Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og lov om
forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og
investeringsservice og -aktiviteter (Udskydelse af virksomheders
pligt til rapportering om bæredygtighed og afregistrering af
revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere
vedrørende bæredygtighedsrapportering)
(Lovforslag nr. L 13)
Lovforslaget implementerer den
første del af EU-Kommissionens simplificeringspakke og er
samtidig det første vigtige skridt på vejen mod at
øge europæiske virksomheders grønne
konkurrencekraft.
Med forslaget udskydes virkningstidspunktet
af rapporteringskravene om bæredygtighed i
årsregnskabsloven med to år for de virksomheder, der
endnu ikke har rapporteret. Formålet er at give tid til at
revidere EU's bæredygtighedsdirektiv og forenkle de
europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering.
Hermed skabes grundlag for en markant og reel reduktion af de
administrative byrder, som bæredygtighedsrapporteringen
pålægger virksomhederne, og styrker således
både dansk og europæisk konkurrenceevne.
Det betyder, at store virksomheder i
regnskabsklasse C og store børsnoterede virksomheder og
statslige aktieselskaber med 500 ansatte eller derunder skal
rapportere efter kravene for regnskabsår, der starter i 2027
eller senere. Børsnoterede SMV'er med undtagelse af
børsnoterede mikrovirksomheder vil efterfølgende
blive omfattet fra regnskabsår, der starter i 2028 eller
senere. Udskydelsen påvirker alene virkningstidspunktet for
de pågældende virksomheder og ikke indholdet eller
omfanget af rapporteringskravene
Som en direkte følge af udskydelsen
indeholder lovforslaget derudover en overgangsbestemmelse, der
gør det muligt for virksomheder, som allerede har valgt en
bæredygtighedsrevisor eller uafhængig
erklæringsudbyder med henblik på at opfylde de nu
udskudte krav, at afregistrere denne uden krav om særskilt
generalforsamlingsbeslutning eller yderligere dokumentation. Dette
skal forhindre unødvendige administrative byrder for de
berørte virksomheder.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.