L 138 Forslag til lov om ændring af personskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love.

(Udmøntning af dele af aftale om reform af personskat).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-03-2024

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2024)

20231_l138_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. marts 2024)

Skatteministeren Jeppe Bruus:

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af personskatteloven, ligningsloven og forskellige andre love (Udmøntning af dele af aftale om reform af personskat)

(Lovforslag nr. L 138)

Lovforslaget udmønter dele af aftale af 14. december 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige om reform af personskat.

Aftalepartierne ønsker at gennemføre en skattereform, der sikrer, at danskerne kan beholde en større del af deres løn selv, så det bedre kan betale sig at arbejde og arbejde flere timer, samtidig med at dem med de allerhøjeste indkomster skal bidrage med lidt mere til fællesskabet. Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele af denne skattereform og dermed lette skatterne for danskerne i arbejde og for de danske familier.

Med lovforslaget foreslås det at nedsætte topskattesatsen med 7,5 procentpoint for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) op til 750.000 kr. (2023-niveau), samtidig med at topskattesatsen forhøjes med 5 procentpoint for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) over 2,5 mio. kr. (2023-niveau).

Derudover foreslås det at forhøje beskæftigelsesfradraget og det ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere og at indføre et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har 2 år eller mindre til pensionsalderen.

Endelig forslås det, at bundfradraget i boafgiften hæves, og at tillægsboafgiften ved arv til søskende afskaffes.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.