Spm. nr. S 372

8) Til sundhedsministeren af:

Jane Heitmann (V):

Hvornår fremlægger regeringen sit forslag til en kommende 10-årsplan for psykiatrien?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Mit spørgsmål til sundhedsministeren lyder således: Hvornår fremlægger regeringen sit forslag til en kommende 10-årsplan for psykiatrien?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg vidste jo godt, at det spørgsmål nok ville komme allerede i dag. Jeg står her med rapporten, altså det faglige oplæg fra vores styrelser, både Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen, der er involveret sammen med rigtig mange andre interessenter. Nu har vi det faglige oplæg, og jeg har også set, at fru Jane Heitmann ligesom har taget godt imod det, når hun har udtalt sig om det, og det er der rigtig mange interessenter og politikere der har. Jeg er jo selv i fuld gang med at arbejde videre med det.

Når jeg siger, at det var det, jeg forventede ville komme, er det faktisk også, fordi jeg har prøvet at gøre mig nogle tanker om Christiansborgs optagethed af fart i reformer, der skal ske sådan her, sådan her og sådan her. Det er ikke kun tanker, jeg har gjort mig, for forfatteren og analytikeren Sigge Winther Nielsen har skrevet en bog om hastværk i reformer, og hans pointe er, at tingene skal gøres grundigt, og hans analyse er, at der faktisk er for mange reformer i det her Folketing, hvor han siger, at der er travlt ved fordøren, men ikke så meget ved bagdøren. Det billede kan man måske gå ind i, hvis man diskuterer det med ham. Men med det billede mener han kort oversat, at der simpelt hen er en lang række reformer, som måske har lydt godt og også har set godt ud i tv-avisen, hvor en ordfører har stået og pareret spørgsmål og sagt, at vi kommer i gang, og man er så også kommet i gang, men det overlever så ikke rigtig mødet med virkeligheden. Så går der nogle år, der går noget tid, og det giver kun fortvivlelse derude, og man må så måske lave en ny reform eller rette op i voldsom grad osv.

Derfor må jeg sige, at vi kan have den her debat hver onsdag, men vi kommer til at gøre det her arbejde grundigt, og vi kommer ikke til at gøre noget, der foranlediger, at vi om 3 år siger, at det var hastværk, og at det ikke var grundigt nok. Tak.

Jane Heitmann, værsgo.

Tak til ministeren for besvarelsen. Ministeren taler om fordøre og om bagdøre, men jeg troede faktisk, at jeg, når jeg stod her i dag, ville sparke en åben dør ind. For Sundhedsstyrelsen har jo netop, som ministeren lige har sagt, fremlagt sit faglige oplæg til en kommende 10-årsplan for psykiatrien, og det er et solidt oplæg, som fortjener ros. Og man kan lave mange relevante nedslag i oplægget, men særlig ét fokusområde har både min og Venstres opmærksomhed, nemlig børn og unge, som mistrives, har en psykisk sårbarhed eller en psykiatrisk diagnose. I sidste uge, minister, talte vi her i Folketingssalen om børn som pårørende, børn, som overses, når mor eller far bliver alvorligt syge eller dør, og de børn og deres familier er hårdt prøvede, og de fortjener en målrettet indsats.

I Region Hovedstaden er antallet af henvisninger til børne- og ungepsykiatrien under corona steget med 27 pct. Det er børn med stress, angst, depression, ocd, selvskade og selvmordstanker. Det er alvorligt, ikke kun for børnene og de unge, men også for familierne, som er kede af det, frustrerede over den manglede hjælp og de lange ventelister. De er slidte, og det er fuldt forståeligt, for det er ikke nemt for en familie at få hverdagen til at hænge sammen, alt imens et barn har store psykiske udfordringer eller mistrivselsudfordringer. De fortjener alle sammen hurtig hjælp og en målrettet indsats, så familierne igen kan få hverdagen tilbage.

Jeg har, både før Sundhedsstyrelsens faglige oplæg blev præsenteret og også efter præsentationen af det faglige oplæg i mandags, holdt møder og været i dialog med et bredt udsnit af foreninger, faglige selskaber og privatpersoner, og fælles for dem alle er, at de ønsker handling nu. Ministeren har jo tidligere tilkendegivet i et folketingssvar, at de tusindvis af børn og unge, som oplever, at mor eller far bliver alvorligt syge eller dør, skal prioriteres med en forebyggende indsats og behandling i den kommende 10-årsplan for psykiatrien, og derfor er mit spørgsmål til ministeren: Hvornår indkalder ministeren til politiske realitetsforhandlinger om en ny 10-årsplan for psykiatrien?

Tak. Ministeren, værsgo.

Tak for den tale. Den er jo skrevet, før jeg kom med mit svar, kan jeg næsten regne ud, for der var ikke nogen refleksion over det, jeg sagde her, og det var lidt ærgerligt. Den her regering har prioriteret psykiatrien. I den allerførste finanslov leverede vi et varigt løft på årligt 600 mio. kr., og man kan gå ind og se i budgetterne i regionerne, at det på de psykiatriske afdelinger er blevet til løft og bliver til løft, bliver til udbygninger konkret og til løft i de forskellige dele af psykiatrien. Så vi har prioriteret psykiatrien allerede på vores første finanslov.

Tak. Fru Jane Heitmann, værsgo.

Altså, reflekterer og reflekterer – jeg undrer mig sådan set over, at ministeren ikke har reflekteret over mit spørgsmål, nemlig: Hvornår kommer regeringen med deres udspil til en 10-årsplan for psykiatrien? Regeringen gik til valg på en ny 10-årsplan for psykiatrien, så det er jo ikke noget, der pludselig er poppet op. Og det undrer mig sådan set nu, hvor vi har ventet 2½ år på det faglige oplæg, at ministeren så ikke nu – så jeg, som jeg sagde indledningsvis, ikke står her og sparker en åben dør ind – kan sige til de tusindvis af børn, unge og familier, at om kort tid, den dag i den måned, tager vi ansvar og lægger vores forslag frem.

Ministeren, værsgo.

Det er måske, fordi vi har et forskelligt syn på politik. Hvis spørgeren er færdig med at læse den her rapport fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen og alle de arbejder, der er, og hvis man i Venstre er færdig med at gøre sig de tanker, der skal til for at finde ud af, hvordan vi implementerer det i konkret politik, og hvis man allerede er færdig med det efter en uge og har haft samtaler med folk og alt det andet og har lavet det om til, hvordan en 10-årsplan for psykiatrien konkret skal se ud politisk skridt for skridt, så synes jeg, man skal tage en samtale med omtalte Sigge Winther Nielsen og få en snak om, hvordan man egentlig laver reformer, som også holder til mødet med virkeligheden og også holder til, at man kigger på det om 5 år.

Fru Jane Heitmann, sidste spørgsmål.

Jeg taler gerne også med ministerens forfatter om udfordringerne i psykiatrien, og jeg synes måske i virkeligheden, at ministeren lige skulle prøve at sende tankerne tilbage til Kim Larsen, som jo sagde:

»Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:/Du der, få lige fødderne ned, og tag hatten af./Mand, kan du ikke se, at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?«

Og sådan er det med psykiatrien, og jeg tager hatten af for, at ministeren taler med forfattere og alle mulige andre, men jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig og med hånden på hjertet, at det, der er brug for derude, er, at regeringen handler, at ministeren lige kigger ud fra fjerde sal i ministeriet og ser, hvad det er, der er brug for derude for de tusindvis af børn og unge.

Så er det ministeren. Værsgo.

Tak for det. Den her regering har jo netop handlet. Som jeg var inde på i mit tidligere svar, har vi i vores første finanslov leveret et varigt, stort løft på 600 mio. kr. til vores psykiatri – altså markant mere end det, som den tidligere regering stod for. Det er et markant skridt, som nu er ved at blive brugt til udbygninger, flere sengeafsnit m.m. Derudover har vi jo så bestilt et fagligt grundigt oplæg til at lægge ovenpå, nemlig en 10-årsplan for psykiatrien. Vi kan have en snak lang tid, men jeg er nødt til at insistere på, at det skal være fagligheden, som det her hviler på, og det er det arbejde, der sker nu.

Tak. Så er spørgsmålet slut. Tak til fru Jane Heitmann, og tak til sundhedsministeren.

Det betyder, at vi går videre, men nu er det til et spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, og det er af hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Hr. Marcus Knuth, det er sådan, at tidtagningen ikke fungerer, men indtil nu har vi klaret det på den måde, at når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er ved at være gået, og så afslutter man så den sætning, man er i gang med.