B 86 Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne tilskuddet til friskoler baseret på islamiske værdier.

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 13-11-2020

Fremsat den 13. november 2020 af Mette Thiesen (NB), Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

20201_b86_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 13. november 2020 af Mette Thiesen (NB), Peter Seier Christensen (NB), Lars Boje Mathiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)

Forslag til folketingsbeslutning

om at fjerne tilskuddet til friskoler baseret på islamiske værdier

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af april 2021 at fremsætte lovforslag om, at friskoler, der baserer sig på islamiske værdier, ikke kan modtage offentligt tilskud.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 84, folketingsåret 2019-20. Forslaget blev fremsat den 4. februar 2020, men blev ikke behandlet på grund af covid-19. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg A, B 84 som fremsat.

I friskolelovens § 1, stk. 2, fremgår følgende: »Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene«.

Ud fra lovens bogstav burde det efter forslagsstillernes opfattelse være klart, at friskoler med et islamisk værdigrundlag ikke er berettiget til at modtage et offentligt tilskud. Men dette til trods er der en række friskoler, der modtager offentligt tilskud, selv om skolerne er baseret på islamiske værdier.

Islam er både en ideologi og en religion. Kendetegnende for islam er, at den som ideologi er i opposition til demokratiet, de personlige frihedsrettigheder, trosfriheden og ligestillingen mellem kønnene. Jo mere plads man giver islam i samfundet, jo mindre plads bliver der til demokrati, frihed og ligestilling. Forslagsstillerne mener, at staten aldrig skal blande sig i, hvad folk tror på, og hvordan de dyrker deres religion, så længe det foregår inden for lovens rammer.

Når man understøtter friskoler, som baserer sig på islamiske værdier med offentlige midler, er det imidlertid ensbetydende med, at man saver den gren over, man selv sidder på. Danske skattekroner skal ikke anvendes til at undergrave danske værdier, det danske demokrati, frihedsrettighederne og ligestillingen mellem kønnene.

Skriftlig fremsættelse

Mette Thiesen (NB):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne tilskuddet til friskoler baseret på islamiske værdier.

(Beslutningsforslag nr. B 86)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.