Jeg er jo glad for, at regeringen og vi i Dansk Folkeparti i hvert fald er enige om at opretholde dansk lovgivning, som den er. Jeg tror også, at vi var med til at stemme den ændring fra tilbage i 2017 igennem i fællesskab, hvor man ændrede bestemmelsen, sådan at det ikke længere kræver, at man får en advarsel, inden man kan få en bøde. Der har man jo så i Schweiz et nogenlunde tilsvarende regime, hvor rumænske tiggere ligesom i Danmark en masse er kommet dertil og får bøder, og hvor man så har valgt at tage konsekvensen af det, nemlig at hvis de ikke betaler de bøder for deres betleri, så må de sidde det af. Det er jo det, som Menneskerettighedsdomstolen i sin visdom er kommet frem til altså krænker de her tiggeres grundlæggende rettigheder.
Der er så flere elementer i det. For det første er der jo det forhold, at vi altså har en domstol, der ikke er sammensat af vælgerne, og som underkender en lov, som er vedtaget her i Folketinget. Men for det andet er der det forhold i det, at sagen jo kunne have været indanket for en anden instans, nemlig det, der hedder Storkammeret, og på den måde være prøvet på ny. Og det kunne være, at man var kommet frem til en anden afgørelse, som så havde skabt en anden retsstilling. Ifølge Politiken har Rigsadvokaten jo valgt at sætte sager i bero i Danmark, og det må alt andet lige, går jeg ud fra, betyde, at det er noget, man tillægger vægt, altså hvordan den her dom nu engang er faldet ud.
Men Danmark kan ikke indbringe den for Storkammeret, og det er der jo et eller andet fuldstændig barokt over. Vi har vedtaget en implementeringslov – jeg tror, det var tilbage i 1992 – hvor man har sagt, at man vil følge de her domme, samtidig med at man altså har stillet sig et sted, hvor man så ikke kan sørge for, at de domme, der altså binder Danmark, kan indbringes i det mindste for at blive vurderet en anden gang i Storkammeret. Det er det, jeg godt vil høre justitsministerens holdning til, både konkret, men også principielt, altså om det ikke er besynderligt, at Danmark altså accepterer at få underkendt sine demokratisk vedtagne love af en domstol, hvor vi ikke engang kan bringe de sager, hvor vi bliver underkendt, ind til Storkammeret, altså få en andeninstansprøvelse.