Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 30. maj 2023
Forslag
til
Lov om Kulturens Analyseinstitut
Kapitel 1
Formål og opgaver
§ 1.
Kulturens Analyseinstitut er et uafhængigt institut, som har
til formål at skabe overblik over og indsigt i kunst- og
kulturområdet for kunstnere, organisationer, institutioner,
øvrige ansatte på kunst- og kulturområdet
m.v.
§ 2.
Kulturens Analyseinstitut har med afsæt i evidens- og
faktabaserede undersøgelser følgende opgaver:
1) Skabe
opmærksomhed om og indsigt i sammenhængen mellem kunst
og kultur og samfund ud fra et lokalt, nationalt og internationalt
perspektiv.
2) Bidrage til
den kulturpolitiske debat om kunstens og kulturens tilstand og
udvikling ud fra et lokalt, nationalt og internationalt
perspektiv.
3) Skabe
overblik over og perspektivere aktuel national og international
forskning på området.
4) Vurdere
rækkevidden af kulturpolitiske initiativer.
5)
Gennemføre uafhængige udredninger, analyser,
undersøgelser og evalueringer af betydning for kunstens og
kulturens udvikling.
6) Stille
resultater, spørgeskemaer, data m.v. frit til rådighed
for offentligheden, så der kan sikres gratis adgang til viden
om kultur, jf. dog § 5, stk. 1, 2. pkt.
7) Formidle
indsigt og viden til offentligheden på en tilgængelig
og relevant måde.
8) Give kunstens
og kulturlivets aktører, medierne, forskere og
beslutningstagere inspiration og værktøjer til at
arbejde med kunstens og kulturens sociale og økonomiske
aspekter.
9) Fremme og
facilitere en kontinuerlig dialog mellem kunstens og kulturlivets
aktører.
§ 3.
Kulturens Analyseinstitut skal årligt sikre involvering af og
dialog med kunstens og kulturlivets aktører, f.eks. ved
etablering af netværksfora eller afholdelse af dialogbaserede
arrangementer.
Kapitel 2
Rammer og økonomi
§ 4.
Kulturens Analyseinstitut er en offentlig selvejende
institution.
Stk. 2. Staten
yder et årligt tilskud til drift af instituttet.
§ 5.
Kulturens Analyseinstitut kan ud over sine opgaver efter § 2
modtage yderligere indtægter ved rekvirerede opgaver, som
falder inden for instituttets formål efter § 1 og er
forenelige med varetagelsen af instituttets øvrige opgaver.
§ 2, nr. 6, finder ikke anvendelse ved rekvirerede opgaver
efter 1. pkt.
Stk. 2.
Instituttet kan under hensyntagen til sin uafhængighed
modtage yderligere indtægter, herunder gaver fra fonde,
indtjening ved udgivelser, deltagerbetaling ved konferencer m.v.
Indtægter efter 1. pkt. skal anvendes til opfyldelse af
instituttets formål efter § 1.
Stk. 3.
Indtægter fra rekvirerede opgaver, jf. stk. 1, skal
være regnskabsmæssigt adskilt fra instituttets opgaver,
jf. § 2.
Kapitel 3
Bestyrelse, rådgivende panel og
direktør
§ 6.
Kulturens Analyseinstitut ledes af en bestyrelse på 9
medlemmer, som alle udpeges af kulturministeren. Kulturministeren
udpeger blandt disse en bestyrelsesleder.
Stk. 2.
Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode.
Bestyrelsen beskikkes forskudt, således at halvdelen af
medlemmerne beskikkes hvert andet år. Et bestyrelsesmedlem
kan genbeskikkes for én periode. Udtræder et medlem af
bestyrelsen inden udløbet af sin beskikkelsesperiode,
foretages en beskikkelse af et nyt medlem for den resterende del af
perioden.
Stk. 3. Ved
udpegningen af bestyrelsesmedlemmerne skal der lægges
vægt på, at bestyrelsens medlemmer skal have en
særlig indsigt i kulturlivet. Bestyrelsen skal
repræsentere kompetencer inden for ledelse, økonomi,
dansk og international kulturpolitik og kultur- og kunstfaglighed
og viden om psykologi, sociologi og lign., forskning og
statistik.
Stk. 4. Mindst
ét af bestyrelsesmedlemmerne skal repræsentere et af
de øvrige nordiske lande.
Stk. 5.
Bestyrelsen skal udarbejde instituttets vedtægter, som skal
godkendes af Kulturministeriet. Ændring af vedtægterne
skal godkendes af Kulturministeriet.
§ 7.
Bestyrelsen skal etablere et bredt sammensat rådgivende panel
bestående af repræsentanter for kulturlivet, herunder
kunstnere, institutioner og organisationer. Instituttet inviterer
løbende og mindst to gange årligt det rådgivende
panel til en dialog om instituttets virksomhed.
§ 8.
Bestyrelsen ansætter og afskediger instituttets
direktør, som varetager den daglige ledelse af Kulturens
Analyseinstitut.
Stk. 2.
Direktøren har ansvaret for den daglige drift i
overensstemmelse med instituttets vedtægter og bestyrelsens
instruktioner.
Stk. 3.
Direktøren ansætter og afskediger instituttets
øvrige personale i overensstemmelse med statens løn-
og personaleregler.
Kapitel 4
Nedlæggelse af Kulturens
Analyseinstitut
§ 9.
I tilfælde af at Kulturens Analyseinstitut nedlægges,
overgår instituttets nettoformue til staten eller til et
formål, der er godkendt af kulturministeren.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§
10. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Ved
ikrafttrædelsen ophæves tekstanmærkning nr. 240
til § 21 i finansloven for 2023.
Kapitel 6
Territorialbestemmelser
§
11. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.