L 90 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love.

(Udmøntning af dele af »Klimaaftale for energi og industri mv. 2020« m.v.).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-11-2020

Skriftlig fremsættelse (12. november 2020)

20201_l90_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. november 2020)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., og lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love (Udmøntning af dele af Klimaaftalen for energi og industri mv. 2020 m.v.)

(Lovforslag nr. L 90)

Med lovforslaget foreslås at gennemføre dele af Klimaaftale om energi og industri mv. 2020 af 22. juni 2020 indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

Aftaleparterne er enige om, at der samlet set skal tages et markant skridt på vejen mod Danmarks klimamål om at reducere CO2-udledningerne i 2030 med 70 pct. i forhold til 1990 og om at opnå klimaneutralitet i senest 2050.

Klimaaftalen skal bane vejen for globalt lederskab inden for vedvarende energi og sikre en ambitiøs grøn omstilling af industrien ved bl.a. at understøtte den grønne omstilling af danskernes varmeforbrug ved at gøre det dyrere at varme op med fossile kilder og billigere at varme op med grøn elektricitet.

Det foreslås at nedsætte elvarmeafgiften fra 15,5 øre pr. kWh til henholdsvis 0,8 øre pr. kWh for husholdninger og 0,4 øre pr. kWh for erhverv, så satserne for elvarmeafgiften svarer til energibeskatningsdirektivets minimumssatser. Det foreslås også at forhøje rumvarmeafgiften for fossile brændsler fra 56,7 kr. pr. GJ til 62,3 kr. pr. GJ i 2020-priser (62,8 kr. pr. GJ i 2021).

Med lovforslaget foreslås endvidere ændringer af cfc-afgiften for at reducere brugen af klimaskadelige drivhusgasser.

Det foreslås at forhøje afgiften af visse industrielle drivhusgasser med 30 kr. pr. ton CO2, så udledningen af disse drivhusgasser afgiftsmæssigt ligestilles med CO2-afgiften, og at ophæve afgiftsloftet på 600 kr. pr. kg for visse industrielle drivhusgasser, så afgiften for alle gasser svarer til skadesomkostningerne for klimaet. Endelig foreslås det at ophæve bagatelgrænsen på import og fremstilling af afgiftspligtige kølemidler og indeksere afgiften af cfc og visse industrielle drivhusgasser, så afgiftssatserne fremadrettet ikke udhules.

Det foreslås, at loven for så vidt angår den grønne omlægning af varmeafgifterne, træder i kraft den 1. januar 2021, mens ændringerne i cfc-afgiftsloven træder i kraft den 1. juli 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.