål vedrørende beskyttelse af forbrugere, der har et overtræk, ud over dem, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivets artikel 25. Det bemærkes i øvrigt, at kreditgiveren også vil skulle iagttage den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a (lovforslagets § 1, nr. 31), hvorefter kreditgiveren, hvor det er relevant, skal give rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 25, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 8 b nyaffattes, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 25. Med henblik på at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 25 om overtræk foreslås det således at nyaffatte kreditaftalelovens § 8 b.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, og bemærkningerne hertil.

2.25. Fortrydelsesret

2.25.1. Gældende ret

Reglerne om fortrydelsesret følger af kreditaftalelovens § 19.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 19, stk. 1, at forbrugeren inden for en frist på 14 kalenderdage kan fortryde en kreditaftale.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 19, stk. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 55, at dagen efter kreditaftalens indgåelse vil udgøre den første dag ved beregning af de 14 kalenderdage. Lørdage samt søn- og helligdage vil også tælle som kalenderdage. En aftale, der eksempelvis indgås tirsdag den 1., vil således kunne fortrydes frem til udløbet af tirsdag den 15. Videre fremgår det, at bestemmelsen således indebærer, at forbrugeren vil kunne fortryde en kreditaftale uden at skulle give en begrundelse.

Efter kreditaftalelovens § 19, stk. 2, løber den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, fra 1) den dag, hvor kreditaftalen er indgået, eller 2) den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i henhold til § 8, hvis dette tidspunkt er senere end tidspunktet efter nr. 1.

Kreditaftalelovens § 19, stk. 3 og 4, indeholder regler om, hvad forbrugeren skal foretage sig i forbindelse med udøvelse af fortrydelsesretten.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 19, stk. 3, at hvis forbrugeren vil udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren meddele kreditgiveren dette inden udløbet af fristen efter stk. 1 efter de anvisninger, som forbrugeren har modtaget fra kreditgiveren i henhold til kreditaftalelovens § 8, stk. 2, nr. 16. Fristen betragtes som overholdt, hvis meddelelsen, hvis den er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgiveren råder over og har adgang til, er blevet afsendt inden fristens udløb.

Af kreditaftalelovens § 19, stk. 4, fremgår det, at hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, skal forbrugeren til kreditgiveren betale kapitalen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato, hvor kapitalen betales tilbage, uden unødig forsinkelse og senest 30 kalenderdage efter at have sendt kreditgiveren meddelelsen om udøvelsen af fortrydelsesretten. Renterne beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren har ikke ret til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten bortset fra kompensation for eventuelle omkostninger, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes.

Det er i medfør af kreditaftalelovens § 19, stk. 5, bestemt, at hvis en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen ydes af kreditgiveren eller af tredjemand på grundlag af en overenskomst mellem tredjemanden og kreditgiveren, ophører forbrugeren med at være bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse, såfremt forbrugeren udøver sin fortrydelsesret med hensyn til kreditaftalen i medfør af denne lov.

Om forholdet til forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret følger det af kreditaftalelovens § 19, stk. 6, at hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til stk. 1-5, finder kapitel 4 (om fortrydelsesret) i lov om forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven) ikke anvendelse.

Det fremgår herudover af kreditaftalelovens § 19, stk. 7, at bestemmelsens stk. 1-6 ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse. Om baggrunden for denne undtagelse til fortrydelsesretten er det anført i bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 40 f., at der ved denne form for låneaftaler er et særligt behov for en undtagelse, da kreditgiveren efter kreditaftalens indgåelse sælger obligationer svarende til lånebeløbet. Hvis forbrugeren herefter udnytter en fortrydelsesret, vil kreditgiveren skulle tilbagekøbe obligationerne, hvilket vil kunne medføre et kurstab.

Det bemærkes, at kreditaftaleloven i dag indeholder regler om betænkningstid ved indgåelse af kreditaftaler om lån mod pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, jf. lovens § 7 d, hvoraf det bl.a. følger, at for tilbud om lån mod pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, kan kreditgiver ikke fastsætte en frist på mindre end 7 dage for forbrugerens antagelse af tilbuddet.

Kreditaftalelovens § 19 gennemfører 2008-direktivets artikel 14.

2.25.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 26 - ligesom 2008-direktivet i artikel 14 - en bestemmelse om forbrugerens fortrydelsesret.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne skal sikre, at forbrugeren uden begrundelse kan fortryde kreditaftalen inden for en frist på 14 kalenderdage.

Det følger af bestemmelsens stk. 1, 2. afsnit, at den i første afsnit omhandlede fortrydelsesfrist enten løber fra den dag, hvor kreditaftalen er indgået (litra a), eller fra den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i overensstemmelse med artikel 20 og 21, hvis den pågældende dag er senere end den i dette afsnits litra a omhandlede dato (litra b).

Af stk. 1, 3. afsnit, fremgår det, at den frist, der er omhandlet i første afsnit (dvs. fortrydelsesfristen på 14 dage) anses for at være overholdt, hvis den i stk. 5, første afsnit, litra a, omhandlede underretning, jf. nedenfor, er afsendt af forbrugeren til kreditgiveren inden udløbet af denne frist.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 26 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 64, at forbrugerne bør have fortrydelsesret uden sanktioner og uden pligt til at give en begrundelse.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 14, stk. 1, dog således, at det følger af artikel 26, stk. 1, 3. afsnit, at den frist, der er omhandlet i første afsnit, anses for at være overholdt, hvis den i stk. 5, første afsnit, litra a, omhandlede underretning er afsendt af forbrugeren til kreditgiveren inden udløbet af denne frist. Dette afsnit svarer med sproglige ændringer til 2008-direktivets artikel 14, stk. 3, litra a, 2. pkt.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 2, at hvis forbrugeren ikke har modtaget aftalevilkårene og -betingelserne samt oplysningerne i overensstemmelse med artikel 20 og 21, udløber fortrydelsesfristen under alle omstændigheder 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse. Dette gælder ikke, hvis forbrugeren ikke er blevet underrettet om sin fortrydelsesret i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, første afsnit, litra p.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 64, at fortrydelsesfristen for at øge retssikkerheden under alle omstændigheder bør udløbe 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse, hvis forbrugeren ikke har modtaget aftalevilkårene og betingelserne samt oplysningerne i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet. Fortrydelsesfristen bør ikke udløbe, hvis forbrugeren ikke er blevet underrettet om sin fortrydelsesret.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 3, at i tilfælde af en tilknyttet kreditaftale om køb af en vare med en returpolitik, der sikrer fuld tilbagebetaling i et vist tidsrum på over 14 kalenderdage, forlænges fortrydelsesretten, så den svarer til varigheden af en sådan returpolitik.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 2 og 3, er nye i forhold til 2008-direktivets artikel 14.

Desuden følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 4, at såfremt det i forbindelse med en tilknyttet kreditaftale allerede er fastsat i national lovgivning, der var gældende den 19. november 2023, at der ikke kan stilles midler til rådighed for forbrugeren inden udløbet af en bestemt frist, kan medlemsstaterne uanset stk. 1 bestemme, at den i nævnte stykke omhandlede frist kan nedsættes til samme varighed som denne bestemte frist efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.

Af præambelbetragtning 66 fremgår det, at det allerede i nogle tilfælde er fastsat i national ret, at der ikke kan stilles midler til rådighed for forbrugerne inden udløbet af en bestemt frist. I disse tilfælde kan forbrugerne ønske at sikre, at de modtager de købte varer eller tjenesteydelser på et tidligt tidspunkt. I tilfælde af tilknyttede kreditaftaler bør medlemsstaterne derfor have mulighed for undtagelsesvis at fastsætte, at fristen for at udøve fortrydelsesretten i de tilfælde, hvor forbrugerne udtrykkeligt ønsker tidlig modtagelse af de købte varer eller tjenesteydelser, kan forkortes til den samme frist, inden for hvilken midler ikke kan stilles til rådighed.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 4, svarer med sproglige tilpasninger til 2008-direktivets artikel 14, stk. 2.

Det fremgår herudover af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 5, 1. afsnit, at hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten, skal vedkommende træffe følgende foranstaltninger: a) underrette kreditgiveren i overensstemmelse med de oplysninger, som kreditgiveren har givet i henhold til artikel 21, stk. 1, første afsnit, litra p, på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen, inden for den frist, der er fastsat i nærværende artikels stk. 1, og b) betale kreditgiveren hovedstolen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato hvor kapitalen er betalt tilbage, uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 30 kalenderdage efter afsendelsen af den i litra a) omhandlede underretning.

Det fremgår af bestemmelsens 2. afsnit, at de i første afsnit, litra b, omhandlede renter beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren har ikke ret til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, bortset fra kompensation for eventuelle beløb, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som ikke kan refunderes.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 5, svarer med sproglige tilpasninger til 2008-direktivets artikel 14, stk. 3, om end det er tilføjet i artikel 26, stk. 5, litra a, at underretning af kreditgiveren skal ske på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen. Desuden fremgår bestemmelsen om, hvornår fortrydelsesfristen skal anses for overholdt, ikke af artikel 26, stk. 5, men derimod af stk. 1, 3. afsnit, jf. ovenfor.

Herudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 6, at såfremt der leveres en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen af kreditgiveren eller af tredjemand på grundlag af en aftale mellem denne tredjemand og kreditgiveren, er forbrugeren ikke længere bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse, hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten i kreditaftalen i overensstemmelse med artikel 26.

Af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 7, fremgår det endvidere, at hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til denne artikels stk. 1, 5 og 6, finder artikel 6 og 7 i direktiv 2002/65/EF (om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne) ikke anvendelse.

Medlemsstaterne kan i medfør af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 8, fastsætte, at artikel 26, stk. 1-6, ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som i henhold til national ret skal indgås ved en notars mellemkomst, forudsat at notaren bekræfter, at forbrugeren er sikret de rettigheder, der er fastsat i artikel 10, 11, 20 og 21 om oplysninger til forbrugeren m.v.

Endelig følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 9, at denne artikel ikke berører bestemmelser i national ret om, at opfyldelse af aftalen først kan påbegyndes efter et nærmere angivet tidsrum.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 24, stk. 6-9, svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 14, stk. 4-7.

2.25.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.25.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 26 - ligesom 2008-direktivet i artikel 14 - en bestemmelse om forbrugerens fortrydelsesret. 2008-direktivets artikel er gennemført i kreditaftalelovens § 19, jf. pkt. 2.25.1.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 26 er imidlertid på visse punkter ændret og udvidet i forhold til 2008-direktivets artikel 14, bl.a. således, at der er tilføjet en bestemmelse om en absolut fortrydelsesfrist i medfør af artikel 26, stk. 2, hvorefter fortrydelsesfristen som udgangspunkt udløber 12 måneder og 14 dage efter kreditaftalens indgåelse, selvom forbrugeren ikke har modtaget alle fornødne oplysninger fra kreditgiveren.

Endvidere er det som noget nyt tilføjet i artikel 26, stk. 3, at i tilfælde af en tilknyttet kreditaftale om køb af en vare med en returpolitik, der sikrer fuld tilbagebetaling i et vist tidsrum på over 14 kalenderdage, forlænges fortrydelsesretten, så den svarer til varigheden af en sådan returpolitik.

Desuden er det præciseret, at hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten, skal vedkommende underrette kreditgiveren på papir eller et andet varigt medium, der er valgt af forbrugeren og angivet i kreditaftalen, jf. direktivets artikel 26, stk. 5, litra a.

Reglerne om fortrydelsesfristen og længden heraf, herunder beregningen af fortrydelsesfristen, svarer derimod i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 14. Det samme gælder bl.a. bestemmelsen om accessoriske tjenesteydelser i forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 6.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 4, hvoraf det fremgår, at såfremt det i forbindelse med en tilknyttet kreditaftale allerede er fastsat i national lovgivning, der var gældende den 19. november 2023, at der ikke kan stilles midler til rådighed for forbrugeren inden udløbet af en bestemt frist, kan medlemsstaterne uanset stk. 1 (om fortrydelsesfristen m.v.) bestemme, at den i nævnte stykke omhandlede frist kan nedsættes til samme varighed som denne bestemte frist efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren, er det Justitsministeriets opfattelse, at denne valgmulighed ikke er aktuel i forhold til dansk ret. Det skyldes, at de særlige forhold ikke gør sig gældende i dansk ret, hvorfor der ikke er nogen valg at træffe på dette punkt. Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til arbejdsgruppens vurdering af den tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivet (artikel 14, stk. 2) i forbindelse med gennemførelsen af 2008-direktivet i dansk ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 38.

Justitsministeriet kan endvidere, for så vidt angår valgmuligheden i henhold til artikel 26, stk. 8, hvorefter medlemsstaterne under visse betingelser kan fastsætte, at artikel 26, stk. 1-6, ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler, som i henhold til national ret skal indgås ved en notars mellemkomst, bemærke, at denne bestemmelse ikke er relevant for dansk ret. Der henvises i den forbindelse til arbejdsgruppens vurdering af den tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivet (artikel 14, stk. 6) i forbindelse med gennemførelsen af 2008-direktivet i dansk ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 29.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 9, hvoraf det fremgår, at artikel 26 ikke berører bestemmelser i national ret om, at opfyldelse af aftalen først kan påbegyndes efter et nærmere angivet tidsrum, bemærkes, at kreditaftaleloven i dag indeholder regler om betænkningstid ved indgåelse af kreditaftaler, jf. bl.a. § 8 c om obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån.

Justitsministeriet kan i forlængelse heraf bemærke, at det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 58 bl.a. fremgår, at direktivet ikke bør regulere aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalers gyldighed. På dette område bør medlemsstaterne i henhold til præambelbetragtningen derfor kunne bibeholde eller indføre nationale bestemmelser, som er i overensstemmelse med EU-retten. Det følger endvidere af præambelbetragtningen, at medlemsstaterne bør kunne regulere den retlige ordning for tilbuddet om at indgå kreditaftalen, navnlig med hensyn til, hvornår tilbuddet skal afgives, og i hvilket tidsrum et sådant tilbud skal være bindende for kreditgiveren.

Det er på denne baggrund - og henset til at forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 9, udgør en videreførelse af den tilsvarende bestemmelse i 2008-direktivets artikel 14, stk. 7 - Justitsministeriets vurdering, at kreditaftalelovens regler om betænkningstid m.v. kan opretholdes.

For så vidt angår forholdet til andre EU-retsakter om fortrydelsesret, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 26, stk. 7, hvoraf det fremgår, at hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til denne artikels stk. 1, 5 og 6, finder artikel 6 og 7 i direktiv 2002/65/EF ikke anvendelse, kan Justitsministeriet bemærke, at 2002-direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne blev ophævet med virkning fra den 19. juni 2026 som følge af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2673 af 22. november 2023 om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF ("ændringsdirektivet"), og samtidig blev de relevante bestemmelser indsat i forbrugerrettighedsdirektivet, hvis anvendelsesområde blev udvidet til også at omfatte finansielle tjenesteydelser. Henvisningen til artikel 6 og 7 i direktiv 2002/65/EF må således efter Justitsministeriets vurdering som følge af ophævelsen af dette direktiv forstås som en henvisning til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 b-c (om fortrydelsesret i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og betaling af tjenesteydelser leveret inden udøvelsen af fortrydelsesretten). Disse regler om forbrugerens fortrydelsesret følger af forbrugeraftalelovens kapitel 4.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 26, nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 19 nyaffattes med henblik på at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 26, hvilket således foreslås.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 26, og bemærkningerne hertil.

2.26. Tilknyttede kreditaftaler

2.26.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 20, stk. 1, at hvis varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandøren har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser.

Som det fremgår af pkt. 2.2.1.5, er begrebet »tilknyttet kreditaftale« defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 14. Heraf fremgår det, at en tilknyttet kreditaftale er en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser og b) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idet der anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 20, stk. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 56, fremgår det bl.a., at hvis forbrugeren har indgået en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, kan forbrugeren tage retsmidler, f.eks. køberetlige beføjelser, i anvendelse mod kreditgiveren, hvis de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den tilknyttede kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering. Det forudsætter dog, at forbrugeren først har forsøgt at opnå den fyldestgørelse, som forbrugeren har krav på, hos leverandøren, og at dette har vist sig at være forgæves.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 20, stk. 2, at forbrugerens mulighed for fyldestgørelse hos kreditgiveren efter stk. 1 er begrænset til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

Bestemmelsen i kreditaftalelovens § 20 gennemfører 2008-direktivets artikel 15.

2.26.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 27 - ligesom 2008-direktivets artikel 15 - en bestemmelse om tilknyttede kreditaftaler.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at en forbruger, der har udøvet fortrydelsesretten på grundlag af EU-retten vedrørende en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, ikke længere er bundet af en tilknyttet kreditaftale.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 1, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 67, at ved tilknyttede kreditaftaler er der et indbyrdes afhængighedsforhold mellem køb af varer eller tjenesteydelser og den kreditaftale, der er indgået med henblik herpå. Hvis forbrugeren udøver fortrydelsesretten for så vidt angår købsaftalen på grundlag af EU-retten, bør forbrugeren derfor ikke længere være bundet af den tilknyttede kreditaftale. Dette bør ikke berøre national ret, der finder anvendelse på tilknyttede kreditaftaler i tilfælde, hvor en købsaftale er blevet ophævet, eller hvor forbrugeren har udøvet sin fortrydelsesret på grundlag af national ret. Det bør heller ikke berøre forbrugerens rettigheder i medfør af national ret, hvorefter der ikke kan indgås nogen forpligtelse mellem forbrugeren og en leverandør af varer eller tjenesteydelser, og der heller ikke kan finde nogen betaling sted mellem disse personer, så længe forbrugeren ikke har underskrevet kreditaftalen om finansiering af købet af varer eller tjenesteydelser.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 15, stk. 1.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 2, at såfremt de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren, hvis forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men ikke har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge gældende ret eller aftalen om levering af de pågældende varer eller tjenesteydelser. Medlemsstaterne bestemmer, i hvilket omfang og på hvilke betingelser disse retsmidler kan tages i brug.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 15, stk. 2, idet det dog som noget nyt fremgår af artikel 27, stk. 2, at det er en betingelse for, at forbrugeren kan tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren, at forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men ikke har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på.

Endelig fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 3, at denne artikel ikke berører national ret om, at en kreditgiver hæfter solidarisk for ethvert krav, som forbrugeren måtte have mod leverandøren, såfremt købet af varer eller tjenesteydelser fra leverandøren er blevet finansieret ved hjælp af en kreditaftale, jf. også forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 69.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 15, stk. 3.

2.26.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.26.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 27 - ligesom 2008-direktivet i artikel 15 - en bestemmelse om tilknyttede kreditaftaler. 2008-direktivets artikel 15 er gennemført i kreditaftalelovens § 20, jf. pkt. 2.23.2. Forbrugerkreditdirektivets artikel 27 svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 15, dog således at det i artikel 27, stk. 2, er tilføjet, at det er en betingelse for at forbrugeren kan tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren, at forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men ikke har opnået den fyldestgørelse, som forbrugeren har krav på.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 1 (der uden indholdsmæssige ændringer svarer til 2008-direktivets artikel 15, stk. 1), hvorefter at medlemsstaterne skal sikre, at en forbruger, der har udøvet fortrydelsesretten på grundlag af EU-retten vedrørende en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, ikke længere er bundet af en tilknyttet kreditaftale, er det Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen allerede finder anvendelse i dansk ret, da der både i forbrugeraftaleloven og lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter m.v. er fastsat regler om, at udnyttelsen af en fortrydelsesret medfører, at forbrugeren ikke længere er bundet af en tilknyttet kreditaftale, jf. også arbejdsgruppens overvejelser i betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 85, om 2008-direktivets artikel 15, stk. 1.

Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 20, stk. 1, ændres, således at bestemmelsens ordlyd stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 2. Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af bestemmelsen, at det er en betingelse for, at forbrugeren kan tage retsmidler i anvendelse over for kreditgiveren, at forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse over for leverandøren, men ikke har opnået den fyldestgørende, som vedkommende har krav på. Formålet med den foreslåede ændring er at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 27, og bemærkningerne hertil.

2.27. Tidsubegrænsede kreditaftaler

2.27.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 27, stk. 1, at forbrugeren på standardvilkår og uden omkostninger kan opsige en tidsubegrænset kreditaftale til enhver tid, medmindre parterne har aftalt en varselsperiode. En sådan periode må ikke overstige 1 måned.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 27, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 58, fremgår det bl.a., at en tidsubegrænset kreditaftale f.eks. kan være en kassekredit, der er knyttet til en løbende konto. Udgangspunktet for så vidt angår sådanne tidsubegrænsede kreditaftaler er således efter kreditaftalelovens § 27, stk. 1, at forbrugeren kan opsige sådanne til enhver tid på vilkår, der ikke er mere byrdefulde for forbrugeren end kreditgiverens standardvilkår. Parterne kan dog aftale et opsigelsesvarsel, men et sådant varsel kan ikke overstige en måned. Det fremgår videre af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 27, at der ikke stilles formkrav til forbrugerens opsigelse af kreditaftalen.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 27, stk. 2, at hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren på standardvilkår opsige en tidsubegrænset kreditaftale ved at give forbrugeren mindst 2 måneders varsel. Et sådant varsel skal være udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium.

Ifølge bemærkningerne til kreditaftalelovens § 27, stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 58, giver en aftale om en forlængelse af kreditgiverens opsigelsesvarsel ikke mulighed for en tilsvarende forlængelse af forbrugerens opsigelsesvarsel.

Endelig fremgår det af kreditaftalelovens § 27, stk. 3, at hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren ud fra objektivt begrundede hensyn bringe forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale til ophør. Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om et sådant ophør og begrundelsen herfor på papir eller på et andet varigt medium, om muligt før ophøret og ellers senest umiddelbart herefter.

Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 27, stk. 3, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 58, bl.a., at det er en forudsætning, at en sådan mulighed er aftalt mellem parterne, og at retten bringes til ophør på baggrund af objektivt begrundede hensyn, hvilket f.eks. vil kunne være tilfældet ved mistanke om, at der sker en uautoriseret udnyttelse af kreditten, eller hvis kreditgiveren vurderer, at der er en væsentligt forhøjet risiko for, at forbrugeren ikke kan opfylde sin tilbagebetalingsforpligtelse. Derudover fremgår det af bemærkningerne, at hvis kreditgiveren vælger at bringe forbrugerens adgang til at trække på en tidsubegrænset kreditaftale til ophør uden varsel, skal forbrugeren så vidt muligt underrettes herom før ophøret. Er det ikke muligt, skal underretningen ske umiddelbart efter ophøret. Kreditgiveren skal samtidig orientere forbrugeren om årsagen til, at kreditaftalen bringes til ophør. Hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, vil retten til at udnytte kreditmuligheden efter bestemmelsen kunne bringes til ophør i en opsigelsesperiode, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 58.

Kreditaftalelovens § 27 gennemfører 2008-direktivets artikel 13.

2.27.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 28 - ligesom 2008-direktivets artikel 13 - en bestemmelse om tidsubegrænsede kreditaftaler.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren til enhver tid på standardvilkår omkostningsfrit kan opsige en tidsubegrænset kreditaftale, medmindre parterne har aftalt en varselsperiode. En sådan periode må ikke overstige en måned.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 1, 2. afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, såfremt det er aftalt i kreditaftalen, på standardvilkår kan opsige en tidsubegrænset kreditaftale ved at give forbrugeren mindst to måneders varsel på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 13, stk. 1. Dog fremgår det som noget nyt af artikel 28, stk. 1, 2. afsnit, at det varige medium skal fremgå af kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, såfremt det er aftalt i kreditaftalen, af objektivt begrundede årsager kan bringe forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale til ophør. Kreditgiveren underretter forbrugeren om et sådant ophør og begrundelsen herfor på papir eller et andet varigt medium, der er angivet i kreditaftalen, om muligt før ophøret og senest umiddelbart derefter, medmindre en sådan underretning er forbudt i henhold til EU-retten eller national ret eller strider mod hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

Om forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 2, fremgår det bl.a. af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 68, at hvor det er aftalt i kreditaftalen, bør kreditgiveren have ret til at suspendere forbrugerens ret til at udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale af objektivt begrundede årsager. Sådanne årsager kan f.eks. omfatte mistanke om uautoriseret eller svigagtig anvendelse af kreditten eller en betydeligt øget risiko for, at forbrugeren ikke kan opfylde sin forpligtelse til at tilbagebetale kreditten. Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at direktivet ikke berører national aftaleret, der regulerer aftaleparternes ret til at opsige kreditaftalen på grund af misligholdelse af aftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 28, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 13, stk. 2, dog således, at det er tilføjet i artikel 28, stk. 2, at det varige medium skal fremgå af kreditaftalen.

2.27.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført under pkt. 2.27.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 28 - ligesom 2008-direktivets artikel 13 - en bestemmelse om tidsubegrænsede kreditaftaler.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 28 svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 13, som er gennemført i kreditaftalelovens § 27, jf. pkt. 2.27.2, dog således, at det i artikel 28, stk. 1, 2. afsnit, og i artikel 28, stk. 2, er tilføjet i forhold til 2008-direktivets artikel 13, at det varige medium, som forbrugeren af kreditgiveren skal modtage de pågældende oplysninger på, skal være angivet i kreditaftalen.

Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 27, stk. 2 og stk. 3, ændres, således at bestemmelsen stemmer overens med ordlyden af forbrugerkreditdirektivets artikel 28. Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af kreditaftalelovens § 27, stk. 2 og stk. 3, at det varige medium, som et varsel, henholdsvis en underretning skal gives på efter stk. 2 og 3, skal være angivet i kreditaftalen. Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 30, og bemærkningerne hertil.

2.28. Førtidig tilbagebetaling

2.28.1. Gældende ret

Kreditaftalelovens § 26 omhandler forbrugerens ret til »førtidig tilbagebetaling«, dvs. forbrugerens ret til at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale til enhver tid, uanset at dette ligger før udløbet af den aftalte låneperiode.

Efter kreditaftalelovens § 26, stk. 1, har forbrugeren til enhver tid ret til helt eller delvis at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale. Forbrugeren har herefter ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.

Som det fremgår af pkt. 2.2.1.2, er begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 7. Heraf fremgår det, at »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« er alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, hvis indgåelse af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

Det fremgår af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 26, stk. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 57, bl.a., at bestemmelsen giver forbrugeren en absolut ret til at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale til enhver tid. Indfrielsen kan ske helt eller delvist. Forbrugerens tilbagebetaling udløser en ret til en reduktion af såvel renter som omkostninger for den resterende del af kreditaftalens løbetid. Det gælder, hvad enten der er tale om en kreditaftale med fast eller variabel rente. Det fremgår derudover, at der ikke er fastsat formkrav i forbindelse med førtidig tilbagebetaling. Forbrugeren er således ikke forpligtet til at orientere kreditgiveren på en bestemt måde, hvis forbrugeren foretager en førtidig tilbagebetaling. Hvis kreditgiveren kan identificere en ekstraordinær indbetaling som stammende fra forbrugeren, skal kreditgivere - med mindre andet følger af de oplysninger, der er tilgængelige for kreditgiveren - betragte indbetalingen som en førtidig tilbagebetaling. Hvis forbrugeren har flere kreditaftaler, og kreditgiveren ikke kan fastslå, hvilken kreditaftale, som den førtidige tilbagebetaling vedrører, bør kreditgiveren snarest muligt rette henvendelse til forbrugeren med henblik på at få fastslået dette. Hvis et ekstraordinært afdrag betales før en aftalt betalingsfrist, vil dette kun være at betragte som en førtidig tilbagebetaling, hvis der er holdepunkter herfor. Kan kreditgiveren ikke fastslå, om der er tale om en ordinær indbetaling eller en førtidig tilbagebetaling, bør kreditgiveren snarest muligt rette henvendelse til forbrugeren med henblik på at få fastslået dette.

Bestemmelsen regulerer ikke, om en førtidig tilbagebetaling skal resultere i, at eventuelle resterende afdrag skal reduceres i antal eller størrelse. Det vil være op til forbrugeren at oplyse kreditgiveren om, hvilken virkning en førtidig tilbagebetaling skal have. Sker det ikke, overlades afgørelsen til kreditgiveren. Hvis forbrugeren førtidigt tilbagebetaler en kredit, hvor der er aftalt en variabel debitorrente, har kreditgiveren ikke krav på kompensation.

Efter kreditaftalelovens § 26, stk. 2, har kreditgiveren i tilfælde af førtidig tilbagebetaling af en kredit ret til kompensation for eventuelle omkostninger, der er direkte forbundet med den førtidige tilbagebetaling af kreditten, hvis den førtidige tilbagebetaling falder i en periode, for hvilken der er aftalt en fast debitorrente. Kompensationen skal være rimelig og fastsættes ud fra objektive kriterier, jf. stk. 3, jf. dog stk. 4-6.

Som det fremgår af pkt. 2.2.1.4, er begrebet »fast debitorrente« defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 11. Heraf fremgår det, at kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen aftaler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fastsat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 26, stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 57, at hvis forbrugeren førtidigt tilbagebetaler en kredit, hvor der er aftalt en variabel debitorrente, har kreditgiveren ikke krav på kompensation. Hvis der er tale om en kreditaftale, hvor der i en del af aftalens løbetid er aftalt en variabel debitorrente og i en del af løbetiden er aftalt en fast debitorrente, har kreditgiveren efter stk. 2 ikke krav på kompensation, hvis den førtidige tilbagebetaling sker i en periode, hvor der er aftalt en variabel debitorrente. Hvis der er aftalt en fast debitorrente, eller hvis den førtidige tilbagebetaling sker i en periode, hvor der er aftalt en fast debitorrente, har kreditgiver derimod efter stk. 2 krav på en kompensation. Kompensationen fastsættes på den måde, som i overensstemmelse med lovens § 8, stk. 2, nr. 18, fremgår af kreditaftalen. Kreditgiveren kan alene kræve den kompensation, som bestemmelserne herom i kreditaftalen giver mulighed for.

Det fremgår endvidere af kreditaftalelovens § 26, stk. 3, at kompensationen efter bestemmelsens stk. 2 ikke kan overstige 1 pct. af det kreditbeløb, der tilbagebetales før tiden, hvis der er mere end 1 år mellem den førtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt. Hvis perioden ikke overstiger 1 år, kan kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af det kreditbeløb, der tilbagebetales før tiden.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 26, stk. 3, fremgår det bl.a., at kreditgiveren ikke skal dokumentere, at kreditgiveren har lidt et tab, som svarer til den kompensation, der kræves, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 57.

Det fremgår dog også af kreditaftalelovens § 26, stk. 4, at hvis kreditgiveren kan dokumentere, at de tab, som kreditgiveren har lidt som følge af den førtidige tilbagebetaling, overstiger de grænser, der er fastsat i stk. 3, kan kreditgiveren undtagelsesvis kræve en højere kompensation. Hvis den kompensation, som kreditgiveren kræver, overstiger kreditgiverens faktiske tab, kan forbrugeren kræve en tilsvarende nedsættelse.

Ifølge bemærkningerne til kreditaftalelovens § 26, stk. 4, finder bestemmelsen f.eks. anvendelse, hvis kreditgiveren må udlåne den tilbagebetalte kapital til en rente, der er lavere end den rente, der var aftalt i kreditaftalen. Tabet beregnes i så fald som forskellen mellem den oprindeligt aftalte rente og den rente, til hvilken kreditgiveren kan udlåne det førtidigt tilbagebetalte beløb på markedet på tidspunktet for den førtidige tilbagebetaling. Beregningen skal ske under hensyntagen til den førtidige tilbagebetalings indvirkning på de administrative omkostninger. Hvis en kreditgiver kræver kompensation i medfør af stk. 4, skal kreditgiveren - i modsætning til, hvis kompensation kræves i medfør af stk. 3 - dokumentere tabets størrelse, og at tabet overstiger de grænser, der er fastsat i stk. 3. Kan forbrugeren dokumentere, at kreditgiverens tab er mindre end den kompensation, der kræves, vil kompensationen skulle nedsættes tilsvarende. De grænser, der er fastsat i stk. 3, finder ikke anvendelse, og kompensationen vil således kunne fastsættes til et lavere beløb, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 57-58.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 26, stk. 5, at ingen kompensation for førtidig tilbagebetaling kan overstige det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt i perioden mellem den førtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 26, stk. 6, at kompensation for førtidig tilbagebetaling ikke kan kræves, hvis tilbagebetalingen har fundet sted i henhold til en forsikringsaftale, der har til formål at garantere tilbagebetalingen af kreditten, jf. nr. 1, eller i forbindelse med kassekreditter, jf. nr. 2.

Endelig følger det af kreditaftalelovens § 26, stk. 7, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse på pantebreve i fast ejendom. Disse reguleres i stedet efter kreditaftalelovens § 26 a.

Kreditaftalelovens § 26 gennemfører 2008-direktivets artikel 16.

2.28.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 29 - ligesom 2008-direktivet i artikel 16 - en bestemmelse, som omhandler forbrugerens mulighed for at indfri sine forpligtelser forud for den dato, der er fastsat i kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren til enhver tid har ret til at foretage førtidig tilbagebetaling. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten for den resterende del af aftalens løbetid. Ved beregningen af denne nedsættelse, tages der hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren.

Begrebet »førtidig tilbagebetaling« er, som anført i pkt. 2.2.2.12, defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21, som hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 70, fremgår det bl.a., at forbrugeren bør have mulighed for at indfri sine forpligtelser forud for den dato, der er fastsat i kreditaftalen. Som fortolket af EU-Domstolen i Domstolens dom af 11. september 2019, Lexitor, C-383/18 ("Lexitordommen"), omfatter forbrugerens ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten i tilfælde af førtidig tilbagebetaling af kreditten alle de omkostninger, som er pålagt forbrugeren. Nedsættelsen af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten bør stå i et rimeligt forhold til kreditaftalens resterende løbetid og bør også omfatte omkostninger, der ikke afhænger af denne kreditaftales løbetid, herunder omkostninger, der er fuldt ud betalt på tidspunktet for ydelsen af kreditten. Der bør ved beregningen af nedsættelsen dog ikke tages hensyn til skatter og gebyrer, som opkræves af og betales direkte til en tredjemand, og som ikke afhænger af kreditaftalens løbetid, eftersom disse omkostninger ikke pålægges af kreditgiveren og derfor ikke ensidigt kan ændres af kreditgiveren. Dog bør der ved beregningen af nedsættelsen tages hensyn til gebyrer, som en kreditgiver opkræver til fordel for en tredjemand.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1, svarer til 2008-direktivets artikel 16, stk. 1, idet det dog som noget nyt fremgår af artikel 29, stk. 1, at der ved beregningen af nedsættelsen tages hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren. Dette er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, jf. Lexitordommen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 2, 1. afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren i tilfælde af førtidig tilbagebetaling har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, der er direkte forbundet med den førtidige tilbagebetaling, forudsat den førtidige tilbagebetaling falder i et tidsrum, for hvilket der er aftalt en fast debitorrente.

Begrebet »fast debitorrente« er, som anført i pkt. 2.2.2.4, defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9, som den debitorrente, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for hele kreditaftalens løbetid, eller flere debitorrenter, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for delperioder, hvor debitorrenten udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats; hvis kreditaftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke debitorrenterne udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 70 fremgår det bl.a., at i tilfælde af førtidig tilbagebetaling bør kreditgiveren have ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for de omkostninger, der er direkte forbundet med førtidig tilbagebetaling, idet der også tages hensyn til eventuelle besparelser, som kreditgiveren derved opnår. Det er dog vigtigt at overholde en række principper, når der træffes afgørelse om beregning af kompensationen. Beregningen af den kompensation, der skal betales til kreditgiveren, bør være gennemsigtig og forståelig for forbrugerne allerede i den fase, der ligger forud for kontraktindgåelsen, og under alle omstændigheder under opfyldelsen af kreditaftalen.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 2, 2. afsnit, at den kompensation, der er omhandlet i første afsnit, må ikke overstige 1 pct. af det kreditbeløb, der er genstand for førtidig tilbagebetaling, hvor der er mere end ét år mellem den førtidige tilbagebetaling og kreditaftalens aftalte ophørsdato. Hvor denne periode ikke overstiger ét år, må kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af det kreditbeløb, der er genstand for førtidig tilbagebetaling.

Om baggrunden for bestemmelsen fremgår det videre af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 70, at beregningsmetoden bør være let at anvende for kreditgivere og de kompetente myndigheders tilsyn med kompensationen bør lettes. Derfor, og da forbrugerkreditter på grund af deres varighed og omfang ikke finansieres af langsigtede finansieringsmekanismer, bør loftet for kompensationen fastsættes i form af et fast beløb.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 16, stk. 2.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 3, sikrer medlemsstaterne, at kreditgiver ikke har ret til den kompensation, der er omhandlet i stk. 2, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

- tilbagebetalingen har fundet sted i henhold til en forsikringsaftale, der har til formål at garantere tilbagebetalingen af kreditten (litra a)

- kreditten er givet i form af en kassekredit (litra b)

- tilbagebetalingen falder i en periode, for hvilken der ikke er aftalt en fast debitorrente (litra c).

Forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 2, svarer til 2008-direktivets artikel 16, stk. 3.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, at uanset stk. 2, kan medlemsstaterne fastsætte, at:

- kreditgiver kun har ret til den kompensation, der er omhandlet i stk. 2, på den betingelse, at det beløb, der tilbagebetales førtidigt, overstiger den tærskel, der er fastsat i national ret, som ikke må overstige 10.000 EUR inden for en periode på 12 måneder (litra a)

- kreditgiver undtagelsesvis kan kræve højere kompensation, hvis kreditgiver kan bevise, at det tab, der er lidt som følge af den førtidige tilbagebetaling, overstiger det i overensstemmelse med stk. 2 fastsatte beløb. Såfremt den kompensation, som kreditgiveren kræver, overstiger dennes faktiske tab som følge af den førtidige tilbagebetaling, har forbrugeren ret til en tilsvarende nedsættelse. I så fald udgør tabet forskellen mellem den oprindeligt aftalte debitorrente og den rentesats, til hvilken kreditgiver kan udlåne det beløb, der er genstand for førtidig tilbagebetaling, på markedet på tidspunktet for denne tilbagebetaling, og skal tage hensyn til den førtidige tilbagebetalings indvirkning på administrationsomkostninger (litra b).

Af forbrugekreditdirektivets præambelbetragtning 71 fremgår det, at medlemsstaterne bør have ret til at beslutte, at kreditgiveren kun kan kræve kompensation for førtidig tilbagebetaling, hvis det beløb, der skal tilbagebetales inden for en periode på 12 måneder, overstiger en tærskel, som medlemsstaterne har fastsat. Når medlemsstaterne fastsætter denne tærskel, som ikke bør overstige 10.000 EUR, bør de tage hensyn til det gennemsnitlige forbrugerkreditbeløb på deres marked.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, svarer til 2008-direktivets artikel 16, stk. 4.

Endelig fremgår det, af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 5, at den i stk. 2 og stk. 4, litra b, omhandlede kompensation under ingen omstændigheder må overstige det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt i tidsrummet mellem den førtidige tilbagebetaling og kreditaftalens aftalte ophørsdato.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 5, svarer til 2008-direktivets artikel 16, stk. 5, idet det dog fremgår af bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivet, at bestemmelsen angår kompensationer efter forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 2 og 4, litra b.

2.28.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.28.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 29 - ligesom 2008-direktivets artikel 16 - en bestemmelse om førtidig tilbagebetaling.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 29 svarer overordnet set til 2008-direktivets artikel 16, som er gennemført i kreditaftalelovens § 26, jf. pkt. 2.28.1. Som det fremgår pkt. 2.28.2 er forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1, dog forskellig fra 2008-direktivets artikel 16, stk. 1 - og således også kreditaftalelovens § 26, stk. 1 - derved, at mens det fremgår af 2008-direktivets artikel 16, stk. 1, at forbrugeren har ret til en reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1, at forbrugeren ved en førtidig tilbagebetaling, har ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten for den resterende del af aftalens løbetid. Derudover fremgår det som noget nyt af artikel 29, stk. 1, at der ved beregningen af forbrugerens ret til nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, skal tages hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren.

Der skal i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivets artikel 29 tages stilling til regulatoriske valgmuligheder, der fremgår af artikel 29, stk. 4, litra a og b.

Som det fremgår af pkt. 2.28.2 kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, litra a, fastsætte, at kreditgiver kun har ret til kompensation efter artikel 29, stk. 2, hvis det beløb, der tilbagebetales førtidigt, overstiger en i national ret fastsat tærskel, som ikke må overstige 10.000 EUR inden for en periode på 12 måneder.

Som det endvidere fremgår af pkt. 2.28.2, kan medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, litra b, fastsætte, at kreditgiver undtagelsesvis kan kræve højere kompensation, hvis kreditgiver kan bevise, at det tab, der er lidt som følge af den førtidige tilbagebetaling, overstiger det i overensstemmelse med stk. 2 fastsatte beløb. Hvis den kompensation, som kreditgiveren kræver, overstiger dennes faktiske tab som følge af den førtidige tilbagebetaling, har forbrugeren ret til en tilsvarende nedsættelse. I så fald udgør tabet forskellen mellem den oprindeligt aftalte debitorrente og den rentesats, til hvilken kreditgiver kan udlåne det beløb, der er genstand for førtidig tilbagebetaling, på markedet på tidspunktet for denne tilbagebetaling, og skal tage hensyn til den førtidige tilbagebetalings indvirkning på administrationsomkostninger.

Som det også fremgår af pkt. 2.28.2 svarer valgmulighederne i forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, litra a og b, til 2008-direktivets artikel 16, stk. 4, litra a og b. Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet overvejet, om valgmulighederne skulle udnyttes i dansk ret. Det fremgår således af betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, side 36 ff., at et flertal i arbejdsgruppen indstillede, at muligheden for at fastsætte en "bagatelgrænse" for kreditgivers mulighed for at kræve kompensation ikke skulle udnyttes (dvs. 2008-direktivets artikel 16, stk. 4, litra a). Arbejdsgruppen indstillede endvidere, at muligheden for at kreditgiver undtagelsesvis kan kræve en højere kompensation end 1 % henholdsvis 0,5 pct., hvis kreditgiveren kan bevise, at den førtidige tilbagebetaling har medført større tab, udnyttes (dvs. 2008-direktivets artikel 16, stk. 4, litra b).

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de overvejelser, som fremgår af betænkning nr. 1509/2009, side 36 ff., og som dannede baggrund for 2008-direktivets implementering - herunder i forhold til udnyttelse af valgmuligheder - fortsat er relevante. Således er det Justitsministeriet opfattelse, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, litra a, fortsat ikke bør udnyttes, og lovforslaget indeholder således ikke bestemmelser herom. Videre er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at valgmuligheden i forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 4, litra b, fortsat bør udnyttes, således at kreditgiveren undtagelsesvis kan kræve en højere kompensation end 1 pct. henholdsvis 0,5 pct., hvis kreditgiveren kan bevise, at den førtidige tilbagebetaling har medført større tab.

De ændringer, som er nødvendige som følge af forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1, medfører efter Justitsministeriets opfattelse, at kreditaftalelovens § 26, stk. 1, bør nyaffattes, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 29, stk. 1. Det foreslås på den baggrund, at kreditaftalelovens § 26, stk. 1, nyaffattes. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil fremgå af kreditaftalelovens § 26, stk. 1, at forbrugeren ved en førtidig tilbagebetaling har ret til en nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten for den resterende del af aftalens løbetid. Derudover vil det fremgå, at der ved beregning af forbrugerens ret til nedsættelse af de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, tages hensyn til alle de omkostninger, som kreditgiveren har pålagt forbrugeren.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29, og bemærkningerne hertil.

2.29. Beregning af de årlige omkostninger i procent

2.29.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 16, stk. 1, at de årlige omkostninger i procent svarer på årsbasis til nutidsværdien af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser i form af udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger, der er aftalt mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Begrebet »årlige omkostninger i procent« er som anført under pkt. 2.2.1.3 defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 9. Heraf fremgår, at »årlige omkostninger i procent« er de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4.

Videre fremgår det af kreditaftalelovens § 16, stk. 2, at de årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel i lovens bilag 1.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 16, stk. 3, at ved beregningen af de årlige omkostninger i procent bestemmes de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten bortset fra andre omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med misligholdelse af en af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen, jf. bestemmelsens nr. 1, og de omkostninger ud over købsprisen, som forbrugeren skal betale i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, uanset om transaktionen foretages kontant eller på kredit, jf. bestemmelsens nr. 2.

Begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« er som anført under pkt. 2.2.1.2 defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 7. Heraf fremgår, at der ved begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« forstås alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, hvis indgåelse af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 16, stk. 4, at omkostningerne ved forvaltningen af en konto til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden, omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne kontoen og omkostningerne i forbindelse med kontoen klart er angivet separat i kreditaftalen eller i en eventuel anden aftale, der er indgået med forbrugeren.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 16, stk. 4, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 54, fremgår det bl.a., at omkostninger ved anvendelse af betalingsmidler f.eks. kan opstå, hvis kreditten er knyttet til et kontokort, hvor anvendelsen af kontokortet er gebyrlagt.

Det fremgår af kreditaftalelovens § 16, stk. 5, at beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 16, stk. 6, at i forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten, og, hvor det er relevant, de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Begrebet »debitorrenten« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 10. Heraf fremgår, at der ved begrebet »debitorrente« forstås den rentesats udtrykt i en fast eller variable procentsats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder.

Endelig fremgår det af kreditaftalelovens § 16, stk. 7, at om nødvendigt kan de supplerende antagelser i lovens bilag 1 anvendes til beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Kreditaftalelovens § 16 gennemfører 2008-direktivets artikel 19.

For så vidt angår de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal disse ikke beregnes efter kreditaftalelovens § 16, jf. ovenfor, men derimod i henhold til kreditaftalelovens § 16 a, som gennemfører artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (boligkreditdirektivet). Bestemmelsen fastsætter bl.a. i stk. 1, at de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, beregnes ud fra den matematiske formel i kreditaftalelovens bilag 4.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5, at hvis kreditaftalen tillader variationer i debitorrenten, underrettes forbrugeren, bortset fra i de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens stk. 6 (om kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst 5 år), om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige omkostninger i procent som minimum ved hjælp af oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Er der ikke et loft over debitorrenten, ledsages oplysningerne om de mulige konsekvenser af en advarsel, der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i procent, kan ændre sig.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5, fremgår det bl.a., at bestemmelsen fastsætter en forpligtelse til at underrette forbrugeren om de mulige konsekvenser af variationerne i de beløb, der skal betales, og i de årlige omkostninger i procent ved kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom. Underretningen sker som minimum ved hjælp af oplysningsskemaet »ESIS« ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 154 som fremsat, side 97.

Det er dermed i bemærkningerne til bestemmelsen - i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 17, stk. 6, 2. pkt. - forudsat, uanset det ikke fremgår af bestemmelsens ordlyd, at underretningen skal ske ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten.

2.29.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 30 - ligesom 2008-direktivets artikel 19 - en bestemmelse om beregning af de årlige omkostninger i procent.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 1, at de årlige omkostninger i procent beregnes i overensstemmelse med den matematiske formel i direktivets bilag III, del I. De skal på årsbasis være lig med nutidsværdien af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser (udnyttede kreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger), der er aftalt mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Om baggrunden for forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 1, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 72, at for at fremme det indre markeds oprettelse og funktion og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen er det nødvendigt at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er sammenlignelige i hele Unionen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 19, stk. 1.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 2, 1. afsnit, at med henblik på beregningen af de årlige omkostninger i procent bestemmes de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, bortset fra de omkostninger, som forbrugeren skal betale i tilfælde af misligholdelse af en af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen, og de omkostninger ud over købsprisen, som forbrugeren skal betale i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, uanset om transaktionen foretages kontant eller på kredit.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 2, 2. afsnit, at omkostningerne ved forvaltningen af en konto til registrering af både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder, omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttede kreditmuligheder og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, medmindre det ikke er obligatorisk at åbne kontoen, og omkostningerne i forbindelse med kontoen tydeligt og særskilt er angivet kreditaftalen eller i en eventuel anden aftale, der er indgået med forbrugeren.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 19, stk. 2.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 3, at beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen skal forblive gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er fastsat i kreditaftalen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 3, svarer til 2008-direktivets artikel 19, stk. 3.

Herudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 4, at i tilfælde af kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten eller variationer i visse omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, og som gør, at de ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger forbliver konstante i forhold til udgangsniveauet og finder anvendelse indtil kreditaftalens udløb.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 4, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 19, stk. 4. Det er dog tydeliggjort i forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 4, at bestemmelsen omfatter både den situation, hvor vilkår i en kreditaftale tillader variationer i debitorrenten, og den situation, hvor vilkår i en kreditaftale tillader variationer i visse omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent.

Endelig fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 5, 1. afsnit, at hvor det er nødvendigt, anvendes de supplerende antagelser i bilag III, del II, til beregningen af de årlige omkostninger i procent.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 5, 2. afsnit, at såfremt antagelserne i denne artikel og i direktivets bilag III, del II, ikke er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent på en ensartet måde eller ikke længere er tilpasset de kommercielle forhold på markedet, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med direktivets artikel 45 med henblik på at ændre denne artikel og bilag III, del II, for at tilføje de nødvendige supplerende antagelser til beregning af de årlige omkostninger i procent eller for at ændre de eksisterende antagelser.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 5 svarer til 2008-direktivets artikel 19, stk. 5.

2.29.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.29.2 indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 30 en bestemmelse om beregning af de årlige omkostninger i procent, som indholdsmæssigt svarer til 2008-direktivets artikel 19, der er gennemført i kreditaftalelovens § 16, jf. pkt. 2.29.1. Det er dog i artikel 30, stk. 4, tydeliggjort, at bestemmelsen omfatter både den situation, hvor vilkår i en kreditaftale tillader variationer i debitorrenten, og den situation, hvor vilkår i kreditaftale tillader variationer i visse omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent.

Det foreslås på den baggrund - for at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 4 - at kreditaftalelovens § 16, stk. 6, ændres, således at bestemmelsen stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 30. Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå udtrykkeligt af den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 6, at hvis en kreditaftale indeholder vilkår som tillader variationer i visse omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, og som gør, at de ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, skal de årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den antagelse, at disse andre omkostninger forbliver konstante i forhold til udgangsniveauet og finder anvendelse indtil kreditaftalens udløb.

Derudover foreslås det for så vidt angår kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5, at det efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum, at underretningen skal ske ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det fastslås direkte i bestemmelsens ordlyd, at underretningen skal ske ved at give forbrugeren en yderligere årlig omkostningsprocent, der illustrerer de mulige risici forbundet med en væsentlig stigning i debitorrenten, således at ordlyden er i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 17, stk. 6. Der er ikke herved tilsigtet ændringer i gældende ret, idet dette som beskrevet under pkt. 2.29.1 allerede efter gældende ret er forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 16 a, stk. 5.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24 og 25, og bemærkningerne hertil.

2.30. Foranstaltninger til at begrænse debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit

2.30.1. Gældende ret

§§ 11 a-11 b i lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder regler, der begrænser kreditaftalers årlige omkostninger i procent og fastsætter et loft for omkostningerne på en kreditaftale.

Det fremgår af den gældende § 11 a, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at en fysisk eller juridisk person ikke må indgå en kreditaftale med en forbruger, hvis de årlige omkostninger i procent (ÅOP) overstiger 35 pct.

Det fremgår af bemærkningerne til § 11 a, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 149 som fremsat, side 17, at bestemmelsen både omfatter forbrugslånsvirksomheder og erhvervsdrivende, som ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed. Virksomheder, der udbyder forbrugerkreditaftaler, men som ikke er omfattet af anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheders § 1, stk. 1, skal dermed også overholde reglen om, at ÅOP ikke må overstige 35 pct.

Bliver § 11 a, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder overtrådt, er aftalens vilkår om rente et ugyldigt aftalevilkår, og forbrugeren bør stilles som hvis bestemmelsen var iagttaget. Derfor vil konsekvensen af det ugyldige forhold være, at forbrugerkreditaftalen opretholdes, men at kreditomkostningerne på forbrugerkreditaftalen nedsættes til 35 pct., og dermed til den øvre grænse for rimelige kreditomkostninger.

Denne civilretlige konsekvens skal ses i sammenhæng med, at overtrædelse af § 11 a, stk. 1, samtidig er strafsanktioneret i § 30, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

§ 11 a, stk. 1, omfatter også aftaler indgået mellem to fysiske personer, uden at långiveren indgår aftalen som led i sit erhverv, jf. § 1, stk. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det fremgår af § 11 a, stk. 3, at hvis en forbrugslånsvirksomhed med tilladelse som forbrugslånsvirksomhed efter § 3, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, en finansiel virksomhed efter § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller udenlandsk finansiel virksomhed, som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, indgår en kreditaftale med en forbruger, hvor ÅOP overstiger 35 pct., kan virksomheden ikke kræve højere omkostninger, end hvad der svarer til årlige omkostninger i procent på 35 pct.

Det fremgår af § 11 a, stk. 6, at hvis en fysisk eller juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed, indgår en kreditaftale med en ÅOP, der overstiger 35 pct., kan den fysiske eller juridiske person kun kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt.

Formålet med § 11 a er således at begrænse de årlige omkostninger i procent for forbrugeren til 35 pct.

Det fremgår af § 11 b, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at en fysisk eller juridisk person ikke må opkræve yderligere omkostninger, herunder omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i en kreditaftale, når forbrugeren har betalt omkostninger, der tilsammen udgør 100 pct. af det samlede kreditbeløb. Dette gælder også for en fysisk eller juridisk person, som kreditaftalen overdrages til.

§ 11 b, stk. 1, finder også anvendelse på aftaler indgået mellem to fysiske personer, uden at långiveren yder et lån som led i sit erhverv.

Ligesom § 11 a gælder § 11 b både forbrugslånsvirksomheder og erhvervsdrivende, som ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, jf. bemærkningerne til § 11 b, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 149 som fremsat, side 22.

§ 11 b, stk. 1, medfører, at når der er påløbet omkostninger efter en kreditaftale indgået med en forbruger, som udgør 100 pct. af det samlede kreditbeløb, må den fysiske eller juridiske person ikke opkræve yderligere omkostninger af forbrugeren. Det gælder uanset, om forbrugeren er i restance med hele elle dele af kreditten. En fysisk eller juridisk person, der ved fogedretten søger at foretage udlæg for en restance efter en kreditaftale, kan derfor kun få dækning for sine omkostninger, hvis disse omkostninger sammenlagt med de øvrige omkostninger kan rummes inden for 100 pct. af det samlede kreditbeløb.

Har en forbruger betalt omkostninger, der overstiger beløbet beregnet efter § 11 b, stk. 1, skal den fysiske eller juridiske person, der har modtaget beløbet, tilbagebetale den andel, som overstiger 100 pct. af det samlede kreditbeløb.

Grove og gentagne overtrædelser af § 11 a, stk. 1, og § 11 b, stk. 1, er strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det fremgår af § 30, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Det fremgår af bemærkningerne til straffebestemmelsen i § 30, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 149 som fremsat, side 26, at en enkeltstående overtrædelse af § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 1, ikke vil være strafbar, hvis overtrædelsen kan betegnes som en mindre overtrædelse, f.eks. fordi grænsen kun netop er overskredet. Omvendt vil der kunne være forhold som gør, at også et enkeltstående tilfælde vil skulle betragtes som en grov overtrædelse og derfor bør sanktioneres med bøde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en forbrugslånsvirksomhed indgår en forbrugerkreditaftale med årlige omkostninger på flere hundrede procent. Tilsvarende er enkeltstående tilfælde strafbare, hvor grænsen på 35 pct. er overskredet, og forbrugslånsvirksomheden vidste eller burde vide, at grænsen er overskredet. Endvidere vil en forbrugslånsvirksomhed, som systematisk tilbyder forbrugerkreditaftaler, hvor de årlige omkostninger i procent overstiger 35 pct., kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse.

Det fremgår desuden af bemærkningerne, at i vurderingen af hvorvidt et tilfælde er strafbart, skal det tillægges væsentlig betydning, at formålet med loftet er at beskytte forbrugeren mod, at erhvervsdrivende tilbyder lån med urimelige kreditomkostninger. Det er således væsentligt at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning på erhvervsdrivende, så de ikke har incitament til at anvende sådanne urimelige kreditomkostninger over for forbrugerne.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 a, stk. 1, er den pågældende virksomhed, der indgår en kreditaftale med forbrugere, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 pct., når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale. Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 b, stk. 1, er den pågældende virksomhed, der opkræver omkostninger, som samlet udgør mere end 100 pct. af det samlede kreditbeløb, når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale.

Gerningsindholdet i § 11 a, stk. 1, består i at indgå en kreditaftale med en forbruger, når de årlige omkostninger i procent overstiger 35 pct. Gerningsindholdet i § 11 b, stk. 1, består i at opkræve omkostninger, som samlet udgør mere end 100 pct. af det samlede kreditbeløb. Både for så vidt angår § 11 a, stk. 1, og § 11 b, stk. 1, finder strafbestemmelsen i § 30, stk. 2, kun anvendelse, hvis overtrædelsen kan betegnes som en grov eller gentagen overtrædelse af henholdsvis § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 1.

For en beskrivelse af bødeniveau og yderligere beskrivelse af ansvarssubjekt og gerningsindhold henvises til bemærkningerne til § 30, stk. 2, i Folketingstidende 2019-20, tillæg C, L 149 som fremsat, side 26.

Markedsføringsloven indeholder ligeledes et forbud mod markedsføring af kreditaftaler til forbrugere med ÅOP på 25 pct. eller derover, jf. § 11 a. Efter bestemmelsen må en forbrugslånsvirksomhed, som udbyder en enkelt kreditaftale til forbrugere med ÅOP på 25 pct. eller derover, med visse undtagelser, ikke markedsføre nogen former for forbrugerkreditaftaler uanset deres årlige omkostninger i procent.

Markedsføringsforbuddet i markedsføringsloven har til formål at begrænse markedsføring af forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 a, stk. 1, er fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, der markedsfører kreditaftaler til forbrugere. Medievirksomheder er derimod ikke ansvarssubjekter for overtrædelse af § 11 a, stk. 1.

Overtrædelse af § 11 a, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 22, at hvis det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt vederlag for at give den pågældende henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker afkortningen på samme måde.

2.30.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 31, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger til effektivt at forhindre misbrug og til at sikre, at forbrugerne ikke kan pålægges urimeligt høje debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit, såsom lofter.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 31, stk. 2, kan medlemsstaterne vedtage forbud eller begrænsninger for særlige omkostninger eller gebyrer pålagt af kreditgivere.

2.30.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige indgik en politisk aftale om et opgør med kviklån den 19. december 2019. Lov nr. 801 af 9. juni 2020 gennemførte den politiske aftale. Ændringsloven indførte bl.a. et loft for årlige omkostninger i procent samt markedsføringen heraf og for de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditter.

Et loft for årlige omkostninger i procent og for de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten har været velegnet til at øge forbrugerbeskyttelsen og har fungeret tilfredsstillende, jf. evaluering af aftalen om et opgør med kviklån fra april 2022, side 54.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at de eksisterende §§ 11 a og 11 b i lov om forbrugslånsvirksomheder opfylder kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 31, stk. 1, om, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger til effektivt at forhindre misbrug og til at sikre, at forbrugerne ikke kan pålægges urimeligt høje debitorrenter, årlige omkostninger i procent eller samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit. Artikel 31, stk. 1, kræver ikke, at medlemsstaterne træffer alle de tre typer af foranstaltninger, der er nævnt i artikel 31, stk. 1. Reglerne i §§ 11 a og 11 b i lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder regler, der fastsætter lofter for to af de tre i artikel 31, stk. 1, oplistede renter og omkostninger - nemlig et loft for årlige omkostninger i procent og omkostningsloftet. De eksisterende regler i §§ 11 a og 11 b i lov om forbrugslånsvirksomheder vurderes derfor at efterleve forpligtelserne i forbrugerkreditdirektivets artikel 31, stk. 1. Der vurderes på nuværende tidspunkt ikke at være behov for at indføre yderligere regulering vedrørende debitorrenter.

Valgmuligheden i artikel 31, stk. 2, om, at medlemsstaterne kan forbyde eller begrænse særlige omkostninger eller gebyrer pålagt af kreditgivere vurderes på nuværende tidspunkt ikke at være nødvendig at anvende.

Det foreslås derfor at videreføre de gældende regler.

Erhvervsministeriet vurderer endvidere, at markedsføringslovens § 11 a kan opretholdes. Der henvises til bemærkningerne i pkt. 2.7.

2.31. Forpligtelser med hensyn til god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit

2.31.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit, ligesom loven ikke regulerer kreditgiverens og kreditformidlerens mulighed for at opkræve betalinger fra forbrugeren forud for indgåelsen af en kreditaftale.

Det følger imidlertid for så vidt angår god forretningsskik for finansielle virksomheder m.v., af § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at sådanne virksomheder skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. En tilsvarende regel findes § 7, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, jf. nærmere lovens § 1, nr. 1-3. For ejendomskreditselskaber findes også en lignende bestemmelse i § 8 a, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber. Derudover følger det af § 3 i markedsføringsloven, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Der henvises i øvrigt nærmere til beskrivelsen under pkt. 2.5.1.

2.31.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 32 - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - en bestemmelse om forpligtelser med hensyn til god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets § 32, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiver og kreditformidler handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt og tager hensyn til forbrugernes rettigheder og interesser, når de udfører enhver af følgende aktiviteter:

- udformning af kreditprodukter (litra a)

- reklame for kreditprodukter i overensstemmelse med artikel 7 og 8 (litra b)

- bevilling, formidling eller facilitering af kreditgivning (litra c)

- ydelse af rådgivningstjenester (litra d)

- levering af accessoriske tjenesteydelser til forbrugere (litra e)

- indgåelse af en kreditaftale (litra f).

Videre følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 1, 2. afsnit, at de aktiviteter, der er omhandlet i første afsnit, litra c og d, baseres på oplysninger om forbrugerens omstændigheder og eventuelle særlige krav, som en forbruger har meddelt, og på rimelige antagelser om risici for forbrugerens situation i hele kreditaftalens løbetid. Derudover fremgår det af artikel 32, stk. 1, 3. afsnit, at de aktiviteter, der er omhandlet i første afsnit, litra d (ydelse af rådgivningstjenester til forbrugeren), baseres også på de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 16, stk. 3, litra a (oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen).

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 75, at der er betydelige forskelle i de forskellige medlemsstaters ret, for så vidt angår god forretningsskik i forbindelse med ydelse af kreditaftaler. Samtidig med at mangfoldigheden af de typer af aktører, der er involveret i kreditformidling, anerkendes, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan for at sikre en høj grad af professionalisme og service. Herudover fremgår det af præambelbetragtning 76, at den gældende EU-ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgivere og kreditformidlere tager hensyn til forbrugerens interesser, herunder deres mulige sårbarhed og vanskeligheder med at forstå produktet, på grundlag af de oplysninger, som kreditgiveren eller kreditformidleren har på det relevante tidspunkt, og på grundlag af rimelige antagelser om risici for forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionalisme inden for branchen, hvilket også indbefatter ansvarlig adfærd for at undgå praksis, der har en negativ indvirkning på forbrugerne, og en passende håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af vederlag, samt at yde rådgivning i forbrugerens bedste interesse.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 5, at medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger for betalinger fra en forbruger til en kreditgiver eller en kreditformidler forud for indgåelsen af en kreditaftale. Direktivet indeholder således på dette punkt en regulatorisk valgmulighed.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 2-4, henvises til pkt. 2.32.

2.31.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.31.2, indeholder forbrugerkreditdirektivets artikel 32 en bestemmelse om kreditgiverens forpligtelser med hensyn til god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit. Bestemmelsen er ny i forhold til 2008-direktivet.

Kreditaftaleloven indeholder som nævnt under pkt. 2.31.1 ikke på nuværende tidspunkt bestemmelser om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit. God forretningsskik er dog reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven, jf. pkt. 2.31.1 og pkt. 2.4.1. Forbrugerkreditdirektivet regulerer dog specifikt en række temaer i henseende hertil, som gør sig gældende særligt for god forretningsskik i forbindelse med kreditaftaler. På den baggrund og for at sikre direktivnær implementering finder Justitsministeriet imidlertid, at bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 1, om god forretningsskik bør gennemføres direkte i kreditaftaleloven.

For så vidt angår den regulatoriske valgmulighed i forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 5, findes det hensigtsmæssigt for at sikre en stærk forbrugerbeskyttelse at udnytte valgmuligheden, således at det forbydes, at kreditgivere eller kreditformidlere kan opkræve betaling fra forbrugere inden en kreditaftale er indgået. Formålet med at udnytte valgmuligheden er at sikre, at forbrugere ikke kan blive pålagt omkostninger i form af betaling for en kredit, som forbrugeren ender med ikke at kunne få - f.eks. grundet en negativ kreditværdighedsvurdering - eller ikke at ville have.

Det foreslås på den baggrund, at indsætte en ny § 4 c i kreditaftaleloven om kreditgiveres forpligtelser med hensyn til god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit. Heraf vil det følge, at kreditgivere og kreditformidlere skal handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt samt tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser, når de udfører enhver af de aktiviteter, der er oplistet i bestemmelsens nr. 1-6. De oplistede aktiviteter omfatter bl.a., når kreditgiveren eller kreditformidleren udformer kreditprodukter, bevilliger, formidler eller faciliterer kreditgivning, leverer accessoriske tjenesteydelser til forbrugere eller yder rådgivningstjenester.

Derudover foreslås det, at når kreditgiveren eller kreditformidleren bevilliger, formidler eller faciliterer kreditgivning, eller yder rådgivningstjeneste til forbrugere, skal det ske på grundlag af oplysninger om forbrugerens omstændigheder og eventuelle særlige krav, som forbrugeren har meddelt. Når der ydes rådgivning til forbrugere foreslås det endvidere, at denne aktivitet skal være baseret på oplysninger, der kræves af kreditgiveren eller kreditformidleren efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 4, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 23), hvoraf det fremgår, at hvis der ydes rådgivningstjenester til forbrugeren, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidlere indhente de nødvendige oplysninger om forbrugerens finansielle situation, præferencer og mål i forbindelse med kreditaftalen, således at kreditgiveren eller kreditformidleren kan anbefale kreditaftaler, som passer til forbrugeren.

Endelig foreslås det, at kreditgiveren og kreditformidleren ikke må opkræve betalinger fra forbrugeren forud for indgåelsen af en kreditaftale. Dette vil indebære, at kreditgiveren eller kreditformidleren skal afholde omkostningerne til kreditaftalen forud for aftaleindgåelsen, hvis kreditaftalen ender med ikke at blive indgået.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.32. Regler om aflønning og kreditværdighedsvurdering

2.32.1. Gældende ret

Der er på tværs af den finansielle regulering indført aflønningsregler, som overordnet har til formål at sikre forsvarlige lønpolitikker og aflønningsstrukturer i virksomhederne på det finansielle område.

Lov om forbrugslånsvirksomheder fastsætter ikke krav til lønpolitikker og aflønningsstrukturer i forbrugslånsvirksomheder. En forbrugslånsvirksomhed kan dog i medfør af anden finansiel regulering være omfattet af sektorspecifikke aflønningsregler, herunder §§ 77 a-77 m i lov om finansiel virksomhed og § 8 b i lov om ejendomskreditselskaber. Finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber, der omfattes af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber, er kun omfattet af enkelte regler i lov om forbrugslånsvirksomhed, som oplistes i § 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder et krav i § 9 om, at forbrugslånsvirksomheder inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed (kreditværdighedsvurdering). § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor den lignende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c ikke finder anvendelse.

Det praktiske anvendelsesområde for § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder er i dag begrænset til situationer, hvor der skal foretages en kreditværdighedsvurdering, fordi der indgås en kreditaftale i form af et overtræk.

I medfør af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, er kreditaftaler i form af overtræk undtaget fra en række bestemmelser i kreditaftaleloven, herunder § 7 c om kreditværdighedsvurdering. Et overtræk er i kreditaftalelovens § 4, nr. 5, defineret som et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

Kreditaftaler i form af overtræk er imidlertid ikke undtaget fra anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvorfor forbrugslånsvirksomhederne er forpligtet til at foretage en kreditværdighedsvurdering i medfør af § 9, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvis de indgår en kreditaftale i form af overtræk.

2.32.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det følger af § 32, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiver og kreditformidler handler redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt og tager hensyn til forbrugernes rettigheder og interesser, når de udfører enhver af følgende oplistede aktiviteter i stk. 1, litra a-f.

Det følger af artikel 32, stk. 2, i forbrugerkreditdirektivet, at medlemsstaterne sikrer, at den måde, hvorpå kreditgiverne aflønner deres personale og kreditformidlere, og den måde, hvorpå kreditformidlerne aflønner deres personale, ikke er i strid med forpligtelsen til at udvide god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit, jf. stk. 1.

Det følger af artikel 32, stk. 3, i forbrugerkreditdirektivet, at kreditgiver skal fastsætte en lønpolititik for ansatte, der varetager vurderingen af kreditværdighed, under hensyntagen til virksomhedens størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende virksomhed. En kreditgiver skal, når den udformer og anvender lønpolitikken, sikre, at lønpolitikken er a) i overensstemmelse med og fremmer forsvarlig og effektiv risikostyring og ikke tilskynder til risikotagning, som overskrider forbrugslånsvirksomhedens risikotoleranceniveau samt sikre, b) at lønpolitikken er i overensstemmelse med forbrugslånsvirksomhedens forretningsstrategi, mål, værdier og langsigtede interesser og omfatter foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter, navnlig ved at sikre, at aflønning ikke er betinget af antallet eller andelen af imødekomne kreditansøgninger.

Det følger af artikel 32, stk. 4, i forbrugerkreditdirektivet, at aflønningsstrukturen for det involverede personale, hvor kreditgivere eller kreditformidlere yder rådgivningstjenester, ikke påvirker personalets evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og ikke er betinget af salgsmål. For at nå dette mål kan medlemsstaterne også forbyde kreditgiver at betale provision til kreditformidler.

Det følger af artikel 32, stk. 5, i forbrugerkreditdirektivet, at medlemsstaterne kan forbyde eller indføre begrænsninger for betalinger fra en forbruger til en kreditgiver eller en kreditformidler forud for indgåelsen af en kreditaftale.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 1 og 5, henvises til pkt. 2.31.

2.32.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder ikke aflønningsregler, som stiller krav til lønpolitikker og aflønning af ansatte.

Artikel 32, stk. 2-4, i forbrugerkreditdirektivet, fastsætter, at medlemsstaterne skal have krav til forsvarlige lønpolitikker og aflønningsstrukturer i forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere. Kravene skal være med til at understøtte, at forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere ikke har aflønningsformer, herunder salgsmål, som skaber interessekonflikter og uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer, der kan skade forbrugerbeskyttelsen.

Med lovforslaget implementeres aflønningsreglerne i artikel 32, stk. 2-4, i forbrugerkreditdirektivet. Adgangen til nationalt at fastsætte skærpede krav til kreditgiveres aflønning af kreditformidlere i forbindelse med rådgivningstjener i artikel 32, stk. 4, 2 pkt., udnyttes ikke, da forbrugerbeskyttelsen i det regelsæt, der implementeres fra direktivet, findes tilstrækkelig.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 32, stk. 2-3, og stk. 4, 1. pkt., foreslås indført i §§ 9-9 b i lov om forbrugslånsvirksomheder. Den gældende forpligtelse i § 9 om kreditværdighedsvurdering ophører i forbindelse med lovforslaget, fordi anvendelsesområdet for § 9 ikke længere eksisterer, når kreditaftaler i form af overtræk omfattes af § 7 c i kreditaftaleloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4. Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.3.1.3.

§ 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor forbrugslånsvirksomhederne ikke allerede er forpligtet til at foretage en kreditværdighedsvurdering efter § 7 c i kreditaftaleloven. Det er i dag kun kreditaftaler i form af overtræk, der ikke er omfattet af kreditaftalens § 7 c. For en nærmere beskrivelse af forholdet mellem kreditaftalelovens § 7 c og § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder i gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.32.1.

Den foreslåede ordning i §§ 9-9 b i lov om forbrugslånsvirksomheder vil medføre, at samtlige forbrugslånsvirksomheder underlægges aflønningsregler, som har til formål at sikre imod aflønningsformer, der kan skade forbrugerbeskyttelsen ved bevilling og formidling af forbrugerkredit m.v. For de forbrugslånsvirksomheder, der i medfør af anden lovgivning er underlagt aflønningsregler, vil de foreslåede bestemmelser udgøre supplerende krav. For nærmere herom henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 9-9 b, jf. lovforslagets § 3, nr. 23.

Det foreslås i § 9, at en forbrugslånsvirksomhed skal sikre, at aflønningen af virksomhedens ansatte samt kreditformidlere ikke strider mod god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit. Forpligtelsen vil finde tilsvarende anvendelse for kreditformidlerens aflønning af sine ansatte.

Det foreslås i § 9 a, at en forbrugslånsvirksomhed og en kreditformidler, der yder rådgivningstjenester, skal sikre, at virksomhedens aflønningsstruktur for de involverede ansatte ikke påvirker personalets evne til at handle i forbrugerens bedste interesse og ikke betinges af salgsmål.

Det foreslås i § 9 b, at en forbrugslånsvirksomhed skal fastsætte en lønpolitik for ansatte, der varetager vurderingen af kreditværdighed, under hensyntagen til virksomhedens størrelse og interne organisation samt arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende virksomhed.

Det foreslås herudover at ændre anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder i § 1, stk. 2, således, at §§ 9-9 b også vil finde anvendelse på finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber.

Det foreslås endeligt, at overtrædelser af de foreslåede bestemmelser i §§ 9-9 b vil kunne straffes med bøde.

2.33. Krav til personalets viden og kompetencer

2.33.1. Gældende ret

Der gælder i dag ikke lovmæssige videns- og kompetencekrav til ansatte i forbrugslånsvirksomheder eller kreditformidlere, der beskæftiger sig med kreditaftaler. Der findes regler for kompetencekrav til ansatte på andre områder indenfor den finansielle regulering, f.eks. i § 6 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere og den dertilhørende bekendtgørelse nr. 830 af 10. juni 2022 om kompetencekrav til boligkreditgivere og boligkreditformidlere.

2.33.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 33, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at kreditgivere og kreditformidlere kræver, at deres personale besidder og ajourfører et passende videns- og kompetenceniveau med hensyn til at udforme, tilbyde og bevillige kreditaftaler, udøve kreditformidlingsaktiviteter og yde rådgivningstjenester samt med hensyn til forbrugerrettigheder inden for det område, hvor de driver forretning. Hvor indgåelsen af en kreditaftale omfatter accessoriske tjenesteydelser, kræves der også et passende videns- og kompetenceniveau med hensyn til disse accessoriske tjenesteydelser.

Ifølge artikel 33, stk. 2, skal medlemsstaterne fastsætte minimumskrav til viden og kompetencer for personalet hos kreditgivere og kreditformidlere. I medfør af artikel 33, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med overholdelsen af kravene i stk. 1. De kompetente myndigheder skal have beføjelse til at kræve, at kreditgivere og kreditformidlere fremlægger den dokumentation, som den kompetente myndighed finder nødvendig for at muliggøre et sådant tilsyn.

2.33.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Videns- og kompetencekrav for ansatte gælder flere steder på det finansielle område, herunder for ansatte, der yder boligkredit, for ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter samt for ansatte, der formidler forsikringer.

Krav til de ansattes viden og kompetencer er med til at sikre, at det relevante personale har et tilstrækkeligt videns- og kompetenceniveau til at kunne udføre deres opgaver professionelt og efterleve reglerne, når der ydes forbrugerkreditter.

Det foreslås at indføre en pligt for forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere til at sikre, at deres ansatte, der yder eller formidler kreditaftaler, har tilstrækkelig viden og kompetencer inden for det område, hvor virksomheden driver forretning, samt at de ansatte har et passende videns- og kompetenceniveau med hensyn til eventuelle accessoriske tjenesteydelser, der er omfattet af kreditaftalen.

Det foreslås, at erhvervsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om kompetencekrav for de ansatte i forbrugslånsvirksomheder og hos kreditformidlere.

De krav, som følger af artikel 33 i forbrugerkreditdirektivet, vil således blive gennemført på bekendtgørelsesniveau ved brug af den foreslåede bemyndigelse. Med inspiration fra lignende kompetencekrav for ansatte, der yder eller formidler boligkreditter, vil der blive fastsat regler om kompetencekrav til de ansatte i virksomhederne, der yder eller formidler forbrugerkredit, samt regler, hvorefter det påhviler den enkelte virksomhed at sikre, at de ansatte besidder de fornødne kompetencekrav.

Det foreslås videre, at der indføres en overgangsordning for de forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere, der har udøvet deres virksomhed inden den 20. november 2025, således at denne gruppe virksomheder gives et år efter lovforslagets foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt til at omstille sig til den nye regulering. Denne gruppe skal således senest den 20. november 2026 opfylde de kompetencekrav, der bliver fastsat til forbrugslånsvirksomhederne og kreditformidlere som følge af forbrugerkreditdirektivet.

2.34. Formidling af finansiel viden

2.34.1. Gældende ret

Der findes i dag ikke regler i dansk ret om formidling af finansiel viden i relation til kreditaftaler.

Både erhvervs- og forbrugerorganisationer har informationsindsatser på internettet, som styrker forbrugernes muligheder for at navigere mellem finansielle produkter. Dette gælder bl.a. på bank- og realkreditområdet.

Finanstilsynet orienterer ligeledes offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik, jf. bl.a. § 354 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet producerer derimod ikke materiale om gode råd til økonomi og budget eller laver uddannelsesinitiativer i forhold til særlige kampagner samt til fremme af den finansielle forståelse.

2.34.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det følger af forbrugerkreditdirektivet artikel 34, stk. 1, at medlemsstaterne skal fremme foranstaltninger, der støtter formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, særlig i forbindelse med kreditaftaler. Der skal gives klare og generelle oplysninger om kreditgivningsprocessen til forbrugerne for at vejlede forbrugerne, særlig dem, der ved hjælp af digitale værktøjer optager en forbrugerkredit for første gang. I forbindelse med udarbejdelse og fremme af sådanne foranstaltninger hører medlemsstaterne relevante interessenter, herunder forbrugerorganisationer. Medlemsstaterne sikrer også, at der formidles oplysninger om den vejledning, som forbrugerorganisationer og nationale myndigheder kan give forbrugerne.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 34, stk. 2, at Kommissionen vurderer og offentliggør en rapport om den formidling af finansiel viden, som forbrugerne har adgang til i medlemsstaterne, og identificerer eksempler på bedste praksis, som kunne udvikles yderligere med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

2.34.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der findes i dag mange aktører, som stiller forbrugerinformation til rådighed på det finansielle område. Både erhvervs- og forbrugerorganisationer har informationsindsatser på internettet, som styrker forbrugernes muligheder for at navigere mellem finansielle produkter. Dette gælder bl.a. på bank- og realkreditområdet, hvor den tilgængelige information også vedrører forbrugslån og gæld samt oplysninger om kreditgivningsprocessen. Hertil kommer, at en række finansielle virksomheder har særskilte informationsaktiviteter, hvor disse kommer med gode råd og tips til forbrugerne, bl.a. baseret på deres behov gennem de forskellige livsfaser.

Desuden lægger Finanstilsynet også i relevant omfang materiale ud på sin hjemmeside om forståelsen af den forbrugerbeskyttende lovgivning, som forbrugerne kan bruge til at styrke og orientere sig om de rettigheder, de finansielle regler giver forbrugerne. Finanstilsynet advarer ligeledes om produkter eller udbydere, som tilsynet ikke mener skaber værdi for forbrugerne.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at der ikke er behov for yderligere offentlige informationsindsatser i lyset af de nuværende indsatser som løses tilfredsstillende af private aktører. Hertil kommer, at finansielle virksomheder er under tilsyn af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, der har mulighed for at sanktionere virksomheder, hvis disse giver forbrugerne ukorrekte oplysninger.

Finanstilsynet vil fortsat orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af reglerne om god skik, jf. bl.a. § 354 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og § 22, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder. Finanstilsynet vil også i relevant omfang lægge materiale på sin hjemmeside om forståelsen af den forbrugerbeskyttende lovgivning, som forbrugerne kan bruge til at styrke og orientere sig om de rettigheder, de finansielle regler giver forbrugerne. Finanstilsynet advarer ligeledes om produkter eller udbydere, som tilsynet ikke mener skaber værdi for forbrugerne. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at disse foranstaltninger samlet set fremmer formidlingen af viden til forbrugerne i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 34, stk. 1.

På baggrund af ovenstående er det Erhvervsministeriets opfattelse, at forbrugerkreditdirektivets artikel 34, stk. 1, allerede er gennemført i dansk ret.

2.35. Foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger

2.35.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder i § 29 a en generel regel om kreditgiverens tilbageholdenhed i tilfælde af misligholdelse af kreditaftaler, herunder om politikker og procedurer til sikring af, at der udvises tilbageholdenhed baseret på individuelle forhold, førend der iværksættes inddrivelsesskridt.

Det følger således af kreditaftalelovens § 29 a, 1. pkt., at kreditgiveren skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, udvises rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at politikkerne og procedurerne bl.a. skal tage hensyn til forbrugerens forhold og kan bl.a. bestå af en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale, jf. nr. 1. De kan i medfør af nr. 2 også bestå af ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, der bl.a. kan omfatte a) forlængelse af kreditaftalen, b) ændring af typen af kreditaftale, c) udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, d) ændring af rentesatsen, e) betalingsfrihed i en periode, f) delvis tilbagebetaling, g) valutaomregning og h) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Bestemmelsen vedrører situationer, hvor en forbrugerkreditaftale misligholdes, og har generelt til formål at sikre, at forpligtelser stammende fra kreditaftaler afvikles på den for forbrugeren mindst indgribende måde i sådanne tilfælde.

Kreditaftalelovens § 29 a gennemfører artikel 27, nr. 2, og artikel 28, nr. 2, i direktiv 2021/2167/EU (NPL-direktivet), som indsatte artikel 16 a i 2008-direktivet og ændrede artikel 28, stk. 1, i direktiv 1093/2010 (boligkreditdirektivet).

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 29 a, at politikkerne og procedurerne bl.a. vil skulle tage hensyn til forbrugerens forhold og sigter mod, at der - før der igangsættes en fyldestgørelsesprocedure - vil være overvejet, om forbrugerens opfyldelse af kreditaftalen kan nås på anden vis, f.eks. ved en fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser m.v., jf. Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 51 som fremsat, side 72.

Om baggrunden for bestemmelsen fremgår det endvidere, at det skal sikres, at kreditgivere - førend der indledes en fyldestgørelsesprocedure - i vidt omfang vil forsøge at iværksætte andre ordninger, der gør den enkelte forbruger i stand til at afdrage på sin gæld. De påkrævede politikker og procedurer vil således skulle tage stilling til iværksættelsen af inddrivelsesskridt, som har til formål at opnå fyldestgørelse gennem udenretlige procedurer, f.eks. oversendelse til inkasso, eller indenretligt gennem en tvangsfuldbyrdelsesproces, f.eks. udlæg og tvangsauktion, jf. Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 51 som fremsat, side 72 f.

Der henvises endvidere i bemærkningerne til, at kreditgivere i overensstemmelse med NPL-direktivets præambelbetragtning 56, når de beslutter, hvilke kreditlempelser der skal træffes, bør tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold, forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bolig. Kreditlempelser bør kunne bestå af visse indrømmelser til låntageren, såsom hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale eller en ændring af dens eksisterende vilkår og betingelser, herunder bl.a. en forlængelse af dens løbetid, en ændring af typen af kreditaftale, en udskydelse af betalingen af hele eller dele af afdraget i en periode, en ændring i rentesatsen, et tilbud om betalingsfrihed i en periode, delvis tilbagebetaling, valutaomregninger, delvis eftergivelse og gældskonsolidering, jf. Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 51 som fremsat, side 73.

2.35.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 35 - ligesom 2008-direktivet i artikel 16 a, som blev indsat med NPL-direktivet - en bestemmelse om henstandsforanstaltninger ved forbrugerens misligholdelse.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgivere, hvis det er relevant, giver rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Sådanne henstandsforanstaltninger skal bl.a. tage hensyn til forbrugerens individuelle omstændigheder. Kreditgivere er ikke forpligtet til gentagne gange at tilbyde forbrugere henstandsforanstaltninger, bortset fra i begrundede tilfælde.

Endvidere følger det af artikel 35, stk. 1, 2. afsnit, at kreditgivere ikke er forpligtet til at foretage en vurdering af kreditværdigheden i overensstemmelse med artikel 18, når de ændrer en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser i overensstemmelse med dette stykkes tredje afsnit, litra b, forudsat at det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, ikke øges væsentligt, når kreditaftalen ændres.

Det følger af artikel 35, stk. 1, 3. afsnit, litra a, at henstandsforanstaltningerne omhandlet i første afsnit blandt andre muligheder kan omfatte fuldstændig eller delvis refinansiering af en kreditaftale.

Det følger desuden af artikel 35, stk. 1, 3 afsnit, litra b, at henstandsforanstaltningerne omhandlet i første afsnit skal omfatte en ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, hvilket blandt andre muligheder kan omfatte: i) forlængelse af kreditaftalens løbetid, ii) ændring af typen af kreditaftale, iii) udskydelse af hele eller en del af afdragsbetalingen i en periode, iv) nedsættelse af debitorrenten, v) tilbud om en afdragsfri periode, vi) delvise tilbagebetalinger, vii) valutaomregning og viii) delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 79 bl.a., at i betragtning af de betydelige konsekvenser ved tvangsfuldbyrdelsesprocedurer for kreditgivere og forbrugere og potentielt for den finansielle stabilitet er det nødvendigt for kreditgivere på et tidligt tidspunkt at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der etableres nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de, hvor det er relevant, giver rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer. Når det besluttes, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udøve henstandsforanstaltninger, eller hvorvidt det er begrundet at tilbyde disse gentagne gange, bør kreditgiveren tage hensyn til bl.a. forbrugerens individuelle omstændigheder, såsom forbrugerens interesser og rettigheder, vedkommendes evne til at tilbagebetale kreditten og vedkommendes rimelige behov for leveomkostninger, og kreditgiveren bør begrænse forbrugerens omkostninger i tilfælde af misligholdelse. Navnlig bør kreditgiveren, når forbrugeren ikke reagerer på kreditgiverens tilbud inden for et rimeligt tidsrum, ikke være forpligtet til at tilbyde henstandsforanstaltninger gentagne gange.

Det følger endvidere af præambelbetragtning 80 bl.a., at når henstandsforanstaltninger anses for hensigtsmæssige, bør de omfatte en ændring af den oprindelige kreditaftales vilkår og betingelser og vil blandt andet kunne omfatte en hel eller delvis refinansiering af en kreditaftale. Ændringen af disse vilkår og betingelser vil bl.a. kunne omfatte forlængelse af kreditaftalens løbetid, ændring af typen af kreditaftale, udskydelse af betalingen af hele eller en del af afdragsbetalingen i en periode, en sænkelse af debitorrenten, tilbud om en afdragsfri periode, delvise tilbagebetalinger, valutaomregning, og delvis eftergivelse og gældskonsolidering.

Det er desuden anført i præambelbetragtning 80, at når henstandsforanstaltninger anses for hensigtsmæssige, bør kreditgivere ikke være forpligtede til at foretage en vurdering af kreditværdigheden, når de ændrer kreditaftalens vilkår og betingelser, medmindre det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, øges betydeligt, når disse vilkår og betingelser ændres.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 1, 1. afsnit, svarer til 2008-direktivets artikel 16 a, stk. 1, dog således, at det bl.a. følger af artikel 35, stk. 1, 1. afsnit, at kreditgivere, hvis det er relevant, giver rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, og at kreditgivere ikke er forpligtet til gentagne gange at tilbyde forbrugere henstandsforanstaltninger, bortset fra i begrundede tilfælde.

Det er endvidere tilføjet som noget nyt i medfør af artikel 35, stk. 1, 2. afsnit, at kreditgivere efter omstændighederne ikke er forpligtet til at foretage en vurdering af kreditværdigheden i overensstemmelse med artikel 18, når de ændrer en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser.

Det er desuden som noget nyt i medfør af artikel 35, stk. 1, 3. afsnit, litra b, bestemt, at henstandsforanstaltningerne skal omfatte en ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser, hvilket - ligesom efter 2008-direktivets artikel 16 a - bl.a. kan omfatte en forlængelse af kreditaftalens løbetid m.v., jf. nærmere herom nr. 1-8.

Det følger endvidere af forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 2, at listen over potentielle foranstaltninger i stk. 1, 3. afsnit, litra b, ikke berører national ret og ikke kræver, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om alle disse foranstaltninger i national ret.

Det fremgår videre af forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 3, at hvis medlemsstaterne tillader kreditgiver at fastsætte og pålægge forbrugeren omkostninger ved misligholdelse, kan disse medlemsstater kræve, at disse omkostninger ikke må være større end højst nødvendigt for at kompensere kreditgiver for de udgifter, denne har afholdt som følge af misligholdelsen.

Endvidere fremgår det af artikel 35, stk. 4, at hvis medlemsstaterne tillader kreditgiver at pålægge forbrugeren yderligere omkostninger i tilfælde af misligholdelse, fastsætter disse medlemsstater et loft for disse omkostninger.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 80 bl.a., at forpligtelsen til at udøve henstandsforanstaltninger ikke bør berøre procedurer i henhold til nationale regler om tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, men medlemsstaterne bør sikre, at de henstandsforanstaltninger, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet, anvendes korrekt.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 2-4, svarer med sproglige ændringer til 2008-direktivets artikel 16 a, stk. 2-4.

Endelig følger det af forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at returnering eller overførsel til kreditgiveren af varer, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, eller provenuet fra salget af sådanne varer er tilstrækkeligt til at tilbagebetale kreditten.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 5, er ny i forhold til 2008-direktivets artikel 16 a.

2.35.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.35.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 35 - ligesom 2008-direktivet i artikel 16 a - en bestemmelse om henstandsforanstaltninger ved forbrugerens misligholdelse. 2008-direktivets artikel er gennemført i kreditaftalelovens § 29 a, jf. pkt. 2.35.1.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 35 er imidlertid på visse punkter ændret i forhold til 2008-direktivets artikel 16 a, bl.a. således, at det er fastsat i artikel 35, stk. 1, 1. afsnit, at kreditgivere, hvis det er relevant, giver rimelig henstand, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer, og at kreditgivere ikke er forpligtet til gentagne gange at tilbyde forbrugere henstandsforanstaltninger, bortset fra i begrundede tilfælde.

Herudover fremgår det som noget nyt af artikel 35, stk. 1, 2. afsnit, at kreditgivere ikke er forpligtet til at foretage en vurdering af kreditværdigheden i overensstemmelse med artikel 18 (om forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed), når de ændrer en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser i overensstemmelse med dette stykkes tredje afsnit, litra b), forudsat at det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, ikke øges væsentligt, når kreditaftalen ændres.

Det er endvidere bestemt i medfør af stk. 1, 3. afsnit, litra b, at henstandsforanstaltningerne skal omfatte en ændring af en kreditaftales eksisterende vilkår og betingelser. Dette kan - ligesom efter gældende ret - blandt andre muligheder omfatte forlængelse af kreditaftalens løbetid og ændring af typen af kreditaftale m.v.

Herudover fremgår det som noget nyt af artikel 35, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at returnering eller overførsel til kreditgiveren af varer, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, eller provenuet fra salget af sådanne varer er tilstrækkeligt til at tilbagebetale kreditten.

Reglerne om forholdet til eventuelle nationale foranstaltninger set i lyset af de potentielle foranstaltninger efter stk. 1, 3. afsnit, litra b, samt reglerne om bl.a. maksimale størrelser af forbrugerens omkostninger ved misligholdelse m.v. (dvs. forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 2-4), svarer derimod med sproglige ændringer til 2008-direktivets artikel 16 a, stk. 2-4.

Justitsministeriet kan, for så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 2, hvoraf det fremgår, at listen over potentielle foranstaltninger i stk. 1, 3. afsnit, litra b, ikke berører national ret og ikke kræver, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om alle disse foranstaltninger i national ret, bemærke, at det vurderes hensigtsmæssigt for at sikre fyldestgørende implementering af forbrugerkreditdirektivet, at listen over foranstaltningerne fremgår af den foreslåede bestemmelses ordlyd. Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at dette vil styrke forbrugerbeskyttelsen og understøtte, at fordringer afvikles på den mindst indgribende måde. Der kan i øvrigt om de tilsvarende overvejelser i forbindelse med gennemførelsen af 2008-direktivets artikel 16 a henvises til Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 51 som fremsat, side 27.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 3 og 4 (om pålæggelse af omkostninger m.v. ved misligholdelse), er det Justitsministeriets vurdering, at de gældende regler om udenretlige misligholdelsesomkostninger i bl.a. renteloven lever op til kravene i de pågældende bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet. Der kan i den forbindelse henvises til overvejelserne i forbindelse med implementeringen af de tilsvarende bestemmelser i 2008-direktivets artikel 16 a, stk. 3 og 4, jf. Folketingstidende 2023-2024, tillæg A, L 51 som fremsat, side 28, hvoraf det bl.a. er anført, at det følger af rentelovens § 9 a, stk. 1, bl.a., at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. I rentelovens § 9 b er der endvidere fastsat regler om, hvornår der i forbindelse med inddrivelsen af en fordring kan pålægges bl.a. rykkergebyr samt størrelsen heraf. Endelig følger det af rentelovens § 9 a, stk. 4, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for bl.a., hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1 med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumbeløb. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling med senere ændringer.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 5, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne ikke må forhindre parterne i en kreditaftale i udtrykkeligt at aftale, at returnering eller overførsel til kreditgiveren af varer, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, eller provenuet fra salget af sådanne varer er tilstrækkeligt til at tilbagebetale kreditten, er der ikke i dansk ret regler, der forhindrer indgåelse af sådanne aftaler mellem parterne i en kreditaftale. Aftaler mellem parterne i en kreditaftale vil således skulle bedømmes efter de almindelige aftaleretlige regler med de begrænsninger, der bl.a. følger af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, hvorefter loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Forbrugerkreditdirektivets artikel 35, stk. 5, giver således ikke anledning til ændringer af dansk ret.

Omfanget og karakteren af de ændringer, som følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 35, nødvendiggør, at kreditaftalelovens § 29 a ophæves, og at der i stedet indsættes en ny bestemmelse, som stemmer overens med forbrugerkreditdirektivets artikel 35. Med henblik på at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 35 om foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger foreslås det således at ophæve den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a og i stedet indsætte en ny bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår boligkreditdirektivets artikel 28, jf. pkt. 2.35.1, henvises der til pkt. 2.44.

2.36. Gældsrådgivningstjenester

2.36.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ikke regler om gældsrådgivningstjenester.

For så vidt angår gældsrådgivningstilbud udmønter Social- og Boligstyrelsen tilskud til gældsrådgivningsorganisationer efter objektive tildelingskriterier til frivillig og vederlagsfri gældsrådgivning, hvor formålet med tilskuddet er at styrke den uvildige og gratis økonomi- og gældsrådgivning, der hjælper socialt udsatte borgere med gældsproblemer. Tildelingskriterierne er udarbejdet af Social- og Boligministeriet og Social- og Boligstyrelsen med faglig rådgivning fra Vidensfunktionen. Vidensfunktionen er en forening bestående af 14 medlemsorganisationer, der yder uvildig og gratis økonomi- og gældsrådgivning lokalt, regionalt og landsdækkende.

Midlerne gives til de samme organisationer for en 4-årig periode (2024-2027), hvorefter der vil udmøntes direkte tilskud for en ny 4-årig periode. Inden en ny udmøntning kan kriterierne eventuelt justeres. Der er i 2025 i alt 14 tilskudsmodtagere (som er medlemmer af Vidensfunktionen), der bl.a. omfatter Frelsens Hær, Blå Kors Danmark og Forbrugerrådet Tænk.

2.36.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 36 - som noget nyt i forhold til 2008-direktivet - en bestemmelse om gældsrådgivningstjenester.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at der stilles uafhængige gældsrådgivningstjenester til rådighed for forbrugere, som oplever eller kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, idet der kun skal betales begrænsede omkostninger for sådanne tjenester.

Begrebet »gældsrådgivningstjenester« er defineret i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22, som individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

Af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 81, fremgår det om gældsrådgivningstjenester bl.a., at forbrugere, der har vanskeligt ved at opfylde deres finansielle forpligtelser, vil kunne drage fordel af specialiseret bistand til at forvalte deres gæld. Økonomiske vanskeligheder dækker en lang række situationer, f.eks. udskydelse af tilbagebetaling af gæld i mere end 90 dage. Formålet med gældsrådgivningstjenester er at hjælpe forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, og vejlede dem i at tilbagebetale deres udestående gæld så vidt muligt, samtidig med at de bevarer en anstændig levestandard og deres værdighed. Denne individualiserede og uafhængige bistand kan omfatte juridisk rådgivning, penge- og gældsforvaltning samt social og psykologisk bistand. Bistanden bør ydes af professionelle aktører, som ikke er kreditgivere, kreditformidlere, udbydere af crowdfundingkredittjenester, kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder, og som er uafhængige af sådanne.

Medlemsstaterne bør endvidere ifølge præambelbetragtning 81 sikre, at gældsrådgivningstjenester, der ydes af uafhængige professionelle aktører, stilles til rådighed, direkte eller indirekte og kun med begrænsede omkostninger, for forbrugerne. Disse omkostninger bør i princippet kun dække driftsomkostninger og bør ikke pålægge de forbrugere, der oplever eller kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, en unødvendig byrde. Derudover bør gældsrådgivningstjenester være let tilgængelige for forbrugerne og tage hensyn til forbrugernes bopæl og deres sprog.

Endvidere fremgår det af præambelbetragtning 81, at det står medlemsstaterne frit for at bibeholde eller indføre særlige krav til gældsrådgivningstjenester.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 2, at med henblik på at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i stk. 1, skal kreditgiverne have indført procedurer og politikker for tidlig opdagelse af forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder.

Videre fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 3, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgivere henviser forbrugere, der oplever vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, til gældsrådgivningstjenester, der er let tilgængelige for forbrugeren.

Om forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 2 og 3, fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 81, kreditgivere spiller en rolle med hensyn til at forebygge overdreven gældsætning gennem tidlig opdagelse af og støtte til forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder. Af den grund bør kreditgivere have indført procedurer og politikker med henblik på afdækning af sådanne forbrugere for at sikre, at de effektivt kan henvise dem til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. Videre fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 81, at hvor det er muligt, henvises forbrugere, der har problemer med at betale deres gæld, til gældsrådgivningstjenester, inden der indledes tvangsfuldbyrdelsesprocedurer.

Endelig fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 4, at Kommissionen forelægger senest den 20. november 2028 en rapport, der giver et overblik over tilgængeligheden af gældsrådgivningstjenester på tværs af medlemsstaterne og identificerer bedste praksis for den videre udvikling af sådanne tjenester. Medlemsstaterne aflægger senest den 20. november 2026 og derefter hvert år rapport til Kommissionen om tilgængelige gældsrådgivningstjenester.

2.36.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.36.1, indeholder kreditaftaleloven på nuværende tidspunkt ikke regler om gældsrådgivningstjenester. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid i artikel 36 - til forskel fra 2008-direktivet - en bestemmelse herom.

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der stilles uafhængige gældsrådgivningstjenester til rådighed for forbrugere, som oplever eller kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, og hvor der kun skal betales begrænsede omkostninger, bemærkes det, at der - som det fremgår af pkt. 2.36.1 - allerede i dag udmøntes tilskud til gældsrådgivningsorganisationer efter objektive tildelingskriterier til frivillig og vederlagsfri gældsrådgivning, hvor formålet med tilskuddet er at styrke den uvildige og gratis økonomi- og gældsrådgivning, der hjælper socialt udsatte borgere med gældsproblemer. Der er således ikke efter Justitsministeriets opfattelse behov for yderligere tiltag eller regulering heraf. Det vil i øvrigt - for så vidt angår øvrige gældsrådgivningstilbud - bero på en konkret vurdering af det enkelte gældsrådgivningstilbud, om tilbuddet lever op til de krav, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 1.

Som det fremgår ovenfor, er der ikke i dag regler i kreditaftaleloven, hvorefter kreditgivere har pligt til at have politikker og procedurer for at afklare, om forbrugere har økonomiske vanskeligheder, og for i så fald at henvise dem til gældsrådgivningstjenester. Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 29 b i kreditaftaleloven, der gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 36, stk. 2 og 3. Den foreslåede bestemmelse vil således fastsætte forpligtelser for kreditgivere med henblik på at hindre overgældsætning hos forbrugere. Kreditgivere får for det første pligt til at have procedurer og politikker for tidlig opdagelse af forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder. For det andet får kreditgivere pligt til at henvise forbrugere, der oplever vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, til gældsrådgivningstjenester, der er let tilgængelige for forbrugeren.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne hertil.

2.37. Godkendelse og registrering af, samt tilsyn med, ikkekreditinstitutter og ikkebetalingsinstitutter

2.37.1. Gældende ret

2008-direktivets artikel 20, kræver, at medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveres virksomhed overvåges af et organ eller en myndighed, som er uafhængig af finansieringsinstitutter eller er underlagt regulering.

Det blev i forbindelse med implementeringen af 2008-direktivet vurderet, at dansk ret allerede opfyldte artiklens krav, eftersom alle kreditgivere, der var omfattet af direktivet, var undergivet tilsyn af Finanstilsynet. Der er efterfølgende med lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder indført krav om, at virksomheder, der yder kredit til forbrugere, skal have tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Finanstilsynet giver i dag tilladelse til finansielle virksomheder i medfør af lov om finansiel virksomhed og forbrugslånsvirksomheder i medfør af lov om forbrugslånsvirksomheder. Finanstilsynet fører tilsyn med, at disse virksomheder efterlever reglerne om god skik. God skik-tilsynet omfatter efterlevelse af reglerne i kreditaftaleloven, som bl.a. gennemfører 2008-direktivet. Finanstilsynets tilsyn omfatter derfor alle virksomheder, der fungerer som kreditgivere.

Forbrugerombudsmanden har ligeledes tilsynskompetence overfor kreditgivere. Forbrugerombudsmanden kan med hjemmel i markedsføringsloven føre tilsyn med, at forbrugslånsvirksomheder omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder, efterlever kreditaftaleloven. For så vidt angår finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter og realkreditinstitutter, kan Forbrugerombudsmanden anlægge sager mod de virksomheder, der overtræder regler om god skik. Det følger af § 348, stk. 1, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed.

Der er i dag en række forbrugslånsvirksomheder, der er undtaget fra anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og som derfor ikke er underlagt et tilladelseskrav og tilsyn hos Finanstilsynet.

Tilladelseskravet omfatter i dag forbrugslånsvirksomheder, der udbyder kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden. Hvis ydelsen af kreditaftaler i denne situation ikke udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, er der ikke krav om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

I § 1, stk. 3, er en række aftaler ligeledes undtaget fra anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder. Det gælder aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit, jf. § 1, stk. 3, nr. 1. Det gælder desuden aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehavers konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling, jf. § 1, stk. 3, nr. 2.

Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og hvor virksomheden, der yder kreditten, er omfattet af § 389, stk. 1, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed og modtager midler til anvendelse i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed efter § 8 A, stk. 1, i ligningsloven, er ligeledes undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. § 1, stk. 3, nr. 3. Der er i dag kun én virksomhed, der er omfattet af denne undtagelse.

Endvidere er leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat pligt til at købe aftalegenstanden i selve aftalen eller i en separat aftale, undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. § 1, stk. 3, nr. 4. Kreditaftaler i forbindelse med en overenskomstmæssig konflikt, hvor forbrugslånsvirksomheden er en faglig organisation, som er omfattet af konflikten, er undtaget i medfør af § 1, stk. 3, nr. 5. Kreditaftaler til ansatte i forbrugslånsvirksomheden er undtaget i medfør af § 1, stk. 3, nr. 6. Udlån af penge mod håndpant, herunder pant i lotterisedler, er omfattet af lov om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed, og er derfor undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lov om forbrugslånsvirksomheder § 1, stk. 3, nr. 7.

Kreditformidlere er i dag ikke underlagt tilladelses- eller registreringskrav. Enkelte bestemmelser i kreditaftaleloven gælder for kreditformidlere, f.eks. reglerne om prækontraktuelle oplysninger.

Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet fører tilsyn med, at kreditformidlere overholder reglerne i kreditaftaleloven, herunder oplysningspligterne. Finanstilsynet har kompetence til at behandle sager om overtrædelser, hvis kreditformidleren er en finansiel virksomhed eller en forbrugslånsvirksomhed. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med kreditformidlere, der ikke er finansielle virksomheder, efter markedsføringsloven. Desuden har Forbrugerombudsmanden kompetence til at anlægge sag mod finansielle virksomheder, der agerer som kreditformidlere, for overtrædelser af god skik efter § 348, stk. 1, jf. § 43 i lov om finansiel virksomhed.

2.37.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 1, skal kreditgivere og kreditformidlere undergives en passende godkendelsesprocedure, registrering og tilsynsordning, der er etableret af en uafhængig kompetent myndighed.

Ifølge artikel 37, stk. 2, gælder kravet om godkendelsesprocedure og registrering ikke for kreditgivere, som er kreditinstitutter, betalingsinstitutter eller e-penge-institutter.

I medfør af artikel 37, stk. 3, kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende de godkendelses- og registreringskrav, der er omhandlet i stk. 1, på leverandører af varer eller udbydere af tjenesteydelser, der betragtes som mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder i medfør af henstilling 2003/361/EF, og som optræder accessorisk som kreditformidlere. Medlemsstaterne kan ligeledes undlade at anvende godkendelse- og registreringskrav på mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, der optræder accessorisk som kreditgivere, og som giver kredit i form af henstand med betalingen til køb af varer og tjenesteydelser, som de tilbyder, hvis kreditten gives rentefrit, og der kun skal betales begrænsede omkostninger for forsinkede betalinger pålagt i overensstemmelse med national ret.

2.37.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Forbrugerkreditdirektivet medfører ændringer i anvendelsesområdet i forhold til 2008-direktivet. Ændringerne betyder, at flere kreditaftaler bliver omfattet af reguleringen og dermed, at de virksomheder, der yder disse kreditaftaler, skal være underlagt et krav om godkendelsesprocedure, registrering og tilsynsordning.

Det foreslås med lovforslagets § 3, nr. 3, at § 1, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder bliver ændret, så de kreditaftaler, der er omfattet af forbrugerkreditdirektivet, bliver omfattet af anvendelsesområdet i lov om forbrugslånsvirksomheder.

For de kreditgivere, der skal have tilladelse hos Finanstilsynet som pengeinstitut i medfør af § 7 i lov om finansiel virksomhed, vurderes tilladelseskravene i lov om finansiel virksomhed at udgøre en passende godkendelsesprocedure i henhold til forbrugerkreditdirektivets artikel 37, stk. 1. Der vurderes derfor ikke at være behov for at indføre nye krav for godkendelse af disse virksomheder.

Desuden foreslås det, at kreditformidlere vil blive underlagt visse regler i lov om forbrugslånsvirksomheder, hvorfor loven foreslås at ændre navn til lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere. Kreditformidlerne vil blandt andet blive underlagt krav om registrering hos Finanstilsynet, kompetencekrav til de ansatte hos kreditformidlere og aflønningsregler for personalet hos kreditformidleren. Desuden vil der blive indsat regler, der skal gøre det muligt for henholdsvis Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden at føre tilsyn med de regler, der gælder for kreditformidlerne.

Det foreslås, at Finanstilsynet skal føre registeret over kreditformidlerne, og at Finanstilsynet får kompetencen til at registrere kreditformidlere, der lever op til kravene for at blive registreret efter lovforslagets § 3, nr. 14. Ligeledes foreslås det, at Finanstilsynet får muligheden for at slette registreringen af kreditformidlere efter lovforslagets § 3, nr. 27.

Da Forbrugerombudsmanden allerede i dag fører tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler, der gælder for kreditformidlere, foreslås det, at Forbrugerombudsmanden også fremover skal føre dette tilsyn. Det foreslås desuden, at Forbrugerombudsmanden får kompetence til at føre tilsyn med regler, der ligger i naturlig forlængelse af tilsynet med de forbrugerbeskyttende regler, der gælder for kreditformidlere, som Forbrugerombudsmanden fører. Derfor foreslås det i lovforslagets § 3, nr. 25, at virksomhedernes overholdelse af reglerne om kreditformidlernes aflønning af deres ansatte og kompetencekravene til de ansatte hos kreditformidlerene underlægges Forbrugerombudsmandens tilsyn. Endvidere fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med, at kreditformidlerne kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Det foreslås, at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden skal føre tilsyn med forbrugslånsvirksomhederne på samme måde som i dag. Finanstilsynet skal føre tilsyn med kreditgivernes efterlevelse af reglerne i lov om finansiel virksomhed og lov forbrugslånsvirksomhed. Forbrugerombudsmanden skal føre tilsyn med, at forbrugslånsvirksomheder efterlever kreditaftaleloven. Forbrugerombudsmanden vil have mulighed for at anlægge sager mod finansielle virksomheder, der overtræder regler om god skik med hjemmel i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås ligeledes, at muligheden i artikel 37, stk. 3, udnyttes, så visse forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere, der optræder accessorisk, undtages fra kravet om tilladelse fra og registrering hos Finanstilsynet.

2.38. Særlige forpligtelser for kreditformidlere

2.38.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 17, stk. 1, at det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til en kreditformidler for kreditformidlerens ydelse, skal oplyses for forbrugeren og aftales skriftligt mellem forbrugeren og kreditformidleren på papir eller på et andet varigt medium inden indgåelsen af kreditaftalen.

Begrebet »kreditformidler« er som anført under pkt. 2.2.1.1 defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 6. Herved forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, a) præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13. Ved dette forstås en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Det fremgår videre af kreditaftalelovens § 17, stk. 2, at det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til kreditformidleren for kreditformidlerens ydelse, endvidere af kreditformidleren skal oplyses til kreditgiveren med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent.

Begrebet »årlige omkostninger i procent« er som anført under pkt. 2.2.1.3 defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 9. Heraf fremgår, at årlige omkostninger i procent er de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 17 fremgår det bl.a., jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 55, at kreditformidleren, der f.eks. vil kunne være en ejendomsmægler, pålægges to oplysningspligter, som finder anvendelse, hvis forbrugeren skal betale et gebyr til kreditformidleren for dennes ydelse. Størrelsen af dette gebyr skal således efter stk. 1 oplyses til forbrugeren og skal efter stk. 2 oplyses til kreditgiveren. Sidstnævnte sker med henblik på, at gebyret kan indgå i kreditgiverens beregning af de årlige omkostninger i procent. Forpligtelsen efter bestemmelsen påhviler kreditformidleren, der skal give oplysninger til kreditgiveren. Det fremgår videre af bemærkningerne, at hvis kreditgiveren ad anden vej har fået kendskab til omkostningerne, skal de også indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent. Kreditgiveren må antages at have kendskab til låneformidlingsomkostninger, hvis låneformidleren har en tilknytning til kreditgiveren, der gør at kreditgiveren har let adgang til oplysningerne. Derimod har kreditgiveren ikke kendskab til de pågældende oplysninger, hvis formidlingsaftalen er indgået med en af kreditgiveren uafhængig tredjemand, der ikke har oplyst om omkostningerne, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 55.

Kreditaftalelovens § 17 gennemfører 2008-direktivets artikel 21, litra b og c.

2.38.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 38 - ligesom 2008-direktivets artikel 21 - en bestemmelse om særlige forpligtelser for kreditformidlere.

Det fremgår af artikel 38, litra a, at medlemsstaterne skal stille krav om, at kreditformidlere:

- i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere gør opmærksom på omfanget af deres beføjelser, og om de udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som uafhængig formidler (litra a)

- oplyser forbrugeren om eventuelle gebyrer, som forbrugeren skal betale til kreditformidleren for de tjenesteydelser, der skal leveres (litra b)

- når til enighed med forbrugeren om de gebyrer, der er omhandlet i litra b, på papir eller et andet varigt medium, inden kreditaftalen indgås. (litra c)

- meddeler kreditgiver eventuelle gebyrer, der er omhandlet i litra b, med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent (litra d).

For så vidt angår forbrugerkreditdirektivets artikel 38, litra a, henvises der til pkt. 2.6.2.5.

Om forbrugerkreditdirektivets artikel 38 fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 85, at forbrugerkreditdirektivet kun regulerer visse forpligtelser for kreditformidlere i forhold til forbrugerne. Medlemsstaterne bør derfor fortsat kunne bibeholde eller indføre yderligere forpligtelser for kreditformidlere, herunder betingelserne for, at en kreditformidler kan modtage gebyr fra en forbruger, der har anmodet om den pågældende kreditformidlers tjenesteydelser.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 38, litra b-d, svarer - trods en række sproglige ændringer - indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 21, litra b og c.

2.38.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.38.2, indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 38 - ligesom 2008-direktivets artikel 21 - en bestemmelse om særlige forpligtelser for kreditformidlere.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 38, litra b-d, som fastsætter en række krav, for så vidt angår eventuelle gebyrer, som skal betales til kreditformidlere, svarer - trods en række sproglige ændringer - indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 21, litra b og c, som er gennemført i kreditaftalelovens § 17, jf. pkt. 2.38.3. Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at den gældende regel i kreditaftalelovens § 17 allerede er i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 38, litra b-d, og der er således ikke behov for ændringer heraf.

Det bemærkes, at begreberne »kreditformidler« og »årlige omkostninger i procent« foreslås defineret efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 6 (lovforslagets § 1, nr. 7) og kreditaftalelovens § 4, nr. 9 (lovforslagets § 1, nr. 8).

2.39. Overdragelse af rettigheder

2.39.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 33, stk. 1, at overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale til tredjemand, har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhver indsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 33, stk. 2, at forbrugeren skal underrettes om overdragelse efter stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.

Af bemærkningerne til kreditaftalelovens § 33, stk. 2, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 59, fremgår det bl.a., at hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren efter overdragelsen, vil det fortsat være den oprindelige kreditgiver, som skal modtage betaling fra forbrugeren, ligesom forbrugeren skal give eventuelle meddelelser til den oprindelige kreditgiver.

Kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, gennemfører 2008-direktivets artikel 17.

2.39.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 39 - ligesom 2008-direktivets artikel 17 - en bestemmelse om overdragelse af rettigheder.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren i tilfælde af overdragelse til tredjemand af kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale eller af selve kreditaftalen har ret til at gøre enhver indsigelse gældende over for erhververen, som vedkommende kunne gøre gældende over for den oprindelige kreditgiver, herunder også krav om modregning i det omfang modregning er tilladt i den pågældende medlemsstat.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 1, skal ses i lyset af, at overdragelse af kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale bør ikke medføre, at forbrugerens stilling forringes, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 86.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 17, stk. 1.

Derudover fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 2, at medlemsstaterne stiller krav om, at den oprindelige kreditgiver underretter forbrugeren om den i stk. 1 omhandlede overdragelse, medmindre den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten over for forbrugeren.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 86 bl.a., at forbrugeren bør underrettes fyldestgørende, når kreditaftalen overdrages til tredjemand. Hvor den oprindelige kreditgiver efter aftale med erhververen fortsat står for kreditten over for forbrugeren, har forbrugeren imidlertid ikke nogen væsentlig interesse i at blive underrettet om overdragelsen.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 39, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 17, stk. 2, idet det dog er præciseret i artikel 39, stk. 2, at det er den oprindelige kreditgiver, der er forpligtet til at underrette forbrugeren.

2.39.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.39.2 indeholder forbrugerkreditdirektivet i artikel 39 - ligesom 2008-direktivet i artikel 17 - en bestemmelse om overdragelse af rettigheder.

Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 39 svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 17, som er gennemført i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, jf. pkt. 2.39.1. Det er dog præciseret i artikel 39, stk. 2, at det er den oprindelige kreditgiver, der har pligt til at underrette forbrugeren om den i stk. 1 omhandlende overdragelse.

Det foreslås på den baggrund - for at sikre korrekt gennemførelse af forbrugerkreditdirektivets artikel 39 - at kreditaftalelovens § 33, stk. 2, ændres. Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 33, stk. 2, at det er den oprindelige kreditgiver, der skal underrette forbrugeren om en overdragelse efter kreditaftalelovens § 33, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32, og bemærkningerne hertil.

2.40. Udenretslig bilæggelse af tvister

2.40.1. Gældende ret

Det fremgår af forbrugerklagelovens § 1, at formålet med loven er at fastlægge rammerne for alternativ tvistløsning i forbrugerforhold og at sikre forbrugere, som klager over erhvervsdrivende, adgang til en effektiv og smidig klagesagsbehandling. Ifølge forbrugerklagelovens § 2, stk. 1, omfatter loven tvister, der udspringer af en aftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med køb af en vare eller en tjenesteydelse.

Forbrugerklagesystemet består ifølge forbrugerklagelovens § 9, stk. 1, og § 19, stk. 1, af et offentligt forbrugerklagesystem med en mediationsfase i Nævnenes Hus og klageadgang til Forbrugerklagenævnet. Derudover findes en række private tvistløsningsorganer, jf. forbrugerklagelovens § 6, stk. 1, hvorefter erhvervsministeren kan godkende oprettelsen af og vedtægterne for private tvistløsningsorganer, som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.

Nævnenes Hus varetager mediationsfasen og har kompetence til at behandle forbrugeres klager over forbrugerkreditaftaler, hvis den erhvervsdrivende er etableret i Danmark. Hvis en forbrugerkreditaftale er indgået med et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller en investeringsforening, der er etableret i Danmark, eller et datterselskab heraf, har Det finansielle ankenævn, der er et privat tvistløsningsorgan, som er godkendt efter forbrugerklagelovens § 6, stk. 1, kompetence til at behandle forbrugeres klager over sådanne forbrugerkreditaftaler. Mediationsfasen i Nævnenes Hus og Det finansielle ankenævn opfylder kravene vedrørende alternativ tvistbilæggelse i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet, der er et minimumsharmoniseringsdirektiv. Forbrugerklagenævnet, der behandler klager fra forbrugere, der udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare en eller tjenesteydelse, udgør en yderligere beskyttelse af forbrugere, der ligger ud over den ramme, som fastsættes af direktivet om alternativ tvistbilæggelse.

Nævnenes Hus, Forbrugerklagenævnet og Det finansielle ankenævn har endvidere kompetence til at behandle forbrugeres klager over forbrugerkreditaftaler, selv om den erhvervsdrivende ikke er etableret i Danmark, hvis sagen har større tilknytning til Danmark, eller hvis parterne er enige herom.

2.40.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 40 - ligesom 2008-direktivets artikel 24 - en bestemmelse om udenretslig bilæggelse af tvister.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at forbrugerne har adgang til passende, hurtige og effektive udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer til bilæggelse af tvister mellem forbrugere og kreditgivere eller kreditformidlere vedrørende rettigheder og forpligtelser i forbindelse med kreditaftaler i henhold til forbrugerkreditdirektivet, hvor det er hensigtsmæssigt ved hjælp af eksisterende instanser, der foretager udenretslig tvistbilæggelse. Sådanne udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer og de instanser, der tilbyder dem, skal opfylde kvalitetskravene i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 1, svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 24, stk. 1, dog således, at det bl.a. er tilføjet i artikel 40, stk. 1, 2. pkt., at de udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer og de instanser, der tilbyder dem, skal opfylde kvalitetskravene i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet.

Videre fremgår det af forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 2, at medlemsstaterne tilskynder de instanser, der foretager udenretslig tvistbilæggelse, der er omhandlet i stk. 1, til at samarbejde om at bilægge grænseoverskridende tvister vedrørende kreditaftaler.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 2, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 24, stk. 2.

Det fremgår herudover af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 88, at forbrugerne bør have adgang til passende, hurtige og effektive alternative tvistbilæggelsesprocedurer til bilæggelse af tvister, der opstår i forbindelse med rettigheder og forpligtelser vedrørende kreditaftaler, idet der gøres brug af eksisterende instanser, hvor det er hensigtsmæssigt. En sådan adgang er allerede sikret ved direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet for så vidt angår relevante aftaleretlige tvister. Forbrugerne bør dog også have adgang til alternative tvistbilæggelsesprocedurer i tilfælde af tvister forud for aftaleindgåelsen vedrørende de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet, f.eks. vedrørende krav om oplysninger forud for aftaleindgåelsen, rådgivningstjenester og vurdering af kreditværdighed samt i forbindelse med oplysninger fra kreditformidlere, som aflønnes af kreditgivere og derfor ikke har noget direkte kontraktforhold med forbrugerne. Sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer og de instanser, der tilbyder dem, bør opfylde kvalitetskravene i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet.

2.40.3. Justitsministeriets og Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.40.2, indeholder forbrugerkreditdirektivets artikel 40 en bestemmelse om udenretslig bilæggelse af tvister. Bestemmelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 40 svarer i det væsentligste til 2008-direktivets artikel 24, idet det dog bl.a. er tilføjet i forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 1, 2. pkt., at sådanne udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer og de instanser, der tilbyder dem, skal opfylde kvalitetskravene i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet.

Det er vurderingen, at de eksisterende muligheder for at indbringe klager for klage- og ankenævn, der er nærmere beskrevet under pkt. 2.40.1, opfylder kravene i forbrugerkreditdirektivets artikel 40, stk. 1. Forbrugerne har således allerede i dag mulighed for at indbringe tvister med kreditgivere eller kreditformidlere vedrørende kontraktuelle og prækontraktuelle rettigheder og forpligtelser i forbindelse med kreditaftaler for de eksisterende klage- og ankenævn i form af Nævnenes Hus, Forbrugerklagenævnet eller Det finansielle ankenævn. Det bemærkes i den forbindelse, at mediationsfasen i Nævnenes Hus og Det finansielle ankenævn opfylder kravene vedrørende alternativ tvistbilæggelse i direktivet om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet, og at Forbrugerklagenævnet udgør en yderligere beskyttelse af forbrugerne, der ligger ud over den ramme, som fastsættes af direktivet om alternativ tvistbilæggelse.

2.41. Kompetente myndigheder

2.41.1. Gældende ret

Kreditaftaleloven indeholder ikke på nuværende tidspunkt en bestemmelse om kompetente myndigheder eller tilsyn.

Kreditaftaleloven gælder for virksomheder, der optræder som kreditgivere, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 2, eller kreditformidlere, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 6. Dette er tilfældet, uanset om det er en finansiel eller ikkefinansiel virksomhed, der optræder som kreditgiver eller kreditformidler.

Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 344 i lov om finansiel virksomhed, forbrugslånsvirksomheder, jf. § 15 i lov om forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber, jf. § 12 i lov om ejendomskreditselskaber. Virksomheder omfattet af disse love er også omfattet af kreditaftalelovens definition på en kreditgiver.

Finanstilsynet fører tilsyn med ovennævnte virksomheders efterlevelse af reglerne i kreditaftaleloven gennem reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, § 7 i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 8 a i lov om ejendomskreditselskaber.

Finanstilsynets behandling af spørgsmål om overtrædelse af reglerne om god skik vil ofte opstå på baggrund af en henvendelse fra en forbruger. Finanstilsynet kan dog også behandle et spørgsmål af egen drift eller efter anmodning herom fra Finanstilsynets bestyrelse eller fra Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle forhold, som Forbrugerombudsmanden finder urimelige i forhold til forbrugere. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret tvist, skal på samme måde som det øvrige forbrugertilsyn på det finansielle område, afgøres af de private finansielle ankenævn. En forbruger kan tillige indbringe sagen for domstolene. Virksomhederne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, jf. § 347 i lov om finansiel virksomhed, § 16 i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 17 i lov om ejendomskreditselskaber.

Finanstilsynets tilsynskompetence omfatter muligheden for at give påbud og påtale for manglende efterlevelse af reglerne, jf. § 348, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, § 15, stk. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber. Manglende efterlevelse af et påbud fra Finanstilsynet kan straffes med bøde, jf. § 373, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 30, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 22, stk. 3, i lov om ejendomskreditselskaber.

I medfør af § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 19, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 13, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber, er Finanstilsynets ansatte forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det følger dog af § 354, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, at tavshedspligten efter stk. 1 ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, jf. §§ 43-54 i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Ligeledes finder tavshedspligten i § 19, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, ikke anvendelse i sager om redelig forretningsskik og god praksis samt vurdering af kreditværdighed, jf. §§ 7 og 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Tavshedspligten i § 13, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber, finder ligeledes ikke anvendelse på oplysninger i sager om informationskrav og god skik m.v., jf. kapitel 3 og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Undtagelsen i § 13, stk. 1, 1. pkt., finder dog ikke anvendelse på bekendtgørelser udstedt i medfør af § 8 a, stk. 6, og § 8 b om aflønning af virksomhedens ansatte.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder markedsføringsloven, jf. § 25, stk. 1, i markedsføringsloven.

God markedsføringsskik følger af markedsføringslovens § 3, og en erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelse vil som udgangspunkt være i strid med god markedsføringsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden kan derfor med hjemmel i markedsføringslovens § 3 føre tilsyn med overtrædelser af den civilretlige forbruger-beskyttelseslovgivning, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 40 som fremsat, side 47. Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence i henhold til markedsføringsloven rækker således ind i den øvrige civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder kreditaftaleloven.

Forbrugerombudsmanden fører derfor tilsyn med overholdelsen af kreditaftaleloven med hjemmel i markedsføringslovens § 3 og har dermed kompetence til at behandle og retsforfølge overtrædelser af kreditaftaleloven.

Inden for markedsføringslovens anvendelsesområde er Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence generel og omfatter alle erhvervsdrivende. En sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn har således ikke indvirkning på Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er fastsat ved lov, jf. Højesterets dom af 4. juli 2013 i sag 335/2012 (1. afd.), offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, side 2941.

Når Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af kreditaftaleloven i medfør af markedsføringslovens § 3, er udgangspunktet derfor, at Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence i relation til kreditaftaleloven er generel og omfatter alle typer af erhvervsdrivende, medmindre andet er fastsat ved lov. Det gælder både for virksomheder, der optræder som kreditgivere, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 2, og for virksomheder, der optræder som kreditformidlere, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Efter markedsføringsloven er de finansielle virksomheder i et vist omfang dog undtaget fra god markedsføringsskik, idet det følger af markedsføringslovens § 1, stk. 2, at bl.a. lovens § 3 ikke finder anvendelse på bl.a. pengeinstitutter og realkreditinstitutter i det omfang erhvervsministeren har udstedt regler på det pågældende område. Forbrugerombudsmanden har kompetence til at anlægge en sag mod en finansiel virksomhed vedrørende handlinger, der er i strid med god skik, jf. § 348 i lov om finansielle virksomheder.

For så vidt angår tilsynet med de finansielle virksomheder, jf. § 348 i lov om finansiel virksomhed, er kompetencefordelingen mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet den, at i tilfælde hvor Finanstilsynet har foretaget offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved udstedelse af et påbud over for en finansiel virksomhed, vil Forbrugerombudsmanden ikke kunne gå ind i samme offentligretlige spørgsmål over for samme finansielle virksomhed. Forbrugerombudsmandens offentligretlige tilsyn er således begrænset overfor en finansiel virksomhed i relation til det konkrete forhold, som Finanstilsynet allerede har påset over for den finansielle virksomhed. Forbrugerombudsmanden er i sit civilretlige tilsyn dog ikke afskåret fra at inddrage en finansiel virksomheds eventuelle overtrædelser af offentligretlig regulering, såfremt det vurderes at have civilretlig relevans.

Har Finanstilsynet foretaget offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved udstedelsen af et påbud over for en finansiel virksomhed, udelukker dette ikke, at Forbrugerombudsmanden bringer en civilretlig forbrugersag for domstolene mod den samme finansielle virksomhed. Det kan f.eks. være en civil retssag, der har til formål at afklare, om den finansielle virksomhed har overtrådt sine forpligtelser i et konkret låneforhold med en forbruger.

Foruden finansielle virksomheder er bl.a. forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber kreditgivere efter kreditaftaleloven. For så vidt angår disse virksomheder kan Forbrugerombudsmanden anvende markedsføringslovens regler om god skik til at håndhæve kreditaftaleloven, mens Finanstilsynet anvender § 7 i lov om forbrugslånsvirksomheder og § 8 a i lov om ejendomskreditselskaber. Forbrugerombudsmanden har efter markedsføringsloven både et offentligretligt og et civilretligt tilsyn med forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber, og det offentligretlige tilsyn påvirkes ikke af, at Finanstilsynet også har et offentligretligt tilsyn med virksomhederne. Det er derfor Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens tætte samarbejde, der sikrer koordineringen af det offentligretlige tilsyn med disse virksomheder.

Når Forbrugerombudsmanden fører tilsyn efter markedsføringsloven, udøves tilsynet enten på Forbrugerombudsmandens eget initiativ eller på grundlag af de klager, der rettes til Forbrugerombudsmanden. Forbrugerombudsmanden har prioriteringsadgang blandt de sager, de modtager. Virksomheder skal give Forbrugerombudsmanden de oplysninger, der er nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. markedsføringslovens § 25, stk. 2.

Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence efter markedsføringsloven omfatter bl.a. muligheden for at indbringe sager om forbud og påbud for retten, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 1, jf. § 24, stk. 1, nedlægge foreløbige forbud, jf. § 36, og meddele administrative påbud, jf. § 32, stk. 2, og § 28, stk. 2. Derudover kan Forbrugerombudsmanden politianmelde for strafbare overtrædelser med henblik på at idømme den erhvervsdrivende en bøde. Forbrugerombudsmanden kan endvidere på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag, jf. markedsføringslovens § 32, stk. 1, ligesom Forbrugerombudsmanden efter retsplejelovens almindelige regler kan anlægge og indtræde i retssager, herunder vedrørende civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, hvor sagsanlæg eller indtræden sker som led i Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed, jf. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed. Forbrugerombudsmanden kan optræde som direkte part, ved hoved- og biintervention, eller som mandatar i henhold til retsplejelovens regler herom. Forbrugerombudsmanden kan både anlægge og indtræde i fuldbyrdelsessøgsmål og anerkendelsessøgsmål.

Det følger af forvaltningslovens § 27, stk. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplysningerne ikke videregives.

2.41.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 1, 1. afsnit, at medlemsstaterne udpeger de nationale kompetente myndigheder, der har beføjelse til at sikre anvendelsen og håndhævelsen af dette direktiv, og sikrer, at de tildeles undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver effektivt og virkningsfuldt.

Det fremgår af artikel 41, stk. 1, 2. afsnit, at de kompetente myndigheder skal være enten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i national ret eller af en offentlig myndighed, som udtrykkeligt har beføjelse hertil efter national ret. De må ikke være kreditgivere eller kreditformidlere.

Det følger af artikel 41, stk. 2, at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt. De fortrolige oplysninger, de modtager i forbindelse med deres hverv, må ikke videregives til andre personer eller myndigheder overhovedet, undtagen i summarisk eller sammenfattende form, uden at det berører tilfælde, der er omfattet af strafferet eller af dette direktiv. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i overensstemmelse med EU-retten og national ret udveksler eller videregiver fortrolige oplysninger.

Ifølge artikel 41, stk. 3, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder er en af følgende

- kompetente myndigheder som defineret i artikel 4, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010, jf. litra a, eller

- andre myndigheder end de kompetente myndigheder, der er omhandlet i litra a, forudsat at nationale love eller administrative bestemmelser kræver, at disse myndigheder samarbejder med de kompetente, der er omhandlet i litra a), når det er nødvendigt med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv, jf. litra b.

Ifølge artikel 41, stk. 4, sikrer medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder opfylder kriterierne i artikel 5 i forordning (EU) 2017/2394.

Det fremgår af artikel 41, stk. 5, at medlemsstaterne underretter Kommissionen om udpegelsen at de kompetente myndigheder og eventuelle ændringer heraf og angiver, hvor der er mere end én kompetent myndighed på deres område, en eventuel fordeling af de respektive opgaver mellem disse kompetente myndigheder. Den første sådanne underretning gives snarest muligt og senest den 20. november 2025.

Ifølge artikel 41, stk. 6, udøver de kompetente myndigheder deres beføjelser i overensstemmelse med national ret enten:

- direkte under deres egen myndighed eller under de retlige myndigheders tilsyn, jf. litra a eller

- ved at indbringe sagen for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige afgørelse, herunder, hvis det er relevant, ved appel, hvis anmodningen om at træffe den nødvendige afgørelse ikke giver resultat, jf. litra b.

Det følger af artikel 41, stk. 7, at hvis der er to eller flere kompetente myndigheder på en medlemsstats område, sørger medlemsstaten for, at deres respektive opgaver er klart definerede, og at der er et tæt samarbejde mellem disse myndigheder, således at de er i stand til at varetage deres respektive opgaver effektivt.

Det følger endvidere af artikel 41, stk. 8, at Kommissionen offentliggør mindst én gang om året i Den Europæiske Unions Tidende en liste over de kompetente myndigheder og ajourfører løbende denne liste på sit websted.

Endelig fremgår det af artikel 41, stk. 9, at medlemsstaterne kan anvende national lovgivning til at give nationale kompetente myndigheder produktinterventionsbeføjelser til at trække kreditprodukter tilbage i begrundede tilfælde.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 41 er ny i forhold til 2008-direktivet.

2.41.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

For at sikre korrekt implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 41, foreslår Erhvervsministeriet at indsætte en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 55 a om kompetente myndigheder.

Det foreslås derfor at indsætte en bestemmelse, hvorefter både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af loven.

Dette vil være i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 1, 2. afsnit, hvorefter de kompetente myndigheder kan være offentlige myndigheder, samt at de ikke må være kreditgivere eller kreditformidlere.

Finanstilsynet udgør en offentlig myndighed under Erhvervsministeriet. Finanstilsynet er i dag tilsynsmyndighed på flere områder, der er reguleret af EU-direktiver, som indeholder krav til kompetente myndigheder svarende til artikel 41 i forbrugerkreditdirektivet. Det gælder bl.a. artikel 5 i boligkreditdirektivet, der stiller lignende krav til de kompetente myndigheder. Finanstilsynet er allerede i dag en kompetent myndighed som defineret i artikel 4, nr. 2, i forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), og opfylder kriterierne i artikel 5 i forordning om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (CPC-forordningen).

Forbrugerombudsmanden udgør en uafhængig offentlig myndighed, der fører tilsyn med, at erhvervsdrivende overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning, især under hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden er allerede i dag en kompetent myndighed som defineret i artikel 4, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), og opfylder kriterierne i artikel 5 i CPC-forordningen.

Det vurderes derfor, at både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden allerede i dag er kompetente myndigheder i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 3, litra a, og stk. 4.

Det foreslås endvidere at indsætte to bestemmelser, der tydeliggør, at Finanstilsynets tilsyn føres efter reglerne i lov om finansiel virksomhed, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditselskaber, mens Forbrugerombudsmandens tilsyn føres efter reglerne i markedsføringsloven. For pengeinstitutter og realkreditinstitutter, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, føres Forbrugerombudsmandens offentligretlige tilsyn dog efter reglerne i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Dette vil bidrage til at undgå eventuel tvivl om myndighedskompetencen med hensyn til håndhævelse af kreditaftaleloven, der både kan ske ved offentligretlig og civilretlig håndhævelse over for alle virksomheder omfattet af kreditaftaleloven. Det vil endvidere være i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 6 og 7.

Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har et tæt samarbejde og koordination, herunder gennem løbende kommunikation om relevante sager, kvartalsmøder samt en skriftlig samarbejdsaftale, der fornys løbende. Formået med den foreslåede ordning er at præcisere tilsynet med virksomheder omfattet af kreditaftaleloven.

De af Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet udøvede tilsyn udelukker ikke hinanden, medmindre der er tale om den samme offentligretlige tilsynshåndhævelse over for samme virksomhed.

I tilfælde hvor Finanstilsynet foretager offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved at udstede et påbud over for en finansiel virksomhed, vil Forbrugerombudsmanden ikke kunne gå ind i samme offentligretlige spørgsmål over for samme finansielle virksomhed. Forbrugerombudsmandens offentligretlige tilsyn er således begrænset over for en finansiel virksomhed i relation til det konkrete forhold, som Finanstilsynet allerede har påset over for den finansielle virksomhed. Forbrugerombudsmanden er i sit civilretlige tilsyn dog ikke afskåret fra at inddrage en finansiel virksomheds eventuelle overtrædelser af offentligretlig regulering, såfremt det vurderes at have relevans for den civilretlige håndhævelse.

Forbrugerombudsmanden kan dog anvende § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed til at anlægge sag mod en finansiel virksomhed for andre forhold, der strider med reglerne om god skik.

Hvis Finanstilsynet har foretaget offentligretlig håndhævelse, f.eks. ved at udstede et påbud over for en finansiel virksomhed, udelukker dette heller ikke, at Forbrugerombudsmanden bringer en civilretlig forbrugersag for domstolene mod den samme finansielle virksomhed. Det kan f.eks. være en civil retssag, der har til formål at afklare, om den finansielle virksomhed har overtrådt sine forpligtelser i et konkret låneforhold med en forbruger.

Foruden finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, er bl.a. forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber kreditgivere efter kreditaftaleloven. For så vidt angår disse virksomheder har både Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet det offentligretlige tilsyn med kreditaftaleloven. Forbrugerombudsmanden har både et offentligretligt og et civilretligt tilsyn med forbrugslånsvirksomheder og ejendomskreditselskaber, og det offentligretlige tilsyn påvirkes ikke af, at Finanstilsynet også har et offentligretligt tilsyn med virksomhederne. Det vil derfor være Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens tætte samarbejde, der sikrer koordineringen af det offentligretlige tilsyn med disse virksomheder.

Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 2, at de kompetente myndigheder og alle personer, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, samt revisorer og eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, har tavshedspligt.

Det er endvidere Erhvervsministeriets vurdering, at forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 2, om tavshedspligt, ikke nødvendiggør en ny bestemmelse i kreditaftaleloven, da forvaltningslovens § 27 allerede omfatter tavshedspligt inden for den offentlige forvaltning.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 9, indeholder en valgmulighed om, at medlemsstaterne kan anvende national lovgivning til at give nationale kompetente myndigheder produktinterventionsbeføjelser til at trække kreditprodukter tilbage i begrundede tilfælde.

På Finanstilsynets område er der regler om produktgodkendelse, som skal overholdes, når et produkt sættes på markedet og forpligter, at kreditgiver følger med i, hvordan produktet udvikler sig på markedet. Finanstilsynet har dog ikke beføjelse til at trække produktet tilbage. Det vurderes dog, at reglerne om årlige omkostninger i procent (ÅOP) og omkostningsloft i lov om forbrugslånsvirksomheder har fjernet de fleste situationer, der tilsigtes ved at anvende valgmuligheden i artikel 41, stk. 9. Det vurderes derfor ikke at være nødvendigt at anvende valgmuligheden.

Forbrugerombudsmanden har ikke efter kreditaftaleloven beføjelser til at trække kreditprodukter tilbage i begrundede tilfælde. Efter markedsføringsloven har Forbrugerombudsmanden dog mulighed for bl.a. at nedlægge foreløbige forbud, jf. markedsføringslovens § 36.

For at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge et foreløbigt forbud, skal der være øjensynlig fare for, at formålet med forbuddet vil forspildes, hvis afgørelsen af en almindelig retssag skal afventes, jf. markedsføringslovens § 36, stk. 1, 1. pkt. Et foreløbigt forbud indebærer, at den, som forbuddet retter sig imod, skal ophøre med den ulovlige handling, så snart forbuddet er nedlagt af Forbrugerombudsmanden, da den pågældende i modsat fald bl.a. kan straffes med bøde efter retsplejelovens § 430, jf. markedsføringslovens § 36, stk. 1, 3. pkt. Hvis Forbrugerombudsmanden nedlægger et foreløbigt forbud, skal Forbrugerombudsmanden senest næste hverdag anlægge sag ved domstolene om stadfæstelse af forbuddet, jf. markedsføringslovens § 36, stk. 1, 2. pkt.

Forbrugerombudsmanden har bl.a. benyttet muligheden for at nedlægge foreløbige forbud i en sag, hvor en virksomhed fra en hjemmeside og en Facebook-side havde reklameret med, at elever på de gymnasiale uddannelser kunne betale for at få lavet opgavebesvarelser. Her nedlagde Forbrugerombudsmanden i alt fire foreløbige forbud for at forhindre det fortsatte salg af eksamensopgaver og andre opgaver via hjemmesiden og Facebook, jf. Forbrugerombudsmandens årsberetning 2018/19, side 10-12.

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at Forbrugerombudsmandens beføjelser efter markedsføringsloven til bl.a. at nedlægge foreløbige forbud, efter omstændighederne vil kunne anvendes til at forbyde salg eller markedsføring af kreditprodukter. Det vurderes derfor ikke at være nødvendigt at anvende valgmuligheden i artikel 41, stk. 9, på Forbrugerombudsmandens område.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 33, og bemærkningerne hertil.

2.42. Direktivets ufravigelige karakter

2.42.1. Gældende ret

Det fremgår af kreditaftalelovens § 5, at hvis det i en aftale er bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i kreditaftalelovens § 5, at der ikke er tale om en egentlig lovvalgsregel. Bestemmelsen ændrer således ikke ved de almindelige internationale privatretlige regler om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på aftalen, jf. herved navnlig reglerne i Rom-konventionen, men tilsigter alene at afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Med bestemmelsen sikres forbrugeren uanset hvilket lands lovgivning, der er aftalt, som minimum den beskyttelse, der følger af forbrugerkreditdirektivet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 40 som fremsat, side 19.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, at loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Loven er således ufravigelig for så vidt angår aftaler, der er til skade for forbrugeren, uanset hvornår disse aftaler indgås, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49.

Kreditaftalelovens § 5 gennemfører 2008-direktivets artikel 22, stk. 4, mens kreditaftalelovens § 7, stk. 1, gennemfører 2008-direktivets artikel 22, stk. 2.

2.42.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Forbrugerkreditdirektivet indeholder i artikel 43 - ligesom 2008-direktivet i artikel 22, stk. 2-4 - en bestemmelse om direktivets ufravigelige karakter.

Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 43, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at forbrugerne ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af de nationale love og bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet. Derudover skal medlemsstaterne efter forbrugerkreditdirektivets artikel 43, stk. 2, sikre, at de bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet, ikke kan omgås som følge af den måde, hvorpå aftaler udformes.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 43, stk. 1 og 2, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 22, stk. 2 og 3.

2.42.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som det fremgår af pkt. 2.42.2, indeholder forbrugerkreditdirektivets artikel 43 en bestemmelse om direktivets ufravigelige karakter, som indholdsmæssigt svarer til 2008-direktivets artikel 22, stk. 2 og 3. 2008-direktivets artikel 22, stk. 2, er som anført under pkt. 2.42.1 gennemført i kreditaftalelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at 2008-direktivets artikel 22, stk. 4, om visse lovvalgsaftaler, der er gennemført i kreditaftalelovens § 5, ikke er videreført i forbrugerkreditdirektivets artikel 43, idet der dog som beskrevet efter artikel 43, stk. 2, stilles krav om, at de bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, ikke må kunne omgås som følge af den måde, hvorpå aftaler udformes.

Det er Justitsministeriets vurdering, at forbrugerkreditdirektivets artikel 43, stk. 1 og 2, allerede er gennemført i dansk ret. Kreditaftalelovens § 7, stk. 1, sikrer således, at loven og de i medfør af loven udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, ligesom kreditaftalelovens § 5 tager højde for visse uheldige virkninger af det frie lovvalg, således at forbrugeren uanset hvilket lands lovgivning, der er aftalt, som minimum sikres den beskyttelse, der følger af forbrugerkreditdirektivet. Derudover vil forsøg på at omgå den beskyttelse, der følger af forbrugerkreditdirektivet, kunne imødegås gennem de almindelige aftaleretlige regler og principper.

2.43. Sanktioner

2.43.1. Gældende ret

Efter kreditaftalelovens § 56, stk. 1, straffes den, der overtræder § 31 (brug af negotiable dokumenter), med bøde. Med bøde straffes efter kreditaftalelovens § 56, stk. 2, endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af lovens §§ 7 a, 7 b, 8-10 eller 17, som pålægger kreditgiveren at sikre forbrugeren de relevante oplysninger. Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 56, stk. 3, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

De bestemmelser i kreditaftaleloven, der ikke er omfattet af kreditaftalelovens § 56, er sanktioneret gennem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens adgang til at udstede påbud. En forudsætning for at straffe for overtrædelse af disse bestemmelser er således, at der først er meddelt et konkret påbud, og at dette påbud ikke overholdes, jf. nærmere nedenfor.

Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder, jf. § 344 i lov om finansiel virksomhed og § 15 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Finanstilsynets tilsynskompetence omfatter muligheden for at give virksomhederne påbud og påtaler for manglende efterlevelse af den relevante regulering. En række bestemmelser i lov om finansiel virksomhed og lov om forbrugslånsvirksomheder er strafbelagt, jf. kapitel 24 i lov om finansiel virksomhed og kapitel 8 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Disse regler medfører, at Finanstilsynet f.eks. kan politianmelde en virksomhed, der udøver ulovlig virksomhed, hvis virksomheden udøver aktivitet uden behørig tilladelse fra Finanstilsynet. Finanstilsynet kan desuden politianmelde en virksomhed, som ikke overholder aflønningsreglerne i § 77 a, stk. 1-6, §§ 77 c- § 77 f, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Ligeledes medfører reglerne, at virksomheder, der ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet, kan politianmeldes herfor.

Finanstilsynet skal som udgangspunkt offentliggøre en beslutning om at indgive politianmeldelse af en virksomhed for overtrædelser af den finansielle regulering med angivelse af virksomhedens navn, jf. § 354 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 21, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Finanstilsynet udgør en kompetent myndighed i medfør af CPC-forordningen.

Finanstilsynet skal efter § 354 b i lov om finansiel virksomhed orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af §§ 43-54 i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Det fremgår af § 354 b, stk. 2, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel virksomhed uden tilladelse, jf. §§ 7-10 a og 334.

Reglerne om offentliggørelse af tilsynsreaktioner til forbrugslånsvirksomheder fremgår af §§ 21-23 i lov om forbrugslånsvirksomheder. Det følger af § 22, stk. 1, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager vedrørende overtrædelse af reglerne om god skik og kreditværdighedsvurdering, som er af almen interesse eller betydning for forståelsen af reglerne herom. I medfør af bestemmelsens stk. 2, skal Finanstilsynet orientere offentligheden om navnet på den virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som forbrugslånsvirksomhed uden tilladelse.

Tilsynsreaktioner til forbrugslånsvirksomheder skal desuden offentliggøres, hvis de tildeles som led i en inspektion, eller hvis de ikke tildeles som led i en inspektion, hvis det påkræves af særlige hensyn i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1389 af 4. december 2024 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. Det gælder også på aflønningsområdet.

Efter markedsføringslovens § 25, stk. 1, fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med, at loven og regler udstedt i medfør af loven overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Tilsynet udøves enten på Forbrugerombudsmandens eget initiativ eller på grundlag af klager, der sendes til Forbrugerombudsmanden.

En række bestemmelser i markedsføringsloven er strafbelagte, herunder § 18, der gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i 2008-direktivet. Overtrædelse af § 18 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 279 eller anden lovgivning, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3. Efter markedsføringslovens § 37, stk. 5, skal der ved udmåling af bøder efter stk. 1-3 lægges vægt på overtrædelsens grovhed og den erhvervsdrivendes omsætning, jf. dog stk. 7.

Det følger endvidere af markedsføringslovens § 37, stk. 1, at tilsidesættelse af et forbud eller påbud nedlagt af retten eller et påbud, som Forbrugerombudsmanden har meddelt i henhold til § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33 straffes med bøde eller fængsel i op til 4 måneder. En eventuel bødestraf i henhold til § 37, stk. 1, sker i så fald ved dom på baggrund af en politianmeldelse, hvorved Forbrugerombudsmandens indgriben således i sidste ende kan resultere i en bødestraf til den erhvervsdrivende.

Endelig følger det markedsføringslovens § 37, stk. 8, at ved udmåling af bøder for overtrædelse efter stk. 1 og 3, der kan skade de kollektive interesser for forbrugere i mindst to andre medlemsstater ud over Danmark, kan bøden maksimalt udgøre 4 pct. af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i de berørte medlemsstater. Hvis oplysninger om den erhvervsdrivendes omsætning ikke er tilgængelige, kan bøden maksimalt udgøre 4 mio. EUR.

Når Forbrugerombudsmanden politianmelder erhvervsdrivende for overtrædelser af markedsføringsloven, redegør Forbrugerombudsmanden for lovgivningen og for det af Forbrugerombudsmanden indsamlede bevismateriale for overtrædelsen. Politiet vurderer herefter, om der er grundlag for at sigte den erhvervsdrivende, og om der er behov for at foretage supplerende efterforskning.

Såfremt betingelserne for at udstede et udenretligt bødeforelæg er opfyldt, får den erhvervsdrivende mulighed for frivilligt at betale den bøde, der er angivet i bødeforelægget, jf. retsplejelovens § 832, stk. 1. Hvis den erhvervsdrivende ikke erklærer sig skyldig i overtrædelsen eller undlader at betale bødeforelægget inden for fristen, vil sagen blive sendt til retten. Efter retsplejelovens § 896 a, kan retten i visse situationer behandle sager, hvor der er udstedt bødeforelæg, uden afholdelse af retsmøde.

Sagen for retten kan afgøres ved dom eller en indenretlig bødevedtagelse, jf. retsplejelovens § 899, stk. 1. En indenretlig bødevedtagelse har samme virkning som en dom.

Efter § 2 i bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens virksomhed skal Forbrugerombudsmanden orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med. Forbrugerombudsmanden orienterer forinden den berørte erhvervsdrivende om offentliggørelsen, medmindre der foreligger særligt hastende tilfælde. De administrative sanktioner, der i givet fald vil kunne ske offentliggørelse af efter artikel 44, stk. 3, vil være et påbud eller et forbud, meddelt efter § 28, stk. 2, § 32, stk. 2, eller § 33.

2.43.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktivet 2008/48/EF

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 44, stk. 1, fastsætter medlemsstaterne regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af forbrugerkreditdirektivet, og medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at foranstaltningerne gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, jf. artikel 44, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 90 bl.a., at valget af sanktioner fortsat henhører under medlemsstaternes skønsbeføjelse, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Videre fremgår det af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 91, at i visse tilfælde kan erhvervsdrivende også være en gruppe af selskaber. For at sikre, at medlemsstaternes myndigheder kan pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, der er genstand for koordinerede undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394, bør der indføres bøder som et element af sanktionerne for sådanne overtrædelser.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 44, stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at når der skal pålægges sanktioner i overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394 (forordningen om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse), omfatter de muligheden for enten at pålægge bøder gennem administrative procedurer, at indlede retsforfølgning med henblik på pålæggelse af bøder eller begge dele.

Ifølge forbrugerkreditdirektivets artikel 44, stk. 3, fastsætter medlemsstaterne bestemmelser om, at de kompetente myndigheder kan offentliggøre alle administrative sanktioner, der pålægges for overtrædelse af de love og bestemmelser, der er vedtaget i henhold til forbrugerkreditdirektivet, medmindre en sådan offentliggørelse ville være meget skadelig for finansmarkederne eller forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

Forbrugerkreditdirektivets artikel 44, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til 2008-direktivets artikel 23, stk. 1, mens artikel 44, stk. 2-3, er nye i forhold til 2008-direktivet.

2.43.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Efter forbrugerkreditdirektivets sanktionsbestemmelse bør sanktionerne være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 41, stk. 1. Erhvervsministeriet bemærker, at offentliggørelse af de håndhævende myndigheders afgørelser, jf. pkt. 2.43.1 ovenfor, sikrer gennemsigtighed og styrker forbrugernes tillid til de kompetente myndigheder.

Erhvervsministeriet vurderer, at de gældende regler om sanktionering og offentliggørelse allerede er i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 44, for så vidt angår kreditgivere. Det foreslås imidlertid, at en række af de nye bestemmelser, der indføres som følge af forbrugerkreditdirektivet, strafbelægges.

Det foreslås således med lovforslagets § 1, nr. 34, jf. den foreslåede § 56, stk. 2, i kreditaftaleloven, at kreditgiverens grove eller oftere gentagne overtrædelser af den foreslåede § 7 e om generelle oplysninger (lovforslagets § 1, nr. 19) strafbelægges på samme måde som kreditaftalelovens §§ 7 a, 7 b, 8-10 og 17. Forpligtelsen for en kreditgiver eller kreditformidler efter den foreslåede bestemmelse i § 7 e findes således at have en sådan klarhed, at overtrædelse af forpligtelsen bør kunne medføre strafferetlige sanktioner.

En kreditgiver eller kreditformidler, der undlader at stille generelle oplysninger til rådighed efter den foreslåede § 7 e, vil dermed kunne ifalde bødeansvar, hvis der er tale om grov eller oftere gentagen overtrædelse af bestemmelsen.

Derudover foreslås det i markedsføringslovens § 37, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, at reglerne om markedsføring af kreditaftaler og kreditprodukter i §§ 11 c og 11 d i lov om markedsføring, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, strafbelægges på samme måde som lovens §§ 11 a og 11 b vedrørende markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder.

Endelig foreslås det med § 30 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 36, at kravet om registrering som kreditformidler strafbelægges på samme måde som reglen om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed. Ligeledes foreslås det med § 22 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lovforslagets § 3, nr. 30, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om navnet på virksomheder, der overtræder forbuddet mod at udøve virksomhed som kreditformidler uden at være registreret. Den foreslåede model for straf og offentliggørelse svarer til den model, der gælder på andre områder i den finansielle regulering, hvor der er krav om registrering hos Finanstilsynet f.eks. reglerne om registrering af accessorisk forsikringsformidling. Det foreslås desuden, at overtrædelse af de foreslåede aflønningsregler i §§ 9-9 b, kan straffes med bøde.

2.44. Pengeinstitutters, realkreditinstitutters og ejendomskreditselskabers tilbageholdenhed ved misligholdelse af kreditaftaler

2.44.1. Gældende ret

Kreditaftalelovens § 29 a gennemfører ændringen af artikel 28 i boligkreditdirektivet i dansk ret og fastsætter, at kreditgiveren skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der udvises rimelig tilbageholdenhed i tilfælde af en forbrugers misligholdelse af en kreditaftale. Formålet med bestemmelsen en styrket forbrugerbeskyttelse.

Kreditaftalelovens § 29 a regulerer således, at kreditgiveren skal fastsætte politikker og procedurer for at udvise rimelig tilbageholdenhed med at igangsætte fyldestgørelsesprocedurer, hvis en forbruger misligholder en kreditaftale. Den rimelige tilbageholdenhed kan udvises ved at anvende henstandsforanstaltninger som f.eks. refinansiering eller forlængelse af en kreditaftale. Når kreditgivere beslutter, om der skal iværksættes fyldestgørelsesprocedurer, vil de bl.a. skulle tage hensyn til forbrugerens individuelle forhold. Der bør i den sammenhæng lægges vægt på forbrugerens interesser og rettigheder og forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, herunder navnlig hvis kreditaftalen er sikret ved pant i fast ejendom til beboelse, som er forbrugerens primære bopæl. Den foreslåede oplistning er således ikke udtømmende, men derimod udtryk for tiltag, som kreditgiveren bør overveje, inden der igangsættes fyldestgørelsesprocedurer overfor forbrugeren. De relevante tiltag vil bero på en konkret vurdering under hensyntagen til bl.a. den enkelte forbrugers forhold. Bestemmelsen har til formål at sikre, at forpligtelser fra kreditaftaler afvikles på den mindst indgribende måde i tilfælde af misligholdelse.

Det er Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, der håndhæver og fører tilsyn med bestemmelsen. Det er hovedsageligt Finanstilsynet, der fører et risikobaseret tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af bl.a. kreditaftaleloven og reglerne om god skik for finansielle virksomheder, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forbrugslånsvirksomheder. Kreditgivere, der ikke lever op til deres forpligtelser, kan meddeles et påbud. Hvis påbuddet ikke efterleves, kan kreditgivere politianmeldes og idømmes en bøde. Fysiske personer kan efter omstændighederne idømmes en fængselsstraf i op til fire måneder ved overtrædelser, der sanktioneres efter markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden kan med hjemmel i markedsføringsloven føre tilsyn med, at forbrugslånsvirksomheder efterlever kreditaftaleloven. Forbrugerombudsmanden har mulighed for at anlægge sager mod pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der overtræder regler om god skik, med hjemmel i § 348, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

2.44.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kredit-købere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU

Artikel 28, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU (NPL-direktivet), som ændrer i artikel 28 i boligkreditdirektivet, fastsætter, at medlemsstaterne bør kræve, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion.

2.44.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

NPL-direktivets artikel 28, nr. 2, som ændrer i boligkreditdirektivets artikel 28, er i dag gennemført med § 29 a i kreditaftaleloven. Denne bestemmelse gennemfører også NPL-direktivets artikel 27, nr. 2, som har næsten samme ordlyd som artikel 28, nr. 2. NPL-direktivet artikel 27 indsætter nye artikler i 2008-direktivet. 2008-direktivet bliver ophævet i forbindelse med forbrugerkreditdirektivet. Ordlyden i de to artikler adskiller sig ved, at artikel 27, nr. 2, kræver, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, udviser rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en fyldestgørelsesprocedure, mens artikel 28, nr. 2, kræver, at kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, udviser rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. En fyldestgørelsesprocedure er et bredere begreb end en procedure for tvangsauktion, da f.eks. et udlæg i ejendommen kan anses som en fyldestgørelsesprocedure, men ikke en procedure for tvangsauktion.

I forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet foreslås § 29 a i kreditaftaleloven ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 31, så bestemmelsen fremover gennemfører artikel 35 i forbrugerkreditdirektivet. Artikel 35 i forbrugerkreditdirektivet har ikke samme ordlyd som artikel 28 i boligkreditdirektivet som affattet ved artikel 28, nr. 2, i NPL-direktivet. Der er derfor behov for på ny at gennemføre boligkreditdirektivets artikel 28 i dansk ret.

Det er alene pengeinstitutter, realkreditinstitutter og ejendomskreditselskaber, der må yde boligkredit til forbrugere. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at gennemføre boligkreditdirektivets artikel 28, som affattet ved NPL-direktivets artikel 28, nr. 2, i henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber, da disse love i forvejen indeholder regler, som de pågældende virksomheder skal efterleve.

Finanstilsynet kan håndhæve og føre tilsyn med bestemmelsen gennem de eksisterende regler, der gælder for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og ejendomskreditselskaber. Der vurderes ikke fremover at være behov for, at Forbrugerombudsmanden også kan føre tilsyn med bestemmelsen gennem reglerne om god skik. Reglerne kan derfor rykkes fra god skik-området, der håndhæves af både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, til et område, der kun håndhæves af Finanstilsynet. Det vurderes således tilstrækkeligt, at det alene er Finanstilsynet, der fører tilsyn (risikobaseret) med kravet om, at virksomhederne skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, udviser rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Dette vurderes ikke at medføre udfordringer, da reglerne i boligkreditdirektivet om, at kreditgivere skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at de, hvor det er relevant, udviser rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion, ikke står i boligkreditdirektivets artikel 7 om god skik.

Da den foreslåede ordning ikke har til hensigt at ændre Finanstilsynets muligheder for at håndhæve bestemmelsen, er det Erhvervsministeriets vurdering, at sanktionsmulighederne, der i dag gælder for overtrædelse af kreditaftalelovens § 29 a, bør fastholdes, når bestemmelsen flyttes over i henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber. Dette medfører, at pengeinstitutter, realkreditinstitutter og ejendomskreditselskaber, der ikke lever op til deres forpligtelser, kan meddeles et påbud. Hvis påbuddet ikke efterleves, kan disse institutter politianmeldes og idømmes en bøde.

Med henblik på at sikre en fortsat korrekt gennemførelse af ændringen af artikel 28 i boligkreditdirektivet i dansk ret foreslås det at indsætte en bestemmelse om kreditgiverens tilbageholdenhed i tilfælde af en forbrugers misligholdelse af en kreditaftale i henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber. De foreslåede bestemmelser er indholdsmæssigt næsten identiske med den gældende § 29 a i kreditaftaleloven, og for boligkreditgivere vil det være de samme virksomheder, der skal efterleve reglerne.

Ændringen sker for at flytte forpligtelsen for boligkreditgivere fra den tidligere § 29 a i kreditaftaleloven over i henholdsvis lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber. Ændringen vil medføre, at Forbrugerombudsmanden ikke længere kan føre tilsyn med, om kreditgivere har passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion, gennem reglerne om god skik i markedsføringsloven.

Tilsynet med efterlevelsen af reglerne om, at kreditgivere skal have passende politikker og procedurer, der sikrer, at der, hvor det er relevant, tilskyndes til at udvise rimelig tilbageholdenhed, inden der indledes en procedure for tvangsauktion, vil derfor alene være underlagt Finanstilsynets tilsyn efter lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 4 og § 5, og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

De foreslåede ændringer af lov om forbrugslånsvirksomheder på Erhvervsministeriets område skønnes at medføre økonomiske konsekvenser for Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden.

Det skyldes for det første, at flere virksomheder vil skulle have en tilladelse hos Finanstilsynet til at drive forbrugslånsvirksomhed. Finanstilsynet vil i den forbindelse skulle påse, at virksomhederne lever op til kravene i lov om forbrugslånsvirksomhed, herunder at virksomhederne opfylder lovens krav til virksomhedens ledelse, og at der foreligger de nødvendige forretningsgange for bl.a. kreditværdighedsvurdering. Som følge af et øget antal tilladelser til forbrugslånsvirksomhed vokser Finanstilsynets adfærdstilsyn med virksomhederne. Da disse virksomheder ikke tidligere har været underlagt et krav om tilladelse, er en vurdering af antallet af virksomheder, som vil blive omfattet af loven, forbundet med usikkerhed. Det forventes dog, at udvidelsen af anvendelsesområdet vil medføre, at mellem 10-20 virksomheder, udover de virksomheder, der allerede har en tilladelse, skal have tilladelse som forbrugslånsvirksomheder.

Det skyldes for det andet, at der vil blive indført en registreringsordning for kreditformidlere. Finanstilsynet vil som noget nyt skulle behandle ansøgninger om registrering, løbende ajourføre et register og få en tilsynsopgave med virksomheder, der potentiel laver ulovlig virksomhed. Da kreditformidlere ikke tidligere har været underlagt et krav om registrering, er en vurdering af antallet af virksomheder, som vil blive omfattet af loven, forbundet med stor usikkerhed. Det skønnes dog, at udvidelsen af anvendelsesområdet potentielt kan omfatte op til ca. 130 virksomheder, der som noget nyt skal registreres hos Finanstilsynet. Antallet forventes dog i praksis at være væsentligt lavere, idet det ikke forventes at være alle virksomhederne, der i praksis formidler kreditaftaler.

Det skyldes for det tredje, at kreditformidlere vil blive omfattet af reglerne, herunder aflønningsreglerne og reglerne om krav til viden og kompetencer hos de ansatte hos kreditformidlerne. Det er Forbrugerombudsmanden, der har det løbende tilsyn med disse kreditformidlere, og de pågældende lovændringer vil derfor ligeledes have ressourcemæssige konsekvenser for Forbrugerombudsmanden. Det forventes, at ca. 150 virksomheder vil blive omfattet af de regler, der gælder for kreditformidlerne. Disse virksomheder har ikke tidligere skulle efterleve lignende regler.

Omkostningerne på Erhvervsministeriets område vil blive afholdt inden for Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens egne rammer.

Lovforslaget skønnes ikke herudover at medføre økonomiske eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget vurderes at efterleve de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning, idet ændringen vil medføre, at de virksomheder, der foreslås omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder, vil blive omfattet af lovens indberetningsforpligtelse for forbrugslånsvirksomhederne. Disse oplysninger bliver indberettet elektronisk gennem Finanstilsynets eksisterende systemer for dataindberetning, der sikrer en tryg datahåndtering. Ligeledes vil kreditformidlerne ansøge om registrering gennem Finanstilsynets eksisterende systemer, der sikrer en tryg datahåndtering. Herudover bemærkes, at lovforslaget er udarbejdet så enkelt og klart som muligt.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ændringerne af kreditaftaleloven kan medføre visse økonomiske og administrative konsekvenser for de dele af erhvervslivet, der tilbyder kreditaftaler omfattet af loven. Det skyldes bl.a., at de pågældende erhvervsdrivende skal give forbrugerne flere oplysninger end i dag, inden der indgås en kreditaftale. De pågældende erhvervsdrivende vil derudover bl.a. skulle fastlægge samt dokumentere og vedligeholde procedurer for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed og fastlægge samt dokumentere og vedligeholde procedurer og politikker for tidlig opdagelse af forbrugere, der befinder sig i økonomiske vanskeligheder, ligesom kreditgivere fremover vil være forpligtet til at henvise forbrugere, der oplever eller kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser, til gældsrådgivningstjenester.

Det er ved udformningen af lovforslaget bl.a. af hensyn til, at det efter omstændighederne vil kunne pålægge erhvervslivet unødige byrder i forhold til forbrugerkreditdirektivets formål, foreslået, at der ikke skal fastsættes strengere bestemmelser vedrørende grundlaget for kreditgiveres vurdering af forbrugernes kreditværdighed. Ud fra samme hensyn er det endvidere foreslået, at muligheden for at vedtage strengere bestemmelser om beskyttelse af forbrugere, der har en kassekredit eller et overtræk, ikke udnyttes.

Det vurderes på den baggrund, at de økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet er mindre væsentlige, end hvad der kunne have været tilfældet, hvis de pågældende valgmuligheder - hvorefter medlemsstaterne kan vedtage strengere bestemmelser - var blevet udnyttet.

Erhvervsstyrelsen vurderer, at de administrative konsekvenser ikke overstiger 4 mio. kr., hvorfor de ikke vil blive kvantificeret nærmere.

Ændringerne af lov om forbrugslånsvirksomheder vurderes at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Som følge heraf vil flere virksomheder blive anset som forbrugslånsvirksomheder og dermed blive underlagt Finanstilsynets tilsyn. Det er ikke muligt at oplyse et nøjagtigt antal virksomheder, idet virksomhederne ikke tidligere har været underlagt en tilladelse hos Finanstilsynet, men der forventes at være tale om 10-20 virksomheder, der som noget nyt skal have tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Derudover vil kreditformidlere skulle ansøge om registrering hos Finanstilsynet. Da kreditformidlere ikke tidligere har været underlagt et krav om registrering, er en vurdering af antallet af virksomheder, som vil blive omfattet af loven, forbundet med stor usikkerhed. Det skønnes dog, at udvidelsen af anvendelsesområdet potentielt kan omfatte op til ca. 130 virksomheder, der som noget nyt skal registreres hos Finanstilsynet. Antallet forventes dog i praksis at være væsentligt lavere, idet det ikke forventes at være alle virksomhederne, der formidler kreditaftaler.

Endvidere vil en række kreditformidlere ikke være omfattet af kravet om registrering, men vil skulle efterleve reglerne om aflønning og krav til viden og kompetence for de ansatte hos kreditformidlerne. Reglerne om kompetencekrav til virksomhedens ansatte bliver specificeret i en bekendtgørelse, som byrdevurderes særskilt. Det forventes, at ca. 150 virksomheder vil blive omfattet af de regler, der gælder for kreditformidlerne i lov om forbrugslånsvirksomheder. Disse virksomheder har ikke tidligere været underlagt lignende regler.

Ændringerne af lov om forbrugslånsvirksomheder medfører administrative konsekvenser for de virksomheder, der med den foreslåede ændring bliver omfattet af loven, idet virksomhederne skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed fra eller registreres som kreditformidler hos Finanstilsynet. Desuden skal virksomhedernes forretningsmodeller samt interne forretningsgange ændres, så de efterlever reglerne i loven, herunder reglerne om aflønning og kompetencekrav, og tilhørende bekendtgørelser.

De af loven omfattede forbrugslånsvirksomheder og kreditformidlere skal betale afgift til Finanstilsynet i henhold til bestemmelser i lov om finansiel virksomhed. Betalingen udgør årligt 28.000 kr. for forbrugslånsvirksomheder og 4.400 kr. for kreditformidlere. Grundbeløbet er anført på 2016 niveau. Afgiften for forbrugslånsvirksomheder udgør ca. 47.720 kr. årligt på 2024-niveau. Afgiften for kreditformidlere udgør ca. 7.499 kr. årligt på 2024-niveau.

Lovændringerne vurderes at have efterlevelsesomkostninger for erhvervslivet, idet forbrugslånsvirksomheder løbende skal være opmærksomme på de omkostninger, der er forbundet med kreditaftalerne for at overholde omkostningsloftet, og skal foretage kreditværdighedsvurderinger forud for kreditaftaleindgåelsen. Ligeledes vil der være efterlevelsesomkostninger for både kreditformidlere, der omfattes af registreringsordningen hos Finanstilsynet og de virksomheder, der er undtaget fra registreringsordningen hos Finanstilsynet, men underlagt et løbende tilsyn.

Erhvervsstyrelsen vurderer, at de administrative konsekvenser ikke overstiger 4 mio. kr., hvorfor de ikke vil blive kvantificeret nærmere.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vil føre til en øget forbrugerbeskyttelse ved indgåelse af kreditaftaler. Det skyldes bl.a., at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren flere oplysninger end i dag, inden der indgås en kreditaftale, og der vil således være flere oplysninger for forbrugerne at forholde sig til forud for indgåelsen af en kreditaftale, ligesom den foreslåede regel i markedsføringsloven om forbud mod reklamer for kreditprodukter, som fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit, vil bidrage til at mindske risikoen for overgældssætning af sårbare eller impulsive forbrugere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF (forbrugerkreditdirektivet).

Forbrugerkreditdirektivet skal være gennemført i national lovgivning senest den 20. november 2025 og træde i kraft den 20. november 2026, jf. direktivets artikel 48, stk. 1.

Forbrugerkreditdirektivet medfører totalharmonisering, medmindre andet konkret fremgår af direktivets enkelte bestemmelser. Det indebærer, at medlemsstaterne alene på visse områder har valgfrihed i forbindelse med implementeringen heraf.

Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for en direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivet, og de fleste af de regulatoriske valgmuligheder i direktivet udnyttes ikke. Dog er bl.a. muligheden for at indføre et forbud mod, at kreditgivere kan opkræve betaling fra forbrugere, inden en kreditaftale er indgået, udnyttet (den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 c, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 12). Derudover er det bl.a. fundet hensigtsmæssigt at indføre et forbud mod reklamer for kreditprodukter, som fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit (den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 11 d, nr. 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 3). Dette under hensyn til, at et sådant forbud vil kunne mindske risikoen for, at forbrugere bliver fristet til at optage et hurtigt lån uden at have et reelt overblik over omkostningerne og de deraf følgende konsekvenser. På disse punkter går lovforslaget således videre end minimumskravene i forbrugerkreditdirektivet.

Der henvises desuden til lovforslagets almindelige bemærkninger under pkt. 2.1, 2.13, 2.15, 2.28, 2.35 og 2.37 for en nærmere beskrivelse af de øvrige valgmuligheder, der er udnyttet.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. august 2025 til 10. september 2025 (28 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Andelsboligforeningens fællesrepræsentation (ABF), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AutoBranchen Danmark, Autobranchens Handels- og Industriforening (AUTIG), Business Danmark, Copenhagen Business School, Juridisk Institut, DAFINA, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Ejendomskredit, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk Franchise Forening, Dansk Industri, Dansk Inkassobrancheforening, Dansk Kredit Råd, Dansk Markedsføring, Danske Advokater, Danske Boligadvokater, Danske Regioner, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske Dommerforening, Den Sociale Retshjælps Fond, Det finansielle ankenævn, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark, Ejendomsmæglernes Landsorganisation, Experian A/S Danmark, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans Danmark, Finans og Leasing, FOA, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Pantefogeder i Danmark, Forsikring og Pension, Franchise Danmark, FSR - danske revisorer, HK Landsklubben, Klarna Bank AB, Kommunernes Landsforening (KL), Kræftens Bekæmpelse, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landbrug og Fødevarer, Landsdækkende Banker, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Nævnenes Hus, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Juridisk Institut, Aalborg Universitet, Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet, Juridisk Institut.

10. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Fodnoten til kreditaftalelovens titel angiver, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L 133, side 66, som ændret ved Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, EU-Tidende 2011, nr. L 296, side 35 (2008-direktivet), og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF (boligkreditdirektivet) og 2013/36/EU og forordning 2010/1093/EU, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side 34, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning 2014/596/EU, EU-Tidende 2016, nr. L 171, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2021/2167 af 24. november 2021 om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, EU-Tidende 2021, nr. L 438, side 1.

Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel, således at der i stedet henvises til direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF, EU-Tidende, L af 30. oktober 2023.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå af fodnoten til lovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af forbrugerkreditdirektivet i stedet for 2008-direktivet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 48, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører forbrugerkreditdirektivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvisning til direktivet.

Til nr. 2

(Til § 3, stk. 1, nr. 1)

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, at loven ikke gælder for aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvor udbyderen rente- og omkostningsfrit accepterer, at forbrugeren betaler for varen eller tjenesteydelsen på et tidspunkt, der ligger senere end leveringstidspunktet, men ikke senere end 90 dage efter leveringstidspunktet, og hvor der ikke er en tredjepart, der yder kredit.

Det foreslås, at § 3, stk. 1, nr. 1, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på henstand med betalinger, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser, uden at tredjemand tilbyder en kredit, giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af den pågældende leverandør, hvis købsprisen betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger ved forsinkede betalinger, og hvor betalingen skal foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, jf. dog den foreslåede § 3, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditaftaleloven ikke vil finde anvendelse i den situation, hvor en leverandør af varer eller tjenesteydelser under iagttagelse af de anførte betingelser og tidsramme giver forbrugeren tid til at betale for de varer eller tjenesteydelser, der er leveret af den pågældende leverandør. Dette omfatter - som efter gældende ret - f.eks. den situation, hvor leverandøren udsteder en regning med henblik på betaling inden for en bestemt frist. Det kunne eksempelvis være tilfælde, hvor en forbruger får leveret en håndværksydelse og får en faktura direkte af den pågældende erhvervsdrivende, som skal betales på et tidspunkt, der ligger senere end leveringen. Til forskel fra, hvad der gælder i dag, vil betalingen imidlertid skulle foretages senest 50 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelse.

For så vidt angår forsinkede betalinger vil den foreslåede bestemmelse, hvorefter forsinkede betalinger kun må medføre begrænsede omkostninger for forbrugeren, indebære at der - som efter gældende ret - vil kunne tilskrives renter og gebyrer efter renteloven.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 1. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 3, stk. 1, nr. 2)

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på aftaler om betalingskort med udskudt betaling, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres på kortindehaverens konto på en bestemt dato senest 50 dage efter transaktionen, uden at der skal betales renter eller omkostninger i forbindelse med den udskudte betaling. Kreditaftalelovens § 8 b, stk. 2, finder dog anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt.

Det foreslås at § 3, stk. 1, nr. 2, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på kreditaftaler i form af købekort med henstand med betalingen, som stilles til rådighed af et kredit- eller betalingsinstitut, og hvor kreditten i henhold til vilkårene skal tilbagebetales inden for 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med leveringen af betalingstjenesten. Den foreslåede 8 b, stk. 2, vil dog, som efter gældende ret for så vidt angår den nuværende § 8 b, stk. 2, finde anvendelse på aftaler nævnt i 1. pkt. Dette vil indebære, at forbrugeren i tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over 1 måned skal have de oplysninger, der fremgår af § 8 b, stk. 2. Det er bl.a. oplysninger om en eventuel bod eller morarenter.

Betegnelsen »købekort« skal forstås i overensstemmelse med præambelbetragtning 18 i forbrugerkreditdirektivet, hvoraf det fremgår, at købekort med henstand med betalingen - som beskrevet i præambelbetragtning 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner - er kreditkort, der er almindeligt tilgængelige på markedet, hvor det samlede transaktionsbeløb debiteres kortindehaverens konto på en forud aftalt bestemt dato, normalt én gang om måneden, uden at der skal betales renter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kreditaftaler mellem en forbruger og kredit- eller betalingsinstitut i form af købekort med henstand med betalingen, der er indrettet på den måde, at kreditten skal tilbagebetales inden 40 dage, og som er rentefri og kun med begrænsede omkostninger i forbindelse med levering af betalingstjenesten, ikke omfattes af kreditaftalelovens anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse vil i vidt omfang være en videreførelse af gældende ret, idet købekort, der er indrettet på den måde, at transaktionsbeløbet først trækkes på et senere tidspunkt, fortsat vil være undtaget fra kreditaftaleloven. Dette giver fortsat forbrugerne mulighed for at indrette deres privatøkonomi på den måde, der er mest hensigtsmæssige for dem. For at sikre, at bestemmelsen er i overensstemmelse med valgmuligheden i artikel 2, stk. 5, nedsættes antallet af dage, som kreditten skal tilbagebetales inden for fra 50 dage til 40 dage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale. Kreditaftalelovens § 52 a (vurdering af forbrugerens betalingsevne ved indgåelse af leasingaftaler) finder dog anvendelse på aftaler om leasing af motorkøretøjer, uanset om der er fastsat pligt til at købe motorkøretøjet, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 5, 1. og 2. pkt., at »pligt til at købe« ændres til »købspligt eller forkøbsret vedrørende«.

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., vil indebære, at også leje- eller leasingaftaler, hvor der er fastsat en forkøbsret vedrørende aftalegenstanden, fremover omfattes af kreditaftalelovens område, på samme måde som det efter gældende ret er tilfældet, hvis der er fastsat en købspligt.

Den foreslåede ændring af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 3, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., og vil således medføre, at ordlyden stemmer overens.

Bestemmelserne gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. Efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., finder kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk) og kapitel 13 (straffebestemmelser) dog anvendelse på sådanne kreditaftaler. Ved kreditaftaler i form af overtræk skal forbrugslånsvirksomheder desuden foretage en kreditværdighedsvurdering efter § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

Begrebet »overtræk« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 5. Heraf fremgår det, at der ved et overtræk forstås et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgiver tillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.

Kreditaftaler i form af overtræk er omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Det medfører, at kreditgiveren bl.a. skal efterleve reglerne i § 11 a om årige omkostninger i procent og § 11 b om omkostningsloftet, når kreditgiveren yder kredit i form af overtræk.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., at »Kapitel 1, § 8 b og kapitel 13« ændres til »§§ 1-4, 5, 7, 7 c, 7 h, 8 b, 15, 29 a, 29 b, § 33, stk. 1 og 2, kapitel 12 a og 13«.

Således vil den foreslåede ændring fastsætte, at kreditaftalelovens §§ 1-4 (lovens anvendelsesområde og definitioner), 5 (visse lovvalgsaftaler), 7 (lovens fravigelighed), 7 c (kreditværdighedsvurdering), § 7 h (databaser), § 8 b (oplysningspligter i forbindelse med eventuelt overtræk), § 15 (forbud mod uopfordret kreditgivning), § 29 a (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), § 29 b (gældsrådgivningstjenester), § 33, stk. 1 og 2 (overdragelse af rettigheder), kapitel 12 a (kompetente myndigheder) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk.

Den foreslåede ændring vil indebære, at flere regler i kreditaftaleloven - i modsætning til hvad der gælder i dag - vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk. For så vidt angår forpligtelsen til at foretage kreditværdighedsvurdering efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c (lovforslagets § 1, nr. 15), som vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk, er der tale om en videreførelse af den forpligtelse, der efter gældende ret følger af § 9 i lov om forbrugslånsvirksomheder, dog således at forpligtelsen fremover vil følge af kreditaftaleloven.

Det bemærkes, at bestemmelserne i lov om forbrugslånsvirksomheder vil finde anvendelse på kreditaftaler i form af overtræk i samme omfang som hidtil. Forbrugere vil derudover i samme omfang som hidtil have adgang til at klage over kreditaftaler i form af overtræk til de eksisterende klage- og ankenævn på området inden for forbrugerklagelovens rammer.

Bestemmelsen gennemfører forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, at kreditaftaleloven ikke finder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den oprindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afværge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikke dermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Kreditaftalelovens kapitel 1 (indledende bestemmelser), § 7 b (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler), § 7 c, stk. 3 (afslag, der er begrundet i databasesøgning, skal meddeles forbrugeren), § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8, stk. 4 (bestemmelser, der vedrører krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 16 (beregning af de årlige omkostninger i procent), § 17 (kreditformidlere), § 26 (førtidig tilbagebetaling), § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) og kapitel 13 (straffebestemmelser) finder dog anvendelse.

Kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse, er ikke undtaget fra lov om forbrugslånsvirksomheder. Dette vil indebære, at kreditgivere, der yder disse kreditter, bl.a. skal efterleve reglerne i lov om forbrugslånsvirksomheder om årlige omkostninger i procent, omkostningsloft og god skik.

Denne type kreditaftaler er endvidere ikke undtaget fra lov om markedsføring. Det medfører, at kreditgivere, der yder kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse, bl.a. skal overholde reglerne i §§ 11 c og 11 d (lovforslagets § 2, nr. 3) samt § 18 om markedsføring af kreditaftaler.

Det foreslås, at § 3, stk. 1, nr. 7, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil kreditaftaleloven ikke finde anvendelse på kreditaftaler mellem en kreditgiver og forbruger med hensyn til henstand med betalingen eller tilbagebetalingsmetoder, hvor forbrugeren allerede har misligholdt eller sandsynligvis vil misligholde den oprindelige kreditaftale, såfremt ordningen kan forventes at afværge en retssag om forbrugerens misligholdelse, og forbrugeren ikke ved at indgå aftalen bliver underlagt mindre gunstige vilkår end dem, der er fastsat i den oprindelige kreditaftale. §§ 1-4, 4 c, 5, 7, 7 b, 7 h, § 8, stk. 1, stk. 2, nr. 1-8, 12 og 18, og stk. 5, §§ 8 b, 9, 16, 17, 26, 27, 29 a, 29 b, kapitel 12 a og 13 finder dog anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den nuværende retstilstand delvist videreføres, således at der fortsat vil gælde en lempeligere regulering for sådanne kreditaftaler, idet der dog i forhold til gældende ret vil være tale om en udvidelse af antallet af regler i kreditaftaleloven, som fremover også vil anvendelse på sådanne kreditaftaler. Det drejer sig om lovens § 7 h (databaser), § 29 a (foranstaltninger vedrørende restancer og henstandsforanstaltninger), § 29 b (gældsrådgivningstjenester) og kapitel 12 a (kompetente myndigheder).

Derudover vil den foreslåede bestemmelse som noget nyt indebære, at også sandsynlig misligholdelse omfattes af bestemmelsen. Sandsynlig misligholdelse sigter til situationer, hvor det formodes at være sandsynligt, at forbrugere vil misligholde deres forpligtelser. Efter præambelbetragtning 21 gælder det f.eks. i situationer, hvor en forbruger har mistet sit arbejde.

Det vil som i dag være en forudsætning for at blive omfattet af bestemmelsen, at den aftalte ordning kan afværge en retssag. En retssag må antages at omfatte enhver retlig tvist om misligholdelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 35.

Det vil endvidere være en forudsætning for at blive omfattet af bestemmelsen, at den aftalte ordning ikke stiller forbrugeren ringere end det, der var fastsat i den oprindelige kreditaftale. Om forbrugeren stilles ringere vil som i dag afhænge af en helhedsvurdering, hvor alle de omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må indgå, jf. bemærkningerne til den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 1, stk. 1, nr. 7 (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91, som fremsat, side 47).

Med lovforslaget vil kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse, fortsat være omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder. Med ændringerne i lovforslagets § 3 vil reglerne om årlige omkostninger i procent, omkostningsloftet, aflønning og krav til godkendelse af kreditgivere og registrering af kreditformidlere gælde for kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse. Sådanne kreditaftaler vil ligeledes fortsat være omfattet af lov om markedsføring, ligesom forbrugere fortsat vil have adgang til at klage over kreditaftaler, der er indgået på baggrund af misligholdelse, til de eksisterende klage- og ankenævn på området inden for forbrugerklagelovens rammer.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

(Til § 3, stk. 2)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 2, at kreditaftalelovens § 7 a (oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen), § 8, stk. 2, 3, 6 og 7 (krav til kreditaftalen), § 8 b (overtræk), § 9 (underretning om ændringer i debitorrenten), § 19 (fortrydelsesret), § 26 (førtidig tilbagebetaling) og § 27 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler) ikke finder anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder.

Kreditaftalelovens § 3, stk. 2, blev ved lov nr. 91 af 4. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring indsat i kreditaftaleloven for at gennemføre 2008-direktivets artikel 2, stk. 3, som fastlægger, at der gælder en mindre omfattende regulering af kassekreditter, når kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid ikke en lignende bestemmelse.

Det foreslås, at § 3, stk. 2, ophæves, og at der i stedet indsættes der en ny bestemmelse, som regulerer, at for så vidt angår leverandører af varer eller tjenesteydelser, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder, jf. henstilling 2003/361/EF, hvor sådanne leverandører tilbyder tjenester i informationssamfundet, jf. artikel 1, stk. 1, litra b, i direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser, jf. artikel 2, nr. 7, i direktiv om forbrugerrettigheder, gælder det uanset § 3, stk. 1, nr. 1, at henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun er undtaget lovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, betalingen skal foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

Den foreslåede ophævelse vil indebære, at kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden 3 måneder, fremadrettet vil være omfattet af kreditaftalelovens § 1, stk. 1.

Den foreslåede nye bestemmelse vil indebære, at der for visse store onlineleverandører af varer eller tjenesteydelser, der har adgang til et stort kundegrundlag, gælder skærpede betingelser i forhold til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, om henstand med betalinger. Således vil henstand med betalinger tilbudt af sådanne leverandører kun være undtaget kreditaftalelovens anvendelsesområde, hvis en tredjemand hverken tilbyder eller køber kredit, hvor betalingen foretages fuldt ud inden for 14 dage efter leveringen af varerne eller tjenesteydelserne, og hvor købsprisen skal betales rentefrit og uden andre omkostninger og kun med begrænsede omkostninger, som forbrugeren skal betale for forsinkede betalinger.

De leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, vil være leverandører, som ikke er mikrovirksomheder eller små eller mellemstore virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF. Det fremgår af artikel 2, stk. 1 i bilaget til henstilling 2003/361/EF, at kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR.

For så vidt angår de data, der skal anvendes ved beregningen af antal beskæftigede m.v., er dette nærmere fastsat i artikel 4 og 5 i bilaget til henstilling 2003/361/EF.

Det vil være en betingelse, at de leverandører, der omfattes af den foreslåede bestemmelse, tilbyder tjenester i informationssamfundet i den i artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet anvendte betydning, i form af indgåelse af aftaler om fjernsalg med forbrugere med henblik på salg af varer eller levering af tjenesteydelser i den i artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet anvendte betydning.

Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra b, i informationsproceduredirektivet, at der ved tjeneste forstås enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition fremgår det endvidere af artikel 1, stk. 1, litra b, at 1) der ved »teleformidling« forstås, at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig, at 2) der ved »ad elektronisk vej« forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler, og at 3) der ved »på individuel anmodning fra en tjenestemodtager« forstås, at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

Der henvises nærmere til bilag I i informationsproceduredirektivet med hensyn til tekniske forskrifter m.v., hvor der fremgår en vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af ovennævnte definition.

Endvidere fremgår det af artikel 2, nr. 7, i forbrugerrettighedsdirektivet, at der ved »aftale om fjernsalg« forstås enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker.

Bestemmelsen vil gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, 2. afsnit.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 3, stk. 3)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 3, stk. 3, at hvis en kreditaftale er omfattet af både kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, finder stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

Det foreslås, at § 3, stk. 3, ophæves.

Det foreslåede vil være en konsekvens af, at kreditaftalelovens § 3, stk. 2, foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 3, stk. 2, ovenfor, idet der med gennemførelsen af direktivet ikke længere vil kunne opstå et sammenstød mellem kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, og § 3, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

(Til § 4, nr. 6)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 6, at der ved begrebet »kreditformidler« forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed, a) præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra f.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 12, begrebet kreditformidler. Bestemmelsen indeholder en række forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra f.

Det foreslås på den baggrund, at § 4, nr. 6, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet »kreditformidler« skulle forstås en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver eller notar og ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og som mod et vederlag, der kan antage form af penge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i den pågældende persons udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed enten a) præsenterer forbrugere for eller tilbyder dem kreditaftaler, b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller anden administration forud for aftaleindgåelse med henblik på kreditaftaler end som omhandlet i litra a eller c) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgivers vegne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at begrebet kreditformidler i det væsentligste videreføres uændret, dog således, at det vil fremgå af den foreslåede bestemmelse, at en fysisk eller juridisk person, der optræder som notar, ikke er at anse for at være kreditformidler. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at det vil være en forudsætning for, at en fysisk eller juridisk person er at anse for at være kreditformidler, at denne ikke enten direkte eller indirekte blot præsenterer en forbruger for en kreditgiver, og at det indgår i vurderingen af, hvorvidt en fysisk eller juridisk person er kreditformidler efter litra b, om denne bistår forbrugere ved at udføre anden administration forud for aftaleindgåelse.

Den foreslåede bestemmelse bringer kreditaftalelovens § 4, nr. 6, i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4, nr. 7)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 7, at der ved begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen« forstås alle omkostninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra g.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 5, begrebet samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra g.

Det foreslås, at § 4, nr. 7, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen skulle forstås alle omkostninger, herunder renter, provisioner, afgifter og enhver anden form for gebyr, som forbrugeren er forpligtet til at betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notaromkostninger. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis indgåelsen af en aftale om sådanne accessoriske tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 7, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 5. Den foreslåede bestemmelse er således udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

De samlede omkostninger vil som efter gældende ret omfatte alle omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen. Eventuelle notaromkostninger er dog undtaget.

For så vidt angår vurderingen af kreditgiverens kendskab til omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten skal denne vurderes objektivt under hensyntagen til de krav om professionalisme, der er fastsat i forbrugerkreditdirektivet, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 39.

Det bemærkes, at de omkostninger, der skal betales i forbindelse med accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmier, skal medregnes i de samlede omkostninger. Alternativt skal forbrugerne, hvis sådanne omkostninger ikke kan beregnes i forvejen, forud for aftaleindgåelsen have fyldestgørende oplysninger om, at der påregnes omkostninger. Kreditgivere må antages at have kendskab til omkostningerne ved accessoriske tjenesteydelser, som de tilbyder forbrugerne selv eller på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugernes særlige karakteristika eller situation, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 9, at der ved begrebet »årlige omkostninger i procent« forstås de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra i, samt boligkreditdirektivets artikel 4, nr. 15.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 7, begrebet årlige omkostninger i procent eller ÅOP. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra i.

Det foreslås, at der i § 4, nr. 9, 1. pkt., efter »Årlige omkostninger i procent« indsættes »eller ÅOP« og i 2. pkt., ændres », eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4« til »og beregnet som fastsat i §§ 16 samt 16 a«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 9, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 7. Den foreslåede ændring er således alene udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

Derudover vil den foreslåede ændring indebære, at der - udover en til kreditaftalelovens § 16, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent - indsættes en henvisning til kreditaftalelovens § 16 a, som regulerer beregningen af de årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttes til fast ejendom. Der er ikke herved tilsigtet ændringer af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 11, at der ved begrebet »fast debitorrente« forstås, at kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen aftaler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorrenter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik procentsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fastsat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra k.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 9, begrebet fast debitorrente. Bestemmelsen indeholder en række sproglige forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra k.

Det foreslås, at § 4, nr. 11, nyaffattes. Efter den foreslåede bestemmelse vil der ved begrebet »fast debitorrente« skulle forstås den debitorrente, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for hele kreditaftalens løbetid, eller flere debitorrenter, som kreditgiveren og forbrugeren aftaler i kreditaftalen for delperioder, hvor debitorrenten udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats. Angiver kreditaftalen ikke alle debitorrenterne, anses debitorrenten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke debitorrenterne udelukkende er fastsat ved en fast specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kreditaftalen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ordlyden i kreditaftalelovens § 4, nr. 11, bringes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 9. Den foreslåede bestemmelse er således alene udtryk for en sproglig opdatering af bestemmelsen.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at de kreditaftaler, hvor en debitorrente revideres med jævne mellemrum i overensstemmelse med ændringer i en referencesats, der henvises til i kreditaftalen, ikke anses som kreditaftaler med fast debitorrente, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 40.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det fremgår af kreditaftalelovens § 4, nr. 14, at der ved begrebet »tilknyttet kreditaftale« skal forstås en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser og b) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idet der anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den specifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen. Bestemmelsen gennemfører 2008-direktivets artikel 3, litra n.

En tilknyttet kreditaftale i medfør af kreditaftalelovens § 4, nr. 14, omfatter i modsætning til definitionen af kreditkøb i kreditaftalelovens § 4, nr. 15, tillige kreditaftaler i tilknytning til tjenesteydelser, ligesom der ikke kræves en aftale mellem kreditgiver og sælger. Således fremgår det af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 14, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 49, at også kreditaftaler, hvor køberen henvender sig selvstændigt til en bank eller et finansieringsselskab m.v., og hvor det udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen, at den skal finansiere en specifik vare eller tjenesteydelse, være omfattet af begrebet en tilknyttet kreditaftale.

Forbrugerkreditdirektivet definerer i artikel 3, nr. 20, begrebet tilknyttet kreditaftale. Bestemmelsen indeholder en række forskelle i forhold til definitionen i 2008-direktivets artikel 3, litra n.

Det foreslås, at § 4, nr. 14, nyaffattes. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der ved begrebet »tilknyttet kreditaftale« vil skulle forstås en kreditaftale, ifølge hvilken a) den pågældende kredit eller de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og b) kreditaftalen og aftalen om levering tilsammen objektivt set udgør en kommerciel helhed. Der anses at foreligge en kommerciel helhed, hvor leverandøren af varer eller tjenesteydelser selv finansierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tredjemand, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen, indgåelsen eller forberedelsen af kreditaftalen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser, eller hvor de specifikke varer eller leveringen af specifikke tjenesteydelser udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.

Med det foreslåede vil bestemmelsen blive bragt i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 20. Begrebet »tilknyttet kreditaftale« videreføres i det væsentligste uændret, dog således at det vil fremgå af bestemmelsen, at der også kan foreligge en tilknyttet kreditaftale, hvis de pågældende tjenesteydelser udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og at der - hvis finansieringen sker gennem tredjemand - også anses for at forelægge en kommerciel helhed, hvor kreditgiveren i forbindelse med markedsføringen gør brug af leverandøren af varer eller tjenesteydelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Kreditaftaleloven indeholder 17 definitioner, jf. lovens § 4, nr. 1-17.

Med forbrugerkreditdirektivet indføres der en række nye definitioner. Det drejer sig om definitioner af begreberne accessorisk tjenesteydelse, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, profilering, kombinationssalg, pakkesalg, rådgivningstjenester, førtidig tilbagebetaling og gældsrådgivningstjenester. De pågældende definitioner fremgår ikke i dag af kreditaftaleloven.

Det foreslås, at der i § 4 som nr. 18-25 indsættes en række nye definitioner af, hvad der forstås ved begreberne accessorisk tjenesteydelse, oplysninger forud for aftaleindgåelsen, profilering, kombinationssalg, pakkesalg, rådgivningstjenester, førtidig tilbagebetaling, gældsrådgivningstjenester.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 18, definerer begrebet »accessorisk tjenesteydelse«. Efter bestemmelsen defineres en »accessorisk tjenesteydelse«, som en tjenesteydelse, som tilbydes forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen. En accessorisk tjenesteydelse kan f.eks. bestå i, at forbrugeren i forbindelse med en kreditaftale åbner en bankkonto, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 41.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 19, definerer begrebet »oplysninger forud for aftaleindgåelse«. Efter bestemmelsen defineres dette som de oplysninger, der stilles til rådighed, før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller, i givet fald, ved afgivelsen af et bindende tilbud, og som forbrugeren skal bruge for at kunne sammenligne forskellige kredittilbud og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt vedkommende skal indgå kreditaftalen.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 20, definerer begrebet »profilering«. Efter bestemmelsen defineres »profilering« i overensstemmelse med begrebets som definition i artikel 4, nr. 4, i forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen).

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 4, at der ved profilering forstås enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 14.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 21, definerer begrebet »kombinationssalg«. Efter bestemmelsen defineres dette som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen ikke stilles individuelt til rådighed for forbrugeren.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 22, definerer begrebet »pakkesalg«. Efter bestemmelsen defineres »pakkesalg« som tilbud om eller salg af en kreditaftale i en pakke med andre særskilte finansielle produkter eller tjenesteydelser, hvor kreditaftalen også stilles individuelt til rådighed for forbrugeren, men ikke nødvendigvis på samme betingelser eller vilkår, som når den indgår i pakken med disse andre produkter eller tjenesteydelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 16.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 23, definerer begrebet »rådgivningstjenester«. Efter bestemmelsen defineres »rådgivningstjenester« som individuelle anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er særskilt fra kreditgivningen og fra de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i kreditaftalelovens § 4, nr. 6.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 24, definerer begrebet »førtidig tilbagebetaling«. Efter bestemmelsen defineres »førtidig tilbagebetaling« som hel eller delvis indfrielse af forbrugerens forpligtelser i henhold til en kreditaftale forud for den i kreditaftalen fastsatte dato.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 4, nr. 25, definerer begrebet »gældsrådgivningstjenester«. Efter bestemmelsen defineres »gældsrådgivningstjenester« som individualiseret bistand af teknisk, juridisk eller psykologisk art, der ydes af uafhængige professionelle aktører, som ikke specielt er kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret nr. 2 og nr. 6, eller kreditkøbere eller kreditservicevirksomheder som defineret i artikel 3, nr. 6 og 8, i direktiv (EU) 2021/2167 om kreditkøbere og kreditservicevirksomheder, til fordel for forbrugere, som oplever eller vil kunne opleve vanskeligheder med at opfylde deres finansielle forpligtelser.

Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, nr. 22.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

(Til § 4 a)

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7, stk. 1, at loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Der er ikke efter gældende ret hjemmel til, at en kreditgiver eller en kreditformidler kan kræve betaling for opfyldelse af de lovbestemte forpligtelser. Oplysninger til forbrugerne i medfør af kreditaftaleloven skal således gives omkostningsfrit til forbrugerne.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 4 a, hvorefter oplysninger, der skal gives til forbrugerne i medfør af denne lov, skal gives omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Den foreslåede nye bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt fastsættes, at når der gives oplysninger til forbrugere i medfør af kreditaftaleloven, gives sådanne oplysninger omkostningsfrit til forbrugeren, uanset via hvilket medie de gives.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 a er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4 b)

Kreditaftaleloven indeholder i dag ingen bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling af forbrugere. Forskelsbehandling af forbrugere er bl.a. reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven.

Det fremgår af artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt. Endvidere fremgår det af chartrets artikel 21, stk. 2, at inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.

Det foreslås i § 4 b, stk. 1, at der indsættes en ny bestemmelse, der fastslår, at de betingelser, der skal opfyldes for at få bevilget en kredit, ikke må diskriminere forbrugere, der har lovligt ophold i Unionen, på grund af deres nationalitet eller bopæl eller af grunde som omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når disse forbrugere anmoder om, indgår eller har en kreditaftale i Unionen.

Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til, hvad der efter gældende ret følger bl.a. af reglerne om god skik på det finansielle område og af markedsføringslovens regler. Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære nogen forpligtelse for kreditgivere eller kreditformidlere til at levere tjenesteydelser på områder, hvor de ikke driver forretning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 31.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre direktivnær implementering af forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at der - i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 2 - indsættes en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 b, stk. 2, hvorefter der - uanset stk. 1 - kan tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der vil skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt eventuelle betingelser for et tilbud om kredit er behørigt begrundet i objektive kriterier. Der vil således kunne tilbydes forskellige betingelser for adgang til en kredit, hvor disse betingelser er behørigt begrundet i objektive kriterier.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

(Til § 4 c)

Kreditaftaleloven indeholder på nuværende tidspunkt ingen bestemmelse om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit til forbrugere, ligesom loven ikke regulerer kreditgiveres og kreditformidleres mulighed for at opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale. God forretningsskik er dog reguleret af reglerne om god skik, som findes i alle tilsynslove på det finansielle område, og af reglerne i markedsføringsloven, jf. nærmere pkt. 2.31 og 2.4.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kreditaftalelovens § 4 c, som fastsætter regler om god forretningsskik ved ydelse af forbrugerkredit, og om kreditgiveres og kreditformidleres mulighed for at opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 c, stk. 1, fastsætter, at kreditgivere og kreditformidlere skal handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt samt tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser, når de udfører enhver af de aktiviteter, der er oplistet i bestemmelsens nr. 1-6. Dette omfatter udformning af kreditprodukter, jf. det foreslåede nr. 1. Markedsføring af kreditprodukter i overensstemmelse med §§ 11 c, 11 d og 18 i lov om markedsføring, jf. det foreslåede nr. 2. Bevilling, formidling eller facilitering af kreditgivning, jf. det foreslåede nr. 3. Ydelse af rådgivningstjenester, jf. det foreslåede nr. 4. Levering af accessoriske tjenesteydelser til forbrugere, jf. det foreslåede nr. 5. Indgåelse af kreditaftaler, jf. det foreslåede nr. 6.

Den foreslåede bestemmelse finder også anvendelse for boligkreditgivere og boligkreditformidlere. Boligkredit er undtaget fra den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14 om rådgivningstjenester (lovforslagets § 1, nr. 23), idet reglerne om rådgivning ved boligkredit følger af god skik for boligkredit. Boligkreditgivere og boligkreditformidlere skal dog uanset undtagelsen i kreditaftalelovens § 14, stk. 11, handle redeligt, rimeligt, gennemsigtigt og professionelt samt tage hensyn til forbrugerens rettigheder og interesser, når de yder rådgivning.

Det foreslås i stk. 2, at når kreditgiveren eller kreditformidleren udfører aktiviteter enten med bevilling, formidling eller facilitering af kreditgivning, jf. den foreslåede stk. 1, nr. 3, eller med ydelse af rådgivningstjeneste, jf. den foreslåede stk. 1, nr. 4, skal kreditgiveren og kreditformidleren basere deres udførelse af disse aktiviteter på oplysninger om forbrugerens forhold og eventuelle særlige krav, som forbrugeren har oplyst, og på rimelige formodninger om risici vedrørende forbrugerens situation i hele kreditaftalens løbetid. Når der ydes rådgivning til forbrugere, jf. stk. 1, nr. 4, gælder det endvidere, at aktiviteten skal være baseret på de oplysninger, der som kreditgiveren eller kreditformidleren og i givet fald kreditformidleren har pligt til at give efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 14, stk. 4, nr. 1 (lovforslagets § 1, nr. 23).

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2, der fastsætter, at kreditgivere og kreditformidlere skal handle i overensstemmelse med god forretningsskik, svarer i vidt omfang til, hvad der efter gældende ret følger af reglerne om god skik på det finansielle område og af markedsføringslovens regler. Som det fremgår af pkt. 2.31.3 i de almindelige bemærkninger, regulerer forbrugerkreditdirektivet dog specifikt en række temaer, som gør sig gældende særligt for god forretningsskik i forbindelse med forbrugerkreditaftaler.

Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2 gennemfører artikel 32, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet.

Derudover fastsættes det i den foreslåede bestemmelses stk. 3, at kreditgivere og kreditformidlere ikke må opkræve betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære et forbud mod opkrævning af betalinger fra forbrugere forud for indgåelsen af en kreditaftale. Det betyder, at kreditgiveren eller kreditformidleren skal afholde omkostningerne til kreditaftalen forud for aftaleindgåelsen, hvis kreditaftalen ender med ikke at blive indgået. Herved sikres det, at forbrugere alene kan forpligtes til at betale for eksempelvis rådgivning, vejledning eller andre omkostninger for de kreditaftaler, som de ønsker at indgå, og ikke betaler for accessoriske ydelser tilknyttet en kredit, som ikke indgås.

Den foreslåede bestemmelses stk. 5 gennemfører artikel 32, stk. 5, i forbrugerkreditdirektivet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.31 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det følger af kreditaftalelovens § 7 a, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren forud for indgåelsen af en kreditaftale skal give forbrugeren en række oplysninger, jf. nærmere pkt. 2.9.1.

Det foreslås, at § 7 a nyaffattes. Det foreslåede har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 10.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren give forbrugeren de klare og forståelige oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er nødvendige for at sammenligne forskellige tilbud med henblik på at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt der skal indgås en kreditaftale på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, der tilbydes af kreditgiveren, og i givet fald de præferencer, som forbrugeren har givet udtryk for, og de oplysninger, som forbrugeren har givet. Sådanne oplysninger forud for aftaleindgåelsen skal gives til forbrugeren, i god tid før vedkommende bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbud, herunder når der anvendes fjernkommunikationsteknik som defineret i artikel 2, litra e, i direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugere (fjernsalgsdirektivet).

»Fjernkommunikationsteknik« er defineret i artikel 2, litra e, i fjernsalgsdirektivet som ethvert middel, som uden leverandørens og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes til en fjernsalgsaftale om en tjenesteydelse mellem disse kontrahenter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forud for aftaleindgåelse skal give forbrugeren klare og forståelige oplysninger, således at forbrugeren kan sammenligne forskellige tilbud med henblik på at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt der skal indgås en kreditaftale på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, der tilbydes af kreditgiveren. Oplysningerne skal gives i god tid før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet.

For så vidt angår tidspunktet for, hvornår oplysningerne skal gives, bemærkes, at dette skal sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig tid til at læse og forstå oplysningerne forud for aftaleindgåelsen, sammenligne tilbud og træffe en informeret beslutning, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 36.

Det foreslås i stk. 2, at hvis forbrugeren har mulighed for at fortryde kreditaftalen, og de i stk. 1 nævnte oplysninger gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren sende en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen og om den procedure, der skal følges for at fortryde aftalen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 19 (lovforslagets § 1, nr. 26). Påmindelsen skal gives til forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, og som er angivet i kreditaftalen, mellem én og syv dage efter kreditaftalens indgåelse, eller i givet fald forbrugerens afgivelse af det bindende kredittilbud.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, som en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren, hvis forbrugeren har mulighed for at fortryde kreditaftalen, og de i stk. 1 nævnte oplysninger gives mindre end én dag, før forbrugeren bliver bundet af kreditaftalen eller kredittilbuddet, har pligt til at sende en påmindelse til forbrugeren om muligheden for at fortryde kreditaftalen, jf. den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 19 (lovforslagets § 1, nr. 26). Samtidig fastsættes det i den foreslåede bestemmelse, hvordan og inden for hvilken tidsramme, at påmindelsen skal gives til forbrugeren.

For så vidt angår forbrugerens mulighed for at fortryde kreditaftalen bemærkes, at den foreslåede § 19 om fortrydelsesret (lovforslagets § 1, nr. 26) ikke finder anvendelse på lån med pant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 9.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, skal de i stk. 1 nævnte oplysninger gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af lovens bilag 2, jf. dog om den foreslåede stk. 13 nedenfor. Alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter dermed den form og det format, som de nævnte oplysninger skal gives i. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren skal give oplysningerne forud for aftaleindgåelse på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger. For så vidt angår begrebet »varigt medium« henvises der til omtalen af definitionen i kreditaftalelovens § 4, nr. 13, ovenfor. For så vidt angår mediet kan forbrugerne dog ikke kræve, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere giver oplysninger på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 34. Det bliver endvidere fastsat i den foreslåede bestemmelse, at de pågældende oplysninger - uanset det valgte medium - skal gives til forbrugeren ved hjælp af lovens bilag 2, hvor alle oplysningerne i formularen skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 2.

Det foreslås i stk. 4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte en række elementer, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-12, på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 2 på én side, jf. dog den foreslåede stk. 5. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kreditgiveren samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb, kreditaftalens løbetid, debitorrenten eller alle debitorrenter, hvis der gælder forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, de årlige omkostninger i procent (ÅOP) og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, samt størrelsen, antallet og hyppigheden af de betalinger, som forbrugeren skal foretage, og, hvor det er relevant, den rækkefølge, i hvilken betalingerne fordeles på forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, hvilke elementer de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte. Den foreslåede bestemmelse fastsætter endvidere, at dette skal ske på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 2 på én side.

Formålet med bestemmelsen er behandlet i forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 37. Heraf fremgår det bl.a., at der for at hjælpe forbrugerne med at forstå og sammenligne forskellige tilbud bør oplyses om de vigtigste elementer i kreditten på en fremtrædende måde, som bør give forbrugerne et overblik over alle væsentlige oplysninger, selv på en mobiltelefonskærm.

Det bemærkes, at det herunder fremgår af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 38, at da de årlige omkostninger i procent på dette stadium forud for aftaleindgåelsen kun kan angives som et eksempel, skal et sådant eksempel være repræsentativt. Det skal derfor afspejle f.eks. den gennemsnitlige løbetid og det gennemsnitlige samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale, og i givet fald de købte varer. Når det repræsentative eksempel opstilles, skal der også tages hensyn til, hvor hyppigt visse typer kreditaftaler optræder på et særligt marked. Derudover fremgår det videre af præambelbetragtning 38, at for så vidt angår debitorrenten, afdragenes hyppighed og kapitaliseringen af renter skal kreditgiverne anvende deres sædvanlige beregningsmetode for den pågældende forbrugerkredit.

Derudover foreslås det i stk. 5, at hvis alle de i stk. 4 nævnte elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen i lovens bilag 2 på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, nr. 1-7, på formularens første side. Det drejer sig om bl.a. oplysninger om kreditgiveren eller kreditformidlerens navn, det samlede kreditbeløb, kreditaftalens løbetid og ÅOP. Oplysningerne bør være klare, let læselige og tilpasset de tekniske begrænsninger for visse medier som f.eks. mobiltelefonskærme, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 37.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 6, skal de i stk. 1 nævnte oplysninger omfatte en række elementer, der er oplistet i nr. 1-17, og som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der fremgår af stk. 4. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kredittypen, betingelserne for at udnytte kreditmuligheden, hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelse af hver enkelt debitorrente og, hvor sådanne er til rådighed, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på hver enkelt oprindelig debitorrente, samt perioderne, betingelserne og procedurerne for ændring af hver enkelt debitorrente.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at der foruden oplysningerne i den foreslåede stk. 4, skal gives forbrugeren en række yderligere oplysninger, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der fremgår af stk. 4.

Det foreslås i stk. 7, at hvor kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 3, i forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen), angives navnet på benchmarket og dets administrator og dette benchmarks potentielle virkninger for forbrugeren i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Et »benchmark« er i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, defineret som ethvert indeks, der bruges som reference ved fastlæggelse af det beløb, som skal betales i henhold til et finansielt instrument eller en finansiel kontrakt, eller ved fastlæggelse af værdien af et finansielt instrument, eller et indeks, der anvendes til at måle en investeringsfonds økonomiske resultater med det formål at spore udbyttet af et sådant indeks, fastsætte allokeringen af aktiver for en portefølje eller beregne de resultatbetingede gebyrer.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at i det omfang kreditaftalen benytter et benchmark som defineret i benchmarkforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 3, skal navnet på benchmarket og dets administrator og dette benchmarks potentielle virkninger for forbrugeren angives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 8, skal oplysningerne til formularen i lovens bilag 2 være konsistente, let læselige og tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet. Eventuelle yderligere oplysninger, som kreditgiveren måtte give forbrugeren, skal være let læselige og gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til formularen i lovens bilag 2.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger den form, som de oplysninger, der gives til forbrugeren forud for aftaleindgåelse ved hjælp af lovens bilag 2, skal foreligge i. Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. indebære, at oplysningerne skal gives i et format, der tager hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, således at oplysningerne - uanset medium - er let læselige. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere fastsætte formkrav til, hvordan eventuelle yderligere oplysninger til forbrugeren skal gives, idet det følger heraf, at sådanne oplysninger skal gives som et særskilt bilag til kreditaftalelovens bilag 2.

Det foreslås i stk. 9, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af bestemmelsens stk. 4. I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen i lovens bilag 2 på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at når der i forbindelse med indgåelse af en kreditaftale anvendes taletelefoni, er oplysningerne om beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse - hvis forbrugeren udtrykkeligt samtykker til det - begrænset til at vedrøre tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af den foreslåede stk. 4. Det bemærkes, at dette gælder uanset den foreslåede stk. 6, jf. ovenfor.

For så vidt angår finansielle tjenesteydelser, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika - på samme måde som efter den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 5, 2. pkt. - i stedet mindst skal indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 10, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter anmodning fra forbrugeren - ud over formularen i kreditaftalelovens bilag 2 - omkostningsfrit give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen på papir eller på et andet varigt medium, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren - ud over formularen i kreditaftalelovens bilag 2 - krav på omkostningsfrit at modtage en kopi af kreditaftalen på papir eller på et andet varigt medium. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på tidspunktet, hvor forbrugerens anmodning fremsættes, ikke ønsker at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Det foreslås i stk. 11, at hvis en kreditaftale, i henhold til hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, tjener til at opbygge kapital i de perioder og på de betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller i en accessorisk aftale, skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren i de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der fremgår af stk. 1, medtage en klar og kort angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der udtrykkeligt er givet en sådan garanti.

Den foreslåede bestemmelse vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor forbrugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, men derimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier eller obligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at tilbagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vil parterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afkastet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale renter og hovedstol, jf. også Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 50, om den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis der er tale om en sådan særlig form for kreditaftaler, som er beskrevet herover, skal det medtages i de oplysninger, som kreditgiveren eller kreditformidleren i medfør af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, har pligt til at give forbrugeren forud for aftaleindgåelsen, at den pågældende kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb. Det gælder dog ikke, hvis der udtrykkeligt er givet en garanti om det modsatte.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 12, finder kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11, ikke anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der fremgår af stk. 1-11.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere, ikke skal iagttage kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11. Leverandører af varer eller tjenesteydelser kan f.eks. siges at optræde som kreditformidlere accessorisk, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43.

Den foreslåede bestemmelse er alene rettet mod aktører, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Den egentlige kreditgiver eller i givet fald kreditformidler skal således sikre, at forbrugeren modtager de pågældende oplysninger i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11.

Det foreslås i stk. 13, at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i denne lovs bilag 2 anvende oplysningsskemaet »ESIS« i denne lovs bilag 5. Oplysningsskemaet skal gives uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren har afgivet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer i overensstemmelse med den foreslåede § 7 c (lovforslagets § 1, nr. 15).

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11. Det vil dog som noget nyt fremgå direkte af bestemmelsens 2. pkt., at skemaet skal gives uden unødig forsinkelse, således at ordlyden er i overensstemmelse med boligkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a. Der er ikke herved tilsigtet ændringer i gældende ret, idet det allerede efter gældende ret er forudsat i bemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 a, stk. 11, at kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren giver de pågældende oplysninger til forbrugeren snarest muligt, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 154 som fremsat, side 95.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det følger af kreditaftalelovens § 7 b, at det påhviler kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren at give forbrugeren en række oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelse med visse særlige former for kreditaftaler (kreditaftaler om henstand eller ændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse samt kreditaftaler i form af kassekredit).

Det foreslås, at § 7 b nyaffattes. Det foreslåede har til formål at gennemføre forbrugerkreditdirektivets artikel 11.

Det foreslås i stk. 1, at forud for indgåelse af en kreditaftale omfattet af den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7 (lovforslagets § 1, nr. 5), skal de i den foreslåede § 7 a, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 1, nr. 13), nævnte oplysninger, uanset § 7 a, stk. 3, 1. pkt., gives på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren vælger, ved hjælp af formularen i lovens bilag 3. Oplysningerne skal være klare og forståelige. Alle oplysninger i formularen skal være lige fremtrædende.

Bestemmelsen drejer sig om kreditaftaler, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 7, dvs., kreditaftaler, der indgås på baggrund af misligholdelse m.v. (lovforslagets § 1, nr. 5). Bestemmelsen regulerer, hvordan forbrugeren i sådanne situationer - før aftalen indgås - skal modtage de oplysninger, som kreditgiveren i medfør af den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1, er forpligtet til at give.

Begrebet »varigt medium« er defineret i kreditaftalelovens § 4, nr. 13. Heraf fremgår det, at »varigt medium« er en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger rettet til forbrugeren personligt på en måde, der muliggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

Efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 1, er det forbrugerne, der vælger, hvilken type varigt medium de vil modtage oplysninger på forud for aftaleindgåelsen, og når aftalen er indgået. Forbrugerne kan dog ikke kræve, at kreditgivere eller i givet fald kreditformidlere giver oplysninger på typer af varige medier, der ikke er almindeligt anvendt, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 34.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter endvidere den form, hvori de pågældende oplysninger skal gives. Således følger det, at formularen »Europæiske forbrugerkreditoplysninger«, jf. lovens bilag 3, skal anvendes. Oplysningerne skal være klare og forståelige, og alle oplysninger skal være lige fremtrædende. Kreditgiveren anses for at have opfyldt oplysningskravene i den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende kreditgiver har udleveret denne formular, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at de i stk. 1, nævnte oplysninger - uanset den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 13) - skal indeholde en række elementer på en fremtrædende måde i første del af formularen i lovens bilag 3 på én side. Dette omfatter bl.a. oplysninger om kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb og kreditaftalens løbetid, jf. nærmere den foreslåede bestemmelse nr. 1-12.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at hvis der indgås kreditaftaler på baggrund af misligholdelse m.v., skal der gives forbrugeren en række nærmere oplistede oplysninger om det centrale indhold i kreditaftalen.

Det foreslås i stk. 3, at hvis alle de i stk. 2 opregnede elementer ikke kan vises på en fremtrædende måde på én side, skal de vises i første del af formularen i lovens bilag 3 på højst to sider. I så fald anføres de oplysninger, der fremgår af stk. 2, nr. 1-7, på formularens første side.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at rækkefølgen, hvori de pågældende oplysninger om kreditaftalens centrale indhold skal angives, prioriteres.

Det foreslås i stk. 4, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal omfatte en række elementer, som skal vises efter og være tydeligt adskilt fra de elementer, der er anført i den foreslåede stk. 2. Elementerne omfatter bl.a. oplysninger om kredittypen, hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelsen af hver debitorrente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger, og et repræsentativt eksempel, der illustrerer de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren, med henvisning til alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne denne procentsats, betingelserne og proceduren for opsigelse af kreditaftalen, jf. nærmere den foreslåede stk. 4, nr. 1-12.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således, at hvis der indgås kreditaftaler på baggrund af misligholdelse m.v., skal der gives forbrugeren en række oplysninger udover oplysningerne i den foreslåede § 7 b, stk. 2.

Det foreslås i stk. 5, at oplysningerne i formularen i lovens bilag 3 skal være konsistente, let læselige og tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises. Oplysningerne skal vises på en passende og hensigtsmæssig måde på de forskellige kanaler under hensyntagen til interoperabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at oplysningerne, der gives til forbrugeren forud for aftaleindgåelse ved hjælp af lovens bilag 3 skal være let læselige og let tilgængelige for forbrugeren. Dette vil indebære, at måden som oplysningerne vises på skal tage hensyn til de tekniske begrænsninger for det medium, hvorpå de vises, og at oplysningerne skal gives på en passende og hensigtsmæssig måde under hensyntagen til interoperabilitet.

Det foreslås i stk. 6, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de elementer, der fremgår af stk. 2. I så fald giver kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren forbrugeren formularen i lovens bilag 3 på et varigt medium umiddelbart efter indgåelsen af kreditaftalen. Er der tale om en finansiel tjenesteydelse, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika i stedet mindst indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelse med forbrugerens udtrykkelige samtykke alene omfatte tjenesteydelsens vigtigste karakteristika, dog mindst de oplysninger, der fremgår af den foreslåede stk. 2, dvs. bl.a. oplysninger om kreditgiverens samt i givet fald den involverede kreditformidlers navn, det samlede kreditbeløb og kreditaftalens løbetid. Det bemærkes, at dette gælder uanset den foreslåede stk. 4 om bl.a. oplysninger om kredittypen og hvis der anvendes forskellige debitorrenter under forskellige omstændigheder, betingelserne for anvendelsen af hver debitorrente, et eventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der finder anvendelse på den oprindelige debitorrente, de omkostninger, der finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.

For så vidt angår finansielle tjenesteydelser, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at beskrivelsen af den finansielle tjenesteydelses vigtigste karakteristika - på samme måde som efter den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 5, 3. pkt. - i stedet mindst skal indeholde de oplysninger, der fremgår af del A, afsnit 3-6, i oplysningsskemaet »ESIS« i kreditaftalelovens bilag 5. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren efter anmodning fra forbrugeren ud over formularen i lovens bilag 3 omkostningsfrit skal give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen, forudsat at kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren - ud over formularen i lovens bilag 3 - krav på at modtage en kopi af kreditaftalen omkostningsfrit. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på tidspunktet, hvor forbrugerens anmodning fremsættes, ikke ønsker at indgå kreditaftalen med forbrugeren.

Det foreslås i stk. 8, at stk. 1-7 ikke finder anvendelse på leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Dette berører ikke kreditgiverens eller i givet fald kreditformidlerens forpligtelse til at sikre, at forbrugeren modtager de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der er omhandlet i stk. 1-7.

Leverandører af varer eller tjenesteydelser kan f.eks. siges accessorisk at optræde som kreditformidlere, hvis deres virksomhed som kreditformidlere ikke er hovedformålet med deres erhvervsmæssige virksomhed, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 43.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at leverandører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere, ikke skal iagttage kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1-11.

Endelig foreslås det i stk. 9, at for så vidt angår kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, skal kreditgiveren eller i givet fald kreditformidleren i stedet for formularen i lovens bilag 3 anvende oplysningsskemaet »ESIS« i lovens bilag 5. § 7 a, stk. 13, 2. pkt. (om hvornår oplysningsskemaet skal gives), finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den nuværende bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 b, stk. 3, 3. og 4. pkt. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Det fremgår af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Derudover fremgår det af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 2, at hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Det foreslås, at § 7 c nyaffattes.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, skal en kreditgiver foretage en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen skal foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning og for at tage passende hensyn til faktorer, der er relevante for at kontrollere forbrugerens udsigter til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

Stk. 1, 1. pkt., fastsætter således dels en pligt for kreditgivere til at foretage vurdering af en forbrugers kreditværdighed, dels det tidspunkt, som vurderingen foretages på. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver skal foretage vurderingen forud for, at vedkommende indgår en kreditaftale med en forbruger.

Ifølge stk. 1, 2. pkt., skal vurderingen foretages i forbrugerens interesse for at hindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gældsætning m.v. Efter forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54 skal dette bl.a. ses i lyset af, at det er vigtigt, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Vurderingen skal således tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, der kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten, og tilbagebetalingsplanen skal skræddersys til forbrugerens særlige behov og tilbagebetalingsevne.

Kreditværdighedsvurderingen vil således - ligesom hvad der gælder i dag - skulle foretages med henblik på at vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 91 som fremsat, side 51.

En forbruger vil efter Justitsministeriets opfattelse kunne betragtes som kreditværdig, hvis forbrugeren - på grundlag af en undersøgelse af forbrugerens økonomiske forhold - sandsynligvis vil kunne overholde de forpligtelser, der følger af den kreditaftale, som kreditgiveren agter at tilbyde forbrugeren, jf. også om den foreslåede stk. 7 nedenfor.

Det fremgår endvidere af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 54, at positiv kreditværdighedsvurdering ikke ændrer ved kreditgiverens aftalefrihed i forbindelse med kreditgivning. Som i dag vil det således fortsat være op til den enkelte kreditgiver at tage stilling til, om vedkommende ønsker at tilbyde en forbruger med en positiv kreditværdighedsvurdering en kreditaftale.

Det foreslås i stk. 2, at kreditformidlere forelægger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), således at der kan foretages en vurdering af kreditværdigheden.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger således rammerne for, hvordan kreditformidlere - når mulig kreditaftale involverer sådannes mellemkomst - skal forelægge de nødvendige oplysninger for den relevante kreditgiver med henblik på dennes foretagelse af kreditværdighedsvurderingen efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at denne forelæggelse af oplysninger skal være i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen.

Det foreslås i stk. 3, at vurderingen af kreditværdigheden foretages på grundlag af relevante og korrekte oplysninger om forbrugerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske omstændigheder, som er nødvendige og står i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren. Oplysningerne kan omfatte dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder, oplysninger om finansielle aktiver og passiver eller oplysninger om andre finansielle forpligtelser, men må ikke omfatte de særlige kategorier af oplysninger, der fremgår af artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen. Oplysningerne indhentes fra relevante interne eller eksterne kilder, herunder forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, på grundlag af en søgning i en database, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7 h (lovforslagets § 1, nr. 16). Sociale netværk anses ikke som en ekstern kilde.

Den foreslåede bestemmelse regulerer således det grundlag, som kreditgiverens vurdering af forbrugerens kreditværdighed skal foretages på, herunder hvilke typer af oplysninger, der kan indgå i vurderingen, og fra hvilke kilder sådanne oplysninger kan indhentes.

Oplysningerne skal således efter den foreslåede bestemmelse være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren i overensstemmelse med princippet om dataminimering i databeskyttelsesforordningen og skal være relevante, fuldstændige og korrekte. Oplysningerne bør som minimum omfatte forbrugerens indtægter og udgifter, herunder ved passende hensyntagen til forbrugerens aktuelle forpligtelser, bl.a. leveomkostninger for forbrugeren og forbrugerens husstand, samt forbrugerens finansielle forpligtelser, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Oplysningerne må efter den foreslåede bestemmelse ikke omfatte særlige kategorier af personoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, f.eks. helbredsoplysninger, herunder oplysninger om kræftsygdomme, og oplysninger fra sociale netværk, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Det bemærkes, at de i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, omhandlede særlige kategorier af personoplysninger omfatter race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

Det foreslås i stk. 4, at de oplysninger, der indhentes efter stk. 3, kontrolleres på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uafhængigt verificerbar dokumentation.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kreditgiver, for så vidt angår de oplysninger, som denne har indhentet efter den foreslåede stk. 3, vil skulle kontrollere sådanne oplysninger på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uafhængigt verificerbar dokumentation.

Det foreslås i stk. 5, at kreditgiveren fastlægger procedurer for vurderingen, jf. stk. 1, samt dokumenterer og vedligeholder sådanne procedurer. Kreditgiveren dokumenterer og opbevarer endvidere de oplysninger, der fremgår af stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil for det første indebære, at kreditgiveren vil skulle fastlægge procedurer for kreditværdighedsvurderingen, jf. den foreslåede stk. 1. Kreditgiveren har efter den foreslåede bestemmelse pligt til at dokumentere, at de pågældende procedurer er fastlagt, og til at vedligeholde de pågældende procedurer, sådan at de er tidssvarende og løbende stemmer overens med de bagvedliggende hensyn.

Den foreslåede bestemmelse vil for det andet indebære, at kreditgiveren vil skulle dokumentere og opbevare oplysninger, som kreditgiveren har indhentet til brug for kreditværdighedsvurderingen efter den foreslåede stk. 3.

Det foreslås i stk. 6, at hvis kreditansøgningen indgives i fællesskab af mere end én forbruger, foretager kreditgiveren vurderingen af kreditværdigheden på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis flere forbrugere sammen indgiver en fælles kreditansøgning, vil den vurdering af kreditværdigheden, som kreditgiveren skal foretage efter den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skulle ske på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

Det foreslås i stk. 7, at kreditgiveren kun må stille kreditten til rådighed for forbrugeren, hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale, under hensyntagen til de relevante faktorer, jf. stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen er negativt, må kreditgiveren ikke stille kreditten til rådighed for forbrugeren. Således skal resultatet af kreditværdighedsvurderingen vise, at forbrugerens forpligtelser efter kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, det kræves efter den pågældende aftale.

Kreditgiveren skal ved vurderingen af forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen tage hensyn til relevante faktorer og særlige omstændigheder, f.eks., men ikke begrænset til, kreditter ydet i overensstemmelse med kreditaftaleloven til finansiering af studier eller til dækning af ekstraordinære sundhedsudgifter, forekomsten af tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne kreditter vil bibringe forbrugeren fremtidige indtægter, eller forekomsten af sikkerhedsstillelse eller andre former for garantier, som forbrugeren vil kunne tilvejebringe med henblik på at stille sikkerhed for kreditten, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 55.

Det foreslås i stk. 8, at en kreditgiver, der indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke efterfølgende kan annullere eller ændre kreditaftalen til skade for forbrugeren med den begrundelse, at vurderingen af kreditværdigheden var ukorrekt. Det gælder dog ikke, hvis det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket de i stk. 3 nævnte oplysninger, der er givet til kreditgiveren.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kreditgiver som udgangspunkt ikke efterfølgende kan annullere eller ændre en indgået kreditaftale til skade for forbrugeren under henvisning til, at kreditværdighedsvurderingen var ukorrekt. Når kreditgiveren efter at have foretaget den nødvendige kreditværdighedsvurdering har tilbudt og indgået en kreditaftale med forbrugeren, kan kreditaftalen dermed som udgangspunkt ikke hæves eller ændres med den begrundelse, at kreditværdighedsvurderingen ikke var korrekt. Efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. gælder dette udgangspunkt dog ikke, hvis kreditværdighedsvurderingen ikke var korrekt på grund af svigagtig adfærd fra forbrugerens side i form af, at forbrugeren - påviseligt - bevidst har tilbageholdt eller forfalsket oplysningerne til brug for kreditværdighedsvurderingen.

Det foreslås i stk. 9, at hvis vurderingen af kreditværdigheden omfatter brug af automatisk behandling af personoplysninger, har forbrugeren ret til at anmode om og få menneskelig indgriben fra kreditgiveren i form af retten til at anmode om og få en tydelig og forståelig forklaring fra kreditgiveren på vurderingen af kreditværdigheden, herunder om den logik og de risici, der er forbundet med den automatiske behandling af personoplysninger, samt om dens betydning og virkning for afgørelsen, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 1. Derudover har forbrugeren ret til at give udtryk for sit synspunkt over for kreditgiveren, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 2. Endelig har forbrugeren ret til at anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdigheden og afgørelsen om kreditgiverens kreditgivning, jf. den foreslåede bestemmelses nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger balancen mellem muligheden for kreditgiveren for at anvende automatisk behandling af personoplysninger overfor forbrugerens ret til individuel og menneskelig behandling af de pågældende oplysninger, inklusiv en gennemgang af den af kreditgiveren foretagne kreditværdighedsvurdering og resultatet heraf.

Derudover foreslås det i stk. 10, at forbrugeren skal underrettes om de rettigheder, der fremgår af stk. 9.

Bestemmelsen vil indebære en pligt for kreditgiveren til at give forbrugeren besked om den ret til menneskelig behandling og forklaring, som er fastlagt i den foreslåede stk. 9.

De foreslåede bestemmelser i stk. 9 og 10 vil således regulere tilfælde, hvor kreditværdighedsvurderingen omfatter brug af automatisk behandling af personoplysninger. Bestemmelserne fastlægger forbrugerens rettigheder i sådanne tilfælde. Det fremgår uddybende af forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56 bl.a., at forbrugeren - uden at det berører databeskyttelsesforordningens bestemmelser - har ret til at få en meningsfuld og forståelig forklaring på den vurdering, der er foretaget, og på hvordan den anvendte automatiske behandling fungerer, herunder de vigtigste variabler, logikken og de involverede risici, samt retten til at give udtryk for sine synspunkter og anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdighed og en gennemgang af afgørelsen om, hvorvidt der kan gives kredit.

Det bemærkes, at muligheden for at anmode om en gennemgang af den oprindelige vurdering og af afgørelsen ikke nødvendigvis fører til kreditgivning til forbrugeren, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 56.

Det foreslås i stk. 11, at kreditgiveren er forpligtet til straks at underrette forbrugeren om et afslag på en kreditansøgning og, hvis det er relevant, henvise forbrugeren til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. I givet fald underretter kreditgiveren forbrugeren om, at vurderingen af kreditværdigheden er baseret på automatisk databehandling, og om forbrugerens ret til menneskelig vurdering og proceduren for at anfægte afgørelsen.