Fremsat den 31. januar 2023 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF),
Sigurd Agersnap (SF) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om indtægtsregulering af bøder
Folketinget pålægger regeringen at
nedsætte et udvalg inden udgangen af indeværende
folketingsår, der skal se på, hvordan man med fordel
kan indføre et bødesystem, der i højere grad
bygger på indtægtsregulering. Udgangspunktet skal
være, at antallet af dagbøder skal afspejle
lovovertrædelsens karakter, mens dagbødens
størrelse skal fastsættes med udgangspunkt i personens
økonomiske formåen.
Samtidig skal udvalget se på, om
indtægtsregulering af bøder kan udbredes til
også at omfatte virksomheder, således at
dagbødens størrelse fastsættes med udgangspunkt
i virksomhedens omsætning og den indtægt eller
omsætning, virksomheden har opnået ved
lovovertrædelsen.
Udvalget skal afslutte sit arbejde,
således at de nødvendige lovforslag kan
fremsættes senest i folketingsåret 2023-24.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en delvis
genfremsættelse af tidligere fremsatte beslutningsforslag,
senest beslutningsforslag nr. B 12 om indtægtsregulering af
bøder, folketingsåret 2022-23, 1. samling. Der
henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2022-23,
1. samling, Tillæg A, B 12 som fremsat.
Bøder skal ramme lige hårdt -
uanset om man er direktør eller kontanthjælpsmodtager,
kioskejer eller ansat i Mærsk. Det kræver, at
bøderne i større grad er reguleret efter
indtægt frem for en fast beløbsstørrelse, som
er mest brugt i dag. Hvis en bøde skal være
præventiv, skal den kunne mærkes, og det er derfor
hensigtsmæssigt, at de, der tjener mere, får
højere bøder end dem, der tjener mindre. Det er
også mere retfærdigt.
Beslutningsforslaget indebærer derfor,
at indtægtsregulering skal udbredes i det danske
bødesystem ved hjælp af dagbøder, som det
allerede kendes i et vist omfang i dansk ret. Antallet af
dagbøder skal signalere overtrædelsens karakter, mens
størrelsen af dagbøden fastsættes med
udgangspunkt i personens økonomiske formåen.
Indtægtsregulerede bøder skal
tydeligt markere, hvor alvorligt samfundet ser på en konkret
lovovertrædelse, men skal også sikre, at personen -
uanset indkomst - vil opleve et proportionalt ensartet indgreb i
købekraften. Dermed vil bøden få en mere
ensartet og præventiv effekt.
Bødesystemet skal så vidt muligt
udbredes til også at omfatte virksomheder, således at
størrelsen af dagbøden fastsættes med
udgangspunkt i virksomhedens omsætning og den indtægt
eller omsætning, virksomheden har opnået ved
lovovertrædelsen.
Virksomheder har i dag mulighed for at
kalkulere med, at det kan betale sig at bryde loven, hvis der er
tale om en stor virksomhed og bøden er lille. Princippet
skal være, at man i den sammenhæng sætter
bøden op for de virksomheder, der har en høj
omsætning.
Både Finland og Sverige anvender
indtægtsregulerede bøder i langt højere grad
end Danmark. I Danmark anvendes indtægtsregulerede
bøder f.eks. i forbindelse med spirituskørsel og
lign., hvor man bruger personens månedsløn som
udgangspunkt, men derimod ikke ved fastsættelse af
fartbøder m.v.
Færdselslovgivningen er blot ét
eksempel på et område, hvor indtægtsregulerede
bøder med fordel kan anvendes i større omfang ud over
den eksisterende bestemmelse, hvorefter personer med særlig
lav indtægt kan få nedsat bøden til det halve af
normalbøden. Der findes mange flere områder, som et
indtægtsreguleret bødesystem med fordel kan udbredes
til, f.eks. skattelovgivningen, konkurrencelovgivningen,
fiskerilovgivningen, miljølovgivningen osv.
Forslagsstillerne anerkender, at der er behov
for en grundig gennemgang af, hvor man med fordel kan
indføre indtægtsbaserede bøder, hvad enten det
er bøder, der udstedes til fysiske eller juridiske personer.
Forslagsstillerne ønsker derfor, at der nedsættes et
udvalg inden udgangen af indeværende folketingsår, der
kan komme med konkrete forslag til, hvor det kan være en
idé at indføre indtægtsregulering af
bøder, herunder hvordan en ordning kan skrues sammen
på bl.a. skatte-, konkurrence-, fiskeri- og
miljøområdet. Disse konkrete forslag skal så
udmøntes i lovgivning, der kan fremsættes senest i
folketingsåret 2023-24.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
indtægtsregulering af bøder.
(Beslutningsforslag nr. B 22)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.