L 78 Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd.

(Videreførelse af valgbarhedskriterier for kirkefunktionærer).

Af: Kirkeminister Louise Elholm (V)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2023

Fremsættelse: 29-03-2023

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

20222_l78_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

Kirkeministeren (Louise Schack Elholm):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om valg til menighedsråd (Videreførelse af valgbarhedskriterier for kirkefunktionærer)

(Lovforslag nr. L 78)

Formålet med lovforslaget er at fastholde den retstilstand, der i dag gælder i forhold til kirkefunktionærers valgbarhed til menighedsråd.

Lovforslaget indebærer, at kirkefunktionærer, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end en måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer, ikke er valgbare til menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor de har tjenestested. Herved fastholdes den nugældende retstilstand. Ændringen er nødvendig, fordi valgbarhedskriterierne i dag henviser til ansættelsesbevisloven, som forventes ophævet ved et lovforslag fra beskæftigelsesministeren om implementering af arbejdsdirektivet.

Lovforslaget skal sikre, at kirkefunktionærer med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 3 timer eller mere ikke mister valgbarheden, hvilket kan være et væsentligt indgreb i folkekirkemedlemmets adgang til medindflydelse på det kirkelige liv i sognet. Ved at fastholde de gældende kriterier, fastholdes kravet om, at den ansættelsesmæssige tilknytning til sognet bør være af en vis længde, før valgbarheden påvirkes.

For at sikre at der ikke sker ændringer i retstilstanden, foreslås det derfor, at henvisningen til ansættelsesbevisloven fjernes, og at de hidtil gældende kriterier, som regulerer kirkefunktionærers valgbarhed, tilføjes i lov om valg til menighedsråd.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.