B 14 Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2022-23 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 06-10-2022

Fremsat: 06-10-2022

Fremsat den 6. oktober 2022 af Erling Bonnesen (V), Jacob Jensen (V), Lise Bech (DD), Pia Kjærsgaard (DF) og Mette Thiesen (NB)

20221_b14_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 6. oktober 2022 af Erling Bonnesen (V), Jacob Jensen (V), Lise Bech (DD), Pia Kjærsgaard (DF) og Mette Thiesen (NB)

Forslag til folketingsbeslutning

om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne

Folketinget pålægger regeringen at fjerne ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, stk. 1 og 2. Muligheden for at dispensere blev indsat som § 20 a i dyrevelfærdsloven i lov nr. 1177 af 8. juni 2021 om adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v. Venstre, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil ikke gå på kompromis med god dyrevelfærd og ser med stor alvor på, at en lang række dyrevelfærdsorganisationer udtrykker bekymring over den konkrete dispensationsmulighed, som regeringen har indført.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 204, folketingsåret 2021-22. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2021-22, tillæg A, B 204 som fremsat.

Den 3. juni 2021 stemte et flertal i Folketinget (S, SF, RV, EL, KF, LA, ALT, og Sikandar Siddique (UFG) og Susanne Zimmer (UFG)) for lovforslag nr. L 229 (Adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.).

I naturnationalparkerne får naturen i højere grad lov til at udvikle sig på naturlige præmisser. Der drives ikke landbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der bliver udsat store græssende dyr, som skal være med til at skabe en spændende natur, hvor der er mange levesteder for dyr og planter (»Naturnationalparkerne i Danmark«, www.naturstyrelsen.dk).

For at imødekomme hensynet til natur og biodiversitet i en naturnationalpark gav L 229 ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri hjemmel til at undtage bestemte dyrehold, der udsættes i en sådan naturnationalpark, og dyrenes afkom fra bestemmelserne i dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, stk. 1 og 2.

Det betyder, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i de kommende naturnationalparker kan dispensere fra følgende paragraffer i dyrevelfærdsloven:

»§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.« og

»§ 9. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på fritgående dyr på græs el.lign. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.«

Bekymrede dyreorganisationer

Dispensationsmuligheden er blevet kritiseret af flere organisationer, herunder Dyrenes Beskyttelse (»Naturnationalparker: Det mener Dyrenes Beskyttelse«, www.dyrenesbeskyttelse.dk, den 13. december 2021), Det Dyreetiske Råd (»Høringssvar om rewilding i naturnationalparker«, detdyreetiskeraad.dk, 2021), Den Danske Dyrlægeforening (»Giv ikke køb på dyrevelfærden i naturnationalparker«, www.ddd.dk, den 15. februar 2021) og Landbrug & Fødevarer (»Tre foreninger siger fra: Afviser forskellige regler i og udenfor naturnationalparker«, landbrugsavisen.dk, den 20. april 2021).

Organisationernes bekymringer omhandler bl.a. manglende tilskudsfodring af dyrene om vinteren og afvigelsen fra kravet om jævnlige tilsyn, hvilket i værste fald kan føre til uforsvarlige forhold i form af unødig smerte, lidelse, angst og varige men (L 229 - bilag 1: Høringssvar (del 1 af 4), folketingsåret 2020-21).

Disse bekymringer deler vi i Venstre, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Derfor stillede vi bl.a. ændringsforslag under behandlingen af L 229, hvor vi netop foreslog, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris dispensationsmulighed fra dyrevelfærdslovens § 3 og § 9, stk. 1 og 2, skulle udgå af lovforslaget. Ændringsforslaget blev desværre stemt ned ved 2. behandling af S, SF, RV, EL, LA, ALT og Susanne Zimmer (UFG). Ved 3. behandling af L 229 stemte Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg (UFG) derfor imod lovforslaget med særlig vægt på den fremsatte skepsis fra de tidligere nævnte dyrevelfærdsorganisationer og den manglende inddragelse af lokale borgere og organisationer i udmøntningen af naturnationalparkerne. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2020-21, tillæg F, møde 123, kl. 10.31, og møde 128, kl. 11.19.

Venstre, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil fortsat ikke gå på kompromis med god dyrevelfærd eller dyrenes sikkerhed i de kommende naturnationalparker. Derfor fremsætter vi dette beslutningsforslag.

Skriftlig fremsættelse

Erling Bonnesen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne.

(Beslutningsforslag nr. B 14)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.