Fremsat den 1. marts 2022 af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af en forening for politikere og
forskere i Folketinget
Inden udgangen af indeværende
folketingsår opretter Folketinget en forening af politikere
og forskere på børne-, undervisnings-, uddannelses- og
forskningsområdet.
Bemærkninger til forslaget
Vi mangler et sted i Danmark, hvor politikere
og forskere mødes systematisk og diskuterer viden.
Forslagsstillerne har hentet inspiration i Finland, hvor man siden
1970 har haft foreningen TUTKAS, der sigter mod at skabe gode
betingelser for samarbejde og videndeling mellem forskere og
parlamentsmedlemmer og at fremme planlægning,
beslutningstagning og brug af resultater i relation til
forskning.
Forslagsstillerne ønsker at samle
folketingsmedlemmer og forskere om forskning fra vuggestuer til
universiteter, og det skal derfor vurderes, hvordan foreningen kan
organiseres i sammenhæng med Folketingets stående
udvalg, som på uddannelsesområdet i dag er opdelt i
Børne- og Undervisningsudvalget og i Uddannelses- og
Forskningsudvalget.
I Finland har foreningen omkring 1.000
medlemmer, heraf 200 parlamentsmedlemmer og ca. 800 forskere. I
udvalget (bestyrelsen) for foreningen er der 17 medlemmer, heraf 12
parlamentsmedlemmer og 5 forskere. Foreningen arrangerer et seminar
ca. en gang om måneden, som alle medlemmer er inviteret til.
Bestyrelsen for TUTKAS mødes seks til otte gange om
året. Bestyrelsen beslutter sammen, hvilke temaer der skal
danne ramme for seminarerne.
De finske myndigheder oplyser, at en forsker
skal have en akademisk grad og udføre forskningsaktiviteter
for at blive medlem af TUTKAS. Foreningens formand er
parlamentsmedlem Outi Alanko-Kahiluoto (Grønt Forbund), og
næstformand er professor Pirjo Ståhle fra Aalto
Universitet, jf. Børne- og Undervisningsudvalget alm del -
svar på spørgsmål 426, folketingsåret
2020-21.
Forslagsstillerne ønsker, at
Folketinget tage initiativ til at oprette foreningen, herunder
undersøge nærmere vedrørende udformning af
foreningens vedtægter, budget, sekretariatsbetjening
m.v.
Skriftlig fremsættelse
Lotte Rod
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
oprettelse af en forening for politikere og forskere i
Folketinget.
(Beslutningsforslag nr. B 134)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.