Tak for spørgsmålet. I Danmark har vi ytringsfrihed, og det er en helt grundlæggende værdi i et samfund som vores, og den skal vi stå vagt om. Vi vil ikke acceptere, at der sidder fanatiske mørkemænd derude, som opfordrer til terrorisme eller drab; mørkemænd, som jo forsøger at true os til tavshed. Det er et grundlæggende angreb på vores demokratiske rettigheder og på vores værdier. Det er afgørende, at vi slår hårdt ned på sådan nogle opfordringer, og at de fanatiske mørkemænd, der kommer med dem, bliver straffet. Det er da også allerede sådan i dag, at det er strafbart i Danmark at opfordre til f.eks. terrorisme eller til drab. Hvis man f.eks. tilskynder til, at der skal begås et konkret mord, kan man efter omstændighederne straffes for medvirken til mordet, og straffen svarer som udgangspunkt i den situation til drabsmandens .
Derudover – og det er også lidt vigtigt – kan man straffes med fængsel i op til 4 år for offentlig tilskyndelse til en forbrydelse, f.eks. et drab, og det gælder, uanset hvad afsenderen kalder opfordringen, altså også hvis den er pakket ind i religiøse klæder i form af en såkaldt fatwa. Så en opfordring til drab er en opfordring til drab, og sådan en skal selvfølgelig straffes.