Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Christina Egelund):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser og lov
om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner
(Nye praksisrettede professionsmasteruddannelser og andre elementer
fra aftale om reform af professionsbachelor- og
erhvervsakademiuddannelser i Danmark m.v.)
(Lovforslag nr. L 17)
Lovforslaget følger op på dele
af aftalen af 26. marts 2025 mellem regeringen,
Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance,
Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og
Alternativet om reform af professionsbachelor- og
erhvervsakademiuddannelserne i Danmark.
Det foreslås, at
professionshøjskolerne får mulighed for at udvikle og
udbyde nye professionsmasteruddannelser på 75 ECTS-point som
praksisnære overbygningsuddannelser målrettet
professionsbachelorer inden for velfærdsområdet.
Herudover foreslås det som led i en
ny tilrettelæggelse af
professionsbacheloruddannelserne, at
professionsbacheloruddannelserne som udgangspunkt vil skulle
tilrettelægges med en kortere varighed svarende til 15
ECTS-point.
Det foreslås endvidere, at der
på tekniske erhvervsakademiuddannelser etableres praktikum
(værkstedskurser) for studerende, der ikke har
gennemført en erhvervsuddannelse.
Det foreslås også at give
mulighed for at oprette 800 nye uddannelsespladser på
engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser
inden for de tekniske og it-faglige områder fra sommeroptaget
2027.
Herudover foreslås det at
indføre mulighed for, at erhvervsakademier og
professionshøjskoler - på linje med universiteterne -
kan opkræve et depositum af visse udenlandske ansøgere
i forbindelse med behandling af ansøgning om optag på
en uddannelse omfattet af lov om erhvervsakademiuddannelser og
professionsbacheloruddannelser.
Det foreslås endvidere at ændre
lov om erhvervsakademiuddannelser og
professionsbacheloruddannelser, så angivelsen af
uddannelsernes varighed i tid ændres til normering i
ECTS-point.
Som led i omprioritering af ressourcer fra
statslig administration til borgernær velfærd
foreslås det at nedlægge Rådet for
Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.
Endelig foreslås det at ændre
lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner
med henblik på, at uddannelses- og forskningsministeren kan
fastlægge en særlig godkendelsesprocedure for de nye
professionsmasteruddannelser.
Det foreslås, at denne særlige
godkendelsesprocedure ophæves den 31. december 2028.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. januar 2026.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.