Tak, og tak til ministeren for besvarelse af spørgsmålet. Jeg tror faktisk, at hvis man gik ud på gaden her i Danmark og spurgte hr. og fru Danmark, så har i hvert fald 99 ud af 100 mennesker, uanset hvor de kommer fra og hvor de bor, relativt stor tiltro til offentlige myndigheder, også til dem, der kommer og kontrollerer. Jeg tror også, de samme borgere er utrolig glade for, at vi har, hvad skal man sige, hånden på rattet i forhold til fødevaresikkerhed og alle de steder, hvor der skal være stor tiltro til, hvad det er, folk køber i butikkerne, og hvad det er, de putter i deres mund. Men jeg tror, de samme 99 pct. har sådan en autoritetstro, der såmænd også gør, at man mener, at de bøder, man får, skal ligge nogenlunde i tråd med alvorlighedens karakter. Og det er jo der, hvor det stritter fuldstændig i forhold til Fødevarestyrelsen i forhold til de her kontrolbesøg, der har været, hvor vi jo kan se, at små forseelser giver enorme bøder.
Jeg er da med på, at det er godt, at ministeren siger, at man gerne vil fremrykke og speede op på noget proces, i forhold til at vi skal forhandle om det, og Danmarksdemokraterne vil så sandelig gerne være med til at forhandle også omkring de her ting. Men det ændrer jo ikke på, at man får en bøde som lille erhvervsdrivende med relativt få ansatte i en dansk bagerforretning, altså en bøde på 60.000 kr. for så lille en forseelse, som det her vitterlig er, og ovenikøbet en forseelse, som de har fået godkendt af Fødevarestyrelsen tilbage i oktober måned 2024, hvor der var et helt almindeligt, legitimt kontrolbesøg, og hvor de pågældende mærkater blev godkendt til ug med kryds og slange og alt muligt andet.
Kan ministeren ikke godt se, at det her er noget, der skal løses, også bagudrettet i forhold til den her stakkels virksomhedsejer, som nu vitterlig står med en kæmperegning for så at sige ikke at have gjort ret meget forkert, i forhold til at man jo netop har en godkendelse fra Fødevarestyrelsen af den pågældende etiket?