B 147 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer.

Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-03-2022

Fremsat den 1. marts 2022 af Henning Hyllested (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL)

20211_b147_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. marts 2022 af Henning Hyllested (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer

Folketinget pålægger regeringen at indføre en række krav til danske bilreklamer pr. 1. august 2022 eller snarest muligt derefter.

Bilreklamer skal fremover indeholde en opfordring til at prioritere at gå eller cykle ved kortere ture (op til 8 km), at benytte offentlig transport på daglig basis og til at gøre brug af samkørsel. I reklamer for biler, der forbruger fossile brændsler, skal det oplyses, at kørsel med denne type bil er klimaskadeligt. Desuden skal de eksisterende krav om oplysning om brændstofforbrug og CO2-emission med krav om samlet årlig CO2-udledning ved forskellig brug af bilen udvides.

Folketinget pålægger desuden regeringen at indføre forbud mod at reklamere for biler med en udledning over 123 g CO2 pr. kørt km, hvilket skal nedsættes til 100 g CO2 pr. kørt km i 2025 og til 95 g CO2 pr. kørt km i 2028.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er inspireret af, at Frankrig med virkning fra den 1. marts 2022 indfører krav til bilreklamer, herunder forbud mod at reklamere for biler med høj CO2-udledning, og krav om at opfordre til f.eks. at bruge kollektiv trafik og cykling i stedet for bilkørsel.

Enhedslisten har tidligere fremlagt ønske om et egentligt forbud mod nysalg af fossile biler, hvilket er afvist under henvisning til EU-regler, og at Danmark må afvente et samlet EU-forbud, der formentlig først kommer omkring 2035, jf. artiklen »Støttepartier lægger pres på regeringen for at hæve bilafgifter massivt: »Det er alt for uambitiøst«« fra berlingske.dk, den 7. september 2020, og afsnittet »Bæredygtig transport for alle« fra Enhedslistens klimaplan fra 2019 (»Enhedslistens klimaplan 2030«). I den situation mener Enhedslisten, at danske folketingspolitikere må bruge de virkemidler, som kan reducere salget af fossile biler, indtil et EU-forbud træder i kraft.

Forslagsstillerne er ikke i tvivl om, at bilreklamer generelt er med til at fremme bilsalget og påvirke borgernes valg i køb af biler. Derfor mener Enhedslisten, at det er oplagt at stille politiske krav til reklamer, som påvirker borgernes transportvalg i en mere klimarigtig retning.

Forslagsstillerne kan forestille sig, at nogle vil indvende, at bilkøb helt af sig selv drejer i en klimarigtig retning med flere elbiler, og at der derfor ikke er noget problem. En stor del af nysalget er imidlertid hybridbiler, som stadig har stort fossilt brændselsforbrug, og bilkørsel i sig selv - fossil eller el - medfører mange andre problemer end CO2-udledninger, f.eks. trængsel, støj, parkering etc., og nationalt har Danmark en politik om at øge cykling og brugen af kollektiv trafik.

Derfor foreslår Enhedslisten at følge det franske eksempel og indføre nationale krav til bilreklamer, hvorved forstås alle former for bilreklamer, f.eks. i tv, radio, aviser m.m., i brochurer og på reklameskærme og diverse elektroniske platforme, og at budskaberne skal være tydelige at læse eller høre.

I dag er der krav om, at bilreklamer indeholder oplysning om brændstofforbrug og CO2-emission pr. km. Dette foreslår Enhedslisten udvidet med en række yderligere krav om oplysning.

Enhedslisten foreslår, at bilreklamer skal indeholde opfordringer til henholdsvis at prioritere at gå og cykle ved kortere ture (op til 8 km), at benytte offentlig transport på daglig basis til at gøre brug af samkørsel. Opfordringerne skal gerne suppleres med henvisninger til, at biler er klimabelastende, fylder, larmer og er usunde at benytte i sammenligning med f.eks. at cykle eller gå. Denne tilgang svarer til tankegangen bag kravene til tobaksreklamer, hvor brugerne også advares mod brugen. Konceptet med at advare og opfordre er ikke ny i Danmark, og med alle de problemer, som den stigende bilkørsel medfører, mener forslagsstillerne, at det er oplagt at stille sådanne krav til bilreklamer.

Enhedslisten foreslår et aktuelt forbud mod reklamering for biler med en udledning over 123 g CO2 pr. kørt km, hvilket så i 2028 skal nedsættes til 95 g CO2 pr. kørt km, hvilket svarer til, hvad der indføres i Frankrig. Enhedslisten foreslår dette suppleret med et forbud fra 2025 gældende for udledning over 100 g CO2 pr. kørt km. I praksis betyder det, at der på den korte bane ikke længere må reklameres for alle større fossile biler, herunder »Sport Utility Vehicles« (SUV'er).

Enhedslisten foreslår også, at de eksisterende krav om oplysning om brændstofforbrug og CO2-emission suppleres med krav om loft for samlet årlig CO2-udledning ved forskellig brug af bilen. Hvis man f.eks. kører som en gennemsnitsdansker, vil en bil, der udleder 123 g CO2 pr. kørt km, udlede 2,2 t CO2 årligt. Dette tydeliggør, hvor meget CO2 man som bilist årligt udleder ved bilkørsel.

En formulering til et sådant krav kunne f.eks. lyde som følger: »Transportministeriet anbefaler: at du går eller cykler, hvor det er muligt, frem for at tage bilen - især på korte ture. Det koster samfundet 5,29 kr. pr. km kørt i bil. Samfundet sparer 7,53 kr. pr. km, når du går, og 8 kr. pr. km, når du cykler. Det er sund fornuft« (Eksemplet bygger på oplysninger fra publikationen »TRANSPORTØKONOMISKE ENHEDSPRISER FOR CYKLING« af Cowi for Transportministeriet, den 14. september 2020). Og et bilmærke kunne f.eks. se ud som i følgende bilag.


Bilag 1

Eksempel på bilmærke (grafik: Enhedslisten)

c

Skriftlig fremsættelse

Henning Hyllested (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer.

(Beslutningsforslag nr. B 147)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.