L 19 Forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring og lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre love.

(Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2025-26
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2025

Fremsættelse: 08-10-2025

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)

20251_l19_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2025)

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler, lov om markedsføring, lov om forbrugslånsvirksomheder og forskellige andre lov (Gennemførelse af det reviderede forbrugerkreditdirektiv)

(Lovforslag nr. L 19)

Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF (forbrugerkreditdirektivet) i dansk ret. Forbrugerkreditdirektivet ophæver og erstatter det tidligere direktiv på området (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF).

Det overordnede formål med forbrugerkreditdirektivet er at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og at skabe et velfungerende indre marked for forbrugerkreditaftaler. En forbrugerkreditaftale kan f.eks. være en aftale om at optage et banklån.

Forbrugerkreditdirektivet er - ligesom det tidligere direktiv - totalharmoniserende. Derfor kan der inden for direktivets anvendelsesområde som udgangspunkt ikke fastsættes nationale særregler. Dog er der på enkelte områder en række regulatoriske valgmuligheder.

Der lægges op til, at forbrugerkreditdirektivet med enkelte undtagelser vil blive gennemført uden overimplementering. Det skyldes, at direktivet efter regeringens opfattelse sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, at direktivet balancerer hensynene til forbrugerne og erhvervslivet, og at fastsættelse af strengere krav til kreditgivere, end hvad der følger af direktivet, efter omstændighederne vil kunne pålægge erhvervslivet unødige byrder.

Som følge heraf lægges der bl.a. op til ikke at udnytte valgmuligheden efter direktivet til at fastsætte regler om, at kreditgivere skal vurdere kreditværdighed på grundlag af en søgning i specifikke databaser. Dermed vil kreditgivere - som i dag - have et skøn i forhold til, hvordan oplysningerne til brug for kreditværdighedsvurderingen indhentes.

Af hensyn til forbrugerbeskyttelsen foreslås det dog bl.a. at udnytte mulighederne i direktivet for at indføre forbud mod, at kreditgivere kan opkræve betaling fra forbrugere, inden en kreditaftale indgås, samt for at indføre forbud mod reklamer for kreditprodukter, som fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit.

Derudover lægges der bl.a. op til ikke at udnytte direktivets mulighed for at fastsætte en mere lempelig regulering af bl.a. kreditaftaler, hvor kredit ydes rentefrit og uden andre omkostninger. Det skyldes, at sådanne kreditaftaler blev omfattet af kreditaftaleloven i 2023 for bl.a. at styrke forbrugerbeskyttelsen og hindre overgældsætning.

Herudover viderefører forbrugerkreditdirektivet en række valgmuligheder, som også fulgte af det tidligere direktiv. I forhold disse lægges der så vidt muligt op til at videreføre gældende ret.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. august 2025 til den 10. september 2025 været sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer m.v.

Med lovforslaget foreslås der en række ændringer af kreditaftalelovens anvendelsesområde. Dette medfører bl.a., at kassekreditter fremover fuldt ud vil blive omfattet af loven. Det foreslås endvidere at udvide en række gældende regler i kreditaftaleloven, herunder om kreditgiverens oplysningsforpligtelser og forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed. Derudover foreslås det at indføre en række nye regler om bl.a. god forretningsskik, kombinations- og pakkesalg samt rådgivningstjenester.

Med lovforslaget foreslås det også - i markedsføringsloven - at indføre nye bestemmelser om markedsføring af kreditaftaler og kreditprodukter, herunder et forbud mod reklamer for kreditprodukter, som fremhæver, hvor nemt eller hurtigt der kan opnås kredit.

Herudover foreslås det med lovforslaget, at lov om forbrugslånsvirksomheders anvendelsesområde udvides, og at der heri bl.a. indføres en ny registreringsordning for kreditformidlere samt regler om kompetencekrav og aflønning af ansatte hos kreditformidlere.

Endelig foreslås med lovforslaget enkelte ændringer af lov om finansiel virksomhed og lov om ejendomskreditselskaber.

Implementeringsfristen for forbrugerkreditdirektivet er den 20. november 2025. I lyset af implementeringsfristen foreslås det, at lovforslaget vil kunne stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.