L 136 Forslag til lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven.

(Udskydelse af solnedgangsklausul).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-01-2021

Skriftlig fremsættelse (13. januar 2021)

20201_l136_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. januar 2021)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Udskydelse af solnedgangsklausul)

(Lovforslag nr. L 136)

Det fremgår af § 4, stk. 4, i lov nr. 349 af 2. april 2020 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-19), at en række bestemmelser, som affattes med loven, ophæves den 1. marts 2021.

Det drejer sig for det første om straffelovens § 81 d, der sikrer en markant skærpelse af straffen for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. For det andet drejer det sig om retsplejelovens § 791 d, stk. 1, 2. pkt., og stk. 6, der giver politiet mulighed for på en effektiv måde at iværksætte blokeringer af hjemmesider, hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Endelig drejer det sig for det tredje om udlændingelovens § 22, nr. 9, der indebærer, at udlændinge, der idømmes en ubetinget frihedsstraf fastsat efter strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 81 d, kan udvises, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Danmark befinder sig på nuværende tidspunkt fortsat i en covid-19-epidemi. Sundhedsmyndighederne vurderer, at der er en høj grad af uforudsigelighed om epidemiens videre udvikling og dermed også tidshorisonten for epidemiens afslutning. Tidshorisonten for covid-19-epidemien afhænger af en række faktorer, som for eksempel tilgængeligheden af vacciner, varigheden af vaccinernes effekt samt udviklingen i virussens smitsomhed. Ifølge Statens Serum Institut vil en stor del af befolkningen være modtagelig for smitte med covid-19 i januar, februar og marts 2021, og der forventes derfor fortsat et stort pres på sundhedsvæsenet i januar 2021 og frem til april 2021. Statens Serum Institut vurderer, at på trods af øget udrulning af vacciner vil coronavirus stadig være i omløb i Danmark i efteråret 2021.

Der har i efteråret og vinteren 2020 kunnet konstateres en alvorlig stigning i antallet af dagligt nye bekræftede covid-19-smittede i Danmark i forhold til sommeren 2020. Den stigende smittespredning og fremkomst af mere smitsomme virusvarianter har nødvendiggjort, at regeringen løbende har måttet indføre nye covid-19-tiltag.

Under covid-19-epidemien i Danmark er der desværre set en række eksempler på kriminalitet, som har baggrund i eller sammenhæng med epidemien. Det gælder ikke mindst svigagtig udnyttelse af hjælpepakkerne, hvor myndighederne modtager et stadigt stigende antal anmeldelser. Dette indebærer, at det danske samfund stadig ser ind i et kriminalitetsbillede, som svarer til det, der i foråret nødvendiggjorde lov nr. 349 af 2. april 2020.

På denne baggrund foreslås det med lovforslaget, at solnedgangsklausulen i lovens § 4, stk. 4, udskydes til den 1. januar 2022. Ændringen vil have den effekt, at straffelovens § 81 d, retsplejelovens § 791 d, stk. 1, 2. pkt., og stk. 6, samt udlændingelovens § 22, nr. 9, vil være gældende frem til den 1. januar 2022, hvor de automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter at forlænge gyldighedsperioden.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.