Fremsat den 8. oktober 2025 af Helene Brydensholt (ALT) og Zenia Stampe (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at få børn ud af asyl- og
udrejsecentrene
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag, der sikrer, at børn, der
opholder sig i Danmark som en del af en asyl- eller udrejseproces,
tilbydes indkvartering i almindelige boliger sammen med deres
nære familie frem for på asyl- og udrejsecentre.
Bemærkninger til forslaget
Formål og hovedindhold
Formålet med beslutningsforslaget er at
bidrage til, at ingen børn i Danmark vokser op under
forhold, der skader deres helbred, udvikling og trivsel, og at
Danmark lever op til sine internationale forpligtelser til at
beskytte børns rettigheder og menneskelige
værdighed.
Med dette
beslutningsforslag foreslås derfor følgende:
- Børn og
deres nærmeste familie skal ikke længere bo på
asyl- og udrejsecentre, men tilbydes indkvartering i almindelige
boliger.
- Indkvarteringen
skal ske under hensyn til familiens mulighed for at overholde
eventuel meldepligt eller administrative krav. Dette kan f.eks. ske
gennem regelmæssigt fremmøde på en
nærliggende politistation eller hos en anden relevant
myndighed.
- Ordningen skal
gælde, uanset om barnet er omfattet af en verserende asylsag
eller befinder sig i udrejseposition.
-
Udlændingestyrelsen har ansvar for at stille boliger til
rådighed, eventuelt i samarbejde med kommuner, som i så
fald bør kunne kompenseres for eventuelle merudgifter.
Baggrund
I Danmark bor en gruppe børn på
asyl- og udrejsecentre under forhold, som dokumenteret har
alvorlige konsekvenser for deres psykiske og fysiske trivsel.
Børnene lever ofte isoleret fra det omgivende samfund uden
stabile rammer og uden adgang til et trygt hverdagsliv med
forudsigelighed, skolegang, fritidsaktiviteter og sociale
relationer (»Rapport om børnenes trivsel på
Udrejsecenter Avnstrup - et øjebliksbillede «,
Røde Kors, april 2013).
Disse børn befinder sig enten midt i en
asylsag eller i såkaldt udrejseposition efter afslag på
opholdstilladelse. Mange har boet i centrene i lang tid - nogle
hele deres liv. Flytninger mellem centre og usikkerhed om fremtiden
forværrer situationen yderligere.
Ifølge undersøgelsen fra
Røde Kors blandt børn på Udrejsecenter Avnstrup
oplever 56 pct. betydelige trivselsproblemer, mens 44 pct. vurderes
at være i høj risiko for psykiatriske lidelser. Det er
alarmerende tal, som kalder på handling.
Retlige og menneskeretlige rammer
Danmark er forpligtet af både den
europæiske menneskerettighedskonvention og FN's
børnekonvention. Særlig artikel 3 i
børnekonventionen fastslår, at barnets tarv skal komme
i første række i alle beslutninger, der
vedrører børn.
Indretningen af udrejsecentrene har det
erklærede formål at motivere beboerne til at rejse ud
af Danmark. I praksis betyder det, at forholdene bevidst
gøres så lidt attraktive som muligt. Dette hensyn er i
direkte modstrid med princippet om barnets tarv og udgør en
form for strukturel afstraffelse af børn for forhold, de
ikke bærer ansvaret for.
Finansiering
Forslaget vedrører en afgrænset
gruppe børnefamilier, og de samlede udgifter vurderes derfor
at være relativt begrænsede. Ifølge seneste
opgørelser fra Refugees Welcome kan det udledes, at der
aktuelt bor over 600 børn på Danmarks asyl- og
udrejsecentre. Heraf er mange børn født og opvokset
på centrene og har aldrig kendt andet. Det samlede antal
berørte familier anslås til ca. 250-300 familier
(»Hvor mange kommer til Danmark, og hvorfra?«,
refugees.dk, den 2. maj 2025).
Der lægges op til, at familierne fortsat
er under Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt. Det
vurderes, at udgifterne til indkvartering i almindelige boliger i
videst muligt omfang kan afholdes inden for den eksisterende
økonomiske ramme for asylsystemet.
Dette er ikke nogen ny idé. I 2012
indgik regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF)
sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance en aftale, som gav
asylansøgere mulighed for at flytte ud af centrene og bo i
selvstændige boliger efter 6 måneders ophold.
Formålet var at sikre mere værdige forhold og bedre
forudsætninger for integration eller hjemrejse
(»Øget fokus på udrejse - nye muligheder for
asylansøgere«, september 2012). Dette fremgik
også af regeringsgrundlaget for samme regering, hvor det
bl.a. hed: »Flygtninge skal behandles værdigt …
Asylansøgere skal have mulighed for at arbejde og bo uden
for asylcentrene.« (»Et Danmark der står
sammen«, oktober 2011).
Ifølge Udlændinge- og
Integrationsministeriet kostede det i 2020 i gennemsnit ca. 300.000
kr. årligt at have én afvist asylansøger
indkvarteret på et center, mens udgifterne ved indkvartering
i selvstændige boliger typisk er lavere (»Tesfaye vil
betale asylansøgere for at rejse tidligere hjem«,
uim.dk, den 10. august 2020).
Det foreslås, at
Udlændingestyrelsen fortsat har ansvaret for at stille
midlertidige boliger til rådighed, og at kommunerne
kompenseres for eventuelle merudgifter. Finansieringen kan
tilvejebringes via en omprioritering inden for Udlændinge- og
Integrationsministeriets budgetramme, eventuelt suppleret af en
særbevilling via finansloven, som kan udløses i en
forsøgsperiode. Ordningen evalueres efterfølgende med
henblik på en eventuel videreførelse.
Skriftlig fremsættelse
Helene Brydensholt
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
få børn ud af asyl- og udrejsecentrene.
(Beslutningsforslag nr. B 1)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.