L 82 Forslag til lov om ændring af selskabsloven og lov om bemyndigelse til midlertidig fravigelse af virksomheders pligter på selskabs- og regnskabsområdet i forbindelse med covid-19.

(Lempeligere krav til omregistrering af iværksætterselskaber til anpartsselskaber og bemyndigelse til midlertidig fravigelse af bestemmelser om fysisk fremmøde ved generalforsamling i virksomheders vedtægter eller tilsvarende aftaler i forbindelse med covid-19 m.v.).

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-12-2020

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 10. december 2020

20201_l82_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 10. december 2020

1. Ændringsforslag

Erhvervsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Ordene », lov om ændring af selskabsloven og årsregnskabsloven« udgår.

[Præcisering]

Til § 3

2) I den under nr. 3 foreslåede ændring af § 3, stk. 2, indsættes efter »31. december 2021«: », jf. dog stk. 3«.

[Præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Lovforslaget indeholder ændringer til selskabsloven og til lov nr. 445 af 13. april 2019 om ændring af selskabsloven og årsregnskabsloven (Afskaffelse af iværksætterselskaber og nedsættelse af minimumskrav til anpartsselskabers selskabskapital), der fastsætter overgangsbestemmelser for iværksætterselskaber, der blev afskaffet ved ændringsloven. Eftersom iværksætterselskaberne har nær relation til selskabsloven, er det ikke nødvendigt, at ændringsloven indgår i lovforslagets titel. Det foreslås som følge deraf, at lovforslagets titel ændres, så ændringslovens titel udgår af lovforslagets titel.

Til nr. 2

Lov om bemyndigelse til midlertidig fravigelse af virksomheders pligter på selskabs- og regnskabsområdet i forbindelse med covid-19 - der foreslås ændret til lov om bemyndigelse til midlertidig fravigelse af bestemmelser om fysisk fremmøde ved generalforsamling i virksomheders vedtægter eller tilsvarende aftaler på selskabsområdet i forbindelse med covid-19 - foreslås ophævet den 31. december 2021, jf. det foreslåede § 3, stk. 2, i lovforslagets § 3, nr. 3.

Idet der foreslås indsat en undtagelse til denne solnedgangsdato, foreslås det, at der henvises til det foreslåede § 3, stk. 3, hvorefter § 2 ophæves den 1. januar 2021, jf. lovforslagets § 3, nr. 4.

Der foretages ingen materiel ændring.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. november 2020 og var til 1. behandling den 24. november 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministeren sendte den 9. september 2020 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 407, folketingsåret 2019-20. En del af lovforslaget blev først sendt i høring den 9. november 2020. Den 11. og 24. november 2020 sendte erhvervsministeren høringssvarene og høringsnotaterne til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 7 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til erhvervsministerens til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Birgitte Vind (S) Bjørn Brandenborg (S) Camilla Fabricius (S) Thomas Jensen (S) Henrik Møller (S) Kasper Roug (S) nfmd. Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Rasmus Stoklund (S) Katrine Robsøe (RV) Ruben Kidde (RV) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Ina Strøjer-Schmidt (SF) Victoria Velasquez (EL) Rune Lund (EL) Uffe Elbæk (UFG) Torsten Schack Pedersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Anni Matthiesen (V) fmd. Anne Honoré Østergaard (V) Thomas Danielsen (V) Heidi Bank (V) Tommy Ahlers (V) Hans Kristian Skibby (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Mona Juul (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Rasmus Jarlov (KF) Alex Vanopslagh (LA)

Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)12
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5