Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om undtagelse fra
regulering på Erhvervsministeriets ressort for internationale
finansielle institutioner med virke i Grønland.
(Lovforslag nr. L 15)
Formålet med lovforslaget er at
sikre, at internationale finansielle institutioner, som Den
Europæiske Investeringsbank, EIB, kan undtages fra regulering
på Erhvervsministeriets ressort i Grønland,
såfremt dette ønskes af den grønlandske
regering.
I Danmark er visse internationale
finansielle institutioner, som Danmark er medlem af, undtaget fra
visse typer regulering, herunder f.eks. finansiel regulering.
Det skyldes, at institutionernes virke
reguleres af EU-retsakter eller mellemstatslige aftaler, som
Danmark har tiltrådt. Grønland er ikke medlem af EU og
har dermed ikke tiltrådt de EU-retsakter, som bl.a. regulerer
disse. Tilsvarende kan der være mellemstatslige aftaler om
internationale finansielle institutioner, som er tiltrådt af
Danmark, men ikke af Grønland.
Der kan derfor opstå situationer,
hvor internationale finansielle institutioner, som Danmark er
medlem af, ikke har de samme rettigheder i Grønland som i
Danmark og derfor ikke kan tilbyde finansiering i
Grønland.
Det er hensigtsmæssigt for at
understøtte udviklingen i Grønland, at internationale
finansielle institutioner, såsom EIB, også kan tilbyde
deres produkter i Grønland inden for nærmere fastlagte
rammer, såfremt der er grønlandsk ønske
herom.
Lovforslaget er et ønske fra den
grønlandske regering, og lovforslaget fremsættes
parallelt i Grønland.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.