Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2025)
erhvervsministeren (Morten
Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
krigsforsikring af skibe (Statslig låneramme, udvidelse af
forsikringsdækning og ændring af hvilke skibe, der er
omfattet af loven m.v.)
(Lovforslag nr. L 11)
Der er globale spændinger og krig
på europæisk jord. Derfor er det vigtigt, at vi er
forberedte - også på de mest ubehagelige scenarier. Den
danske handelsflåde skal fortsat kunne sejle i tilfælde
af krig. Hvis det kommercielle krigsforsikringsmarked bryder sammen
pga. stormagtskrig eller krig mellem Danmark og en fremmed magt,
skal Krigsforsikringsinstituttet aktiveres og træde i stedet,
da skibe ikke kan sejle uden forsikring. Formålet med
lovforslaget er således, at Krigsforsikringsinstituttet for
skibe kan være operationelt med kort varsel, hvis det
aktiveres - også for at sikre forsyningssikkerheden til
Danmark, Færøerne og Grønland. Det kræver
en opdatering af den gældende lov fra 1997 om krigsforsikring
af skibe.
Lovforslaget understøtter, at
Krigsforsikringsinstituttet for skibe med kort varsel kan
være operationelt i tilfælde af krig ved at:
- Stille en statslig låneramme
på 6 mia. kr. til rådighed for
Krigsforsikringsinstituttet i tilfælde af instituttets
aktivering, så Krigsforsikringsinstituttet får
tilstrækkelig likviditet til at kunne udbetale
krigsskadeserstatninger fra første dag.
- Forsikringsdækningen udvides
endvidere til også at dække skibets ansvar for skader
og tab mht. besætning, passagerer og last.
- Der indsættes en mulighed for at
delegere administrationen af Krigsforsikringsinstituttet til
private aktører med de nødvendige kompetencer til
assistance og behandling af krigsforsikringsskader.
- Endelig opdateres afgrænsningen af
hvilke skibe, der er omfattet af Krigsforsikringsinstituttet som
følge af ændringer i sølovens regler om
optagelse af skibe under dansk flag.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.