L 190 Forslag til lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur.

Af: Forsvarsminister Trine Bramsen (S)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 10-03-2021

Skriftlig fremsættelse (10. marts 2021)

20201_l190_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (10. marts 2021)

Forsvarsministeren (Trine Bramsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur

(Lovforslag nr. L 190)

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Danske myndigheder, virksomheder og borgere er i vidt omfang afhængige af en fungerende teleinfrastruktur, både til dagligt og i krisesituationer. Denne digitalisering vil fortsat accelerere i de kommende år, hvilket vil øge Danmarks afhængighed af teleinfrastrukturen.

Den teknologiske udvikling skaber stor værdi for samfundet, men medfører samtidig, at risikoen for, at teleinfrastrukturen bruges til spionage mod eller pression af den danske stat, løbende vil stige. Danmarks sårbarhed over for disse trusler vil øges markant, og det stiller nye og større krav til vores håndtering af sikkerheden i teleinfrastrukturen. Virksomheder, der leverer kritisk teleudstyr eller står for driften af teleudbydernes infrastruktur, kan udgøre en selvstændig trussel, fordi deres adgang til teleinfrastrukturen giver dem mulighed for at udføre sabotage eller spionage. Det er derfor helt afgørende, at der kun anvendes pålidelige leverandører til den kritiske teleinfrastruktur.

For at opnå en tilstrækkelig grad af sikkerhed i teleinfrastrukturen ønsker regeringen at styrke telemyndighedernes muligheder for at sikre den kritiske teleinfrastruktur, bl.a. i forhold til teleudbydernes anvendelse af leverandører af kritisk teleudstyr og -tjenester.

Dette lovforslag indebærer først og fremmest, at Center for Cybersikkerhed i særlige tilfælde vil kunne forbyde teleudbydere at indgå leverandøraftaler, der vedrører kritiske komponenter og systemer, hvis den enkelte aftale vurderes at udgøre en trussel mod statens sikkerhed.

Yderligere indebærer lovforslaget, at Center for Cybersikkerhed i særlige tilfælde vil kunne forbyde teleudbydere at opretholde en allerede indgået aftale, der vedrører kritiske komponenter og systemer, hvis den enkelte aftale vurderes at udgøre en væsentlig trussel mod statens sikkerhed. Herudover vil Center for Cybersikkerhed i særlige tilfælde kunne forbyde teleudbyderes anvendelse af kritiske komponenter og systemer, hvis anvendelsen vurderes at udgøre en væsentlig trussel mod statens sikkerhed.

Ved vurderingerne vil Center for Cybersikkerhed lægge vægt på forhold vedrørende både leverandøren og eventuelle underleverandører, og de enkelte vurderinger vil ske på grundlag af objektive kriterier.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2021.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.