L 220 Forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed, straffeloven, lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og forskellige andre love.

(Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalisering af stealthing).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 25-04-2025
1. behandlet / henvist til udvalg 09-05-2025
Sat på dagsorden til 2. behandling 04-06-2025
Sat på dagsorden til 3. behandling 11-06-2025
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Lovforslaget har bl.a. til formål at implementere de initiativer i regeringens tryghedspakke »Et trygt Danmark for alle« af 10. marts 2025, der kræver lovændringer, herunder:

• Indførelse af mulighed for at meddele tryghedsskabende opholdsforbud.
• Skærpelse af bødestraffen for overtrædelsen af visse bestemmelser i ordensbekendtgørelsen og politiloven, når overtrædelsen er sket i en nattelivszone.
• Udvidelse af listen over lovovertrædelser, der kan give opholdsforbud i nattelivet, og forlængelse af den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud.
• Skærpelse af straffen for hærværk begået mod offentlige transportmidler til fængselsstraf som udgangspunkt.
• Indførelse af et nyt pålæg til børn og unge, som led i et forbedringsforløb, om forbud mod færden og ophold i et afgrænset område.
• Udvidelse af mulighederne for tv-overvågning foretaget af boligorganisationer, foreninger m.v. og ejere af idrætsanlæg.
• Udvidelse af kommunernes muligheder for tv-overvågning i nær tilknytning til boligområder.
• Udvidelse af adgangen til at meddele tilhold og opholdsforbud.

Derudover foreslås kriminalisering af stealthing, dvs. aftagning af kondom under samleje, uden at partneren har samtykket heri eller er bekendt med det, når beskyttelse var en forudsætning for samlejet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.