Jeg synes virkelig, at det her er Folketinget, når det er bedst. Man sikrer bedre rettigheder og muligheder for nogle af dem, som har allermest brug for det.Til forberedelserne til det her lovforslag var der noget, der blev ved med at gå igen. Noget af det, jeg synes er allerstærkest og mest rørende ved det, vi gør nu, er ikke partierne eller alt muligtandet herinde, men faktisk de forældre, som har stået i den sværeste krise, man overhovedet kan forestille sig, og så alligevel finder styrken til at bruge deres stemme til at lave en ændring, sådan at andre, der i fremtiden risikerer at stå i den værst tænkelige situation, som de har stået i, ikke skal gøre det, og sådan at andre trods alt står bare lidt bedre i noget, der er så svært. Det synes jeg virkelig er noget af det, der er det smukkeste overhovedet, altså at man finder den styrke til at gøre det.
At få et barn er en stor og livsforandrende oplevelse. For mange er det en tid med kærlighed, håb og glæde, men det kan også være en tid med meget usikkerhed og bekymringer. Man får en ny rolle, og selv under gode forhold kan det være helt overvældende. Hvis man så får et barn med en svær start på livet, eller, endnu værre, hvis barnet mister livet og man skal have hjælp fra sundhedsvæsenet, så bliver situationen kun meget mere sårbar. I de tilfælde er det så vigtigt, at forældrene har tryghed omkring deres rettigheder, og at de skal kunne være sammen med hinanden og med deres barn uden at skulle bekymre sig om job, økonomi og alt muligt andet,og det er netop det, lovforslaget her skal sikre.
Forslaget forbedrer forholdene for forældre til nyfødte. Fremover vil begge forældre have ret til 12 måneders barselsdagpenge, hvis deres barn er på hospitalet. I dag har de kun ret til 3 måneder. Det er så stor en forbedring og noget, som er så nødvendigt. For der er ingen, der skal miste deres rettigheder, mens deres barn kæmper for livet.
Lovforslaget slår også fast, at såkaldt tidligt hjemmeophold skal tælle som hospitalsindlæggelse. Det gælder, når barnet er hjemme, men stadig får behandling, og det er også virkelig en god og vigtig ændring. Forældrene skal nemlig ikke stilles dårligere, fordi barnet bliver behandlet i hjemmet. Man skal slet ikke stå i det dilemma, hvor man spørger sig selv, om det giver bedst mening at være på hospitalet eller derhjemme. Det er det, der er allerbedst for barnet og for familien, der skal afgøre det.
Et barn, der udskrives til hjemmebehandling, har stadig brug for både medicin og kontrol. Det, at det kan give problemer, løser vi med det her forslag, og det synes jeg er virkelig godt. Tidligere kunne det betyde, at forældre ellers mistede retten til barselsdagpenge. Derfor bakker vi selvfølgelig op om at udvide retten til sorgorlov og alt, hvad vi kan gøre i den fuldstændig ubærlige situation, det er at miste et barn, og derforer det også kun rimeligt, at man ikke skal opfylde et beskæftigelseskrav, hvis man har brugt flere år på at passe sit syge barn.
Noget andet, man kan se i høringssvarene, er bl.a., at Akademikerne og CFU har sendt nogle forslag.De foreslår bl.a., at man justerer barselslovens §§ 13-15, så perioderne bliver mere ensartede. I dag gælder nogle rettigheder i 46 uger, andre i 1 år. Det skaber forvirring, men derudover har vi jo faktisk også her en mulighed for at stille nogle bedre ved at ensarte reglerne. Derfor opfordrer vi regeringen til at kigge på de forslag, der er i de høringssvar. Dem bakker vi i hvert fald op om.
Til sidst vil jeg bare klartsige tusind tak. Enhedslisten støtter lovforslaget, der hjælper familier i en svær tid. Det skaber tryghed, og det giver forældrene mulighed for at være hos deres barn, som er der, hvor de hører til. Tak for ordet.