Det minder mig lidt om historien om musen og elefanten, og Danmark er jo en mus, men en smart mus, en dygtig mus med masser af gode løsninger, og Kina er så elefanten, der bare buldrer af sted, men det er også en rig elefant; det er ikke en udviklingselefant.
Det er en nation, som sætter sig på verden, sætter sig på Afrika, sætter sig på Asien, sætter sig på Sydamerika og nu også har sit indtog i Europa, og derfor virker det jo fuldstændig skørt, at vi i Danmark skal understøtte kinesisk omstilling til det grønne. Jeg er godt klar over, at danske virksomheder også får gavn af det, men det er jo Kinas opgave. Det er jo et land, der er på vej mod halvanden milliard mennesker. I Danmark er vi 5 millioner. Vi har vores eget at tænke på.
Jeg ved også, at udviklingsbistanden går til lande som Indien – Indien, som er et atomvåbenland. Vi bruger så mange midler på nationer, som kan klare sig selv i den henseende, og derfor undrer det mig, at regeringen ikke vil omstille, og at man ikke vil bruge pengene fornuftigere. Ministeren og jeg har jo tidligere været på rundrejse i Kina, og der nåede vi til Nanjing, hvor man allerede er og har været i gang meget længe, og hvor man samarbejder med danske virksomheder for egne midler. Så de ved godt, de skal, og de griner da bare af, at vi gider at betale danske virksomheder for at tage derover, når de udmærket kan selv.
Så minister, er det ikke på tide med omstilling, så vi kan få brugt de her penge lidt mere fornuftigt?