Tak for det. Som en tidligere ordfører har været inde på, er det her jo lidt et af de her såkaldte bunkeforslag med lidt forskellige og ikke så sammenhængende elementer. Et af dem, altså det her med, at man fremover skal kunne få refusion af elafgift, også selv om man har været så miljøbevidst at installere solceller på sit tag, er vi helt enige i. Det har været en rigtig dum situation, at folk har ladet være med at installere solceller, fordi det så ville belaste dem i forhold til deres økonomi, når elbilen skulle oplades, eller at de omvendt havde ladet være at købe en elbil, fordi de nu engang havde installeret solceller. Så det er rigtig godt, at vi har fundet en løsning på det. Det støtter vi fra Enhedslistens side.
Til gengæld er vi ikke glade for den her fritagelse fra afgiften på biobrændsel. Det er ikke fornuftigt ud fra et bæredygtighedsperspektiv. Min vurdering er, at der først og fremmest er tale om en eller anden form for gave til det industrielle landbrug, som jo i stigende grad har en indtægtskilde fra produktion af f.eks. biogas. Vi kan ikke rigtig se, hvad grunden til det her element er, og hvordan det skulle bidrage til hverken bæredygtighed eller en grøn omstilling.
Det sidste er jo så lidt elefanten i rummet. Det er den her emballageafgift, som vi drøfter meget for tiden – med god grund. Det er jo, fordi den her emballageafgift er med til at gøre fødevarer dyrere nede i supermarkedet i en situation, hvor det i forvejen er stukket af – ikke på grund af afgifter, som højrefløjen nu engang ønsker at fremstille det, nej, på grund af at der er nogen i produktionskæden i fødevarebranchen, som tjener boksen lige nu på at banke priserne op og gøre det dyrere at være dansker. Det snakker vi alt for lidt om herinde. Men ikke desto mindre er det klart, at når der så lige pludselig bliver lagt penge oveni, fordi der er blevet indført emballagegebyr, så belaster det helt almindelige menneskers indkomst, og det er et problem.
Jeg synes, at hele det her spørgsmål om emballageafgift er lidt af en rodebutik lige nu, hvis jeg skal være helt ærlig. Altså, man er i gang med at implementere det her producentgebyr, og vi mener i Enhedslisten, at det er ret klart, at det implementeres i strid med den aftale, vi har indgået. Først og fremmest står der i aftalen, at det skal være bæredygtigt, men med den måde, man indfører det her på, ser det ud, som om der bliver en forretning i at bruge mere plastik, altså fossilt produceret emballage, mens det med glas og pap går i den forkerte retning.
En anden ting, som virkelig, virkelig bekymrer os, er spørgsmålet om kompensationen, for aftalen sagde, at når man lagde det her producentgebyr over på producenterne og dermed jo i sidste ende på forbrugerne, så skulle borgerne kompenseres, ved at man så samtidig sænkede affaldsgebyret ude i kommunerne.
Nu har vi så fået et svar fra ministeren, som siger, at først og fremmest kan man ikke være helt sikker på, at man bliver kompenseret, og hvis man gør, kan det i hvert fald tage flere år. Noget andet er, og det er det, der lidt får mit hoved til at eksplodere, at det er kommet frem, at rigtig mange af dem, som bor privat til leje, altså dem, som bor i det, som vi tidligere omtalte somboliger med frit fastsat husleje, ikke bliver kompenseret med en krone, for der kan udlejeren sådan set stikke hele den sænkelse af emballageafgiften i lommen.
Jeg må bare sige, at det er endnu en gang, hvor vi behandler lejere i det her land som sådan en slags andenrangsborgere. Forestil jer, at det var boligejerne, som man ikke havde kompenseret. Så havde der været et ramaskrig. Men når det er lejerne, er det, som om det er noget andet. Det er måske, fordi der ikke er så mange, der bor til leje herinde, men jeg synes i hvert fald, at det er helt uacceptabelt, at vi står i den situation.
Så har vi også hørt, at der altså er noget med den implementering i den her aftale i forhold til de små erhvervsdrivende. Altså, jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har fået mange henvendelser. Men det er jo en masse indrapportering, der skal laves, som man måske har ressourcerne til, hvis man er en stor virksomhed, men hvis man er en lille virksomhed, er det alt, alt for belastende.
Så vi mener ikke, at den her aftale, som den ligger nu, og at den måde, den implementeres på fra regeringens side, er klog, og vi er ikke sikre på den løsning. Nu kommer man så med den her lappeløsning og siger, at så skal vi sænke den volumenbaserede emballageafgift. Var det måske en bedre idé lige at genbesøge hele aftalen og specielt det her producentgebyr og producentafgift og se, om ikke det var klogere at kigge på det? Så kan vi både sikre, at det ikke bliver dyrere at være dansker, heller ikke for dem, der bor til leje, og at vi ikke belaster små erhvervsdrivende med alt for meget bureaukrati, og samtidig sikrer vi altså det, der er hele formålet med den her aftale, nemlig at det rent faktisk bidrager til, at vi bruger mindre af den emballage, der er mest miljøskadelig. Tak.